“Spiseforstyrrelsen hænger sammen med samfundets forventninger”
Det hele starter, da Sophie gerne vil se godt ud til sin konfirmation. Hun begynder at fokusere mere og mere på sundhed, mad og træning, og det udvikler sig til spiseforstyrrelsen ortoreksi. Da hun senere mister sin menstruation, bliver det et wakeupcall – nu skal hun blive rask og få sit liv tilbage.
Mine tanker om krop og sundhed startede i 2016, da jeg var 15 år og skulle konfirmeres. Jeg ville gerne tabe nogle kilo og slippe af med min akne for at se godt ud på min konfirmationsdag. Vi var en gruppe piger, der snakkede om, at vi skulle træne op til konfirmationen og få spraytan. Der skulle jo tages billeder på dagen, og vi ville gerne gøre noget ekstra ud af det og lagde et stort pres på os selv. Jeg var virkelig nervøs op til, og jeg kunne ikke rigtig spise noget på dagen.
Jeg husker min konfirmation som en god og sjov dag – en kulmination af mange måneders planlægning, hvor jeg selv havde været med til at bestemme menuen og lave pynten. Bagefter var jeg både glad for selve dagen, men næsten endnu gladere for, at det var overstået, fordi der havde været så mange forventninger op til.
Besat af sundhed
Jeg begyndte at interessere mig mere og mere for sundhed, men alt, jeg kunne læse om sundhed, handlede også om vægttab, så derfor troede jeg dengang, at de to ting hang sammen. I starten af 2017 var jeg blevet lullet stille og roligt ind i sundhedsverdenen, og derfra blev jeg påduttet, at nu var det januar og tid til at tabe sig efter julen.
Nu skal jeg træne og spise sundt, tænkte jeg. Det gjorde jeg så, og det kickstartede noget helt crazy. Jeg begyndte at spise meget restriktivt og tælle kalorier. Jeg begyndte også at træne virkelig meget og opstille regler for mig selv om, hvor mange skridt jeg skulle gå hver dag. Alt handlede om mad og træning i den periode.
Jeg begyndte at trække mig meget fra dem, jeg gik i klasse med, og havde mange konflikter med mine forældre, fordi jeg ikke ville spise det mad, de lavede. Derudover oplevede jeg også at få mange komplimenter efter mit vægttab, og anerkendelsen af mit udseende motiverede mig til at blive ved.
Jeg mistede kontrollen
Sundhed startede som en interesse for mig, men det blev hurtigt til en besættelse. Jeg levede meget restriktivt et halvt års tid, men pludselig gik jeg fra at have været i kontrol til at miste kontrollen med det hele. Derfor tog jeg fat i min mor og sagde, at jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne pludselig ikke spise særlig mange ting, og jeg talte kalorier i alt, jeg spiste. Mine forælde reagerede meget hurtigt på det og var enige i, at jeg skulle have noget hjælp.
Jeg kom til lægen og fik en henvisning til udredning. Jeg husker det som ret voldsomt, og jeg blev meget bange for, om jeg skulle indlægges. Jeg blev henvist til en psykolog, der ikke anede noget om spiseforstyrrelser, og så mistede jeg fuldstændig modet til at tage hånd om det. Derfor kom jeg i et forløb hos en psykoterapeut i privat regi, der arbejdede med spiseforstyrrelser.
Hun hjalp mig til ikke at falde endnu længere ned i spiseforstyrrelsen, men samtidig fik jeg det heller ikke rigtig bedre. Jeg kom nok også til at sige, at det gik bedre, end det gjorde, for jeg var bange for, hvad der lå på den anden side. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lyst til at blive rask. Jeg havde fundet et leje, hvor jeg kunne leve efter spiseforstyrrelsens regler, men på en måde så folk ikke så det. Jeg pakkede spiseforstyrrelsen ind i, at det bare handlede om at leve sundt.
En angstfyldt gymnasietid
I de tre år, hvor jeg gik i gymnasiet, blev det hverken værre eller bedre. Jeg var ikke rigtig med til sociale ting og fik ikke særlig mange venner på gymnasiet. Jeg prioriterede træning og mad. Jeg vidste godt, at jeg stadig havde en spiseforstyrrelse, men jeg tænkte, at det kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu – jeg skulle bare igennem gymnasiet. Men jeg var virkelig presset, for jeg gik meget op i mine karakterer og ville have 12 i alt. Samtidig skulle jeg leve efter spiseforstyrrelsens regler og holde det skjult. Jeg udviklede også angst i 2.G og husker gymnasietiden som meget angstfyldt.
I 2020 under corona blev jeg student. Jeg var glad for endelig at være færdig, og jeg glædede mig til studenterugen, men det var også meget konfliktfyldt. Jeg skulle jo stadig passe min træning og mad og overholde alle mine regler – jeg kunne ikke “bare” drikke en øl. I studenterugen trænede jeg hver dag og spiste næsten ingenting, så jeg kunne prioritere at drikke alkohol. Det triggede virkelig også min angst. Det var meget ambivalent, og jeg havde svært ved at være i det. Samtidig var jeg glad og tænkte: “Nu skal jeg i gang med livet”.
Da jeg nåede mit mål, var det ikke nok
Derefter gik det desværre den helt forkerte vej. Efter jeg blev student, begyndte jeg at arbejde i en vuggestue som pædagogmedhjælper. Det var fedt at arbejde med børn, men jeg havde også valgt institutionen, fordi den lå 10 km. væk fra, hvor jeg boede. Fedt, tænkte jeg, så skal jeg cykle 10 km. frem og tilbage hver dag. Jeg arbejdede i vuggestuen i halvandet år. I den tid blev mit forhold til motion helt ekstremt, og det med spisning blev også værre. Her udviklede min spiseforstyrrelse sig også til bulimi og anoreksi. Det handlede om at spise meget lidt og blive mindre, og når jeg nåede mit mål, var det aldrig nok.
Jeg havde udviklet IBS (red. irritabel tyktarm) i gymnasiet, og i starten af 2021 kom jeg til en specialist. Han skulle veje mig og lavede en note til sig selv om, at jeg havde et normalt BMI. Det triggede mig helt vildt, og jeg satte mig for at tabe mig, for jeg ville gerne være undervægtig. Dér kunne jeg mærke, at jeg var på vej tilbage i noget, der ikke var godt. Jeg havde allerede ødelagt min mave, og jeg var bange for, hvad jeg ellers kunne være i stand til at fucke op.
Menstruationen forsvinder
Jeg var stoppet på p-piller tilbage i 2020, men min menstruation var ikke kommet tilbage. Det, vidste jeg godt, ikke var et godt tegn. Alle mine andre gener kunne jeg ikke koble direkte til spiseforstyrrelsen, men jeg havde på fornemmelsen, at min udeblevne menstruation var et tegn på, at jeg ikke fik nok at spise. Jeg fortalte det til min terapeut og sagde, at jeg syntes, det gik den forkerte vej. Hun fik mig til at kontakte lægen.
Jeg kom ind til en ny læge, og da jeg fortalte hende om det hele, spurgte hun, om jeg havde hørt om ortoreksi. Jeg sagde, at det havde jeg, og at jeg også godt vidste, at jeg passede på alle symptomerne. Vi blev enige om, at jeg skulle starte med at prøve at tage nogle få kilo på. Jeg følte mig endelig grebet. Min gamle læge havde godt haft en mistanke om, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men der blev aldrig rigtig gjort noget ved det. Hos den nye læge følte jeg mig set, og jeg fik lov til at stå med ryggen til vægten, og vi behøvede ikke snakke om BMI.
All-in på recovery
I december 2021 gik jeg all-in på at arbejde på mit forhold til krop og mad. Jeg var endelig klar til at se, hvad der var på den anden side af spiseforstyrrelsen. Jeg sagde mit job i vuggestuen op. Jeg kunne ikke rumme, at jeg både skulle gå i gang med at arbejde med mig selv og samtidig skulle være der. Min psykoterapeut og jeg lavede en terapiplan og en madplan. Vi lavede en plan, som jeg kunne være med på, og det var afgørende for, at det lykkedes. Det var nødt til at foregå i mit eget tempo, ellers tror jeg, det var gået den forkerte vej igen.
Mit første mål var at få min menstruation tilbage, og det fik jeg en måned senere på nytårsaften – præcis fem år efter min spiseforstyrrelse virkelig startede. Min krop havde bare brug for at få mad og slappe af. Mit recovery-forløb var hårdt, men ikke lige så hårdt som jeg havde frygtet. I takt med at jeg fik mere mad, desto mere klar i hovedet blev jeg, og jeg fik pludselig mere overskud og lyst til ting som at tage ud at rejse. “Fuck, jeg var gået glip af meget på grund af det her” tænkte jeg.
Jeg vil bruge mine erfaringer til noget
Jeg valgte at tage en uddannelse som vane- og overspisningscoach, som gav mig rigtig meget viden og værktøjer. Pludselig kunne jeg forstå mig selv på en helt anden måde. Jeg lærte at adskille mig selv fra spiseforstyrrelsen og se på det udefra. Det gjorde det nemmere for mig at arbejde med mine tanker. Herefter begyndte jeg at læse sundhed og ernæring.
Jeg ville gerne arbejde med nogen, der har været igennem det samme som mig, og de læringer, jeg havde fået gennem det hele, skulle ikke gå til spilde. Gennem mit eget behandlingsforløb, syntes jeg, det var svært kun at snakke med mennesker, der ikke havde prøvet det selv. Der manglede et fælles sprog for mange ting. Jeg valgte uddannelsen med henblik på at kunne hjælpe andre, og jeg ville gerne have styr på viden og forskning for at kunne udtale mig.
Mit kald
På Instagram og TikTok deler jeg ud af mine personlige erfaringer og faglige viden om forstyrret spisning samt mine tanker om mental og fysisk sundhed. Jeg synes, der manglede nogen, der både havde en uddannelse og noget personlig erfaring inden for de her emner. Jeg prøver at snakke om det på den måde, jeg manglede, at nogen snakkede om det, da jeg selv var syg. Det blev altid meget seriøst og tungt – og det er jo også et seriøst og tungt emne – men jeg prøver at bringe noget lethed, humor og selvironi ind i det.
Jeg håber, at mit indhold skaber genkendelse og inspiration. Jeg vil gerne inspirere mennesker til at få det bedre med sig selv. At hjælpe andre er noget af det mest meningsfulde, jeg kunne forestille mig – det er mit kald. Jeg vil gerne være med til at skabe et rum for tillid og støtte. Der er mange, der åbner sig op, og skriver til mig, at de har fået mod på at søge hjælp og få det bedre.
For mig har der også været noget feministisk i det. Jeg ville ikke længere pakke mig selv væk – jeg må godt være her. På en måde hænger spiseforstyrrelsen sammen med samfundets forventninger til, hvordan man skal være. Dét vil jeg godt lave oprør mod.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
