Interview: Strukturelle udfordringer styrker stigmatiseringen af tykke mennesker
Tykfobi og fordomme om tykke mennesker gennemsyrer vores samfund. For at gøre op med stigmatiseringen må vi alle spørge os selv, hvor vores holdninger stammer fra, mener tykaktivist Helene Thyrsted.
”Hvis vi skal tale om stigma, er vi nødt til at tale om det strukturelle niveau. For hvad ligger bag stigmatiseringen af tykke mennesker?”
Sådan indleder Helene Thyrsted samtalen og besvarer i samme åndedrag selv spørgsmålet:
”Det gør en grundlæggende opfattelse af, at tykhed er moralsk forkert, og det præger folks tanker og handlinger i langt højere grad, end de er klar over. De største forhindringer er de strukturelle, der forhindrer tykke mennesker i at leve et almindeligt liv.”
Helene Thyrsted henviser blandt andet til en undersøgelse, der viser, at en tredjedel af arbejdsgivere ville fravælge tykke i et ansøgerfelt.
”Vi tager ikke drømmeuddannelsen, søger ikke drømmejobbet, beder ikke om lønforhøjelse og tjener mindre end andre med den sociale skævhed, der kan ligge i det. Det skyldes, at vi lærer, at vi skal skamme os, fordi vi er tykke. Det er indkodet i os, at vi skal sætte pris på, at vi får noget, og at vi simpelthen fortjener dårligere behandling. Først når vi er blevet tynde, fortjener vi det. Det samme gælder for kærester osv. Vi har internaliseret det, og samtidig bliver vi bekræftet i det,” fortæller hun og tilføjer:
”Jeg kunne fx ikke gå ud at danse – troede jeg – før jeg var blevet tynd. Jeg ville så gerne danse, men gjorde det ikke, fordi jeg havde lært, at det ikke var til mig. Fordi jeg var tyk. Så vi bliver gode til at nøjes. Vores præstationer bliver negligeret, fordi vi anses for dovne og grådige, og vi er derfor nødt til at overkompensere og gøre os ekstra umage. Det gælder også vores udseende, for tykke er ulækre. Så vi skal aktivt vise, at vi ikke er ulækre og fx lægge makeup og lade joggingtøjet blive i skabet, selvom det egentligt er det, vi har lyst til at tage på en gang imellem. Der er ikke råd til at sænke standarden.”
Fordomme om, at overvægt er selvforskyldt, fordi personer med overvægt er dovne og usunde med en manglende selvdisciplin, er udbredt i det danske samfund. I virkeligheden er overvægt på ingen måde en indikator for manglende viljestyrke eller dovenskab, og ofte handler vægtstigmatisering mere om tiden og kulturen end om overvægten. Det er nemlig kulturen, der dikterer, hvad der bliver set som det ”rigtige” kropsideal.
Tykfobisk – med gode intentioner
Ifølge Helene Thyrsted kan du godt være tykfobisk, selvom du har gode intentioner. Det gælder fx, hvis man siger: ’Nej, hvor har du tabt dig – det klæder dig’. Det er sagt i bedste mening, men implicit viser kommentaren, at tykhed er uønsket.
”Det handler ikke om, at tykfobiske mennesker er dårlige mennesker, men om at vi alle er blevet kodet af samfundet.”
Vi må ikke være bange for at fremstå som tykfobiske, siger Helene Thyrsted. Det er ikke et stempel, og det er ikke det samme som at hade tykke mennesker. Men tykfobi giver en blind vinkel på tykke menneskers oplevelse af verden. For at komme det til livs skal vi være nysgerrige på egne mønstre, stoppe op, når vi bliver defensive, og spørge os selv: Hvor kommer vores holdning fra? Hvis vi ikke gør det, lukker vi øjnene. Men holder vi dem åbne, kan vi alle sammen være med til at ændre diskursen om tykke mennesker. Og det er der brug for, understreger Helene Thyrsted, og giver følgende eksempel:
”Mange kan nok genkalde sig en situation foran spejlet, hvor man står og kigger utilfreds på sin oppustede mave og siger: ’Puha, jeg føler mig tyk i dag’. Men er ’tyk’ en følelse? Man kan ikke føle sig tyk i dag, men man kan føle sig mindre attraktiv. Når man sidestiller det at føle sig mindre attraktiv med at være tyk, forstærker man idéen om, at tykhed er grimt.”
Opgøret med den tykfobiske verden handler også om at anerkende, at tykke diskrimineres og fx har svært ved at finde en forretning på Strøget med tøj i store størrelser.
Kropsidealer har altid været til stede i vores samfund. Og selvom kropsidealer kan skifte med tiden, så bliver deres indflydelse på menneskers selvbillede og selvtillid kun større og større.
Må tykke gå på stranden?
Tynde mennesker skal ikke undskylde, at de er indenfor normen og har de ’rigtige’ kroppe, men bare anerkende, at noget er skævt – at der er en ulighed, forklarer Helene Thyrsted.
”Uligheden ligger i den manglende repræsentation af tykke kroppe i fx film og det offentlige rum. Og den ligger i den begrænsede adgang til tøj, stole med armlæn, som tykke mennesker ikke kan sidde på, og flyseler, der er for korte, så man skal bede om en seleforlænger. Mediebilledet skal være et spejl af samfundet. Når det ikke rummer tykke mennesker, signalerer det, at vi ikke hører til. Og når man ikke ser tykke mennesker hver dag, bliver det nemmere at ignorere os,” siger Helene Thyrsted.
Derfor mener Helene Thyrsted, at det er så vigtigt at normalisere forskellighed og vise diversitet.
”Jo mere den tykke krop bliver eksponeret, jo mindre vil folk løfte øjenbrynene. Det er vigtigt at føle sig velkommen som menneske – hvad må tykke? Må vi være på stranden, må vi være med i reklamekampagner?”
Helene Thyrsted oplever, at hendes billeder på Instagram bliver fjernet, og hun fik på et tidspunkt også lukket sin konto.
”En tynd krop i en bikini overtræder tilsyneladende ikke Instagrams retningslinjer, men det gør min. Ikke fordi jeg viser mere hud end andre, men fordi – tror jeg – at det bliver tolket som seksuel perversion, når jeg viser min tykke krop. Den underforståede præmis er, at tykke jo ikke kan have lyst til at vise sig frem, og når jeg så gør det, bliver det seksualiseret. Det føles begrænsende, og som om vi er uønskede og ikke cool.”
Indimellem er man som tykaktivist nødt til at trække stikket, fordi det er hårdt at stå frem. Helene Thyrsted forklarer, at hun hver eneste gang vurderer, om det er indsatsen værd, inden hun deler noget eller udtaler sig. Hun har ikke selv været udsat for chikane, men det har mange, hun kender. Også i den tunge ende af skalaen med dødstrusler.
Udviklingen går langsomt
Der er en udvikling væk fra stigmatiseringen og tykfobien, forklarer Helene Thyrsted. I USA og England er de langt foran os med tøj i store størrelser og højt profilerede tykke modeller. Det er stadig nyt i Danmark, men det, vi taler om i dag, var utænkeligt for bare 10 år siden.
Helene Thyrsted forudser, at de strukturelle ændringer fortsat kommer til at gå langsomt, for ifølge hende synes politikerne ikke, at tykke menneskers ve og vel er vigtigt; de kan jo bare tabe sig.
”Det kommer til at tage lang tid at vende skuden. Vi skal samtale med alle dem, der vil lytte. Heldigvis er børn og unge ret interesserede i emnet, og de har tilsyneladende lettere ved at holde fast i, at alle selvfølgelig skal behandles lige godt.”
