Tidlig opsporing af spiseforstyrrelser og selvskade
Få grundlæggende viden om spiseforstyrrelser og selvskade, risikoadfærd og tidlige symptomer, viden om behandlingsret og introduktion til to opsporingsredskaber.
Andelen af børn og unge, der udvikler, eller er i risiko for at udvikle spiseforstyrrelser og selvskade, er stigende. Samtidig ved vi, at mange, der arbejder med børn og unge, er usikre på, hvad man stiller op som fagperson, når man får kendskab til adfærden. Bliver det for eksempel værre af, at vi spørger ind? Smitter selvskade? Hvordan tager vi de indledende samtaler med den unge, og hvordan får vi dem sendt godt videre, når problematikken kræver yderligere indsatser? Derfor kommer vi meget gerne og afholder kurset Tidlig opsporing for fagpersoner i kommunerne.
Projektet løber fra 2022-2025, og kurserne fordeles efter ”først-til-mølle” princippet. Indsatsen er støttet af Novo Nordisk fonden og er derfor gratis.
Fordeling af kurser
Vi har som udgangspunkt kun mulighed for at udbyde kurset gratis én gang i hver kommune. Hvis I ikke arbejder i en kommune, eller jeres kommune allerede har haft kurset, kan I i stedet købe kurset Introduktion til spiseforstyrrelser og selvskade.
Hvis du gerne vil vide, om jeres kommune har et gratis kursus til gode, så skriv til opsporing@spiseforstyrrelse.dk, så kigger vi på det.
Indhold og udbytte
Formålet med kurset er at give frontpersonale i kommunerne grundlæggende redskaber og kompetencer til at identificere risikoadfærd og tidlige symptomer på en spiseforstyrrelse og selvskade blandt børn og unge. Indholdet af dagen inkluderer grundlæggende viden om spiseforstyrrelser og selvskade, risikoadfærd og tidlige symptomer, viden om behandlingsret, samt introduktion til to opsporingsredskaber.
Undervisningen er praksisorienteret og gør brug af video materiale og samtaleøvelser, hvor kursusdeltagerne får mulighed for at bruge de redskaber og kompetencer de tilegner sig i løbet af dagen.
Kurset giver deltagerne både teoretiske og faktuelle informationer om spiseforstyrrelser og selvskade, samt redskaber til at spotte risikoadfærd.
Kursusdagen varer 6 timer og afholdes hos jer. Undervisningen vil veksle mellem oplæg og øvelser, som giver mulighed for erfaringsudveksling samt at få viden målrettet jeres arbejdsfunktion.
Deltagerprofil
Kurset er for jer, der arbejder med børn og unge i kommunen, særligt front- personale med daglig kontakt til børn og unge, hvor en eventuel mistrivsel endnu ikke er opsporet. Det kan for eksempel være folkeskolelærere, AKT-vejledere, sundhedsplejersker, pædagoger på fritidshjem og klubber, UU-vejledere mv.
OBS! Vi tager meget gerne imod bookinger også med længere tidshorisont.