Er der kønsforskelle i spiseforstyrrelsessymptomer?

Forskning indikerer, at symptomer på spiseforstyrrelser fremtræder forskelligt fra mænd og kvinder. Formålet med nærværende undersøgelse er at gennemgå eksisterende litteratur for at svare på spørgsmålet, om der er kønsforskelle i symptomer på spiseforstyrrelse. Dette kan give et indblik i, hvorvidt opsporingsredskaber bør være anderledes fra mænd og kvinder.

Af Thilde Riisager Ubbesen, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Spiseforstyrrelse er ofte blevet betragtet som en kvindelidelse, men en betydelig andel er mænd. I løbet af de sidste 10 år har der været en øget opmærksomhed på mænd og spiseforstyrrelser. Størstedelen af studier, der har undersøgt spiseforstyrrelse som lidelse, har fokuseret på kvinder, og der findes kun et mindretal af studier, der direkte har sammenlignet forskelle i symptommønstre blandt mænd og kvinder. Ved udekukkende at undersøge associationen mellem kvinder og spiseforstyrrelser, kan større og potentielt vigtige kønsforskelle i udviklingen og vedligeholdelsen af spiseforstyrrelser være ignoreret – forskelle der kunne have en betydning for behandlingsforløb (Timko, DeFlilipp, & Dakanalis, 2019).

Hvad er en spiseforstyrrelse?
En spiseforstyrrelse omfatter en enorm optagethed af mad, vægt og spisning og problemer med at regulere fødeindtagelsen, der strækker sig fra livstruende undervægt til overspisning med fedme som resultat. En sygelig bekymring omkring udseende og kropsopfattelse er en væsentlig del af spiseforstyrrelsen, og lidelsen kan ofte være langvarige tilstande, som er vanskelige at behandle (Sundhedsstyrelsen, 2005)

Kønsforskelle i spiseforstyrrelsessymptomer
Et review viser, at der kun findes få kønsforskelle i forhold til typiske spiseforstyrrelsessymptomer såsom restriktionsmønstre, overspisning, opkast eller misbrug af afføringsmidler. Dog ser mænd ud til i højere grad at bruge overtræning som kompenserende adfærd i forhold til kvinder. Kønsforskelle i andre funktioner såsom alder for spiseforstyrrelsens debut og ko-morbiditet af psykiske lidelser er mere uklare blandt voksne. Dog finder man evidens hos unge, at piger med en spiseforstyrrelse har en højere forekomst af humørforstyrrelser (såsom depression og bipolar lidelse). Den højere forekomst kan være som følge af den ofte lave vægt hos piger (Timko et al., 2019). Et andet review finder, at drenge ofte er ældre end piger ved spiseforstyrrelsens debut. Desuden har mænd med en spiseforstyrrelse oftere en historik med overvægt eller fedme i forhold til kvinder, og der er større sandsynlighed for, at de har været udsat for vægtrelateret mobning (Murray et al., 2017).
Et review har fundet kønsforskelle i symptomer på spiseforstyrrelser opdelt på anoreksi, bulimi og BED (binge eating disorder). Disse oplistes herunder.

Anoreksi
Personer, der lider af anoreksi, har en voldsom optagethed af mad, således deres tanker konstant omkredser om mad. De centrale problemer ved anoreksi er intens optagethed af vægt og udseende, en stærk vægring mod almindelig fødeindtagelse, angst for at stige i vægt, og de benægter af dens alvor (Sundhedsstyrelsen, 2005). Det ses, at 90 % af de, der har anoreksi, er kvinder, mens 10 % er mænd. Kønsforskelle i symptomer på anoreksi ses ved, at mænd i højere grad fokuserer på at blive slanke for at øge synligheden af muskulaturen, hvorimod kvinder oftere fokuserer på at blive tynde og udmagret. Desuden har mænd med anoreksi færre bekymringer om deres vægt i forhold til kvinder, mens begge køn er lige bekymrede for deres form og figur. Unge mænd med anoreksi ønsker i højere grad en ’six-pack’ fremfor en flad mave (Murray et al., 2017).

Bulimi
Karakteristik for personer med bulimi er episoder med tvangsmæssig overspisning og efterfølgende vægtregulerende adfærd samtidig med en forstyrret kropsopfattelse (Sundhedsstyrelsen, 2005). Ligesom anoreksi ses det, at 90 % af de, der har bulimi, er kvinder, mens de resterende 10 % er mænd. Episoder med overspisning (binge-eating) ses at være forskellig fra mænd og kvinder. Mens kvinder har en større præference for søge sager, og har tendens til at overspise desserter, har mænd en større præference for mad, der indeholder meget protein såsom kød. Mænd udtrykker færre bekymringer vedrørende deres spiseadfærd sammenlignet med kvinder. I forhold til kompensatorisk adfærd vil færre mænd, der har bulimi, tilgå en typisk udrensende adfærd såsom brug af afføringsmidler sammenlignet med kvinder, men engagerer sig oftrere i kostrestriktioner og overdreven træning (Murray et al., 2017).

Binge-eating disorder
Karakteristisk for personer med BED er episoder med tvangsmæssig overspisning ledsaget af en følelse af kontroltab, men uden umiddelbar efterfølgende vægtregulation (Sundhedsstyrelsen, 2005). I Danmark ses 70 % af de, der lider af BED, at være kvinder, mens 30 % er mænd. Bekymringer om form, figur og vægt er ens for mænd og kvinder, der har BED. Flere kvinder har BED end mænd, hvilket potentielt skyldes, at BED-diagnosen kræver kriterier, der er relateret til de emotionelle reaktioner, der kommer med overspisning (fx stress, skyld, skam). Fund fra mindst ét studie viser, at mænd oplever og/eller afrapporterer færre stressreaktioner relateret til overspisning, og oplever derfor færre emotionelle reaktioner i forbindelse med deres adfærd (Murray et al., 2017).

Overvejelser
Det ses, at der er kønsforskelle i de foregivende tegn og symptomer på spiseforstyrrelser. Med et øget fokus på at forstå disse forskelle, bør det overvejes at udvikle målrettede opsporingsredskaber til mænd, specielt da de nuværende diagnosekriterier i højere grad er tilegnet kvinder og deres symptomer. Dette kan bidrage til at opfange flere mænd, der lider af en spiseforstyrrelse, som kan have stor betydning for deres videre behandling og mulighed for bedring.

 

 

Murray, S., Nagata, J., Griffiths, S., Calzo, J., Brown, T., Mitchison, D., Blashill, A., & Mond, J. (2017). The enigma of male eating disorders: A critical review and synthesis. Clinical Psychology Review, 57, 1–11. https://doi.org/10.1016/j.cpr.2017.08.001

  Timko, C., DeFilipp, L., & Dakanalis, A. (2019). Sex Differences in Adolescent Anorexia and Bulimia Nervosa: Beyond the Signs and Symptoms. Current Psychiatry Reports, 21(1), 1–8. https://doi.org/10.1007/s11920-019-0988-1

Sundhedsstyrelsen. (2005). Spiseforstyrrelser – Anbefalinger for organisation og behandling.