Min spiseforstyrrelse er en slags følgesvend, som jeg vil leve med resten af livet

Mine forældre har altid gjort meget ud af, at vi skulle spise morgenmad derhjemme. Derfor er jeg vokset op med altid at spise en portion havregryn om morgenen. En eller anden dag stoppede jeg bare. Jeg skyllede en tallerken og satte den i opvaskemaskinen, så lignede det jo, at den var brugt. I foråret 2008 blev jeg konfirmeret. Jeg var 14 år og gik i 8. klasse. Lige rundt om hjørnet var folkeskolen slut, og en masse sociale ændringer ventede. Hele den her forandringsfølelse blev for meget, og jeg havde virkelig svært ved at rumme og håndtere den. Så jeg skippede ikke morgenmaden med et ønske om at tabe mig, men med et ønske om at tage kontrollen tilbage.

En dag i starten af niende klasse spiste jeg et stykke kage efter skole. Pludselig poppede der en idé op inde i mit hoved om, at jeg skulle ud og cykle. Ud og forbrænde den kage, jeg lige havde spist. Jeg gik på nettet og lavede en rute. Jeg hoppede ud på cyklen, og så begyndte jeg ellers bare at cykle København rundt. 30 kilometer senere havde jeg nået rutens ende. Jeg har altid været aktiv, fordi jeg også spillede meget håndbold. Så jeg tror ikke, at jeg dengang følte, at jeg motionerede for meget. Men nu kan jeg godt se, at det nok var mere, end hvad andre gjorde.

Mit behov for at være i kontrol blev større og større

Det handlede aldrig rigtig om udseendet. Men jeg kan huske en følelse af aldrig rigtig at være tilfreds. En generel følelse af utilfredshed med mig selv. Mit behov for at være i kontrol blev større og større, og i løbet af de næste år blev mit forstyrret forhold til mad, træning og vægt mere og mere omsluttende. Langsomt begyndte det at handle om tallet på vægten. Det udviklede sig hurtigt til en konkurrence, hvor tallet, jeg gerne ville ramme, blev mindre og mindre. Jeg begyndte at veje mig hele tiden, flere gange om dagen.

Samtidig blev jeg mere restriktiv i min spisning. Jeg spiste ikke hele formiddagen og eftermiddagen, og så blev jeg så sulten om aftenen, at jeg blev nødt til at spise. Jeg var helt ustyrlig. I gymnasietiden kan jeg tydeligt huske, at jeg gik i Føtex og købte for 100 kr. slik, chips og kage, som jeg tog med hjem på mit værelse og spiste i smug. Det var nok her, at jeg begyndte på en form for overspisninger. Dengang ønskede jeg, at jeg havde en anden spiseforstyrrelse. Jeg var så misundelig på dem, som bare kunne lade vær med at spise. Det er så absurd og skamfuldt. Men igen leder det tilbage til mit behov for kontrol. Jeg ville bare have endnu mere kontrol over, hvad jeg indtog.

I gymnasiet begyndte jeg samtidig at kæmpe med en depression og kom derfor til en psykiater. Jeg fortalte, at alt det med spisning var rigtig svært, og at jeg troede, jeg måske havde en spiseforstyrrelse. Dengang vejede jeg relativt lidt, men det var ikke noget, der tydeligt så sygeligt ud. Psykiateren slog det bare hen. Tanken om, at jeg havde en spiseforstyrrelse, blev parkeret. For nu i hvert fald.

"Du ligner ikke en, der har en spiseforstyrrelse"

Jeg flyttede hjemmefra, og overspisningerne tog virkelig til. Pludselig ramte jeg bare et punkt, hvor jeg tænkte, det her, det er ikke det værd mere. Det her liv er ikke værdigt. Jeg bliver nødt til at gøre noget, eller i hvert fald prøve. Måske også fordi jeg inderst inde godt vidste, at det ville komme til at koste mig forholdet til min kæreste, hvis jeg blev ved med at være fanget i det her.

Hos studenterrådgivningen kunne man dengang komme i et gratis forløb, hvis man havde psykiske udfordring. Jeg kontaktede dem og fik en konsultation. Her mødte jeg en psykolog, som fandt et spørgeskema frem om spiseforstyrrelser. Jeg scorede ikke overraskende rigtig højt på alt. Psykologen vejledte mig til at kontakte min læge. ”Du ligner ikke en, der har en spiseforstyrrelse,” sagde lægen. På trods af udmeldingen blev jeg alligevel sendt videre til en psykiater. Efter mindre end fem minutter vurderede psykiateren, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Jeg har altid været slank, og derfor var der heller ikke særlig mange omkring mig, der bemærkede, at mit forhold til mad ændrede sig. Da jeg endelig selv forsøgte at søge hjælp, følte jeg, at jeg blev mødt med skepsis. Det er virkelig noget, der har sat sig i mig. Fordi jeg efterfølgeligt tit har tænkt over, om jeg overhovedet havde en rigtig spiseforstyrrelse. Samtidig kunne jeg gemme mig meget i, at man aldrig fysisk kunne se, at jeg var syg. Jeg spiste enormt selekteret. Spiste, når jeg var sammen med andre. Kompenserede, når jeg var alene. Jeg ville ikke opdages og gjorde, hvad jeg kunne for at skjule det.

Spiseforstyrrelsen føles som en tryghed

I januar 2017 startede jeg i et behandlingsforløb og fik diagnosen atypisk bulimi. Omkring ni år efter jeg mærkede de første symptomer. Det var også først her, at jeg lukkede mine forældre ind i alt det, der skete. For mig føles spiseforstyrrelsen lidt som en tredje person, der bare gerne vil have mig for sig selv. Den bliver fodret af at være alene med mig. Derfor var det også utrolig skræmmende at skulle invitere andre ind i spiseforstyrrelsens tanker. Jeg følte mig på en eller anden måde fuldstændig afklædt, fordi nu kunne de se lige igennem mig og aflæse alle mine tanker og følelser.

Mit behandlingsforløb varede fem måneder, og herefter blev jeg erklæret ”rask”, fordi jeg ikke længere havde symptomerne på atypisk bulimi. I dag fylder spiseforstyrrelsen ikke i nærheden af, hvad den gjorde, inden jeg fik behandling, men jeg er ikke et sted, hvor jeg vil kalde mig rask. Hvis man overhovedet nogensinde kan kalde sig det. For mig har det altid gået meget op og ned. Spiseforstyrrelsen er en slags følgesvend, som jeg vil leve med resten af livet.

Jeg kan mærke, at jeg ikke er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg har lyst til at ændre på hvordan jeg har det, på trods af at mit spisemønster er lidt ude af kontrol. Jeg er tæt på, men spiseforstyrrelsen føles også bare som en tryghed. Den er håndgribelig, og jeg ved lige præcis, hvad jeg skal gøre for, at jeg ikke mærker alle de her svære følelser. Det er nemmere at kontrollere, hvad jeg skal og ikke skal spise, end at skulle forholde mig til andre følelser i min krop. Det er virkelig en flugt.

Det er samtidig enormt skræmmende, at ansvaret for, at jeg får det bedre, ligger på mig. En del af mig ville ønske, at jeg bare kunne tage en pille, og så ville alt blive ”normalt”. Men på den anden side ved jeg også godt, hvad jeg skal gøre for, at jeg får det bedre. Jeg tror, at det kommer til at blive en langsom proces, men jeg føler, at jeg er på vej i den rigtige retning. I mit eget tempo.