Digital selvskade – et scoping review

Dette litteraturstudie kortlægger eksisterende forskning i digital selvskade med fokus på udbredelse, karakteristika, motiver, risikofaktorer og konsekvenser. Desuden belyses det, hvordan fænomenet og dets udbredelse måles på tværs af studier.

Nogle unge mobber og deler ondsindet indhold om sig selv online fra anonyme og falske profiler. Fænomenet kaldes især ”digital selvskade” og er kun belyst i få videnskabelige studier. Digital selvskade kan afspejle alvorlig mistrivsel. I udlandet er der set tragiske eksempler på selvmord blandt unge med digital selvskade.

Litteraturstudiet viser, at cirka 2-16 % i de undersøgte populationer har erfaring med digital selvskade, som dog måles meget forskelligt. Motiverne er mange, men adfærden udøves ofte for at få reaktioner fra andre. Digital selvskade korrelerer bl.a. positivt med at have oplevet mobning, svag forældretilknytning, dårlige barndomsoplevelser, ungdomskriminalitet, øget forbrug af alkohol og stoffer, depressive symptomer, fysisk selvskade, søvnmangel, spiseforstyrrelsessymptomer samt selvmordstanker og -forsøg.

Hovedkonklusionen på litteraturstudiet er, at digital selvskade er særligt udbredt hos unge i mistrivsel og kan være et råb om hjælp. Der er brug for mere viden, så vi bedre kan forstå adfærden, og de unges eventuelle behov for støtte kan belyses og imødekommes.