Udrednings- og behandlingsrettigheder

Her kan du læse om de rettigheder der gælder i forbindelse med psykiske lidelser, der er af en sådan sværhedsgrad, at de kræver behandling i psykiatrien. Udrednings- og behandlingsretten er altså ikke gældende i forbindelse med behandling hos fx psykiater eller psykolog, men kun for psykiatrisk udredning og behandling.

En udredning har til sigte at finde ud af, hvorvidt problemet er behandlingskrævende og i givet fald også, hvilken behandling der skal iværksættes og hvorhenne.

Udredningsret betyder, at alle patienter med en henvisning fra egen læge har ret til inden for 30 dage at blive undersøgt for, om de har en psykisk lidelse som fx en spiseforstyrrelse. Hvis ikke denne udredning kan tilbydes af sygehuset, har man ret til at få lagt en plan for et videre udredningsforløb, hvor sygehuset skal undersøge, om der er et andet sygehus – et såkaldt samarbejdssygehus, som kan udrede én inden for 30 dage.

Et samarbejdssygehus er et sygehus, som din bopælsregion samarbejder med og normalt benytter. Det kan både være et offentligt og et privat sygehus. Det er din bopælsregion, der ifølge loven skal forsøge at få patienten udredt inden for 30 dage på et samarbejdssygehus.

Hvis hverken sygehuset eller et samarbejdssygehuset kan udrede dig inden for 30 dage, har man ret til udvidet frit sygehusvalg til udredning. Dette betyder, at man kan vælge at blive udredt på et privat sygehus – et såkaldt aftalesygehus.

Behandlingsret betyder, at der højest må gå to måneder fra en person er blevet udredt, til der tilbydes behandling. Hvis det offentlige ikke kan tilbyde behandling inden for denne tidsramme, har man ret til behandling i privat regi, betalt af det offentlige.