Vi definerer selvskade som en bevidst, tilsigtet handling, der er rettet direkte mod kroppen, og som medfører direkte fysiske skader for at lindre negative følelser uden intention om selvmord.
Uanset om man er forælder, søskende, partner eller noget helt fjerde for en person, der er berørt af en spiseforstyrrelse, er det svært at være pårørende. Som pårørende er man nemlig vidne til, at ens nærmeste har det psykisk dårligt.
Stinus Lindgren, Psykiatriordfører i Radikale Ventre, ønsker et markant løft til psykiatrien, og udtaler: ”Vi foreslår, at udvide den gratis psykologhjælp til også at sække selvskadende adfærd blandt unge.”
I dag er der stort fokus på børn og unges digitale trivsel og sikkerhed. Der er indført mange tiltag for at forebygge og bekæmpe mobning på nettet, men den digitale selvskade, hvor unge bevidst udsætter sig selv for mobning eller dokumenterer fysisk selvskade online, er der fortsat mindre fokus på.
Undersøgelser af effekten af behandling af selvskade er primært baseret på psykiatriske patienter, som også har andre psykiske lidelser. Grunden er formentlig, at selvskade ikke er en selvstændig diagnose, og at man derfor ikke kan få behandling for selvskade i offentligt regi.
Forskning omkring forløb og prognose er meget sparsom, og der findes ingen klare konklusioner herom. Eksisterende viden peger på, at et selvskadeforløb er meget individuelt, og at der findes betragtelig variation med hensyn til prognose blandt personer, som skader sig selv.
Med udgangspunkt i den amerikanske psykiater Armando Favazzas klassiske bog ”Bodies under siege” (1987), skelner man typisk mellem tre typer af selvskade: en alvorlig, en stereotyp og en moderat.
Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.
