“Jeg har altid følt mig anderledes”
Kathrine har altid haft en følelse af at være anderledes. Ikke på den der seje eller unikke måde, men på den måde hvor man aldrig helt føler, at man passer ind. Hun har haft meget energi, haft svært ved at koncentrere sig og har ikke altid forstået de sociale spilleregler. Som 21-årig bliver Kathrine diagnosticeret med ADHD, og pludselig falder alle brikkerne på plads.
Triggerwarning: Kathrines fortælling indeholder beskrivelser af seksuelt overgreb og selvmord. Hvis du har haft overgreb eller selvmord tæt inde på livet, opfordrer vi dig til at tage en pause fra historien. Du kan også kontakte Center for Voldtægtsofre eller livslinien, hvis du har brug for at tale med nogen.
I niende klasse skulle jeg på efterskole. En ordblinde-efterskole, som jeg håbede, kunne rumme mit energiske jeg og give mig en ny start.
Jeg startede midt i skoleåret, og det viste sig at være sværere, end jeg havde forestillet mig.
Jeg følte ikke jeg passede ind på efterskolen. Jeg havde det socialt svært, og mit savn til mine forældre voksede sig større og større. I en blanding af hjemve og en konstant følelse af at føle sig udenfor fællesskabet, begyndte min krop at reagere fysisk. Det var ikke et valg om ikke at spise, men min krop der frastødte alt, hvad der havde med mad at gøre. Og ubevidst havde jeg pludselig tabt mig.
Besvimelsen på pisten
Ugen op til vinterferien skulle hele efterskolen på skiferie i Norge. Det var en tur, jeg ikke havde set frem til, og som hurtigt kom til at føles som et endeløst mareridt.
Jeg havde knap fået en bid mad ned hele ugen, men alligevel formåede jeg at kæmpe mig op på toppen af pisten. Det varede dog ikke længe, før jeg lå i sneen, omringet af ski og støvler. Panikken bredte sig omkring mig, og jeg måtte fragtes ned ad bjerget af skipatruljen.
Min mor stod klar, da bussen trillede ind ved efterskolen. Hendes øjne voksede sig store, idet hun så, hvor tynd jeg var blevet. Det var sidste gang, jeg var på efterskolen. Hun lovede mig, at jeg aldrig ville komme tilbage igen.
Passer jeg nu ind?
Det at vende hjem var en lettelse. Jeg startede i min gamle klasse, og for første gang blev jeg mødt af en følelse af at passe ind. Jeg blev en del af en større vennegruppe, og blev inviteret til festerne. Alligevel føltes det som om accepten ikke handlede om mig, men om mit vægttab. Mine nye venskaber gjorde, at mit forhold til mad blev bedre, men det varede ikke længe.
I slutningen af niende klasse, lige inden sommerferien, blev jeg udsat for et seksuelt overgreb. Jeg fortalte mine forældre om overgrebet, og det blev anmeldt til politiet. Men overgrebet ændrede hele mit syn på min krop. Pludselig ønskede jeg bare at forsvinde. Skrumpe ind og fjerne alt, der gjorde mig attraktiv. Og at stoppe med at spise, var den bedst måde at forsvinde på.
Et barn uden en stemme
Efter overgrebet tog spiseforstyrrelsen til. Det var tydeligt for alle omkring mig, at jeg ikke havde det godt. Mine forældre kunne ikke få mig til at spise, og deres afmagt voksede dag for dag. I et desperat råb om hjælp tvang de mig i behandling i psykiatrien.
I denne periode blev tankerne om at tage mit eget liv mere og mere påtrængende. To gange blev jeg indlagt grundet selvmordstanker, og mine forældre turde ikke længere, at lade mig været alene hjemme. De endte begge med at søge om tabt arbejdsfortjeneste, så de kunne blive hjemme og holde øje med mig.
Mit forløb i psykiatrien var langt og turbulent. Jeg blev flyttet mellem forskellige psykiatriske afdelinger og var indlagt af flere omgange. Allerede ved min første indlæggelse, på Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, mærkede jeg igen følelsen af ikke at høre til. Jeg sammenlignede mig med de andre, og i mine øjne lignede jeg på ingen måde de andre indlagte. De var tynde, og jeg havde fedt på kroppen.
Jeg følte ikke, jeg blev lyttet til i psykiatrien, selvom det var dét, jeg havde allermest brug for. Stemmerne gik hen over hovedet på mig, for jeg var jo “bare et barn”.
Jeg husker tydeligt den dag, hvor mine forældre søgte hjælp, fordi jeg tog ekstremt mange mavebøjninger om dagen på badeværelset. Ingen spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det. Svaret var blot: “Så tag badeværelsesdøren af”.
Hvad skal vi gøre med dig?
På min 18-års fødselsdag stirrede virkeligheden mig i øjnene. Mine forældre kunne ikke længere være hjemme og passe på mig, og der skulle findes en ny “løsning”. Jeg var jo blevet voksen, og kunne nu træffe mine egne valg.
Jeg valgte at melde mig ud af behandlingen i psykiatrien. Og jeg valgte at starte på en HF.
Gymnasiet skulle være en ny begyndelse og en mulighed for at genfinde det, jeg havde mistet. Men uden mine forældres opsyn fik spiseforstyrrelsen også mere plads. Den kom til at sætte rammerne for mit sociale liv. Introture, fester og studierejser blev fravalgt, fordi min krop var drænet for energi.
Alligevel klarede jeg mig godt i gymnasiet. For første gang følte jeg, at jeg var dygtig i skolen. Jeg fik gode karakterer og oplevede en helt ny form for kontrol. Jeg bildte mig selv ind, at det var spiseforstyrrelsen, der hjalp mig. At det var den, der gav mig muligheden for at få gode karakterer.
Jeg ved i dag, at det ikke var en sund kontrol, jeg fik. Men jeg er stadig stolt af, at jeg gennemførte uddannelsen.
Hvem gider egentlig at rejse med sådan en som mig?
En sabbatårs-rejse er jo nærmest obligatorisk efter gymnasiet. Alle skal ud og opleve verden og finde sig selv på ny. Og selvfølgelig skulle jeg også det. Spørgsmålet var bare, hvem fanden der gad tage ud at rejse med sådan en som mig?
Derfor tog min far og jeg en oktoberdag til Rhodos.
Vi boede i en lille havneby, hvor solen skinnede, og alting så idyllisk ud. Ferien gav mig en pause fra alt derhjemme. Men jeg blev hurtigt revet tilbage til realiteten.
En dag på ferien opdagede jeg på Facebook, at en af de piger, jeg havde været indlagt sammen med, var død. Jeg gik i chok. Stirrede gentagende gange på opslaget. Og for første gang ramte frygten mig for alvor: “Kan jeg virkelig dø?”.
Det ubevidste vendepunkt
Frygten for at dø blev et ubevidst vendepunkt i min sygdom. Det var ikke fordi, jeg en dag besluttede mig for at tage på. Det var bare frygten, der fik mig til at leve. Jeg fik et arbejde, to nye veninder, og langsomt begyndte kiloene at komme tilbage.
Det var først, da min menstruation kom igen, at det gik op for mig: Jeg var i bedring. Og jeg kunne ikke lide det.
Jeg frygtede næsten mere at være “rask” end at dø. I mine øjne var “raske” piger; sociale, dygtige i skolen og velfungerende, alt det, jeg aldrig havde følt mig som. Jeg gik i panik. Tankerne tog over, og det fik mig til at kontakte min kontaktperson i i psykiatrien. Min kontaktperson fortalte mig, at der muligvis også kunne være andre uopklarede diagnoser.
ADHD
I en alder af 21 år fik jeg diagnosen ADHD, og alle brikker faldt pludselig på plads. ADHD-diagnosen beskrev min mangeårige følelse af at være anderledes end alle andre. Spiseforstyrrelsen har været en måde at kontrollere min ADHD og har været et forsøg på at passe ind. Den har været min måde at dæmpe mit energiske jeg og min konstante tankestrøm.
For første gang kunne jeg selv se et behov for, at jeg kom i behandling for min spiseforstyrrelse. Diagnosen gav mig modet til, at jeg nu skulle have det bedre. Jeg startede på ADHD-medicin, PTSD-behandling og i et gruppeforløb med andre, der også havde en spiseforstyrrelse.
Spiseforstyrrelsens konsekvenser
For to år siden, blev jeg for alvor opmærksom på en af konsekvenserne ved at have en spiseforstyrrelse – nemlig osteoporose, også kendt som knogleskørhed. Det var ikke første gang, jeg hørte om sygdommen, men det var først dér, at jeg for alvor lyttede. Mine knogler havde nærmest spist sig selv gennem årene, hvilket betyder, at de i dag er utroligt skrøbelige.
Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet dengang. Men spørgsmålet er bare, om jeg ville have stoppet af den grund. Det tvivler jeg på.
Osteoporose som følgesvend
Ved en lav kropsvægt risikerer man, at kroppen har en mangel på kalk og D-vitamin. Det påvirker knoglerne negativt og medfører en nedsat produktion af kønshormoner. Forstyrrelser i hormonbalancen kan hæmme knoglernes udvikling og gøre dem mere skrøbelige.
Du kan læse mere om osteoporose hos Osteoporoseforeningen
Jeg lever i dag med konsekvenserne af min spiseforstyrrelse. Det er som et ar, jeg altid vil have. For mig er osteoporose det ar. Sygdommen påminder mig hver dag om, at jeg skal passe på mig selv.
Jeg stikker mig selv hver dag med knogleopbyggende medicin. En behandling jeg skal fortsætte med i to år. Sygdommen påvirker min hverdag markant. Jeg får ondt i ryggen af bare at stå op og må lægge mig fladt ned på gulvet flere gange om dagen. Jeg skal hele tiden være opmærksom på ikke at falde, og jeg må ikke bære mere end fem kilo.
Det får mig til tider til at føle mig som en på 80 år.
Jeg er stadig i gang med min recovery, både for spiseforstyrrelsen og min PTSD. Midt i det, har jeg fået en lifesaver af en hund, som hedder Otto. Med ham tør jeg nu at være alene hjemme. Han følger mig overalt, og hvis der er det mindste, mærker han det med det samme. Han har givet mig en tryghed, jeg ikke har haft i lang tid.
Jeg deler min fortælling, fordi jeg manglede nogen at spejle mig i, da blev syg med osteoporose. Jeg savnede, at nogen kendte til følelsen og smerten, men der var ikke nogen. Jeg håber derfor, at min fortælling kan hjælpe andre med osteoporose. Og endnu mere håber jeg, at den kan stå som et eksempel for andre, der kæmper med en spiseforstyrrelse.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
