Det er et misbrug, det handler ikke om maden, men om at lindre en smerte

Da jeg er 10 år gammel, flytter min familie og jeg fra Jylland til København. Mine forældre bliver skilt to år efter, og min far får ret hurtigt en ny familie. Jeg føler, han forlader mig. Jeg har altid været ret sensitiv, mens resten af min familie er mere spontan. Vi er som dag og nat, og jeg har følt mig ret klemt med mine følelser. Som om der ikke helt var plads til dem. 

Derudover føler jeg ikke rigtig, at jeg passer ind i skolen. Jeg går i 7. klasse, og jeg har ikke rigtig lyst til at lave de samme ting som de andre elever, fx at begynde at drikke alkohol. Det siger mig ikke noget. Det er en periode i mit liv, hvor jeg mangler noget følelsesmæssig kontrol. 

Jeg går hos en skolepsykolog, og jeg spørger hende, “hvorfor går jeg på alle stregerne?”. Det var min OCD, der var på spil, og jeg bliver henvist til min egen læge. På det her tidspunkt har jeg tabt mig en del, og det er det, de ser. De ser kun min vægt, der er ikke nogen, der spørger mig, hvordan jeg egentlig har det. Jeg havde det jo ret dårligt, men jeg havde ikke tabt mig, fordi jeg havde et ønske om at blive tynd. Det skete ligesom bare. I dag kan jeg godt se, at jeg brugte spiseforstyrrelsen som et redskab til at opnå noget kontrol.  

Herefter bliver jeg ret hurtigt indlagt, fordi jeg har tabt mig så meget. Jeg får at vide, at jeg har anoreksi, men jeg har faktisk svært ved at genkende mig selv i det, de siger. Det føles lidt, som om de prøver at fortælle mig, “du har en spiseforstyrrelse, derfor er du på dén her måde”. Jeg kan huske, at jeg var indlagt sammen med en pige, der havde OCD. Jeg syntes, det var så snyd, at jeg ikke var indlagt på grund af min OCD, men fordi det er min bi-diagnose, fik jeg ikke hjælp til den i første omgang.  

Enten så dør jeg af det her, eller også får jeg det bedre 

Efter jeg bliver indlagt første gang, begynder det at tage fart. Op gennem mine teenageår og tidlige ungdom ryger jeg ind og ud af det psykiatriske system, jeg bliver tvangsindlagt flere gange. Jeg føler systemet nedbrød mig, mere end det byggede mig op, som det burde. Det var for rigidt og firkantet. Jeg følte hele tiden, at de forsøgte at placere følelser i min krop, som jeg ikke kunne genkende. Jeg blev talt ned til, som om jeg var dum, fordi jeg var syg, i stedet for at blive mødt med respekt.  

Til sidst vælger jeg at sætte en stopper for det og udskriver mig selv i 2014. Her er jeg omkring 22 år gammel, og jeg kan bare mærke, at jeg skal aldrig mere indlægges igen. Jeg tænker, at enten så dør jeg af det her, eller også får jeg det bedre. I dag kan jeg godt se tilbage på den tid og være overrasket over, at jeg klarede den, og at jeg ikke satte træskoene. Jeg føler mig ret heldig, selvom det har været en lang rejse mod at få det bedre. 

Det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg har stor respekt for systemet og psykiatrien, og at det ikke var deres skyld ene og alene, at jeg fik det så dårligt. Psykiatrien mangler så mange ressourcer, ventelisterne er lange – sådan oplevede jeg det især i voksenpsykiatrien. I løbet af mine mange indlæggelser var jeg heller ikke klar til at erkende, at jeg også var nødt til arbejde med mig selv. Ydre faktorer kunne ikke redde mig alene. Jo, systemet kunne have gjort mere for at hjælpe mig på vej, men jeg var også selv nødt til at gå skridtene mod at få det bedre.  

Der er så mange mennesker, der på et tidspunkt i deres liv, er i berøring med psykiatrien, eller får det mentalt svært. Men folk har bare ikke forstået, hvor slemt det står til, fordi det stadig er vildt tabubelagt at have en psykisk sygdom. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har en Knæk Psykisk Sygdom-dag, ligesom vi har en Knæk Cancer-dag.  

Vejen til at få det bedre  

For omkring seks år siden hjalp min mor mig med at finde en lejlighed på Amager. Jeg elsker min lejlighed, det er første gang, jeg for alvor føler mig hjemme. Derudover fik jeg blandt andet en kontaktperson gennem kommunen, som hjalp mig med at finde et arbejde, og hun er det mest fantastiske menneske. Hun vidste ingenting om spiseforstyrrelser, og jeg syntes bare, det var så befriende. Modsat mange af dem, jeg havde mødt i psykiatrien, havde hun ikke nogen forudindtagede konklusioner om, hvordan jeg var som menneske på grund af anoreksien. Hun spurgte mig derimod om, hvordan jeg havde det, hvilket var så rart. Hun har spillet en vigtig rolle i min rejse mod at få det bedre. 

Som en del af mit arbejde i dag udvikler jeg madopskrifter og deler ud af min madglæde på min Instagram. Jeg har altid elsket at stå i køkkenet og lave mad eller se på, mens min mormor lavede mad, dengang jeg var barn. På den måde var det også en slags tortur, en form for selvskade, at jeg nægtede mig selv mad i så mange år, fordi det var noget af det, jeg holdt allermest af. Det er jo et misbrug, det har for mig aldrig handlet om maden eller et ønske om at blive tynd, men det var et forsøg på at lindre mine smerter.  

Efter mine indlæggelser valgte jeg at stoppe med at spise kød. Jeg var blevet stopfodret med kød og generelt dårlig mad i løbet af mine indlæggelser. På en måde tog de endnu mere af min madglæde fra mig, fordi den mad, jeg fik serveret, var så dårlig. At stoppe med at spise kød var for mig en metode til at påvirke min hjerne til at give mig selv lov til at tage på igen fx ved at sikre, at jeg fik gode fedtstoffer gennem min vegetariske kost.  

Det er nok ikke en løsning for alle, men for mig har det at lave og arbejde med mad faktisk hjulpet mig til at slippe ud af min anoreksi og de restriktive spisevaner. Det kan måske virke paradoksalt, men det har været helende for mig at tænke på mad som næring, nydelse, de kreative elementer som smage og farver, fremfor at mad kun kan være en vej til at tabe sig eller tage på. Det skal handle om glæden ved mad.  

I en lang årrække spiste jeg vegansk, men på et tidspunkt føltes det bare ikke rigtigt længere. I dag spiser jeg vegetarisk og fisk, men hvis jeg en dag får lyst til at gøre det anderledes, vil jeg ikke sætte regler op for mig selv og nægte mig selv at spise anderledes. Mad må ikke blive en religion.