Jeg ville ikke belemre andre
I fem år lider Mette Fuglsang af spiseforstyrrelsen BED (binge eating disorder, på dansk tvangsoverspisninger). Hendes fortælling handler om at have et skamfuldt forhold til sin vægt, om ikke at være til besvær, og om at opdage spiseforstyrrelsen da der ikke findes offentlig behandling. Men den handler også om at søge hjælp ad andre veje og om at tage afsked med spiseforstyrrelsen en forårsdag i Rådhusparken i Aarhus.
Du kan lytte til hele Mettes fortælling i podcasten Håb i kaos samt Madfærd.
Min spiseforstyrrelse startede i 2008 og varede omkring fem år. Jeg har haft en ret harmonisk opvækst på landet i Nordjylland med en mor og far, som stadig er gift den dag i dag. Jeg har fire søskende. Vi havde en hund i de første 15 år af mit liv, og så havde vi nogle katte.
Jeg var god til det meste af det, jeg kastede mig ud i. Jeg var en af de bedste på håndboldbanen. Jeg var god til at læse, og det var jeg allerede inden, jeg kom i skole. Jeg var faktisk god til alle de boglige fag og så var jeg også ret populær. De andre børn ville gerne være sammen med mig. Så der var ikke rigtig noget at sætte fingeren på, når jeg kigger tilbage.
Jeg tror, at min BED udsprang af et samsurium af flere forskellige ting. Mange bække små gør en stor å, som man siger. Vi var blandt andet ikke så gode til at tale om følelser i mit barndomshjem, og derfor lærte jeg det ikke rigtig. Jeg blev mere den “pæne pige”, som lagde låg på det, der var svært. Når jeg ser tilbage, kan jeg hvert fald se et mønster i, at jeg gerne ville klare tingene selv og ikke være til besvær.
Udover det fik jeg meget ros og anerkendelse for alt det, jeg var god til, hvilket jo var dejligt, men jeg tror også, at det havde den konsekvens, at der var mere fokus på mine evner end på mig som menneske. Det øgede min selvtillid, men mit selvværd var ikke så stærkt, fordi jeg ikke følte, at jeg var god nok i mig selv, uden at jeg præsterede noget.
En tur forbi sundhedsplejersken
Omkring 4. klasse skulle alle i mine folkeskoleklasse forbi sundhedsplejersken og måles og vejes. Vi fik alle en gul seddel med derfra, hvor vores vægt og højde stod på. Nogle af de andre børn i klassen syntes, det var meget sjovt at sammenligne tal, og det syntes jeg bare ikke! Som mange andre havde jeg lært fra en tidlig alder, at vægttab var flot, mens vægtøgning var skidt, så selvom jeg kun gik i 4. klasse, var jeg bevidst om, at de mål, vi fik fra sundhedsplejersken, ikke bare var neutrale tal.
Jeg havde ikke forstået at sammenkoble min højde med min vægt, og jeg var en af de tre højeste i klassen, så hvis jeg nu havde tænkt over det dengang, havde jeg nok fundet ud af, at jeg ikke var tyk. Jeg vejede bare lidt mere, fordi jeg var tilsvarende højere. Men for mig betød vægten, at jeg var tyk, og det var skamfuldt.
Mit forhold til vægt havde den konsekvens, at jeg gik på min første slankekur i 6. klasse, fordi vi skulle til Bornholm og besøge et badeland med klassen. Jeg ville som sagt gerne klare mig selv, så jeg fortalte ikke nogen voksne om min kur. Jeg kan ærligt talt ikke huske, om jeg tabte mig, men det var hvert fald den første kur ud af rigtig mange.
Spiseforstyrrelsen udviklede sig
Mit forhold til mad blev for alvor til en spiseforstyrrelse, da jeg var i 20’erne. Jeg boede i Aarhus med min kæreste og havde forinden da været i militæret i fire måneder. Her fik jeg nogle trænings- og spisevaner, som jeg holdt fast i, så jeg havde tabt mig 8-10 kg. i starten af vores parforhold.
Jeg var virkelig glad for mit vægttab og ville gerne hjælpe andre med at opnå deres vægttabsmål, så jeg besluttede mig for at læse ernæring og sundhed. I starten tænkte jeg, at jeg havde totalt styr på alt det med mad og spisning. Men i praksis fuckede mit eget spisemønster helt op.
Grundlæggende syntes jeg stadig, at jeg var tyk, trods jeg havde tabt mig, og jeg var stadig rigtig flov over min vægt. På uddannelsen var der opgaver, hvor vi skulle inddrage vores egen vægt – det kunne fx være at beregne BMI eller lave en tilpasset kostplan. I de tilfælde gjorde jeg alt for, at ingen skulle se eller høre om min vægt. Jeg kunne faktisk godt finde på at registrere en lavere vægt, så jeg kunne bruge den, når vi skulle sammenligne på timerne.
Når jeg ser tilbage på det nu, er jeg overbevist om, at der ikke havde været en eneste, der ville have løftet et øjenbryn, hvis jeg havde sagt min rigtige vægt. Men det var bare slet ikke den virkelighedsopfattelse, jeg levede i dengang.
I og med jeg stadig syntes, jeg skulle tabe mig, forsøgte jeg at gøre mit spisemønster sundere. Jeg spiste derfor mere restriktivt, men den adfærd kunne jeg ikke holde i særligt lang tid ad gangen, hvilket betød at jeg endte i den anden grøft, hvor jeg gik helt amok i alt den mad, jeg havde undværet. Det var en følelse af, at nu var jeg jo faldet i, så kunne jeg lige så godt bare spise en hel masse på en gang.
Sådan svingede jeg frem og tilbage mellem slankekur og overspisninger, men hver gang jeg røg i overspisningerne, blev de større, og perioderne med dem blev længere.
I det skjulte
Mine overspisninger kunne både finde sted der hjemme eller på studiet, men fælles for dem alle var, at de foregik i det skjulte. Jeg var så skamfuld over dem, så det blev et krævende arbejde at holde dem skjult.
I og med jeg boede med min kæreste, var jeg nødt til at spise op, når jeg først var gået i gang med en overspisning, fordi der ikke måtte være spor som rester i køleskabet eller mad i skraldespanden fra overspisningen, som min kæreste kunne opdage. I de tilfælde hvor jeg ikke kun få mere ned, smed jeg ikke bare resterne i vores skraldespand i lejligheden, de skulle helt ned i containeren i gården, så sporene var slettet.
Da jeg havde haft spiseforstyrrelsen i et år, sad jeg og googlede overspisninger, fordi jeg godt kunne mærke, at det, der foregik, ikke var normalt. Jeg fandt frem til en hjemmeside med en amerikansk kvinde, som fortalt om diagnosekriterierne for spiseforstyrrelsen BED. Der gik det op for mig, at jeg havde BED. Det var både et kæmpe chok og en stor lettelse, fordi hvis det her var en spiseforstyrrelse, måtte der også være en vej ud af den.
Recovery
Da jeg opdagede spiseforstyrrelsen, var den ikke anerkendt som en officiel diagnose i Danmark, så derfor var der ikke nogen hjælp at hente i det offentlige. Jeg måtte derfor finde hjælp ad andre veje.
Jeg tog kontakt til min læge, som heldigvis var meget forstående, hvorefter jeg blev sendt videre til et psykiatrisk hospital. Her fik jeg tilbudt fem samtaler med en psykolog, fordi jeg kunne passe ind i den kasse, der hed “atypisk bulimi”. Det er jo sådan, det er, man skal helst passe ind i en kasse. Og jeg var egentlig ligeglad med, hvilken kasse jeg skulle passe ind i. Jeg var bare glad for, at jeg endelig kunne få noget hjælp, og at der var nogen, der tog mig seriøst.
Desværre var behandlingen ikke særlig hjælpsom. Jeg følt mig slet ikke mødt og forstået. Hver gang jeg kom ud på hospitalet, startede mine samtaler med, at jeg skulle stille mig op på vægten, og så skulle vi se, om den var gået op eller ned. Jeg følte mig så misforstået og utryg og havde en kæmpe mistillid til psykologen, når jeg så satte mig i stolen og skulle tale med hende.
Samtidig med behandlingen på hospitalet startede jeg i et gruppeforløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade (dengang kendt som Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS). Der havde jeg en psykolog, der var pissedygtig, og som jeg følte mig tryg ved. Hun hjalp mig med at håndtere de udfordringer, jeg stod med.
Gruppeforløbet var også rigtig godt for mig, fordi jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste, der havde det på den måde. Det var virkelig befriende at kunne spejle mig i andres historier og se, at de gjorde det samme som mig. Det tog noget af toppen af skammen. De var også nogen af de første, som jeg åbnede op overfor og fortalte mine hemmeligheder til.
Jeg endte også med at slå op med min kæreste og flytte fra Aarhus til Aalborg for at prøve at starte forfra. Der ramte jeg en mur og faldt i et dybt sort hul. Jeg fik det ikke bedre af at slå op og være alene, tværtimod. Jeg fik det kun værre og følte mig så ensom. Jeg havde det så svært og var så meget i sorg, at jeg nærmest var tvunget til at mærke alle de svære følelser, fordi jeg simpelthen ikke kunne dulme dem mere med maden. Det var pisse hårdt, men det var også det, der gjorde, at jeg kom igennem dem.
Da jeg var flyttet til Aalborg, var der heller ikke længere mulighed for at gå til fysisk behandling hos foreningen, og derfor tog jeg i stedet imod tilbuddet om en peer-støtte. Peer-støtten var hverken terapeut eller psykolog, men hun havde selv haft en spiseforstyrrelse. Jeg talte med hende cirka én gang om ugen i et år, og det var også et vendepunkt for mig, fordi jeg havde haft så svært ved både at mærke og give udtryk for alle mine svære følelser. Pludselig skulle jeg ikke bekymre mig om at være til besvær, fordi hun bare var der til at lytte.
Der gik længere og længere tid mellem mine overspisninger, og jeg begyndte at være foredragsholder hos foreningen. Jeg havde selv været med til flere af deres foredrag og havde oplevet, hvor hjælpsomt det var for mig at høre fra andre, der havde stået i lignende situationer og kunne spejle mig i dem. Derudover var det også en måde for mig at sætte ord på de svære følelser, og det blev derfor en form for selvterapi at stille mig op og sige det højt foran så mange mennesker. Det var faktisk også et af mine skridt på vejen til at komme ud af min spiseforstyrrelse.
Afsked med spiseforstyrrelsen
I 2014 startede jeg på Psykoterapeutisk Institut i Aarhus, fordi jeg gerne ville hjælpe andre ud af deres spiseforstyrrelse. Det første års tid af uddannelsen skulle vi arbejde meget med os selv og se ind ad. Det hjalp mig utroligt meget til at tage de sidste skridt ud af spiseforstyrrelsen.
Jeg kan huske, at jeg havde en episode på uddannelsen, hvor jeg i en frokostpause sad i Rådhusparken i Aarhus. Foråret var begyndt at pible frem, fuglene sang, og mens jeg sad der, fik jeg et billede af det her spisemonster, der havde fulgte mig gennem fem år. Det var ikke et decideret syn eller en forestilling, men jeg så det ligesom for mit indre blik.
Spisemonsteret begyndte at gå væk fra mig, mens jeg sad der i parken, og lige inden det forsvandt, vendte det sig om og kiggede på mig, som for at sige “hej hej, tak for nu”, og så gik det. Lige dér kunne jeg mærke, at nu havde jeg ikke længere brug for spiseforstyrrelsen i mit liv. Det var en ret vild oplevelse.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
