Mænd fejler ikke noget

Spiseforstyrrelse

At mødes med andre mænd, der også kæmper med en spiseforstyrrelse, gjorde det lettere for 39-årige Mike at vise sin sårbarhed.

Der er en kulturel fortælling om, at mænd skal være store og stærke og ikke fejle noget. Som mand kan man derfor ikke have noget så banalt som en spiseforstyrrelse – det er i forvejen næsten pinligt at brække benet. Derfor var det også meget svært for mig at erkende, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Jeg føler, at den fortælling begrænsede min mulighed for at tale med familie og venner om spiseforstyrrelsen. Men i behandlingen har jeg indset, at det er vigtigt at tale om sine følelser, og at man ikke er mindre mand af den grund. Men det er vigtigt at tale med nogen, som forstår dig. Ellers er det lige meget.

Behandlingsgruppe kun for mænd

Behandlingen i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade bestod af gruppeterapi, og inden jeg startede, syntes jeg, at det lød skræmmende og hippieagtigt. Men allerede efter to gange var jeg meget overrasket over, hvor godt det var. For det viste sig, at vi kæmpede med de samme ting, og det var en stor lettelse at finde ud af. At jeg ikke er alene med de svære tanker og følelser har gjort mig mindre selvkritisk, og det hjælper meget.

At gruppen kun var for mænd, gjorde det nemmere for mig at åbne op og vise min sårbarhed. Det betød, at jeg hurtigt kunne fokusere al min energi på at udvikle mig i terapien.