Mænd har ikke spiseforstyrrelser

At være mand med en spiseforstyrrelse er anderledes og mere tabubelagt end for kvinder. Jeg tror, det skyldes, at kvinder har flere at spejle sig i: Langt flere står frem på de sociale medier, og der bliver generelt talt mere om kvinder med spiseforstyrrelser.

Derfor så jeg det ikke som en mulighed, at jeg kunne have en spiseforstyrrelse, for det havde mænd jo ikke. Når jeg gang på gang tog på efter en periode med restriktiv spisning og slankekure, skyldtes det udelukkende, at jeg var svag.

Det er en svær følelse at rumme, for mænd er stærke. Det gav mig et enormt negativt selvbillede.

Men efter jeg begyndte i behandling i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, efter 17 år med store vægtudsving, var det ikke svært for mig at acceptere, at jeg havde en spiseforstyrrelse: Jeg var træt og orkede ikke det gamle mønster længere – mand eller ej.

Jeg er blevet mere åben

Tidligere var jeg slagteriarbejder og arbejdede stort set kun sammen med mænd. Hvis jeg stadig var ansat der, ville jeg ikke have haft modet til at starte i behandling. For det var ikke ligefrem følelser, der blev snakket om i frokostpausen, men snarere ’øl, fisse og hornmusik’.

Den slags emner fremmer ikke kontakten til ens følelser – slet ikke, når man som jeg er vokset op i en familie, hvor man ikke taler om, hvordan man har det.

I dag har jeg et arbejde med flere kvindelige kollegaer, og det har en positiv indflydelse på min åbenhed i forhold til spiseforstyrrelsen. Jeg finder det mest naturligt at tale med dem fremfor mine mandlige kollegaer.

Kvinderne er mere åbne og spørgende og giver mig positiv respons. Det føles mere trygt at tale med dem.