“Jeg troede, jeg havde styr på det
– indtil jeg ikke havde det længere”
Cecilie udvikler sin første spiseforstyrrelse som 11-årig. Det begynder i en periode, hvor der er meget uro i hendes liv, og hvor kontrollen over maden giver hende en følelse af ro. På få måneder bliver hendes krop så afkræftet, at hendes liv er i fare. Efter flere gode år vender spiseforstyrrelsen tilbage i en anden form. Denne gang er hun ældre og mere bevidst om, hvad der er ved at ske. I dag lever hun et aktivt liv, men spiseforstyrrelsen fylder stadig – bare på en anden måde.
Triggerwarning: Cecilies fortælling indeholder beskrivelser af selvmordstanker. Hvis du har haft selvmord tæt inde på livet, opfordrer vi dig til at tage en pause fra historien. Du kan også kontakte livslinien, hvis du har brug for at tale med nogen.
Kontrollen over maden
Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år. Jeg boede skiftevis hos dem, men jeg havde det ikke godt hos min far. På et tidspunkt fik han en ny kæreste, som også havde børn, og der var ofte en uro og en kaotisk stemning. Min far arbejdede meget og jeg følte mig ikke rigtig hjemme der.
Før det havde jeg været en glad og aktiv pige og aldrig haft et anstreng forhold til mad.
Uroen stod på i flere år, og da jeg var omkring 11, begyndte jeg at spise mindre. Det var ikke en bevidst beslutning i starten, men det udviklede sig stille og roligt. Jeg oplevede, at jeg kunne finde ro i at have kontrol over maden, når resten af mit liv føltes kaotisk.
Samtidig udviklede jeg en voldsom frygt for bakterier, som også begrænsede, hvad jeg kunne spise. Jeg kunne ikke spise mad fra en åbnet pakke i køleskabet. Jeg vaskede hænder konstant og ville helst ikke røre ved andre mennesker.
Jeg begyndte at spise meget lidt og prøvede ofte at undgå måltider. Samtidig lavede jeg små træningsrutiner derhjemme, som jeg følte, jeg var nødt til at gennemføre.
Jeg blev hurtigt meget tynd og ekstremt udmattet. Jeg husker især, hvor ondt det gjorde at ligge i min seng. Min krop var blevet så afkræftet, at jeg næsten kunne mærke mine knogler mod madrassen.
Da det blev alvor
Efter cirka et halvt år reagerede min mors veninde og gjorde hende opmærksom på, hvor alvorligt det stod til. Det var først der, det for alvor gik op for min mor, hvor syg jeg var.
Det satte gang i nogle bekymringer derhjemme, og mine forældre begyndte at handle.
En dag sad mine forældre sammen ved spisebordet og fortalte mig, at vi skulle på Roskilde Psykiatri dagen efter.
Jeg kan huske det meget tydeligt. Jeg gik i panik og nægtede at blive indlagt. Jeg havde så meget kaos i hovedet og var så bange, at jeg i desperation truede med at tage mit eget liv.
Jeg blev vurderet så fysisk dårlig, at de ville indlægge mig med det samme. Mit hjerte havde svært ved at pumpe blod ordentligt rundt i kroppen. Men fordi jeg reagerede så voldsomt, vurderede de, at jeg i første omgang kunne blive hjemme, så længe jeg fulgte en meget stram kostplan.
Min mor blev sygemeldt for at passe på mig. Hun overtog al kontrol omkring maden, og jeg måtte ikke træne eller være fysisk aktiv.
Det gav faktisk en form for ro, at jeg ikke længere selv skulle styre det hele.
Jeg tog på uge for uge og fulgte planen. Jeg blev vejet og fik taget blodprøver flere gange om ugen. Efter næsten to år nåede jeg den vægt, jeg skulle have.
At blive “sluppet”
Da jeg opnåede en normalvægt, blev jeg afsluttet i behandlingen.
Jeg husker tydeligt følelsen af at gå ud ad døren for sidste gang. Jeg var 13 år og anede ikke, hvordan jeg skulle klare det selv. Der var et stort fokus på vægten under behandlingen, men mindre fokus på det psykiske efterfølgende. Det føltes som om, jeg blev sluppet, så snart tallene var rigtige.
Alligevel fik jeg nogle gode år.
Jeg skiftede skole, begyndte at spille fodbold og fik nye venner. Jeg levede et almindeligt teenage- og gymnasie liv, hvor spiseforstyrrelsen fyldte mindre og mindre.
Den anden omgang
I mine sabbatår rejste jeg rundt i Asien, Indonesien og Australien. Det var en længere rejse, hvor hverdagen så meget anderledes ud end derhjemme. Selvom jeg egentlig følte, at jeg var kommet godt ud på den anden side af min første spiseforstyrrelse, havde jeg stadig nogle meget faste vaner omkring mad. Jeg spiste ofte det samme til morgenmad og de samme ting i løbet af dagen, og det gav mig en følelse af ro i hovedet. Men på rejsen var alt anderledes, både maden og rutinerne.
Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at min krop havde ændret sig. Det var ikke noget voldsomt, men det begyndte alligevel at fylde mere og mere i mine tanker. Jeg følte mig ikke helt tryg i min krop længere. Det var i sommeren 2023, og jeg besluttede mig for, at jeg skulle tabe mig.
Denne gang føltes det anderledes. Jeg var ældre og mere bevidst om, hvad jeg gjorde. Jeg begyndte at kontrollere min mad nøje og træne langt mere, end min krop havde godt af.
Samtidig var jeg voksen nu. Der var ikke nogen, der holdt øje med mig på samme måde som første gang. Jeg kunne selv styre det hele. Derfor kunne det også udvikle sig uden, at nogen greb ind. Jeg bildte mig selv ind, at jeg havde styr på det, men i virkeligheden var jeg langsomt på vej ind i spiseforstyrrelsen igen.
Jeg var stadig tilknyttet psykiatrien og blev tilbudt at deltage i en terapigruppe, men jeg sagde nej. Jeg synes ikke, jeg var syg nok og var overbevist om, at jeg kunne klare det selv. Tanken om at sidde sammen med andre og tale om det skræmte mig.
Efterhånden kunne jeg mærke, at det begyndte at tage over igen. Det fyldte mere og mere i min hverdag, og jeg tabte mig hurtigt. Samtidig nåede jeg et punkt i mit liv, hvor jeg begyndte at tænke på at starte studie og flytte hjemmefra. Og så gik det op for mig, at det ikke hang sammen med den måde, jeg levede på. Jeg indså, at jeg var nødt til at gøre noget anderledes.
Jeg valgte derfor at ændre kurs. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, men en lang proces, hvor jeg arbejdede på at spise mere normalt igen og give slip på noget af kontrollen.
Spiseforstyrrelsen i dag
I dag spiser jeg. Jeg går ikke sulten i seng. Jeg kan tage til familiefødselsdage og spise det, der bliver serveret.
Men spiseforstyrrelsen følger mig stadig.
Jeg vejer mig ofte og kan stadig hurtigt regne kalorier i hovedet. Jeg har stadig svært ved nogle madvarer og kan få dårlig samvittighed over bestemte ting, jeg spiser.
Jeg arbejder stadig på at finde en balance i forhold til træning, så det ikke bliver en straf.
Fysisk er min krop også blevet påvirket. Jeg har kolde fingre og får let blå mærker, og mit kredsløb fungerer ikke optimalt efter mange års udsving i vægt.
Jeg vil nok aldrig blive helt fri fra spiseforstyrrelsen, men jeg er kommet langt, og er et meget bedre sted i dag.
At sige det højt
Noget af det vigtigste for mig har været at begynde at tale åbent om min spiseforstyrrelse.
I mange år var jeg bange for at blive set som én, der ville have opmærksomhed.
I dag ved jeg, at det farligste er at gå alene med tankerne. Når jeg siger dem højt, også tanker om mad, træning og kontrol, mister de noget af deres magt.
Jeg ved også, hvor svært det kan være at tage imod hjælp. Jeg sagde selv nej til det, da jeg fik tilbudt det. I dag ville jeg have gjort noget andet.
Jeg ved, hvor hårdt det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Men jeg ved også, at det kan blive bedre, og at det er kampen værd.
Vi er nødt til at tale højt om det og hjælpe hinanden. For uanset hvad man kæmper med, er vores relationer noget af det stærkeste, vi har.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
