Jeg ved jo godt, det her ikke bliver nogen fed sommer

Personlig fortælling

Efter et års ventetid er Amalie netop startet i sin BED-gruppe. Hun er taknemmelig over at få en plads i et af de efterspurgte behandlingsforløb, men oplever også en stor skam over ikke at blive rask med et fingerknips. For hvem står tilbage uden behandling, når Amalie optager pladsen? Amalies historie handler om at misunde sine veninders skønhed, om kærestesorg, der fører til vægttab, men som ikke gør hende lykkelig. Om at vende 180 grader og overspise i ensomhed, og om at være en del af den ene procent, der kommer i behandling, alt imens sommeren venter lige rundt om hjørnet.

Amalie Overgaard

Hele min barndom har jeg haft et lidt forstyrret forhold til mad, og jeg har altid lagt meget værdi i mad, men da jeg blev ni år, skete der et særligt skifte. Jeg fik konstateret type 1 diabetes og blev derfor enormt bevidst om min kost. Når jeg tager min medicin, skal jeg dosere den ud fra, hvad jeg spiser, så bevidstheden og indsigten i kost blev rammen for mit liv meget tidligt. 

Jeg blev også fulgt tæt af sundhedsvæsnet, særligt det første år af min diabetes, og det skærpede også min opmærksomhed på min egen krop, fordi den hele tiden skulle tjekkes. Jeg tror bestemt, det satte gang i noget, selvom det ikke var en spiseforstyrrelse endnu. 

“Mine veninder var meget smukkere end mig” 

Jeg har egentlig altid været meget selvsikker, og jeg har en ret frembrusende personlighed, men når det kommer til min krop, har jeg altid været usikker. Jeg har fået vildt meget kærlighed fra min familie, men jeg har aldrig fået at vide, at jeg var smuk eller perfekt, som jeg var. Jeg har nok manglet den bekræftelse, og det blev ikke bedre i løbet af mine teenageår.

Jeg startede på efterskole som 14-årig, og jeg kan huske, at det med drenge begyndte at interessere mig og mine veninder. Jeg syntes, min veninder var meget smukkere og tyndere end mig, og det blev bekræftet, da drengene viste større interesse for mine veninder end for mig.

Jeg begyndte at date ordentligt, da jeg var omkring 16-18 år gammel. Mit kropsbillede blev skærpet yderligere, fordi nogle af de fyre, jeg datede, mere eller mindre endte med at sige, at de ikke var interesserede, fordi de syntes, jeg var tyk. Det var jo heldigvis ikke nogen, jeg var vildt forelsket i, men uanset hvad gjorde det vildt ondt at få at vide.

Kærestesorg førte til vægttab 

På trods af at jeg havde dårlige oplevelser med fyre, fik jeg en kæreste, da jeg var omkring 18 år. Vi var sammen et par år, men gik fra hinanden, da jeg var 20 år. I dag kan jeg godt se, at vi bare voksede fra hinanden, som mange nok kan genkende, men på det tidspunkt var jeg overbevist om, at det var, fordi jeg var tyk. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at vi ikke længere skulle være kærester, så jeg begyndte at gå meget op i min kost og træne. Det var en blanding af, at jeg både tænkte, at vi gik fra hinanden på grund af min vægt, men det var helt klart også for at flytte fokus over på noget andet end min hjertesorg.

Jeg var meget bevidst om mit vægttab, og købte ofte tøj i en størrelse for lille for at se, om jeg kunne presse mig ned i det, hvis jeg virkelig gjorde mig umage, og da jeg så lige pludselig kunne passe det, var det simpelthen det største kick. Jeg var jo dybt ulykkelig, men fordi jeg kropsligt følte mig lækker, blev det til en facade at lade som om, at nu spillede det virkelig for mig. Lige pludselig var der også gamle flammer, der begyndte at vise interesse for mig, og generelt fik jeg vildt mange komplimenter. 

Det vækkede virkelig nogle børnefølelser inde i mig, fordi fire måneder tidligere var der ingen, der viste interesse, og nu oplevede jeg nærmest ikke andet. Det udviklede sig til et ret stort kontroltab, fordi jeg simpelthen ikke kunne følge med de forandringer, som kom med vægttabet.  

Amalie Overgaard

Som en knap, der blev trykket på 

Jeg havde så svært ved at finde en balance i min nye krop, mine nye spise- og træningsvaner, og da intet af det gjorde mig lykkelig, fik jeg en følelse af, at så kunne det hele også være fuldstændig lige meget. Det kunne være lige meget, hvordan jeg spiste, hvor meget jeg spiste, alt var bare lige meget.

Det var som om, der var nogen, der trykkede på en knap indeni mig, så det hele vendte 180 grader. I stedet for at være restriktiv med min kost og spise ingenting, begyndte jeg at overspise. Til at begynde med var jeg ikke opmærksom på, at jeg overspiste. Det føltes bare som om, at jeg gav mig selv lov til at spise igen, og så var det en trøst, fordi jeg var ensom, efter min kæreste og jeg slog op.

Men jeg var på en måde også vred på mig selv over, at jeg havde udsat mig selv for det her vægttab, fordi det havde jo ikke hjulpet mig med min trivsel, så nu skulle jeg på en måde tage hævn over det ved at give mig selv lov til at spise igen.

For mig blev overspisningerne med tiden en slags selvskade. Alt andet gjorde så ondt, så jeg var nødt til at finde noget andet, der gjorde mere ondt, og det gjorde overspisningerne. Det gjorde fysisk ondt, fordi jeg fyldte mig til randen, men også psykisk, fordi overspisningerne medførte en stor skam og skyld. Det lyder måske underligt, men den skyld og skam viste jeg hvad var, mens alt andet indtil da havde været uhåndgribeligt for mig.

Kontroltab 

I sommeren 2022 havde jeg haft overspisninger i et års tid, og jeg kan huske, at jeg tænkte: “Det er nok bare mig, der er unormal. Jeg har altid været tyk, måske er det bare mening, at jeg skal være tyk.” Jeg var meget selvbebrejdende. 

Men langsomt kom der mere fokus og omtale af spiseforstyrrelsen BED. Jeg begyndte at læse lidt om det her og der og fik en vished om, hvad det var. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, det her det er jo mig, men jeg gjorde ikke noget ved det. 

Der skulle gå et år, før jeg var klar til at søge hjælp, fordi det først skulle lande i mig. Jeg skulle både finde ud af, hvad BED var, og så skulle jeg stille og roligt indse, at jeg igen havde mistet kontrollen. Den her gang var det bare overspisningerne, jeg havde mistet kontrollen over. Og jeg skulle indrømme overfor mig selv, at jeg ikke kunne klare det alene. 

BED: Ret til behandling

Mennesker med BED har ret til behandling. Men i dag er der kun plads til at behandle færre end 1 ud af 100 i psykiatrien om året!

Læs mere og skriv under på vores kampagne for mere behandling til mennesker med BED >>

“Tror du, det er det her, der er galt med mig?” 

I løbet af det år der gik, før jeg søgte hjælp, startede jeg på en uddannelse, hvor jeg fik mange tætte studieveninder. De bemærkede, at min tone og mit sprog om mig selv blev hårdere og grimmere med tiden. Det samme gjorde min mor. 

Jeg begyndte lige så stille at åbne op omkring, at det med mad var svært for mig, og jeg syntes det med at bo alene, hvor der ikke var nogen voksne til at bestemme over min mad, var udfordrende. Jeg snakkede mere med min mor om BED, efter jeg havde læst om det, hvor jeg spurgte hende: “Tror du, det er det her, der er galt med mig?”

Min mor var ret klar i spyttet og sagde til mig, at jeg havde brug for hjælp, og den hjælp kunne hverken hun, min far eller mine veninder give mig. Jeg holdt helt sikkert for længe fast i, at det her var noget, jeg skulle klare selv. Nu kan jeg sagtens se, at jeg skulle have opsøgt hjælp tidligere.

Efter samtalen med min mor tog jeg til min praktiserende læge i sommeren 2023, som heldigvis var meget forstående og gav mig en henvisning til psykiatrien. Min læge lagde også vægt på min diabetes, fordi i takt med at jeg tog på, blev jeg mere insulinkrævende, så spiseforstyrrelsen kunne i princippet gå hen og blive livstruende for mit vedkommende. 

En stor lettelse 

Der gik igen et lille års tid, før jeg kom i gruppebehandling. Det tog tid for psykiatrien at sammensætte den rette gruppe, og psykiatrien er jo i forvejen presset, så det var ikke muligt at starte i en gruppe lige med det samme. Det var rigtig hårdt at gå og vente, for jeg følte langsomt, at der ikke var nogen hjælp at hente. 

Men da en sygeplejerske en dag ringede mig op og fortalte mig, at de havde fundet en gruppe til mig, blev jeg så lettet. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvad klokken var, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, fordi det var så vigtigt for mig at få det opkald. Jeg følte, at jeg blev taget alvorligt, og blev bekræftet i, at jeg rent faktisk var syg. Det var ikke bare noget, jeg bildte mig selv ind.  

Amalie Overgaard

Må jeg godt være her? 

Jeg mødtes første gang med min gruppe i begyndelsen af juni, så det er meget nyt. Vi er i alt otte personer i gruppen, som alle er meget forskellige. Det var ret vildt at møde dem og få sat ansigter på andre, der har det ligesom mig. Det er jo folk, jeg givet vis er gået forbi på gaden, uden at jeg har anet, at de også bar rundt på en spiseforstyrrelse og de samme tanker og udfordringer som mig. 

Jeg var selv lidt overrasket over min egen reaktion på det første møde. Jeg er som sagt ret frembrussende i min personlighed, men lige der, var jeg bomstille. Jeg tror, jeg har ventet så længe på det her forløb, at jeg bare blev overvældet, da vi mødte hinanden for første gang. 

Jeg blev ramt af mange ambivalente følelser. På den ene side er jeg så taknemmelig over, at jeg har fået en plads i den gruppe, og at der er nogen fagfolk, der har besluttet, at jeg godt må være der, men samtidig ved jeg jo, hvor mange mennesker med BED, der ikke kan få tilbudt behandling, og så kan jeg godt tænke, at jeg stjæler pladsen fra en anden. Jeg følte mig nok lidt skyldig over, at jeg ikke bare blev rask efter første møde med gruppen, så der var en anden, der kunne få pladsen. 

Samtidig med at jeg er vildt taknemmelig, synes jeg også, at det hele er noget lort lige nu. Det er hårdt at gå i behandling, særligt nu hvor sommeren kommer. Og så kan jeg skamme mig over, at jeg kan finde på at føle, at det hele er noget lort, fordi jeg kun “burde” være taknemmelig over, at jeg har fået tilbudt behandling. Men omvendt er det ikke min skyld, at der ikke er flere behandlingstilbud, og det ansvar skal jeg ikke bære på. Det skal politikerne. 

Ingen skal skamme sig over at få tilbudt behandling

Op mod 50.000 danskere lider af BED (tvangsoverspisning). Men lige nu er der kun behandlingskapacitet til færre end 1 ud af 100 med BED. Det er alt, alt for få pladser – og det har store menneskelige omkostninger!

Mange, der lider af BED, oplever stor mistrivsel med negative følelelser som skam, lavt selvværd og en følelse af at være forkert. Personer, som er diagnosticeret med BED, har ret til behandling! Derfor kræver vi, at politikerne på Christiansborg sikrer de nødvendige midler, så flere kan få behandling.

Læs mere, og skriv under på vores krav om flere behandlingstilbud her >>

Det her bliver ikke nogen fed sommer 

Mit behandlingsforløb strækker sig hen over det meste af sommeren, så derfor har jeg også tænkt, at det her ikke bliver nogen fed sommer for mig. Den her sommer kommer til at handle om behandlingen og ikke om at nyde solen i Vestre Fjordpark (friluftsbad i Aalborg, red.) på et tæppe med masser af snacks og alkohol sammen med mine veninder.  

Generelt er sommeren bare en svær tid med en spiseforstyrrelse, fordi næsten alt vi laver indebærer mad. Vi skal udenfor sammen med resten af Danmark, vi skal have mindre tøj på, vi skal spise en masse grillmad, drikke vin i lange baner, vi skal være glade, og det hele skal helst ske lidt impulsivt. 

Jeg kan ikke passe mit tøj fra sidste sommer, jeg kan ikke spise lige, hvad jeg vil og være spontan, fordi mit behandlingsforløb indebærer, at jeg skal have nogle faste rammer for mine måltider. 

Jeg forsøger ikke at have for høje forventninger til den her sommer, fordi jeg er bange for at blive skuffet og ked af det, men jeg ved også godt, at det ikke behøver at ende sådan, og at det stadig kan blive en god sommer. Jeg håber, at mit smil vil være ægte denne sommer og ikke blot en facade.