Mens andre panikkede over toiletpapir, panikkede jeg over ikke at kunne træne

Tilbage i 2017, den 16. december for at være præcis, fyldte jeg 22 år. Jeg holdt en fest med 90’er tema, så vi var alle klædt ud og fik taget en masse billeder. Da jeg efterfølgende kiggede billederne igennem, slår det bare klik oppe i mit hoved. “Det her, det sker ikke mere. Sådan her skal jeg bare ikke se ud,” tænkte jeg. Jeg har kigget på det billede utallige gange siden, og jeg kan se, at jeg ikke havde det godt i min krop. Jeg var ikke glad. Derfor handlede jeg mest af alt på følelsen af, at jeg blev nødt til at tage hånd om mig selv. 

Det var aldrig meningen, at jeg skulle tabe mig som et “quickfix”. Det var tiltænkt som en livstilsændring, hvor jeg endelig skulle føle mig tilpas i min krop. Jeg havde til gengæld aldrig forudset, at omfanget ville være større end som så, og at jeg skulle blive så fokuseret på mad, krop og træning. Og jeg tror egentlig, at det var i det øjeblik, min spiseforstyrrelse startede.

2017 lakkede mod enden og et nyt år gik i gang. 2018 blev startskuddet for en komplet livsomlægning. Jeg ændrede på min kost og begyndte at træne. På det her tidspunkt arbejdede jeg også på en arbejdsplads, hvor vi var flere, som gerne ville tabe os. Derfor lavede vi en konkurrence om, hvem der kunne tabe sig mest over en periode på tre måneder. Og så gik det pludselig stærkt med at få en ny livsstil.

I de første måneder af 2018 udelukkede jeg alt, jeg forbandt med at være usundt. Chips, slik, chokolade. Det var forbudt og farligt. Efter tre måneder gav jeg mig selv lov til at skeje ud i én weekend, fordi jeg skulle til Århus med to veninder. Jeg gav mig selv lov til at hygge mig. Hyggen ændrede sig dog hurtigt til en følelse af kontroltab. Da var som om, at når jeg først gav mig selv lov til at spise noget ‘usundt’, så kunne jeg jo lige så godt bare fortsætte. Jeg kunne ikke styre mængderne, eller mærke om jeg var mæt. Selvom jeg tænkte, at jeg burde stoppe, handlede jeg ikke på tankerne, jeg fortsatte bare. Da jeg kom hjem fra turen til Århus, havde jeg et stort behov for at få min kontrol tilbage. Jeg skulle tilbage til mine faste rammer og regler. 

Fra vægttab til konkurrencedrøm 

Siden 2017 har jeg fulgt mennesker på sociale medier, som stiller op i fitnesskonkurrencer. Jeg blev ekstremt fascineret af, hvordan man kunne forme sin krop. Fascineret af, hvordan man kunne presse og udfordre sig selv. Og selvfølgelig også, hvordan de så ud. Lige pludselig ændrede mit mål om at ville føle mig godt tilpas i min krop til en drøm om at ville stille op i konkurrencer. 

Da jeg startede mit vægttab i 2018, havde jeg aldrig tænkt, at det skulle tage den drejning, som det gjorde. Men da jeg langsomt begyndte at se resultater i mit vægttab og i min træning, så tænkte jeg “hvis jeg kan det her, så kan jeg jo også stille op i konkurrencer”. De mål jeg satte mig, ændrede sig hele tiden. Fordi hvad så når jeg havde tabt mig, hvad skulle jeg så? Det hele tog overhånd, mere vil have mere, og intet var nogensinde godt nok. Jeg blev så afhængig af den følelse, det gav mig at opnå de mål, som jeg havde sat mig.

I sommeren 2018 kunne jeg tydeligt se resultater, men jeg fik det ikke bedre af at se anderledes ud. Tværtimod. Jeg havde det faktisk virkelig svært oppe i mit hoved. Derfor valgte jeg at udskyde hele det her konkurrenceprojekt. Jeg sagde til min træner, at jeg ikke var klar. Efterfølgende havde jeg faktisk et helt år, hvor tanken om at stille op i konkurrence lå i bero. Et år, hvor jeg bare fokuserede på mig selv, og at finde mig tilpas i min nye krop. 

Konkurrencetræning runde to 

Jeg havde en virkelig god sommer i 2019, hvor jeg gav mig selv lov til at have det sjovt og hygge mig. Det resulterede selvfølgelig også i, at jeg igen tog lidt på. Når jeg tænker tilbage på det i dag, var det egentlig ikke særlig meget, men dengang var det nok til, at tankerne om at stramme op og komme i gang med træningen igen vendte tilbage. Det udløste ligesom en tanke om, at nu er det nu.

Jeg kontaktede en ny træner, og drømmen om at stille op i konkurrence viste sig igen. Det ene tog det andet, og pludselig handlede alt om træning, mad og at følge kostplaner. De næste otte måneder fulgte jeg min kostplan til punkt og prikke.

I marts 2020 ramte jeg den laveste vægt, jeg nogensinde har været på i hele mit træningsforløb. Jeg blev ekstremt fokuseret på min krop, og samtidig mere og mere fascineret af den. Hver mulighed jeg havde for at se mig selv i spejlet, tog jeg. Min udvikling blev dokumenteret konstant med billeder og videoer. Jeg var så opsat på, hvor langt jeg var nået, at jeg havde et behov for at dokumentere alt. Derfor følte jeg mig egentlig heller aldrig på udebane, fordi der slet ikke var plads og tid til lige at stoppe op og tænke. 

Mens andre panikkede over toiletpapir, panikkede jeg over træning 

Den 12. marts 2020 var jeg ude og gå en tur med en veninde. Pludselig tikkede der en besked ind på vores telefoner om, at Danmark lukkede ned. I fjernsynet kunne vi se klip af mennesker, der helt panisk rippede supermarkederne fra mad og toiletpapir. Men det, eneste jeg kunne tænke på var, at fitnesscentrene højst sandsynligt også lukkede, og jeg derfor ikke længere kunne træne. Dagen efter vågnede jeg op til beskeden om, at fitnesscentrene var lukket på ubestemt tid, og der gik klappen bare fuldstændig ned for mig.

Uden at tænke over det, gik jeg direkte ud i køkkenet, åbnede skabet og tog en pose med chokoladekugler frem. Jeg stoppede ikke med at spise, før posen var tom. Mine overspisninger fortsatte i dage, som blev til uger, som blev til måneder. Alt det, der før var forbudt, spiste jeg nu på daglig basis. Jeg forsøgte stadig at jonglere min kostplan med overspisningerne, fordi det stadig var planen, at jeg skulle stille op til konkurrence, men inderst inde havde jeg opgivet håbet om, at den ville blive afholdt. Og så var det som om, at alt andet bare blev lige meget.

Jeg kan tydeligt huske en episode, hvor jeg stod ude i køkkenet hjemme hos mine forældre og kiggede alle køkkenskabe igennem. Jeg åbnede poser med chips, mandler, frugt, alt. Det var fuldstændig ligegyldigt, hvad det var, jeg skulle bare have mad. “Tror du ikke, det er en god idé, hvis du stopper nu?” sagde min mor bag mig. Jeg blev så vred, “hvad fanden bilder du dig ind?”. Bagefter fyldtes jeg op af en følelse af skam, hvad fanden bildte jeg mig egentlig selv ind? 

“Du vil ikke ligne en oppustet ballon” 

Den 4. april 2020:

Så hvordan genvinder man sin kontrol, lyst og motivation? Det er sgu et godt spørgsmål og et spørgsmål, jeg stiller mig selv hver dag i disse tider. Jeg føler mig ikke længere som den samme målrettede, kontrollerede og glade Pernille. Nej, jeg føler mig ærlig talt ekstremt magtesløs. Hele situationen omkring Covid-19 og min aflyste konkurrence, er kommet mere bag på mig end hvad jeg havde regnet med (...) Jeg skal lade vær med at miste kontrollen for så snart den er væk, er den svær at finde tilbage igen. Husk, hvad du har budt din krop. Husk på, hvor skidt du har haft det, fordi du har sluppet kontrollen. Du vil ikke ligne en oppustet ballon hver dag. Ja, mad smager godt, men det skal nydes ikke ædes. Spis med måde og lad vær med at overspise. Styr din lyst og lad vær med at fald i flere dage i træk. Husk på, hvor glad du var for dig selv i din scene form, og lige så glad skal du være i din normale form. Og du er ikke glad, når du har overspist eller væltet dig i usund mad flere dage i træk. Behandl din form og krop med respekt. Tag ved lære af det her og lad det aldrig ske igen (...) Du skal huske på ikke at finde trøst i mad.

Sådan skrev jeg i en note til mig selv. Det her er bare et lille glimt af, hvor grimt jeg talte til mig selv i den periode. Og det mest forstyrrede er, at jeg tydeligt kan høre, at det ikke var mig, men spiseforstyrrelsen, der talte. Det der udløste mine overspisninger var, at jeg havde ekstremt svært ved at regulere mine følelser. Jeg fandt en trøst i maden. Det var nemlig nemmere bare at spise end at forsøge at sætte ord på alle de følelser, der fyldte inden i mig. 

Hvis jeg skal hjælpe andre, bliver jeg nødt til først at hjælpe mig selv 

I 2022 begyndte jeg at læse en kostvejlederuddannelse, og fik derfor langsomt mere og mere indblik i mad og kost. Jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville hjælpe andre. Pludselig fik jeg et ønske om at sørge for, at andre aldrig skulle ende der, hvor jeg havde været. Og lige der gik det op for mig. Hvis jeg skulle hjælpe andre med ikke at gøre det, som jeg havde gjort, så blev jeg jo også nødt til selv at stoppe med det.

Sideløbende med det her, blev BED (binge eating disorder - også kaldet tvangsoverspisninger på dansk) anerkendt som en spiseforstyrrelsesdiagnose. Det bidrog helt klar til, at jeg selv også blev mere bevidst om, at jeg havde et problem. Herfra besluttede jeg mig for, at det skulle være slut. Jeg sagde farvel til diætkulturen og gav afkald på drømmen om at stille op til konkurrence. Det eneste det handlede om var, at jeg skulle have det godt.

Selvom jeg ikke søgte hjælp for at nå til der, hvor jeg er i dag, så vil jeg ønske, at jeg havde gjort det. Men der var bare heller ikke rigtig noget hjælp at søge på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for det. Og selvom jeg uddannede mig inden for kost og vejledning for at hjælpe andre, så blev det lige så meget en hjælp til mig selv. Det startede måske lidt som en flugt fra at forholde mig til, hvordan jeg selv havde det. Men i sidste ende er det det, som har gjort, at jeg i dag har det bedre. 

Jeg er ikke perfekt 

Jeg er et helt andet sted i dag, alene fordi jeg har fået en hel anden bevidsthed og kontrollen tilbage. Men denne gang er kontrollen ikke usund, som da jeg trænede op til konkurrence. Nu er det en kontrol, som gør, at jeg ikke altid handler på mine følelser, men rent faktisk gør noget for at bearbejde dem på en sund måde. 

Når det så er sagt, så tror jeg, det vigtigste for mig at pointere er, at jeg ikke er perfekt. Selvom jeg er et helt andet sted i dag, så har jeg stadig svære tanker en gang imellem. Det vil nok altid være en del af mig, og det føler jeg egentlig også, det skal være. Jeg har ikke lyst til at glemme det og gemme det væk, jeg bruger det i stedet til hele tiden at holde mig selv op på, at det aldrig skal have lov til at styre mig igen. Og gennem mine sociale medier og mit arbejde, vil jeg gøre mit for, at der heller ikke er andre, der nogensinde skal få det sådan.