Det var helt standardprocedure, at jeg skulle tjekkes fra top til tå, når jeg mødte ind

Vi skal tilbage til folkeskolen, hvor jeg havde det rigtig skidt. Jeg havde en lidt høj vægt, skæve tænder og nogle store briller. Udseendemæssigt var jeg nok et nemt barn at mobbe, og fordi jeg var ret genert, sagde jeg ikke fra. Jeg skiftede klasse fire gange på i alt tre forskellige skoler.  

I 9. klasse tog jeg på efterskole, hvor mit udseende begyndte at ændre sig. Jeg fik kontaktlinser i stedet for de store briller, og jeg begyndte at træne. Men da jeg kom hjem fra efterskolen, blev mine forældre skilt. Jeg plejede at bo med hele min familie i Søborg i et hus med hund og kat, men nu flyttede jeg til København i en lejlighed på Nørrebro med min far. Jeg kendte ikke rigtig nogen i byen, og skilsmissen var hård ved mig og gjorde mig ensom. 

Jeg startede i 1.g på gymnasiet, men jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig ovenpå alt det, der var sket, så jeg må droppe ud allerede i oktober.

Efter jeg droppede ud, rejste jeg ret spontant til Australien. Mange af mine venner var selv på udlandsophold eller på efterskole, så det passede heldigvis med, at jeg kunne starte på gymnasiet igen sammen med dem, da vi alle kom hjem. I den periode fik jeg også min første kæreste, som var ret stort for mig. Men han var mig utro efter et par år, hvilket efterlod mig med hjertesorg.

Kulminationen af min barndom i folkeskolen, mine forældres skilsmisse, nederlaget da jeg første gang startede på gymnasiet og kærestesorgen gjorde, at jeg følte, at der altid var noget i mit liv, som gjorde fucking ondt. Jeg duede ikke til noget, og jeg følte, at jeg var totalt forkert. Jeg havde brug for at gøre et eller andet for at få noget kontrol. 

Første gang 

Første gang jeg gik ud på toilettet og fremprovokerede en opkastning, skete det, fordi jeg havde så ondt indeni, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kan bedst beskrive det som en selvskade, hvor jeg havde brug for at få noget af smerten ud af kroppen helt fysisk ved at kaste op. I begyndelsen var det slet ikke, fordi jeg havde et ønske om at tabe mig. Jeg kunne bare mærke en ro, og at mit hoved blev renset, når jeg kastede op. 

Opkastningerne begyndte at blive en vane, og fordi jeg også var rigtig glad for at løbe, tabte jeg mig. Det fik jeg utrolig mange komplimenter på, hvilket gjorde mig glad. Det betød også, at bulimien ændrede sig fra kun at være et afløb for den smerte, jeg bar rundt på, til også at være en metode til at vedligeholde min slanke krop.  

De første par år af gymnasiet var jeg ikke rigtig bevidst om, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg kunne godt mærke et eller andet sted, at det, der skete, var forkert, men ærligt så følte jeg, at jeg var god til det. Jeg ved godt, at det lyder underligt, men jeg havde jo følt mig så uduelig, men nu var der noget, som jeg nemt kunne fremprovokere og kontrollere, og så fik jeg ovenikøbet ros for det, fordi jeg blev tynd.  

Mine veninder forsøgte at hjælpe mig 

I 3.g begyndte mine veninder at lægge mærke til, at jeg kastede op. Vi var en etableret vennegruppe, der hang ud sammen efter skole, spiste aftensmad sammen i hverdagen, gik i byen og den slags. Når vi skulle i byen, lagde de mærke til, at jeg gik ud på toilettet og kastede op, efter vi havde spist. De kunne se det på min øjne, som var lidt blodsprængte, og mascaraen var måske tværet lidt ud, og de kunne nok også lugte det på mig. 

Jeg syntes, det var helt vildt ubehageligt, at de kommenterede på det. Jeg ville gerne have lov til at gøre min ting, for jeg syntes, jeg havde styr på det. Jeg fik også dårlig samvittighed over, at jeg kastede den mad op, som de havde lavet til mig, og at stemningen skulle være så alvorlig, når vi egentlig skulle hygge os. De var rigtig søde og prøvede jo bare at hjælpe mig, men jeg bad dem om at lade være med at kommentere på det, fordi jeg helst ikke ville snakke om det. 

Stolpegården eller Emirates? 

Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg sagde til mine forældre, at jeg havde et dårligt forhold til mad, og at jeg nok havde brug for hjælp nu. De hjalp mig med at finde en psykolog, som jeg kom hos i et år.  

I løbet af mit sabbatår søgte jeg også et job som stewardesse hos Emirates i Dubai, fordi jeg gerne ville ud og opleve verdenen. Den dag Emirates ringede til mig og tilbød mig jobbet, skulle jeg ud til min psykolog. Hun sagde til mig, at hun ikke rigtig syntes, vi kom videre i mit forløb, så hun anbefalede mig at undersøge et behandlingsforløb på Stolpegården (psykoterapeutisk behandlingscenter i Region Hovedstadens Psykiatri, red.). 

Det var et kæmpe dilemma, for hvis jeg tog på Stolpegården, kunne jeg ikke tage imod jobbet hos Emirates og rejse verden rundt, som jeg drømte om. Efter en uges tid besluttede jeg mig for at stoppe i mit behandlingsforløb og takke ja til jobbet hos Emirates. Min psykolog var ærlig og sagde, at hun ikke syntes, det lød særlig sundt for mig at rejse til Dubai og bosætte mig i en kultur, hvor det handlede om at gå rundt i bikini og se ud, som om jeg havde det rigtig nice. Men jeg ville så gerne afsted og opleve verden, så da jeg nåede sommerferien, flyttede jeg til Dubai, hvor jeg endte med at bo i fire år. 

Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg valgte at søge et job som stewardesse hos Emirates i Dubai. Det var en ret lang ansøgningsproces på omkring et halvt års tid, så mens jeg var i gang med det, sagde jeg selv til mine forældre, at jeg havde et dårligt forhold til mad, og at jeg nok havde brug for hjælp nu. 

De hjalp mig med at finde en psykolog, hvor jeg startede i behandling, imens jeg ventede på at høre noget fra Emirates. Da det blev forår, fik jeg endelig opkaldet fra Emirates, hvor de sagde, at de gerne ville ansætte mig, og samme dag skulle jeg ud til min psykolog. Psykologen sagde, at hun ikke rigtig syntes, vi kommer videre i mit forløb, så hun anbefalede mig at undersøge et behandlingsforløb på Stolpegården (psykoterapeutisk behandlingscenter i Region Hovedstadens Psykiatri, red.).

Det var et kæmpe dilemma, for hvis jeg tog på Stolpegården, kunne jeg ikke tage imod jobbet hos Emirates og rejse verden rundt, som jeg drømte om. Efter en uges tid besluttede jeg mig for at stoppe i mit behandlingsforløb og takke ja til jobbet hos Emirates. Min psykolog var ærlig og sagde, at hun ikke syntes, det lød særlig sundt for mig at rejse til Dubai og bosætte mig i en kultur, hvor det handlede om at gå rundt i bikini og se ud, som om jeg havde det rigtig nice. Men jeg ville så gerne afsted og opleve verden, så da jeg nåede sommerferien, flyttede jeg til Dubai, hvor jeg endte med at bo i fire år. 

Bulimien tog til i Dubai 

I Dubai tog bulimien til. Der var rigtig mange mennesker, der havde det ligesom mig, så det blev på en måde mere legitimt. Hvis jeg fx var ude og spise, var det ikke unormalt, at der var andre, der gik ud på toilettet for at kaste op. 

Derudover hjalp det ikke at arbejde hos Emirates. De gik rigtig meget op i, hvordan deres crew så ud og havde meget strenge regler for vores udseende. Det var helt standardprocedure, at jeg skulle tjekkes fra top til tå, når jeg mødte ind. Lige fra hvor lange mine negle var, hvor meget mascara jeg havde på til kontrolvejninger. Man måtte fx heller ikke farve sit hår uden tilladelse fra Emirates, og hvis du fik akne, måtte du heller ikke flyve. Hvis du ikke levede op til Emirates standarder, blev du groundet uden løn, og i værste fald blev du fyret. 

Imens jeg boede i Dubai, fik jeg en kæreste, så jeg begyndte at slappe lidt af med mit løb og nød bare livet, hvilket gjorde at jeg tog en fire-fem kg. på. Jeg kan tydeligt huske en morgen, hvordan jeg mødte ind kl. 3 for at tage en 12-timers flyvning til Australien, hvor mit udseende som altid blev tjekket inden afgang. Her fik jeg at vide, at mine lår var blevet for store til min nederdel, og at jeg skulle tabe mig.  

Det flimrede fuldstændigt for mine øjne, og jeg fik et kæmpe angstanfald på flyet. Jeg har haft angst i mange år, og den sameksisterer med min spiseforstyrrelse. Hvis jeg har været meget ængstelig i en periode, er bulimien også blevet værre, så at arbejde under Emirates forhold gjorde, at jeg ofte havde angst. 

Jeg var jævnligt på besøg hjemme i Danmark, hvor min mor især kommenterede på min bulimi. Hun kunne se, hvor skidt jeg egentlig havde det og var bestemt ikke glad for, at jeg blev boende.  

Hjemrejsen til Danmark 

Efter fire år i Dubai besluttede jeg mig for at flytte hjem til Danmark. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden, jeg havde et ønske om at starte på journaliststudiet, og generelt var det bare tid til, at der skulle ske noget nyt.  

Jeg flyttede hjem tre uger før, Danmark lukkede ned første gang på grund af corona, hvilket gjorde, at jeg ligesom alle andre danskere fik rigtig meget tid for mig selv. Jeg tog i sommerhus i Rørvig sammen med mine forældre, hvor jeg begyndte at dyrke mit løb endnu mere, end jeg plejede. Altså jeg løb hver dag, hele tiden.  

Når jeg var hjemme i min lejlighed, havde jeg heller ikke så meget mad i mit køkken, fordi så behøvede jeg ikke rigtig at forholde mig til det. Corona var virkelig en udfordring på det punkt, for jeg mistede mine faste rutiner. Normalt ville jeg jo gå på arbejde, hvor jeg skulle spise frokost med mine kollegaer og ses med mine venner til aftensmad, men det behøvede jeg jo ikke at forholde mig til under lockdown.  

Min mor var fortsat meget bekymret for mig. Hun blev ved med at bede mig om at søge hjælp, men hun var også tydelig omkring, at jeg jo var 26 år, og at hun derfor ikke kunne tvinge mig.  

Kærestesorg blev et vendepunkt 

En ret afgørende brik i min recovery var, at jeg fik en kæreste hjemme i Danmark, som jeg var meget forelsket i. Vores forhold varede egentlig ikke særligt længe, omkring et halvt år. Han fortalte mig en dag helt ud af det blå, at han ikke var tiltrukket af mig længere, fordi han havde svært ved at se igennem min spiseforstyrrelse, og så slog han op med mig. 

Det kom som et kæmpe chok for mig, og jeg syntes, det var en voldsom måde at afslutte vores forhold på, fordi han dybest set valgte mig fra på grund af mine usikkerheder. Han tændte på stærke kvinder, og jeg var svag i hans øjne. 

Det sparkede mig helt ned i kælderen, og jeg var dybt ulykkelig. Jeg følte, jeg ødelagde alt for mig selv. Jeg kunne ikke finde ud af at holde på min kæreste, jeg havde svært ved at møde fysisk op på min uddannelse og havde en del fjernstudie grundet min angst. Men det gav mig også et reality check. Efter han slog op med mig, besluttede jeg mig for at tage til lægen med min mor, hvor vi fik trumfet igennem, at nu skulle jeg have noget seriøs hjælp, fordi mit liv fungerede overhovedet ikke. Jeg var der, hvor jeg ikke rigtig havde lyst til at leve længere. 

Den rette behandling 

Jeg startede i behandling på Psykiatrisk Center Ballerup, og samtidig fik jeg medicin mod min angst. Kombinationen af at være i psykiatrien og få medicin hjalp helt vildt meget. Min angst og bulimi har jo været sameksisterende, så da medicinen dæmpede for angsten, hjalp det også på spiseforstyrrelsen. 

Min behandler var desuden god til at snakke med mig om spiseforstyrrelsen og udfordre mig. Jeg blev fx vejet regelmæssigt, hvor jeg blev blindvejet, fordi jeg ikke kunne lide at kende min vægt. I stedet fik jeg at vide, at nu har du taget et halvt kg. på og så et halvt kg. mere og så videre.  

Behandleren snakkede med mig om, hvilke følelser det satte i gang hos mig, og hun hjalp mig med at få implementeret flere madvarer i mit køkken igen, som jo ellers havde været ret tomt. Fx skulle jeg stille en skål med slik på mit sofabord, uden at jeg nødvendigvis behøvede at tømme den, men så blev jeg konfronteret med den og vænnede mig til, at den var der. 

Castet til Bachelorette 

Efter min behandling blev jeg ringet op af produktionen fra Bachelorette, som spurgte, om jeg havde lyst til at komme til casting. Jeg var meget ærlig overfor produktionen omkring, hvem jeg var, og hvad jeg lige havde været igennem, og at de var nødt til at imødekomme det, hvis det her skulle fungere. Det ville de selvfølgelig gerne imødekomme og spurgte, om det var noget, jeg havde lyst til at italesætte i programmet. 

Jeg har selv haft gavn af at følge influencers og andre kendte mennesker, som har åbnet op om deres udfordringer, så da produktionen spurgte, om jeg ville tale åbent om mine egne udfordringer, kunne jeg mærke, at det ville gøre mig vildt glad, hvis min historie kunne gøre noget godt for andre.  

Min historie har altid været ret privat, men jeg har haft hele foråret til at forberede mig på, at programmet kom ud, og at jeg skulle stå frem. Det var en rigtig god udfordring for mig at være med i Bachelorette, og særligt nu hvor jeg selv ser programmet. Jeg har jo ikke kunnet kontrollere, hvordan produktionen har klippet programmet, så nu hvor det har kørt i nogle uger, har jeg lige så stille vænnet mig til at se min krop fra forskellige vinkler. Det er bare noget andet end fx at poste billeder på Instagram, hvor jeg har kontrollen, og det er rigtig godt for mig at lægge noget af kontrollen fra mig.  

I dag anser jeg ikke mig selv som værende helt rask, fordi jeg fortsat lever med min angst og i princippet også min spiseforstyrrelse. Der er nok mange andre, der kan genkende, at spiseforstyrrelsen dukker op i bølger, og i andre perioder forsvinder den. For mig at se er spiseforstyrrelsen og min angst blevet et vilkår, som jeg lever med, fuldstændig ligesom at andre mennesker lever på deres vilkår.