Professionelle atleter har øget risiko for spiseforstyrrelser
Atleter i sub-eliten er i højere risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse end deres elite-kollegaer. Det viser en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet.
Op mod hver tredje subelite-atlet har symptomer på en spiseforstyrrelse. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt studie af udbredelsen af spiseforstyrrelser blandt danske eliteatleter og atleter i niveauet under eliten – den såkaldte sub-elite. Undersøgelsen dokumenterer dermed, at spiseforstyrrelser er mere udbredt i sub-eliten end i elitesport.
”Det er ikke overraskende, at spiseforstyrrelser er mere udbredt blandt professionelle idrætsudøvere. Men det kommer bag på mig, at omfanget er så stort, og at vi ser så mange, der er ramt blandt de atleter, der ikke er en del af elitesporten,” siger Laila Walther, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Blandt atleterne er de mest hyppige symptomer på spiseforstyrrelse restriktiv spisning, angst for vægtøgning, kropsutilfredshed, tvangsmotion og øvrige helbredsproblemer som fx træthed, smerter og kuldefølsomhed.
Atleterne efterlyser uddannelse til trænerne
Atleterne peger i undersøgelsen selv på, at en kropslig sammenligningskultur, hvor atletiske og slanke kropsidealer bliver idylliseret af blandt andet trænerne, vægtkriterier eller kommentarer om krop og vægt kan være udløsende faktorer for en spiseforstyrrelse.
Knap hver tredje atlet i undersøgelsen oplever, at spiseforstyrrelser er tabubelagte i deres sportsgren, og 35 % af eliteatleterne og 40 % fra sub-eliten mener, at der ikke bliver gjort nok for at hjælpe dem, der bliver ramt af en spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed. Kun omkring 10 % mener, at der bliver gjort nok.
Når atleterne spørges til mulige løsninger, peger de på bedre uddannelse af trænerne til at forebygge og håndtere spiseforstyrrelser og behovet for, at der altid er en plan for, hvordan en atlet med symptomer på en spiseforstyrrelse kan få hjælp.
Ledelserne og trænerne har ansvaret
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade bakker op om anbefalingerne i rapporten om mere oplysning om spiseforstyrrelser og tidlige indsatser, så færre atleter udvikler spiseforstyrrelser. Der bør indføres uddannelse af trænere i at identificere og håndtere spiseforstyrrelser på et tidligt tidspunkt, regelmæssige screeninger af atleterne og fastlagt praksis for, hvordan atleter med symptomer hjælpes – især i de sportsgrene, hvor vægt og kropsbygning spiller en stor rolle for præstationen.
”De senere år har vi set flere eksempler på atleter fra blandt andet svømning og cykelsporten, der har fortalt åbent om deres udfordringer med et usundt fokus på krop og vægt i deres sportsgrene. Men det burde ikke være atleternes opgave at sige fra. Foreningernes ledelser og trænerne har ansvaret for at skabe en kultur, hvor usunde spise- og træningsmønstre ikke tilskyndes, og hvor der bliver reageret, når en atlet begynder at udvikle et usundt forhold til mad og træning,” siger Laila Walther.
Undersøgelsen er bestilt af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund og foretaget af forskere fra Syddansk Universitet, psykiatrien i Region Syddanmark og Linnéuniversitet i Sverige.
Undersøgelsen følger op på en lignende undersøgelse fra 2020, som dokumenterede, at hver sjette danske eliteatlet har symptomer på spiseforstyrrelser.
- 616 atleter har deltaget i undersøgelsen, fordelt på 410 eliteatleter (51 % kvinder) og 206 sub-eliteatleter (52 % kvinder).
- To forskellige instrumenter til at måle symptomer på spiseforstyrrelser er brugt i undersøgelsen. Målt med den såkaldte SCOFF-metode havde 17 % fra eliten og 31 % fra sub-eliten risiko for en spiseforstyrrelse, mens man med EDE-Q-metoden har fundet en øget risiko hos 12 % fra eliten og 18 % fra subeliten
- Ved den første metode viste 23 % af kvinderne i eliten og 37 % af kvinderne i sub-eliten symptomer. Ved den anden havde 19 % af de kvindelige eliteatleter symptomer, mens det samme gjaldt for 24 % af subeliteatleterne.
- De tilsvarende tal for mændene var 11 % af mændene i eliten og 23 % af mændene i sub-eliten målt med den første metode, og 9 % hos eliten og 12 % hos sub-eliten med den anden metode.
