“Jeg følte mig mere og mere fremmed i min krop”
Da Chris vokser op, finder de ud af, at de ikke er helt som alle andre. Følelsen af ikke at høre hjemme i sin egen krop samt en uopdaget ADHD-diagnose, gør det svært at være i verden, og Chris opdager selvskaden, hvor de finder ro og kontrol.
Jeg har egentlig altid vidst, at jeg havde en anden kønsidentitet end de fleste, men da jeg var lille, forstod jeg ikke, at jeg var anderledes, for børn er jo bare børn. Det var først da jeg startede i skole, og der begyndte at være mere og mere opdeling mellem pigerne og drengene, at jeg blev forvirret, for jeg kunne ikke genkende mig selv i nogen af de kategorier.
I fjerde klasse var der en episode, hvor vores lærer bad pigerne om at stille sig i den ene side af klasselokalet og drengene i den anden side, og så ville hun læse nogle udsagn højt, og hvis man var enig, skulle man gå ind i midten. Jeg gik helt i panik, for jeg vidste ikke, hvilken side af klasselokalet jeg hørte til i. Det føltes hverken rigtigt at gå hen til pigerne eller til drengene, så jeg endte med at flygte ud af klasselokalet.
At være nonbinær
Da jeg begyndte at komme i puberteten, blev det svært. Jeg følte mig mere og mere fremmed i min krop – som om den ikke var min egen. På det her tidspunkt kendte jeg ikke til, at der fandtes en kønsidentitet kaldet “nonbinær”. Jeg vidste, at jeg var til piger, så derfor så jeg en “coming out-video”, og der fortalte personen om, hvor stort LGBTQ-spektret er.
De nævnte det at være nonbinær og forklarerede, at det også er et spektrum, hvor man hverken føler sig helt som mand eller kvinde. Først var det så lettende at høre – der var et ord for, hvordan jeg gik rundt og havde det. Men bagefter kom følelsen af frygt for ikke at blive accepteret som den, jeg var, og der gik flere år, før jeg turde fortælle det til nogen.
Selvskaden gav en følelse af ro
Da jeg var 13 år, gjorde jeg for første gang skade på mig selv. Jeg havde været i skole, og vi havde haft idræt. Det var altid ret angstprovokerende for mig, både fordi jeg ikke følte mig komfortabel i omklædningsrummet, og fordi det var overstimulerende at være så mange mennesker samlet. På det her tidspunkt havde jeg endnu ikke fået min ADHD-diagnose, og tankerne om min kønsidentitet fyldte også meget. Jeg kæmpede meget med angst og med følelsen af isolation og ensomhed.
Det hele kulminerede, og jeg fik et angstanfald og gik fra idrætstimen. Jeg sad på en bænk, og jeg må have haft et eller andet småt og skarpt i hånden, for uden at tænke over det skar jeg pludselig i mig selv. Det var skræmmende, men det gjorde også alting stille. Pludselig følte jeg den her ro, jeg ikke havde følt så længe.
Afhængig af selvskaden
Det blev attraktivt for mig at genfinde den her følelse, og selvskaden tog til. Min krop var i gang med at udvikle sig til noget, jeg ikke kunne genkende, og min uopdagede ADHD gjorde, at jeg hele tiden følte mig overstimuleret. Men nu havde jeg fundet den her ene ting, der kunne fjerne fokus fra alt andet og give mig følelsen af ro og af kontrol. Jeg kunne kontrollere, hvilken type smerte jeg skulle føle, men jeg blev også mere og mere depressiv og indelukket, og jeg isolererede mig meget.
Jeg begyndte at gøre skade på mig selv oftere og oftere. Når jeg skar i mig selv, kunne jeg mærke, at jeg fik et kæmpe skud adrenalin og endorfiner. At gøre skade på mig selv kunne også føles som en belønning efter en hård dag. Når jeg havde selvskadet, kunne jeg give mig selv lov til at yde selvomsorg ved at rense mine sår. Der var ingen andre, der vidste, at jeg selvskadede. Det var min egen lille hemmelighed.
En måde at være i verden på
Da jeg var 15 år, sendte mine forældre mig til en psykolog, fordi de var bekymrede for mig. De havde fundet min notesbog, hvor jeg skrev tanker og små digte, og de var alle sammen meget mørke. Min lærer havde også taget fat i mine forældre, fordi mange af mine stile havde nogle mørke temaer.
Det var en blandet følelse at skulle til psykolog. En del af mig vidste, at det var det rigtige at få hjælp, men der var også en del af mig, der var så dybt nede i det her depressive hul og havde så dårligt selvværd, at jeg hverken troede på, at jeg kunne få det bedre, eller at jeg fortjente det.
Jeg var også bange for, at nogen skulle tage selvskaden fra mig. Endelig havde jeg fundet en måde at eksistere i verden på. Jeg kunne ikke længere huske, hvordan det var at have det godt.
Fra hemmelighed til ærlighed
Det var svært at gå til psykolog, og i nogle sessioner fik jeg kun sagt få ord, men hun var god og tålmodighed. På et tidspunkt bad hun mig om at skrive alle mine dårlige tanker ned i en uge. Jeg skrev om noget med selvskaden, og da hun så det, spurgte hun, om jeg gjorde aktivt skade på mig selv, og det svarede jeg ja til.
Hun sagde, at vi var nødt til at fortælle det til mine forældre, for jeg var jo kun 15 år. Så nogle dage senere indkaldte hun dem til et møde. Hun gav mig valget, om jeg selv ville sige det, eller om hun skulle gøre det. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt. Jeg kunne ikke bære tanken om at sige, at jeg havde gjort skade på deres barn – selvom det jo var mig, der var deres barn.
Mine forældre lyttede på min psykolog, da hun fortalte dem det, og de blev selvfølgelig endnu mere bekymrede og kede af det, og jeg begyndte også at græde. Bagefter krammede de mig og sagde, at det var okay. Men jeg kunne også mærke, at ingen rigtig vidste, hvad de skulle sige.
Efterskolen
Da jeg var 16 år, skulle jeg på efterskole. En af reglerne på skolen var, at man ikke måtte være aktivt selvskadende – så blev man sendt hjem. Jeg formåede at stoppe i en god periode, indtil midten af efterskoleåret hvor jeg fik et tilbagefald. Da det blev opdaget, sendte de mig hjem og sagde, at jeg skulle snakke med mine forældre og min psykolog, og så måtte jeg komme tilbage igen.
Jeg tænkte på det her tidspunkt, at det var flot, at jeg havde afholdt mig så længe. Men efterfølgende har jeg indset, at jeg ikke stoppede, fordi lysten og trangen til at selvskade ikke var der, men fordi at jeg ikke ville sendes hjem fra efterskolen. Jeg var altså stadig afhængig af selvskaden, den havde bare lagt sig til at sove.
En uge senere kom jeg tilbage på efterskolen. Jeg var startet der for at komme lidt væk fra det hele. Jeg har senere indset, at det kan lette lidt at skifte miljø, men når tingene er svære, så følger dit hoved og alle de svære tanker og følelser stadig med.
Brikkerne begyndte at falde på plads
I slutningen af efterskoleåret og henover sommerferien begyndte jeg at blive udredt i psykiatrien. Det var en lang og svær proces, men samme uge som jeg startede på hf, fik jeg endelig mine diagnoser, som var ADHD samt en angstlidelse og depressiv belastning.
Det var rart endelig at få min diagnose. “Jeg har ikke været forkert hele livet, jeg har bare manglet information om mig selv” tænkte jeg. Det føltes som om, jeg havde prøvet at samle et puslespil uden at vide, hvad det skulle forestille. Pludselig blev jeg vist forsiden af puslespilsæsken, og selvom jeg ikke havde samlet alle brikkerne endnu, så vidste jeg i det mindste, hvordan det skulle se ud.
Jeg kom på ADHD-medicin, og det gav mig en lille smule overskud. På det her tidspunkt bevægede jeg mig ind og ud af mit selvskademønster. Jeg indså, at jeg var nødt til at bruge lidt af mit nye overskud på at arbejde med selvskaden. Jeg havde fået en lille følelse af at have det bedre, og jeg var så bange for, at den ville forsvinde.
Et lille pride-flag med en stor betydning
Da jeg var knap 18 år, startede jeg i et behandlingsforløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Da jeg trådte ind i receptionen, så jeg, at der hang et lille pride-flag på skranken. For mange kunne det virke som en lille ting, men for mig, der aldrig havde været åben om min kønsidentitet og seksualitet over for en behandler før, gjorde det en kæmpe forskel. Jeg følte, at her var der plads til at være den, jeg var.
I behandlingsforløbet var det første gang, jeg kunne snakke om både selvskaden, min ADHD og min kønsidentitet, og om hvordan alle de ting havde påvirket hinanden. Forløbet hjalp mig også til at forstå min afhængighed af selvskaden. Det kan lyde mærkeligt at være afhængig af at gøre skade på sig selv, men når man er et sted, hvor man ikke får endorfiner eller følelsen af ro nogle andre steder, så er det nemt at blive afhængig af.
Forløbet hjalp mig ud af mit selvskademønster, og samtidig skete der mange andre gode ting i mit liv. Jeg tog hånd om min ADHD, havde nogle rigtig gode mennesker i mit liv og begyndte at være mere og mere åben om min kønsidentitet. Det gjorde alt sammen, at jeg blev mere komfortabel ved at stå frem som den, jeg var.
Tilbagefaldet blev et vendepunkt
Efter behandlingsforløbet var jeg clean i næsten et år, men så fik jeg et tilbagefald, hvor jeg gjorde skade på mig selv. Tidligere kunne et tilbagefald godt være blevet en undskyldning for at blive ved med at selvskade – nu skulle jeg jo alligevel gå med lange ærmer de næste tre uge. Men den her gang oplevede jeg, at selvskaden ikke gav mig det samme som før i tiden.
Jeg var nået til et sted i mit liv, hvor der var så mange gode dage, så selvskaden gav mig flere negative følelser af skyld og skam end gode følelser og ro. Fordi mit liv var blevet mere positivt, havde selvskaden lige pludselig også nogle konsekvenser.
I dag har jeg afholdt mig fra at gøre skade på mig selv i halvandet år, hvilket jeg er rigtig glad for og stolt af. Det har været en lang proces, men jeg er et rigtig godt sted nu. Jeg vil ikke lægge alt for meget pres på mig selv, men jeg er håbefuld omkring, at det er et overstået kapitel.
Vi skal være åbne og lytte
Selvskade er mere udbredt blandt unge LGBTQ-personer end andre unge, og jeg tror, at det kan skyldes den her kæmpe ensomhedsfølelse, som mange sidder med. Derudover kan frygten for ikke at blive accepteret, som den man er, også fylde rigtig meget. For mig var det ikke selve det at være nonbinær, der var det svære, det var ensomheden over at være alene med det og frygten for, hvordan andre ville reagere på det. Da jeg selv begyndte at være åben om, hvem jeg var som menneske, føltes det som en kæmpe byrde, der blev lettet fra mine skuldre. Nu kunne jeg endelig få lov til at eksistere i verden.
Det er vigtigt, at vi skaber en dialog og bryder nogle tabuer. Vi skal være ærlige og åbne og skabe rum for, at vi kan tale om tingene. Hvis nogen kommer og betror sig til dig om deres seksualitet eller kønsidentitet, så lyt og vær nysgerrig. Det kan godt være, at vi ikke altid ved, hvad der er det rigtige at sige, men så spørg. Det værste er, hvis vi lader vær med at spørge og snakke om det i frygt for at komme til at sige det forkerte.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
