Behandling for BED var en kæmpe øjenåbner

Da jeg var 21 år, døde min mor efter mange års alkoholmisbrug. Det udløste 40 år med overspisninger og utallige slankekure. ”Gro dig en rygrad!” var mit faste mantra til mig selv. Efter min behandling i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade begyndte jeg at uddanne mig til psykoterapeut for at kunne hjælpe andre med BED.

Året inden jeg kom i behandling, fandt jeg efter et besøg på vores hjemmeside ud af, at jeg havde BED. Jeg kontaktede Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og var så heldig at komme i en behandlingsgruppe.

Men jeg valgte heldigvis at ignorere den og begyndte i gruppen. Det er jeg lykkelig for, at jeg gjorde, for at møde ligesindede var intet mindre end en åbenbaring for mig.

Utrygt at sige farvel til slankekure

Inden behandlingsforløbet startede, skulle man skrive under på, at man ikke ville gå på kur undervejs, fordi slankekure giver næring til en spiseforstyrrelse. Det var svært for mig at skrive under på, for 40 år af mit liv havde budt på den ene kur efter den anden. Så det var et velkendt mønster, jeg skulle sige farvel til, og det føltes fremmed og utrygt.

Mekanisk spisning er en ny måde at spise på

Men det viste sig at gå fint, og med hjælp fra behandlerne og en ny måde at spise på – mekanisk spisning – fik jeg et nyt og mere bæredygtigt spisemønster. Mekanisk spisning betyder, at man spiser faste måltider og mellemmåltider dagen igennem for at holde blodsukkeret stabilt og for at tage ”sulten ud af spiseforstyrrelsen”. Derfor skal man heller ikke regne med, at man taber sig under behandlingen.

Mekanisk spisning er et fantastisk redskab til at undgå at blive sulten og i værste fald gå sukkerkold med en potentiel overspisning til følge. Den nye måde at spise på fik da også has på mit gamle strafmønster:

Det var en ond cirkel, som ledte til følelsen af håbløshed og tanker om, hvorfor jeg overhovedet var til.

Kostdagbog hjælper med at holde styr på følelserne

Som en del af behandlingen lærte vi også at føre kostdagbog for at øge bevidstheden om sammenhængen mellem følelser og overspisninger. Jeg bruger stadig kostdagbogen, når jeg er på ferie med familie og venner, hvor det er vanskeligt at spise på min måde hele tiden. Det bliver for svært for mig, og så har jeg oplevet at få overspisninger.

I kostdagbogen skriver jeg ned, hvad jeg spiser, og hvilke følelser jeg registrerer i den forbindelse. Den ligger fremme, også i hverdagen, og hjælper mig med at skærpe opmærksomheden på, hvad jeg indtager.

Spiseforstyrrelsen er ikke mig

Jeg tror, at BED’en hele tiden har ligget latent i mig, men jeg har ikke kunnet definere, hvad der var galt, og har ikke kunnet styre indtaget af søde sager, som jeg har været glad for hele mit liv. Det har ligget dybt forankret i mig, som noget iboende, men i behandlingen lærte jeg, at det kunne separeres fra mig – at det kunne eksternaliseres. Det, der er flyttet ind, kan også flytte ud igen.

Følelserne i den sorte boks

Jeg kalder mine uforløste psykiske traumer for den sorte boks. Det er primært min mors alkoholmisbrug og hendes død, der ligger i boksen.

Som barn måtte jeg ikke være vred – det måtte man ikke være hjemme hos os. Det betød, at jeg i mange år ikke kunne håndtere vrede. Jeg vidste faktisk slet ikke, hvordan det føltes og vendte det altid indad. I dag ved jeg godt, hvornår jeg er vred, og hvordan det føles. I det hele taget er jeg blevet bedre til at rumme en større palet af følelser – også de uønskede.

Stress gav tilbagefald

Jeg er for nyligt kommet ud af en periode med stress på grund af et nyt job, der slet ikke fungerede for mig. Det var en svær tid, som betød, at jeg faldt tilbage i gamle mønstre og overspiste igen. Men forskellen fra før behandlingen var, at jeg ikke planlagde og købte ind til det, men bare spiste, hvad der var. Samtidig var jeg i modsætning til før terapien i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade helt klar over, hvad der var på spil.

Det var svært at falde tilbage – og jeg slog mig selv i hovedet, for jeg måtte jo vide bedre. Jeg vidste bedre. Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at sige op for at have kræfter til at tage mig af spiseforstyrrelsen.

Behandling i grupper kan noget særligt

Jeg kunne have fortsat i behandlingsgruppen i årevis, for jeg var så glad for det. Heldigvis har jeg stadig kontakt til flere af de andre, og vi har også en gruppe på Facebook. Det er guld værd, og det giver lidt af det, gruppen kunne. Jeg er også inviteret til samtalesaloner i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, der er en slags efterbehandlingstilbud.

Jeg føler, jeg har fået legitimitet, selvom jeg er overvægtig. Følelsen af legitimitet er et eksempel på noget af det, vi kunne give hinanden i gruppen. Før følte jeg ikke, at jeg havde ret til det samme som andre mennesker, fx at gå på stranden. Jeg har også holdt mig tilbage på arbejdet og fx sagt nej til en forfremmelse for ikke at blive for synlig på grund af min overvægt. I dag ville jeg have sagt ja til den forfremmelse.

Fysisk træning er selvomsorg

Der er stadig ting, der er svære for mig – fx stoppede jeg på et tidspunkt med at svømme, fordi jeg ikke kunne klare at være afklædt foran andre. Det er svært at komme i gang igen, men jeg elsker at svømme, og min krop, og særligt min dårlige ryg, trænger til det.

Før gik jeg også meget i fitness for ryggens skyld, og det vil jeg også rigtig gerne igen. På et tidspunkt havde jeg en dårlig oplevelse med en tilfældig dame i fitnesscentret, der sagde til mig, at der var et særligt hold for overvægtige. Det ramte mig. Jeg forsøger at komme ud over en oplevelse som den ved at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Jeg har købt nyt træningstøj, så jeg er klar.

Jeg tager fri og laver ting, som gør mig glad, fx at strikke og gå med hunden. At give mig selv lov til at gøre noget lystbetonet er godt for mig.

Selvomsorg handler for mig også om at spise sundt. Jeg holder fx snor i min trang til søde sager ved at købe noget sundt, fx skyr med nødder, dadler og frisk frugt. En anden måde at sørge for at spise sundt er ved at købe vegetarmåltidskasser med opskrifter. Det er en kæmpe inspirationskilde, og jeg får lavet andet end de traditionelle retter.

Vil hjælpe BED-ramte som psykoterapeut

I dag er der generelt større viden om overvægt og spiseforstyrrelser, og det gør det lidt lettere. Min tidligere læge kendte dog ikke til BED, og det rystede mig. Jeg fortalte ham om spiseforstyrrelsen, og han lyttede opmærksomt. Før talte jeg slet ikke om BED, men i dag er jeg helt åben om det. Jeg vil gerne være med til at udbrede kendskabet til spiseforstyrrelsen, og jeg vil gerne hjælpe andre ramte. Det er derfor, jeg er i gang med at uddanne mig til psykoterapeut.

Jeg er kommet styrket ud af behandlingen og føler en kæmpe taknemmelighed over forløbet i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Jeg tror, jeg kommer til at leve med BED resten af mit liv, men nu ved jeg, hvordan jeg skal klare den, så den ikke overmander mig igen. Og jeg ved, hvordan jeg skal hjælpe andre.