Bange for at fortælle om sygdommen
Philip var efter 10 år med en spiseforstyrrelse bange for at fortælle det til venner og familie. Nu efterlyser han nuancerede, mandlige rollemodeller.
Jeg var bange for at fortælle om min spiseforstyrrelse, fordi jeg følte, at jeg ikke var den, jeg havde givet indtryk af at være. Jeg var skamfuld og frygtede at indrømme, at den trænings- og kostdisciplin, jeg altid var blevet anerkendt for, skyldtes angst. Angst for, hvordan min krop ville se ud, hvis jeg spiste pasta eller skippede et træningspas.
Men da jeg først lagde kortene på bordet, blev jeg kun mødt med ros for min åbenhed. Det er et par år siden nu, og jeg er i dag 31 år.
I forhold til sygdomserkendelsen hjalp det, at jeg havde læst om mænd med spiseforstyrrelser. At det kunne ramme mænd, var helt nyt for mig.
’Rigtige’ mænd
I film er mændene store og stærke, men det er et stereotypt ideal, som kan gøre det svært særligt for unge at føle sig som ’rigtige’ mænd. Jeg oplever deres omgangstone som hård og overfladisk og med samme fokus, som jeg selv havde: Kroppen skal trimmes for enhver pris, for det er store muskler, der tæller.
Det bekymrer mig, for hvis jeg havde haft venner som dem, ville jeg ikke have kunnet fortælle om spiseforstyrrelsen. Heldigvis er der stor åbenhed i min vennegruppe. De var heller ikke bange for at spørge, da de hørte om spiseforstyrrelsen.
De hjalp mig også, da jeg arbejdede for at komme ud af den ved fx at spise pizza på en hverdag – hvilket var angstprovokerende for mig på det tidspunkt.
Jeg ville ønske, at flere mænd ville agere rollemodeller og være åbne om svære ting som fx kropsutilfreds og det ikke at føle sig god nok. At sætte ord på tanker og følelser skal netop forbindes med maskulinitet.
Det ville være godt for alle de usikre unge, der i virkeligheden bare gerne vil passe ind i fællesskabet. Jeg kunne godt selv have haft brug for at få at vide, at jeg var ok, som jeg var.
Hvis jeg havde været en pige
Hvis jeg havde været en pige, tror jeg, mine forældre havde været bekymrede over min adfærd og sagt det til mig. Men som mand er man nok ekstra beundringsværdig, når man udviser så stor disciplin, som jeg gjorde.
På en ferie med vennerne for nogle år siden spiste jeg salat, når de bestilte pizza. Havde vi været piger, tror jeg, at det var blevet grebet og italesat. For det handlede jo ikke om pizza, men om at jeg stillede mig udenfor fællesskabet. Jeg tror, vi kan lære af pigernes åbenhed.
