De fotograferer almindelige menneskers almindelige kroppe
Fotograferne Marie Hald og Heidi Maxmiling udfordrer urealistiske kropsidealer, sætter fokus på stigma og diversitet og bryder tabuer og skam ved at vise billeder af kroppe, som de virkelig ser ud.
Fotograf Heidi Maxmiling har taget mange billeder af primært kvinder i årenes løb. Hun fortæller, at brugen af billedredigeringsprogrammet Photoshop tog fart i begyndelsen af 00’erne, og at retouchering af billeder hurtigt blev normalen, fordi kunderne ønskede at se bedst muligt ud. En tendens, der kun blev mere udbredt med sociale mediers udvikling siden slutningen af 00’erne.
”Siden er der kommet langt mere fokus på det ærlige og upolerede, som jeg personligt altid bedst har kunnet lide. Arbejdet med det, der nu er blevet til fotobogen ’Ærlige kvindekroppe’, blev kickstartet for cirka otte år siden, da en kvindelig tv-vært blev kritiseret for at have for små bryster. Jeg blev ramt af en stærk følelse af, at det var på tide at vise kroppen uden filter og manipulation. Det faldt sammen med, at min på det tidspunkt 10-årige datter så en reklame for brystkirurgi og spurgte: ’Mor, skal man have store bryster?’ Det påvirkede mig meget, fordi jeg vidste, hvilken verden hun indenfor kort tid skulle træde ind i.”
Stigma og tabu svækkes, når vi taler om dem
For fotograf Marie Hald ligger der også en personlig motivation bag hendes fotobog ’FEMININ’. I bogen er der billeder af forskellige mennesker, som udtrykker deres femininitet meget forskelligt. Fælles for dem alle er, at de er stigmatiseret af den ene eller anden grund.
”Min personlige motivation for at sætte fokus på stigma er min egen OCD, der kom ind i mit liv, da jeg var 11-13 år. Mine symptomer blev fejltolket, og derfor fik jeg ikke den rigtige hjælp i sundhedssystemet. Det gør mig vred og giver mig lyst til at bryde tabuer og insistere på, at det ikke er flovt! Jo mere fokus, der er på et emne, jo mere kan vi tale om det, og jo mindre tabu bliver det.”
Marie Hald fortæller videre, at nedbrydningen af tabuer er afgørende, fordi det betyder, at de ramte får det bedre. Derfor kan man ikke tale nok om tabuer.
”For mig handler det om, at vi skal fjerne skammen og give plads til de unikke træk ved det enkelte menneske. Derfor prøver jeg at hylde det, der er tabu, fx spiseforstyrrelser. Psykisk sårbarhed kan være en kæmpe gave, fordi det ofte giver en følsomhed for verden og andre mennesker. I min bog er der også et portræt af Kenneth, der er dj, går i kjole og med flot makeup, og så har han overskæg. Med billedet af ham vil jeg gerne vise, hvor cool man kan være uden at passe ned i en af de traditionelle kasser.”
De skal se appelsinhud og hængebryster
Heidi Maxmiling forklarer, at der altid har været kropsidealer, men at kravene til kroppens udseende er eksploderet, og at særligt de unge piger har lavt selvværd i dag.
”De har brug for at se på nogle, de kan spejle sig i og identificere sig med. Men det har modne kvinder også. De skal se appelsinhud og hængebryster, for det er nu engang sådan, man ser ud, når man er midt i livet. Heldigvis er det mere oppe i tiden nu at vise det ægte. Jeg er 52 år, og kvinder på min alder står mere ved sig selv nu end for få år siden. Tiden er så moden til ærlige billeder. Det ser vi fx også, når kendte kvinder lægger billeder op af sig selv uden makeup og med fokus på ’deller’.”
Vil udvide rammerne for det ’normale’
Marie Hald fortæller, at hun har hørt fra mange tykke mennesker, at de er glade for at se tykke kroppe udstillet på en stærk og smuk måde i ’FEMININ’.
”Én har blandt andet sagt til mig, at hun aldrig før har set en krop som sin egen, og at hun aldrig har villet se sig selv i spejlet. Hendes oplevelse med at kunne genkende sig selv var så frisættende for hende. Jeg har også hørt fra skolelærere, der vil bruge bogen i deres undervisning, og fra mødre, der har købt den og lagt den på spisebordet, for at deres børn skal kigge i den og se diversiteten.”
Fordomme om, at overvægt er selvforskyldt, fordi personer med overvægt er dovne og usunde med en manglende selvdisciplin, er udbredt i det danske samfund. I virkeligheden er overvægt på ingen måde en indikator for manglende viljestyrke eller dovenskab, og ofte handler vægtstigmatisering mere om tiden og kulturen end om overvægten. Det er nemlig kulturen, der dikterer, hvad der bliver set som det ”rigtige” kropsideal.
På den måde håber Marie Hald, at ’FEMININ’ bliver en samtalebog, der kan være med til at udvide rammerne for det ’normale’.
”Jeg har også en veninde, hvis datter har fået at vide af sundhedsplejersken, at hun er lidt for tyk. Min veninde bruger bogen til at vise sin datter, at vi alle ser forskellige ud, og at det er helt ok. Det er helt, som det skal være.”
Også Heidi Maxmiling har fået positive og anerkendende tilbagemeldinger på sin bog ’Ærlige kvindekroppe’.
”Reaktionerne har været meget positive. Bogen er blandt andet blevet sammenlignet med ’Kvinde kend din krop’, og det betragter jeg som en stor cadeau. Jeg har også fået en besked fra en ung kvinde med anoreksi, der takkede mig for at vise forskellige kroppe. Den slags tilbagemeldinger er altafgørende for mig, og de rører mig meget. Ikke mindst er min i dag 18-årige datter stolt over bogen, som hun og hendes veninder synes er ret sej. Også mændene har taget godt imod den med kommentarer som ’det kan vi mænd fandeme lære noget af!’. For også mændene føler, at de skal leve op til en hel masse.”
Kropsidealer har altid været til stede i vores samfund. Og selvom kropsidealer kan skifte med tiden, så bliver deres indflydelse på menneskers selvbillede og selvtillid kun større og større.
