Hvor er Amalie Overgaard i dag?
Tilbage i foråret 2024 delte vi Amalies personlige fortælling. En fortælling om et mangeårigt hyperfokus på mad, som udsprang af hendes diabetesforløb. Efter et vægttab grundet bruddet med sin ekskæreste, begyndte Amalie at overspise i smug. Amalies fortælling sluttede sidste gang et sted i hendes liv, hvor hun endelig havde fået en plads i en af de eftertragtede BED-grupper i psykiatrien, og gik en svær sommer i møde.
Nu har vi talt med Amalie igen, og intet den sommer gik som forventet. Den behandling, hun håbede skulle gøre hende rask, viste sig ikke at være den rigtige for hende. I stedet fik hun det værre, og det psykiatriske system, der skulle gribe hende, endte med at tabe hende.
Triggerwarning: Amalies fortælling indeholder beskrivelser af selvmordstanker. Hvis du har haft selvmord tæt inde på livet, opfordrer vi dig til at tage en pause fra historien. Du kan også kontakte livslinien, hvis du har brug for at tale med nogen.
Den forkerte gruppe
Da jeg startede i gruppebehandling, var jeg virkelig håbefuld. Jeg længtes efter at blive fri af min spiseforstyrrelse, og jeg gik ind i forløbet med en oprigtig tro på, at det her kunne være løsningen.
Men det stod hurtigt klart, at gruppen ikke var det rette sted for mig.
Aldersspændet mellem gruppedeltagerne var for stort. Den ældste var i 50’erne, og jeg selv var i starten af 20’erne. Jeg havde svært ved at spejle mig i de andres liv og fortællinger, og det gjorde, at jeg ikke rigtig blev fanget af det, der foregik. Jeg kunne ikke koncentrere mig og zonede helt ud.
Det blev hurtigt en følelse af endnu en ting, jeg ikke kunne finde ud af.
En central del af behandlingen var at føre spisedagbog, og dette var en massiv trigger for mig. Det mindede om de kontrolskemaer, jeg havde haft som barn med diabetes, og det satte en modstand i gang, jeg slet ikke kunne håndtere.
Som reaktion på forløbet begyndte min spiseforstyrrelse at fylde endnu mere. Overspisningerne blev værre end nogensinde før og blev til en måde at kompensere med følelsen af at fejle.
I løbet af sommeren blev jeg flere gange indlagt med selvmordstanker, og i den forbindelse fik jeg en depressionsdiagnose. I dialog med de fagpersoner, der var tilknyttet gruppen, stoppede jeg i behandlingsforløbet og blev hurtigt trappet op i antidepressiv medicin.
Det blev mere og mere tydeligt for mig og min familie, at min spiseforstyrrelse ikke kunne stå alene.
ADHD-mistanken
Jeg har altid været det snaksalige barn. Hvis man kunne kravle på væggene verbalt, så gjorde jeg det. Jeg fyldte meget, var højtråbende og kunne hurtigt blive meget, meget vred.
Det blev et problem overfor mine venner i skolen, men især i mødet med autoriteter som lærere. Hvis jeg blev træt af det hele, kunne jeg finde på bare at gå hjem uden at tænke videre over det. Jeg havde ikke rigtig den der indbyggede konsekvensfornemmelse.
Min mor kunne godt se tegnene allerede dengang. Hun havde en fornemmelse af, at der var noget andet på spil. Men hver gang hun forsøgte at gå videre med det, blev det hurtigt slået ned igen. Jeg klarede mig jo fagligt, og derfor så ingen nogen grund til at reagere.
Med tiden lærte jeg at undertrykke det og spille en slags skuespil. Jeg blev god til at kompensere, og udadtil fungerede jeg. Men det havde en pris. Gennem årene har jeg haft nogle voldsomme belastningsreaktioner, som jeg dengang ikke forstod, men som jeg i dag kan se sammenhængen i.
Da jeg startede i gruppebehandlingen, oplevede jeg igen, at der måske var noget andet på spil. For første gang stod det tydeligt for mig, at ADHD måske kunne være en mulig diagnose, som passede på mig.
Psykiatriens dom
Min familie og jeg henvendt os til psykiatrien med ønskede om, at jeg skulle udredes. Men psykiatrien så ingen grund til det, og tilbød mig i stedet en WAIS-IV test, som skulle undersøge mine koncentrationsvanskeligheder.
På det tidspunkt var jeg på en høj dosis antidepressiv medicin, som endnu ikke havde haft effekt. Mit overskud var på sit laveste, og jeg havde svært ved overhovedet at genkende mig selv. Det at træffe beslutninger var på det tidspunkt nærmest en umulig opgave for mig, så min mor var i høj grad inde over og fungerede som min stemme. Vi valgte at takke ja til testen, for vi var desperate efter, at jeg skulle have det bedre.
Testen varede 2,5 timer, hvilket er lidt ironisk, når den netop skulle belyse mine koncentrationsvanskeligheder. Jeg gennemførte den, selvom mit hoved slet ikke var til stede.
Og resultatet kom til at få afgørende betydning for mit videre forløb i psykiatrien. Jeg fik en IQ-score på 70 og blev stemplet med “massiv kognitiv nedsat funktionsevne”. Resultatet var overraskende for alle. Det stemte ikke overens med, hvordan jeg selv og andre oplevede mig. Hvordan kunne det hænge sammen?
Heldigvis var der folk omkring mig, der kunne se, at resultatet ikke var validt. Men der var intet at gøre. Det stod nu øverst på min journal, og blev et gentagende belæg for at afvise min videre udredning i psykiatrien.
Privatpsykiatrien
Det stod derefter klart, at den offentlige psykiatri ikke kunne give mig den nødvendige hjælp, så jeg afsluttede mit forløb. Jeg blev kortvarigt tilbudt bostøtte, men det var jo ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for nogen, som kunne forstå, hvad der skete inde i mit hoved.
Gennem min egen læge og min sundhedsforsikring blev jeg henvist til privatpsykiatrien. Jeg blev sygemeldt fra mit studie, så jeg kunne fokusere min energi på at blive udredt. I privatpsykiatrien blev jeg mødt helt anderledes. Her blev der taget udgangspunkt i hele mit liv og min historie, og sammen med min mor blev der tegnet et langt tydeligere billede af de vanskeligheder, jeg havde haft siden barndommen. Det stod hurtigt klart, at jeg havde ADHD.
At få ADHD-diagnosen var på mange måder en lettelse. Jeg havde så længe haft de fire bogstaver oppe på en piedestal og håbet, at de kunne rede mig fra spiseforstyrrelsen. Men bogstaverne ændrede i sig selv ikke noget. Jeg var jo stadig den samme Amalie.
Det, der ændrede noget, var at blive lyttet til og forstået. Det var en forløsning at få sat ord på noget, der havde fulgt mig hele livet. Samtidig blev det også tydeligt for mig, hvor tæt mine overspisninger hang sammen med min ADHD. Min spiseforstyrrelse var ikke “bare” en spiseforstyrrelse. Den var blevet en måde at håndtere den uro, det kaos og den overbelastning, som mit hoved havde været i igennem årene.
Da jeg begyndte på den rette medicin, mærkede jeg hurtigt en virkning. Noget af det konstante fokus på mad blev dæmpet, og jeg fik for første gang i lang tid en form for madro. Det fjernede ikke min spiseforstyrrelse, men det skabte en ro, og gav mig tid til at tage tingene i mit eget tempo.
Det’ en proces
Tiden er gået. Jeg er startet på mit studie igen. Flyttet sammen med min kæreste, og jeg har fået et studiejob, hvor jeg arbejder med sociale medier for en radiokanal. Derudover har jeg fået en kærlighed til keramik og har startet min egen lille hobbyvirksomhed.
På papiret ser mit liv stabilt ud, og det er det også på mange måder. Men det er kun muligt, fordi jeg har givet mig selv den pause, jeg havde brug for. Sygemeldingen og tiden væk fra studiet blev afgørende for, at jeg kunne finde tilbage til mig selv igen.
Mit fokus har med tiden flyttet sig fra et fokus på at blive rask til at lærer at leve med spiseforstyrrelsen. Den fylder ikke alt længere. De voldsomme overspisninger er blevet meget sjældnere, og jeg er blevet langt bedre til at genkende de situationer, hvor jeg bliver presset, og hvor maden igen begynder at trække.
Jeg ved i dag, at mit behov for kontrol omkring mad hænger tæt sammen med både min spiseforstyrrelse og min ADHD. Jeg har stadig brug for forudsigelighed – f.eks. at kende menukortet eller aftensmadsplanerne på forhånd. Jeg har det svært med ændringer i madplaner og med ikke at vide, hvad der skal ske. Forskellen er bare, at jeg i dag bedre kan mærke det, forstå det og tale det ned, før det vokser sig stort.
Det kan godt blive bedre…
Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at en diagnose ikke gør en rask. Men den kan være med til at pege en i den rigtige retning. For mig blev ADHD-diagnosen ikke en løsning i sig selv, men den gav mig en forklaring, som gjorde det muligt at forstå mig selv med mere omsorg.
Jeg håber, at min historie kan være med til at minde andre om, at en spiseforstyrrelse sjældent står alene. Der kan være noget andet nedenunder, som kalder på opmærksomhed. Og hvis man mærker, at noget ikke stemmer, så er det vigtigt at holde fast i den fornemmelse. Min erfaring er nemlig, at ens mavefornemmelse sjældent lyver.
Og noget, jeg ville have hadet at høre for to år siden, er; “når det hele ser allermørkest ud, kan det godt blive bedre”. Men jeg må være ærlig og sige, at det passer sgu.
Se mere til Amalie
Hvis du vil se mere til Amalie, så kan du tjekke hendes hobbyvirksomhed Keramikfjol ud, eller lytte til hendes medvirken i podcasten Mental med- og modvind.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
