Selvskade

Ifølge denne definition skal handlingen være direkte, og den skal foregå inden for en kort, afgrænset periode og med en klar bevidsthed om den skade, man påfører kroppen. Der er ingen intention om at tage sit liv, men derimod et ønske om at lindre en psykisk smerte ved at påføre sig selv en fysisk smerte.

Selvskade er således en mestringsstrategi til at håndtere svære følelser.

Selvskade kan både forekomme som en enkeltstående hændelse eller som en gentagen handling. Selvskaden er ofte forbundet med stor skyld og skam, og den berørte vil derfor typisk forsøge at skjule skaderne.

Der er ikke enighed om, hvordan man kan definere selvskade, derfor kan du læse mere om de forskellige definitioner her.

Typer af selvskade

Der findes mange forskellige former for selvskade. Den fysiske skade er ofte overfladisk, for hensigten er ikke at begå selvmord eller ødelægge kroppen, men at lindre psykisk smerte og svære tanker og dermed få det bedre.

De mest almindelige metoder er at:

• skære (læs mere om cutting)
• kradse
• brænde
• bide
• slå sig selv

Derudover er der mere tvangsprægede metoder som at pille i sår og hive hår ud af hovedet.

Med udgangspunkt i den amerikanske psykiater Armando Favazzas klassiske bog ”Bodies under siege” (1987), skelner man typisk mellem tre typer af selvskade: en alvorlig, en stereotyp og en moderat.

Den alvorlige selvskade

Den alvorlige selvskade omfatter den mest voldsomme og dramatiske form for selvskade. Denne type medfører ofte stor skade på den berørte, eksempelvis ved amputering af legemsdele. Den alvorlige selvskade forekommer typisk hos personer med psykotiske lidelser.

Den stereotype selvskade

Den stereotype selvskade er ofte en gentagende og monoton form for selvskade, hvor den berørte fx banker sit hoved ind i en væg gentagne gange. Modsat andre former for selvskade forekommer den stereotype ofte, mens der er andre personer til stede. Denne type ses typisk hos institutionaliserede, mentalt retarderede personer, personer med autismespektrum-diagnoser eller ved Tourettes syndrom.

Den moderate selvskade

Den moderate selvskade er kendetegnet ved lav dødelighed og ofte overfladiske skader på kroppen, fx ved cutting eller brændemærker. Denne type selvskade er den mest udbredte og kan betragtes som et problem i samme størrelsesorden som spiseforstyrrelser. Den moderate selvskade, der kan være enten tvangsmæssig eller impulsiv, er omdrejningspunktet for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades arbejde med selvskade.

Den tvangsmæssige selvskade omfatter tvangsselvskadende handlinger og forbindes ofte med hårplukning (trikotillomani). Denne type foregår stort set uafhængig af eksterne omstændigheder eller den følelsesmæssige tilstand, som den berørte befinder sig i. Denne type selvskade er en form for tvangsmæssig vane og foregår derfor ofte automatisk og ureflekteret.

Den impulsive selvskade kan enten være episodisk eller repetitiv. Hvor den episodiske selvskade omfatter episoder, hvor personen ikke kan modstå den umiddelbare impuls eller lyst til at skade sig selv, fungerer den repetitive selvskade som en automatisk reaktion på svære følelser og situationer. Ved repetitiv selvskade bliver selvskaden en integreret del af personens selvbillede, og der udvikles en form for afhængighed af selvskaden.

Selvskade er ofte en bevidst handling

At gøre skade på sig selv er ofte en bevidst handling, hvilket betyder, at der er tale om en anderledes og mere intentionel adfærd end den selvbeskadigelse, der fx ses i forbindelse med kognitive forstyrrelser som mental retardering. 

Man skelner mellem en psykotisk og en ikke-psykotisk form. Hvor den ikke-psykotiske er bevidst og tilsigtet, optræder den psykotiske form hos personer i psykose – en mental tilstand, hvor man reagerer uforudsigeligt og utilsigtet.

Indirekte selvskade

Udover den direkte selvskade, der er kendetegnet ved at foregå indenfor en kort og afgrænset tidsperiode og med en klar bevidsthed om den skade, der påføres kroppen, findes der også indirekte selvskade.

Den indirekte selvskade foregår typisk over en længere periode med et mere diffust og usikkert billede af skadevirkningerne. Det kan fx være misbrug af alkohol og stoffer, ludomani, risikofyldt seksuel aktivitet, negligering af sygdom, spiseforstyrrelser og uforsvarlig bilkørsel.

Selvskade by proxy er en form for indirekte selvskade, der indebærer, at den berørte påfører sig selv skade gennem andres medvirken. Det kan både ske ubevidst og bevidst, hvor man aktivt provokerer eller opfordrer til handlingen, fx i form af gentagne slåskampe.

Adskillige undersøgelser viser, at der ofte er sammenfald i brugen af direkte og indirekte selvskade.

Tal og statistik

Der er stor variation i tidspunktet for selvskadedebut, men undersøgelser viser, at gennemsnitsalderen er 12-16 år. 

En undersøgelse fra 2021 viser, at mere end hver femte elev i 9. klasse har skadet sig selv med vilje. Heraf er mere end hver fjerde pige (28 %), mens hver syvende er dreng (14 %).

Samtidig viser undersøgelsen, at mere end hver tredje blandt dem, der på et tidspunkt har skadet sig selv, har gjort det mere end seks gange det seneste år, mens hver syvende har gjort det mere end 20 gange. Læs mere om, og download undersøgelsen her.

Tilsvarende gør sig gældende blandt gymnasieelever, hvor 21,5 % har skadet sig selv med vilje. En undersøgelse fra 2019 viser imidlertid, at andelen af HF-elever, der har skadet sig selv (35 %), er langt højere end andelen af STX-elever, der har skadet sig selv (17 %).

Kønsforskelle

Selvskade forekommer både hos piger og drenge. De fleste studier peger dog i retning af, at det er mere udbredt blandt piger, til gengæld har drengene ofte skadet sig selv flere gange. 

Flere undersøgelser viser, at der er forskel på, hvordan piger og drenge skader sig selv. Pigerne bruger ofte en mere indadrettet metode som at skære (cutte) og kradse sig selv, mens drengene ofte bruger en mere udadrettet metode, fx at slå hånden eller hovedet ind i en mur.

Pigerne er derfor ofte lettere at få øje på, hvilket netop kan skyldes denne forskel i adfærden, da det kan være sværere at skjule og bortforklare sår eller ar efter cutting. Drengene har derimod nemmere ved at bortforklare en brækket arm, forstuvet fod eller et blåt øje med sportsskader, uheld eller en slåskamp.

Årsager til selvskade

Selvskade er et komplekst fænomen, og der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor nogle vælger at skade sig selv. Overordnet fungerer selvskade som en beskyttende faktor mod overvældende og truende psykiske smerter. Selvskade kan medføre midlertidig lindring fra den psykiske smerte, men vil ofte resultere i skam og skyldfølelser, hvilket igen kan fremprovokere nye selvskadende handlinger.

Nedenfor præsenterer vi indledningsvist et overblik over nogle af de mest udbredte udløsende og risiko faktorer i forhold til selvskade.

Udløsende faktorer til selvskade kan fx være:

• Mobning
• Seksuelle overgreb
• Forældrenes skilsmisse
• Sygdom eller dødsfald i familie- eller vennekredsen
• Konflikter med myndigheder
• Forvirring om seksuel orientering
• Øget stressniveau

Risikofaktorer kan fx være:

• Impulsforstyrrelser i hjernen
• Fysisk og psykisk omsorgssvigt
• Seksuelt misbrug
• Alkoholproblemer i familien
• Fraværende forældre
• Psykisk sygdom i familien

Traumer i barndommen

Seksuelt misbrug, fysiske og psykiske overgreb, omsorgssvigt og andre traumatiserende forhold i barndommen ses ofte hos folk, som skader sig selv. De oplevelser, personen har fra barndommen, kan medføre en følelse af selvhad, skyldfølelse og et behov for at straffe sig selv. Ved at skade sig selv kan personen opnå en følelse af kontrol over den psykiske smerte, fordi selvskaden skaber afstand til de negative følelser og skaber en midlertidig indre ro.

Mobning, ensomhed og mistrivsel

Mobning, ensomhed og social mistrivsel er risikofaktorer i forbindelse med udviklingen af selvskade. Når man oplever fællesskaber, som er præget af utryghed og intolerance, har det ofte en negativ indflydelse på ens selvværd og selvtillid. Flere undersøgelser viser, at der er en øget risiko for selvskade, hvis man er blevet mobbet, og at risikoen er større jo længere tid, mobningen har stået på. 

I dag er de sociale medier en integreret del af særligt de unges sociale liv og fællesskaber, så hvis den unge bliver mobbet i skolen, vil mobningen ofte også foregå på de sociale medier.

Lavt selvværd

Lavt selvværd og et negativt selvbillede kan også være en medvirkende årsag til selvskade. Personer med selvskadende adfærd har oftere et negativt selvbillede end andre, de har sværere ved at regulere deres følelser og oplever oftere depression og angst. De er ofte selvkritiske og retter vrede indad. Mange unge begrunder selvskaden med, at de er skuffede over sig selv og deres præstationer.

Vi lever i et præstationssamfund, hvor der bliver stillet mange krav, og her er de unge særligt udsatte i forhold til kropsidealer, faglige og sociale præstationer: De skal se godt ud, være populære, præstere i skolen, få høje karakterer og hele tiden gøre det mere og bedre.

Mange har svært ved konstant at skulle navigere i og leve op til disse krav. Det perfekte er blevet det nye normale, og det opleves som et stort pres.

LGBT+ personer

LGBT+ personer har større risiko for selvskade. En dansk undersøgelse viser, at det drejer sig om 53 % blandt de 13-25-årige. Mange føler sig ofte ensomme og triste i skolen, hvor 44 % har været udsat for mobning eller diskrimination. 64 % har haft selvmordstanker.

Disse tal, der er signifikant højere end for andre unge, kan du læse mere om her.

Psykisk sygdom

Psykisk sygdom kan også være en væsentlig risikofaktor for selvskade. Selvskade ses i sammenhæng med de fleste psykiske lidelser, men særligt sammen med emotionel ustabil personlighedsstruktur, angst, depression, PTSD og spiseforstyrrelser.

Dissociering – en forsvarsmekanisme

Dissociering er et centralt begreb for at forstå selvskade, fordi det fungerer som en forsvarsmekanisme, som beskytter personen mod overvældende psykiske og fysiske smerter. Dissociering er en psykologisk mekanisme som gør, at personen føler sig adskilt eller fremmedgjort fra sin egen krop, hvorved personen distanceres fra såvel psykisk som fysisk smerte.

Flere eksperter peger på, at selvskade både kan skabe og stoppe en dissociativ proces. Nogen oplever dissocieringen så skræmmende, at selvskaden anvendes til stoppe den dissociative proces, hvorved personen reintegreres i sin krop og føler sig levende og hel igen. Selvskade kan samtidig anvendes til at fremme en dissociativ proces, hvor personen gennem selvskaden kobler sig væk fra den psykiske smerte.

Biologiske forklaringer

Foruden ovenstående psykologiske forklaringer på selvskade, fremhæver flere forskere selvskadens bagvedliggende biologiske og psykokemiske faktorer.

En forklaring er den såkaldte afhængighedshypotese. Når personen skader sig selv, dæmpes det høje spændingsniveau, personen oplever, samtidig med at der udløses en følelse af ro og afspænding. Dette kan hænge sammen med, at når selvskaden udføres, udløses kroppens egne morfinstoffer, de såkaldte opioider. Selvskaden virker på den måde både smertedæmpende og lystfremmende, og vil derfor ofte associeres med en behagelig oplevelse. Derfor kan selvskade skabe en form for afhængighed eller et behov for igen at skade sig selv.

En anden forklaring er, at selvskade kan skyldes en forstyrrelse af omsætningen af serotonin i hjernen. Serotonin er et signalstof, som har betydning for reguleringen af blandt andet impulsivitet og aggression. Der er påvist en øget risiko for aggressivitet ved nedsat serotoninniveau, og man har fundet nedsat serotoninniveau ved personer, som skader sig selv, mens forøget serotoninniveau i hjernen kan mindske tilbøjeligheden til at udføre selvskadende handlinger.

Myte: Selvskade handler om at få opmærksomhed

Der findes mange myter om selvskade, og det er meget vigtigt at få dem udryddet. Mange tror fx, at selvskade handler om at få opmærksomhed, men adskillige undersøgelser viser, at det kun drejer sig om ganske få. Myter som denne kan medvirke til, at de berørte afholder sig fra at søge hjælp, fordi de ikke føler sig forstået og i stedet søger uhensigtsmæssige fællesskaber med andre unge, der risikerer at eskalere selvskaden.

Smitter selvskade?

Det kan være vanskeligt at afgøre, hvornår noget smitter, eller hvornår hovedsageligt unge tiltrækkes af en fælles adfærd. I Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade betragter vi ikke selvskade som noget smitsomt, men vi ved, at de unge kan blive inspireret af hinanden.

Så hvis man synes, at selvskade virkelig hjælper en til at få det bedre, kan man videregive idéen til andre, som man tænker kunne have brug for samme hjælp.

Hvorfor bliver nogle afhængige af selvskade?

En del af dem, der selvskader, oplever, at der frigives endorfiner i hjernen. Det er kroppens eget morfinlignende stof, som udløses, når den udsættes for smerte. Endorfinerne dæmper smerten i takt med, at de skaber en indre ro.

Nogle oplever samtidig, at de bliver fyldt af en intens, lystfyldt euforisk følelse, der også influerer på følelsesreguleringen. Det kick, som endorfinerne giver, kan være lige så effektfuldt, som når man tager heroin eller morfin. Man kalder afhængighed af kroppens egne endorfiner for auto-addiction.

Man kan altså både blive fysisk og psykisk afhængig af selvskade.

Selvskade er ikke en selvstændig diagnose

Selvskade er ikke en selvstændig diagnose, men finder ofte sted som et symptom på en underliggende psykisk lidelse eller følelsesmæssig mistrivsel. Det er derfor vigtigt at finde frem til de dybereliggende årsager til selvskade for at kunne yde den bedste hjælp eller behandling.

Selvskade og selvmord

Det er vigtigt at huske på, at der på ingen måde er lighedstegn mellem selvskade og selvmord. Generelt er der en tydelig forskel på de to baseret på intention, hyppighed og metode.

Et selvmord er en bevidst handling, hvor intentionen er at gøre en ende på livet. Personen, der begår selvmord, er typisk under så hårdt psykisk pres eller smerte, at han eller hun ikke ser anden udvej end at tage sit eget liv.

Selvskade er også en bevidst handling, men her har den berørte ingen intention om at dø. Den selvskadende person ønsker at lindre en psykisk smerte ved at påføre sig selv fysisk smerte.

Selvskade er således en mestringsstrategi til at håndtere svære følelser og belastende situationer.

Selvskade som overlevelsesstrategi

Selvom formålet med både et selvmord og med selvskade er at stoppe en psykisk belastning, er selvskade – modsat selvmord – en strategi til at overleve. Selvmord, selvmordsforsøg og selvskade kan derudover adskilles på baggrund af den valgte metode, og af hvor hyppigt det finder sted.

Ved et selvmord eller et selvmordsforsøg er metoderne ofte meget voldsomme. Det kan fx være en overdosis af medicin, hængning eller udspring fra højder. Selvskade er derimod sjældent livsfarligt, og den fysiske skade er oftest overfladisk.

Derudover forsøges et selvmord ofte kun ganske få gange, hvorimod selvskade for manges vedkommende ofte bliver gentaget.

Fører selvskade til selvmord?

Forskere har undersøgt, om der findes en statistisk sammenhæng mellem selvskade og selvmord. På baggrund af resultaterne af 31 studier konkluderede de, at selvskade er en risikofaktor for et senere selvmordsforsøg eller selvmord.

Ét studie viser, at unge med alvorlig selvskade (som fx skærer eller brænder sig selv), har helt op til 10 gange så stor risiko for et senere selvmordsforsøg eller selvmord sammenlignet med unge, der aldrig har skadet sig selv.

Der findes forskellige teorier om sammenhængen mellem selvskade og selvmord. Én teori er, at begge dele ofte hænger sammen med en psykisk lidelse. Sammenhængen mellem selvskade og selvmord kan på den måde forklares af, at den berørte har en psykiatrisk lidelse eller diagnose.

Andre teorier går på, at de selvskadende handlinger udvikler sig over tid i takt med, at den berørte vænner sig til smerten. På et tidspunkt opnår vedkommende ikke længere den samme psykiske lindring ved at skade sig selv, og det øger risikoen for selvmord.

Disse teorier er dog endnu ikke understøttet af tilstrækkelig forskning. Derfor er det stadig forbundet med en vis usikkerhed, hvorfor og hvordan selvskade og selvmord er relateret.

Definitioner på selvskade

Der er ikke enighed om, hvordan man skal definere selvskade. Dette kommer blandt andet til udtryk i forskningen, hvor forskellige undersøgelser ikke får ensrettede resultater. Eksempelvis er der ikke enighed om, hvorvidt selvskade også inkluderer tanker om selvskade, selvmordstanker eller selvmordsforsøg.

Her har vi samlet nogle af de mest udbredte danske og internationale definitioner på selvskade:

Bo Møhl: Selvskade – psykologi og behandling, 2015, side 21:

“En direkte, forsætligt selvpåført og socialt uacceptabel ødelæggelse af kropsvæv, der medfører umiddelbar fysisk skade og/eller smerte udført uden intention om selvmord.”

Lotte Rubæk: Selvskadens psykologi, 2009, side 25:

”Selvskade er en kompleks adfærd, hvor en person forsætligt beskadiger sig selv, uden bevidst suicidal intention. Selvskade er en direkte og socialt uacceptabel adfærd, der kan forekomme som en enkeltstående hændelse eller som gentagne episoder, og som kan resultere i varierede grader af vævsbeskadigelse, sygdom og endog utilsigtet død. Under en episode af selvskade er personen i en psykologisk forstyrret tilstand, men der er tale om en kvalitativt anderledes adfærd end den selvbeskadigelse, der optræder i forbindelse med generelle kognitive forringelser såsom gennemgribende udviklingsforstyrrelser og mental retardering. Ligeledes bør selvskade differentieres fra en stimulering, der finder sted i relation til seksuel masochisme eller sadisme.” 

The International Society for the Study of Self-Injury:

“deliberate, self-inflicted destruction of body tissue without suicidal intent and for purposes not socially sanctioned”

Armando Favazza: Bodies under siege, 1987, side 197:

”Self-injury is the deliberate, direct alteration or destruction of healthy body tissue without an intent to die” 

Karen Conterio & Wendy Lader: Bodily Harm, 1998, side 16:

”the deliberate mutilation of the body or a body part, not with the intent to commit suicide but as a way of managing emotions that seem too painful for words to express”

Har du eller en pårørende selvskadende adfærd?

Det er vigtigt at handle på symptomer på selvskade. Fordi adfærden tit er et symptom på et underliggende problem, er det vigtigt, at den berørte åbner op og får talt om sine følelser – og måske endda får behandling. Uden behandling er der nemlig en risiko for, at den selvskadende adfærd kan eskalere og blive værre.

Hvis man selvskader, er første skridt at tale med nogen om det. Hvis man er barn eller ung, er det altid en god idé at henvende sig til en voksen, man stoler på. Det kan være forældre, en lærer eller læge. På samme måde er det vigtigt at italesætte det, hvis man opdager, at én man kender skader sig selv. På den måde kan man nemlig afdække de underliggende årsager og eventuelt gå i gang med et behandlingsforløb.

Forløb og prognoser

Forskning omkring forløb og prognose er meget sparsom, og der findes ingen klare konklusioner herom. Eksisterende viden peger på, at et selvskadeforløb er meget individuelt, og at der findes betragtelig variation med hensyn til prognose blandt personer, som skader sig selv.

Selvom mange med selvskade spontant stopper med at skade sig selv, er der stor risiko for, at selvskaden gentages og mange fortsætter, når først de er begyndt.

Bekymringer om ar og om omverdenens reaktion

Få studier har undersøgt betydningsfulde faktorer i forhold til at stoppe selvskade. En af de faktorer, som er mest gennemgående i den eksisterende litteratur, er, at nogle personer finder motivation til at stoppe selvskaden, når de bliver bevidst om og anerkender, at selvskade er en uhensigtsmæssig adfærd. Derudover kan bekymringer om ar og om omverdenens reaktioner være betydningsfulde faktorer i forhold til at komme ud af selvskade. Samtidig peger flere undersøgelser på, at øget modenhed og nye interesser i livet kan være afgørende for at stoppe selvskaden. Andre faktorer, som kan være betydningsfulde i forhold til at stoppe selvskaden, er udvikling af alternative mestringsstrategier i forhold til at håndtere psykisk smerte, en oplevelse af øget kontrol over eget liv samt bedre psykisk trivsel.

Social støtte

Derudover har social støtte en positiv indflydelse i forhold til at stoppe selvskade. At fortælle andre om selvskaden og at få støtte og hjælp fra venner og familie kan være positive faktorer i forhold til at stoppe den selvskadende adfærd. Undersøgelser viser dog samtidig, at mange, der skader sig selv, ofte ikke opsøger hjælp, selvom professionel hjælp ofte er en afgørende faktor i forhold til at komme ud af selvskaden.

Barrierer

Barrierer i forhold til at stoppe selvskaden kan blandt andet være negative og stereotypificerende kommentarer fra sundhedspersonale. En kvalitativ undersøgelse blandt 14 sygeplejersker og 9 kvinder med selvskade har fx fundet, at flere med selvskade følte sig misforstået og følte, at sundhedssystemet havde vanskeligt ved at håndtere den selvskadende adfærd, hvilket medførte eskalering af selvskaden. En anden undersøgelse blandt 54 personer med selvskade har vist, at psykisk sygdom, afhængighed eller stress kan være afgørende barrierer i forhold til at stoppe selvskaden.

Læs mere

Gelinas, B.L., Wright, K.D., 2013. The Cessation of Deliberate Self-Harm in a University Sample: The Reasons, Barriers, and Strategies Involved. Arch. Suicide Res. 17, 373–386.

Klineberg, E., Kelly, M.J., Stansfeld, S.A., Bhui, K.S., 2013. How do adolescents talk about self-harm: a qualitative study of disclosure in an ethnically diverse urban population in England. BMC Public Health 13, 572.

Reece, J., 2005. THE LANGUAGE OF CUTTING: INITIAL REFLECTIONS ON A STUDY OF THE EXPERIENCES OF SELF-INJURY IN A GROUP OF WOMEN AND NURSES. Issues Ment. Health Nurs. 26, 561–574

Gelinas, B.L., Wright, K.D., 2013. The Cessation of Deliberate Self-Harm in a University Sample: The Reasons, Barriers, and Strategies Involved. Arch. Suicide Res. 17, 373–386.