Skal alle nu have en diagnose?
I løbet af et år bliver hver 5. dansker ramt af psykisk sygdom. Det er måske flere, end du lige gik og troede. Alligevel er det som om, at vi i stedet for at acceptere det hellere vil se det som overfølsomhed.
Du er måske stødt på udtrykket “diagnosekultur” eller i hvert fald eksempler på det, når du lytter til podcasts, læser artikler i danske nyhedsapps eller scroller igennem dit feed på sociale medier. I dag får flere og flere danskere nemlig stillet psykiatriske diagnoser, men vi taler også mere om dem, end vi hidtil har gjort.
For nogen (læs: Somenta) er det rigtig positivt, at vi skammer os lidt mindre og taler mere åbent. For andre kan det virke som om, at der er gået sport i at skille sig ud som unik main character, der har fuld plade i diagnosebanko.
Uanset om du ser det som godt eller skidt, har du måske undret dig over, hvorfor der er nogen, der har flere diagnoser, og måske tænker du i dit inderste, at det ikke helt kan være rigtigt. Kan det virkelig passe, at hende på TikTok både har bulimi og OCD, at din vens søn både har autisme og anoreksi? Svaret er: Ja, det kan det faktisk godt.
På fagsprog kalder vi det komorbide (eller sekundære) diagnoser, hvilket betyder, at et menneske har mere end en diagnose på samme tid, der ofte påvirker hinanden. Det fortæller Sofie Martinusen fx om i episode 1 af podcasten Sig det højt med Lissa Paustian.
Man kan ikke kontrollere, hvad der foregår inde i ens hoved, så derfor må man jo kontrollere noget andet.
Sofies spiseforstyrrelse kommer ind i hendes liv, da hun mistrives i gymnasiet. Hvad hun ikke ved er, at hun har ADD, som sandsynligvis spiller en faktor i, at hun udvikler en spiseforstyrrelse. På daværende tidspunkt ved hun bare, at hun ikke kan kontrollere det, der sker inde i hendes hoved, men i stedet kan kontrollere, hvor meget hun spiser, og hvor ofte hun træner.
Eksemplet med Sofie er langt fra enestående. Hos Somenta møder vi ofte mennesker, der udover deres spiseforstyrrelse har en depression, skizofreni, OCD eller autisme. De forskellige diagnoser kan forstærke hinandens symptomer og gøre behandlingen mere kompleks, fordi det ofte kræver en helhedsorienteret tilgang, der tager højde for de forskellige diagnosers sammenhæng.
Men trods behandlingen kan være mere kompleks, betyder det ikke, at du aldrig kan få det bedre, ligesom det heller ikke betyder, at du ikke kan have svære udfordringer med krop og mad, selvom du ikke passer 1-1 ned i Netdoktors faktaboks over symptomer på en spiseforstyrrelse. En følelse som Sofie selv har kæmpet med i mange år.
Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke har søgt hjælp til tingene. Jeg tror, det er fordi, jeg ikke har følt, jeg har været ramt nok.
I podcasten fortæller Sofie, hvordan hendes spiseforstyrrelse har føltes som en lang forvirring, hvor hun aldrig rigtig har oplevet, at hun levede op til hverken diagnosekriterierne for anoreksi, bulimi eller BED (også kaldet tvangsoverspisning). Af samme årsag har hun aldrig søgt hjælp, for var hun berettiget til at række ud og modtage den, når hun ikke har været arketypen på én bestemt spiseforstyrrelse?
Følelsen af ikke at være ‘ramt nok’ er noget, vi ofte møder i vores rådgivning. Det er en falsk forestilling, der desværre afholder mange fra at række ud efter hjælp, selv når de har allermest brug for den. Faktisk møder vi også mennesker, der har alvorlige problemer med spisning, som kræver behandling, trods de ikke har fået stillet en diagnose af den ene eller anden årsag.
Men som Sofie selv kommer ind på i podcastepisoden, kunne hun måske have levet uden en masse spiseforstyrrede tanker i dag, hvis hun havde rakt ud efter hjælp, dengang det hele startede.
Vi ved, at det aldrig er for sent at række ud efter hjælp, men vi ved også, at det kræver meget mod, særligt hvis det føles som om, man ikke er berettiget til at få den. Hvis du ikke har turde fortælle din familie, kæreste eller venner om dine tanker om mad og krop, kan du måske finde modet til at sige det højt til os. Du kan kontakte vores rådgivning helt gratis og anonymt – uanset om du har en diagnose eller ej.
Læs mere stof til eftertanke
Rådgivningen
