Nyhed

Folketinget behandler forslag om frivillig mærkningsordning for reklamer og SoMe

Et forslag om en frivillig mærkningsordning for reklamer uden digital retouchering, eller hvor der ikke er foretaget kropsændringer på de afbildede personer, har i dag været til 1. behandling i Folketinget.

Formålet med forslaget er, at stille børn og unge bedre i forhold til den påvirkning de oplever gennem reklamer og influencere på sociale medier. Det skal de gøre ved at producenterne af billedmaterialet får mulighed for at synliggøre om der er tale om et retoucheret foto.

I LMS, er vi glade for det øgede politiske fokus på den mistrivsel, som mange unge oplever som følge af et øget pres for at være ”rigtig” – blandt andet fra sociale medier.

Kommunikationsmedarbejder i LMS, Therese Hansen, fortæller hvordan børn helt ned til 10 års alderen henvender sig til LMS´ rådgivning, fordi de synes deres kroppe er forkerte.

”De er fortvivlede og tror der er noget galt med dem. Blandt andet fordi de ikke ligner dem, som de ser på sociale medier og i bybilledet generelt”

Hun uddyber dog også, at de fleste egentlig godt ved, at de ikke behøver at se ud på en bestemt måde, men alligevel bliver de rigtig påvirkede af reklamer, og det de ser andre stræbe efter.

Hos LMS mener vi, at alle kroppe er rigtige, og at vi skal være meget påpasselige med vurderinger der peger i retning af at man er rigtig eller forkert, især overfor unge. I vores daglige arbejde møder vi netop de unge, som ender med at føle sig forkerte fordi de har set, hørt eller fortolket, at deres krop skal være slank og veltrænet.

I stedet hilser vi større mangfoldighed velkommen, og håber på et mere nuanceret billede af hvordan kroppen ser ud -Også i reklamer og på sociale medier.