Troede, jeg manglede vilje og motivation

Men det er ikke alt, der er et spørgsmål om vilje og motivation. Når noget er uden for ens egen kontrol, har man brug for at tale med nogle. Sådan er det med tvangsoverspisning – også kaldet Binge Eating Disorder (BED), som jeg i dag er i behandling for hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Jeg er 30 år og har haft overspisninger siden slutningen af teenageårene, uden at vide at det var BED. Jeg har været på alle tænkelige slankekure, hvor jeg kunne tabe mig op til 20-30 kg. Men efter fire til fem måneder tog jeg det hele på igen. Jeg ved, at mine venner studsede over min yoyo-vægt, og at de opfattede den som manglende motivation for at motionere, spise ordentligt og tage mig sammen.

I min familie er der en historie med misbrug af alkohol. Min far var alkoholiker og døde af det for 12 år siden, da jeg var 17-18 år gammel. Jeg har aldrig fået bearbejdet, at han var misbruger, men jeg har altid vidst, at han var anderledes end andre fædre. Der er meget ubearbejdet der, som ligger til grund for spiseforstyrrelsen.

Stort fokus på vægten

Selv var jeg heller aldrig i tvivl om, at det var noget, jeg skulle og kunne kæmpe mig ud af med motion. Når jeg efter et vægttab havde taget det hele på igen, var jeg fuld af selvbebrejdelser og slog mig selv i hovedet. Jeg fastede ofte flere dage i træk og kunne også finde på at løbe i byen, når de andre tog bussen eller en taxa. Men når jeg havde nået min idealvægt, begyndte jeg at spise igen – og tog på.

”Jeg tror, jeg har en spiseforstyrrelse”

At det var en spiseforstyrrelse, fandt jeg først rigtigt ud af et stykke inde i terapien, hvor jeg hørte om de andre gruppedeltageres vejevaner og -ritualer. Jeg fandt ud af, at vi i større eller mindre grad havde samme erfaringer og oplevelser med overspisninger og et usundt fokus på egen vægt og vægtritualer.

Men jeg havde allerede et par år forinden en stærk formodning om, at det var en spiseforstyrrelse, fordi jeg havde læst om symptomerne på nettet. Indtil da havde jeg troet, at det var på grund af svære perioder i mit liv, og at jeg i det hele taget bare skulle tage mig mere sammen.

Jeg havde let ved at fortælle venner og familie, at jeg mente, det var en spiseforstyrrelse, men når jeg sagde det til dem, kunne jeg fornemme, at de syntes, det lød lidt fjollet. Den var svær at tale sig ud af; at forklare, at det troede jeg rent faktisk, også selvom de mente noget andet. Måske opfattede de det som en dårlig undskyldning.

Overvægtig, besværet og træt

Jeg opsøgte min læge, da jeg skulle være far for anden gang. Jeg var overvægtig, besværet og træt. Lægen sagde, at det skulle jeg ikke gå med alene, og at jeg skulle have hjælp til det. Jeg skulle egentligt være startet på noget appetit- og sultregulerende medicin, men kom med i en behandlingsgruppe i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i stedet for.

Det er jeg meget taknemmelig over, for jeg havde det dårligt, og det skulle der gøres noget ved. Jeg ville ikke have været det foruden, og medicinen ville ikke have løst de bagvedliggende problemer.

Hvis jeg ikke var gået i terapi og havde fået hjælp, men blot havde fået en pille mod min overvægt, så var der måske dukket noget andet op i stedet for spiseforstyrrelsen – i værste fald et andet misbrug. Mistrivslen ville i hvert fald stadig have været der, og når noget er uden for ens egen kontrol, har man brug for at tale med nogle og ikke gå med det alene.

Tryghed til at tale om det svære i gruppeterapi

Det var med en vis portion spænding og forventning, at jeg første gang for cirka et halvt år siden mødte op i gruppen. I starten var det angstprovokerende at tale åbent om alt det svære, men det tog ikke lang tid at opnå fortrolighed og tryghed med de andre. Vi er sammen om det, og jeg kan mærke, at jeg har rykket mig.

Mange mænd synes at have udfordringer med at tale om svære ting. I gruppen skiller jeg mig ud, for jeg har altid været meget åben om, hvordan jeg har det. Der var meget i min barndom, der skulle holdes hemmeligt på grund af min fars alkoholisme, og det har gjort, at jeg er blevet meget åben. Min åbenhed betyder, at jeg får omsorg fra andre, og det gør mig glad.

Man skal ikke forvente vægttab

Man skal ikke forvente vægttab under behandlingen, og det er udfordrende, for det har jeg altid været optaget af. I stedet er fokus på at holde mig mæt dagen igennem. Så for første gang i 10 år spiser jeg nu morgenmad, frokost og aftensmad hver dag.

Pårørende er en del af terapien

Som en del af behandlingen får man tilbudt ene-sessioner, som jeg blandt andet skal have min mor med til. Jeg har brug for, at hun ved, hvad min fars alkoholisme gjorde ved mig, og at hun ikke altid traf de bedste valg i forhold til at passe på mig. Der er noget usagt mellem om; en spænding.

Min kæreste skal også med ind til en samtale med behandleren og mig. Behandleren er mediator og skal hjælpe med at sætte ord på, hvordan oplevelserne i min opvækst og mit voksne liv påvirker mig i mine relationer.

Man kan også invitere pårørende med til pårørendearrangementer, så de kan blive klædt på med viden om BED.

Venskaber med plads til sårbarhed

Mine venner har fulgt mig, siden jeg startede i behandling. De er hensynsfulde og har ikke længere fokus på eller taler om min vægt. De kommer heller ikke længere med opfordringer til at gå med i fitness og andet. Der er forståelse for og et respektfuldt hensyn til, at jeg er i gang med en længere proces.

De spørger til behandlingen – hvordan det går, og hvordan det går med mig i terapien. At jeg er åben og fortæller om sårbare ting, gør også dem åbne, så de nu taler om svære ting i deres liv. Fx har jeg en ven, hvis far er alkoholiker, og det kan vi nu tale om i højere grad, end vi har kunnet tidligere.

Jeg har ændret mig

Der er sket en mærkbar forskel med mig, efter jeg er begyndt i behandling. Som menneske er jeg meget umiddelbar – det, jeg tænker, siger jeg. Hvis mine nære relationer irriterer mig, siger jeg det med det samme, og det giver indimellem nogle skrammer. Når jeg i perioder har haft det dårligt og ikke haft overskud, har jeg fået sagt nogle dumme ting og såret mine nære.

Efter jeg er startet i behandling og har fået mere overskud, kan jeg også se andre menneskers perspektiver, og det er fx godt for mit forhold til min kæreste.

På dårlige dage er jeg i det hele taget blevet bedre til at se på mig selv med mildhed og ikke være så hård. Der er en årsag til, at jeg ikke altid tager vare på mig selv og skubber mig selv til side.

Jeg er o.k., og jeg er glad for at have gjort op med at have det dårligt. Og jeg håber, at jeg med min historie her kan hjælpe andre til at finde modet, se indad og undersøge, om de har brug for hjælp.