“Lærke, hvis du ikke spiser, så dør du”
Sådan lød ordene fra Lærke Wibe Jedigs far, mens hans øjne blev fyldt til bristepunktet af tårer. Med sin baggrund i militæret var Lærkes far ellers ikke typen, der ofte græd, men da anoreksien bosatte sig i Lærke, fik følelserne frit spil.
Det hele startede i folkeskolen, da jeg gik i 3. klasse. En dag skrev min lærer et ord på tavlen. Jeg kan ikke huske, hvad ordet var, men jeg kan huske, at hun stavede det forkert. Jeg var ret god til dansk, selvom jeg kun var 10 år gammel, så jeg rakte hånden op og påpegede, at hun havde stavet forkert. Det skulle jeg aldrig have gjort! Fra den dag af, havde hun set sig sur på mig. Det var lidt som om, at helvede brød løs.
Jeg tror, at min opførsel ramte en usikkerhed i hende. Hun var læreren og autoriteten, men min uskyldige opførsel skubbede måske lidt til magtbalancen mellem os. Men jeg var ikke på ude på ballade. Jeg var bare et barn, som gerne ville vise, at jeg var god til at gå i skole.
Min lærer begyndte at udstille mig foran de andre elever. Jeg blev flere gange sendt udenfor døren i lange perioder, selvom jeg ikke rigtig havde gjort noget, og til skolehjemsamtalerne gjorde hun de andre forældre opmærksomme på, at jeg ikke var godt selskab for deres børn. Det fik den konsekvens, at de andre børn begyndte at mobbe mig. De så mig som opmærksomhedskrævende og irriterende.
“Ad! Der er Lærke-bakterier på døren”
Mine forældre kendte til min lærers opførsel, men da jeg startede i 4. klasse, fik vi et nyt lærerteam, og de troede derfor, at problemet var løst. De vidste ikke, at de andre børn fortsat mobbede mig. Jeg syntes, det var så pinligt! Jeg tror ikke, jeg kunne forene mit eget selvbillede med at være et “mobbeoffer”. Min barndomshjerne så på mobbeofre som svage, og sådan følte jeg mig slet ikke. I hvert ikke endnu.
Mobningen var både psykisk og fysisk. De mobbede mig med, at jeg fx brugte frikvarteret på at sidde for mig selv og læse, de låste mig inde i et skab eller skubbede mig. Jeg kan tydeligt huske en morgen, hvor jeg kom i skole og nogle af drengene stod ude foran klasselokalet. Da jeg greb fat om dørhåndtaget for at gå ind i lokalet, råbte en af dem efter mig: “Ad! Nu skal jeg ikke ind. Der er Lærke-bakterier på døren”.
Jeg følte mig ekstremt magtesløs og vidste egentlig ikke, hvordan jeg skulle håndtere alle de ting, der skete. Jeg tror derfor, jeg begyndte at tænke, hvordan kan jeg få kontrol over noget i mit liv? Det var her, jeg begyndte at træne, selvom jeg kun var 10 år gammel. Jeg skar fødevarer fra i min kost og satte regler for, hvordan jeg kunne kompensere gennem træning, hvis jeg havde spist mad, som jeg anså som “forbudt”. Op imod min 11-års fødselsdag blev reglerne mere og mere restriktive.
Men det handlede aldrig om mit udseende, det var slet ikke noget, jeg tænkte på som barn. Det handlede udelukkende om at genvinde kontrollen over ét eller andet i mit liv. Det var lidt som om, at jeg endelig havde fundet noget, som jeg følte, jeg kunne finde ud af. Jeg var nemlig overraskende god til at følge mine restriktioner og tabe mig.
Et råb om hjælp
Efter et års tid med flere og flere restriktioner sker der et skifte i min historie. Jeg var i skole, hvor jeg havde sløjd med endnu en lærer, som jeg havde et dårligt forhold til. Han var sådan lidt kold og kynisk. Men den her dag, så jeg en anden side af ham. Midt i undervisningen besvimer jeg, fordi jeg ikke har spist noget i alt for lang tid. Det tog han virkelig alvorligt. Han tog mig med ned på kontoret, hvor jeg snakkede med skolelederen og fortalte, at jeg ikke har spist i flere dage.
Når jeg tænker tilbage på den her episode, så kan jeg godt undre mig over, hvorfor jeg sagde sandheden. Jeg kunne jo bare have løjet overfor lærerne og ledelsen. Ligesom jeg allerede gjorde overfor mine forældre. Men nu er jeg helt sikker på, at der var et råb om hjælp gemt indeni mig, som kom ud i det øjeblik.
Ledelsen ringede til min mor, og jeg tænkte fuck! Nu får jeg så meget skældud af min mor. Men det, der mødte mig, da jeg blev hentet, og vi satte os ud i bilen, var næsten værre. Stilhed. Hun kørte bare, stirrede ud på vejen og sagde ingenting. Men hele hendes kropssprog skreg, hvor skuffet hun var. Pludselig siger hun: “Lærke for fanden, hvad har du gang i? Du ved da godt, at man skal spise. Nu kører jeg dig ud til børnepsykiatrien, hvor du skal snakke med en. Du kommer sikkert til at synes, at han er røvirriterende, men det skal du.”
Hun havde helt ret. Jeg syntes, det var så latterligt, at jeg skulle sidde der og tale med en eller anden. Derfor sagde jeg heller ikke ret meget. Jeg tænkte, slap nu af, jeg har jo styr på det, hvorfor siger I hele tiden, at jeg skal spise? Hvis I bare lader mig være, så skal jeg nok selv klare det, det er slet ikke så slemt, som I får det til at lyde. Jeg dør jo ikke!
Efterfølgende sørgede mine forældre for, at jeg startede i behandling for anoreksi. Jeg havde timer alene i børnepsykiatrien og derudover gik jeg i familiekonsultation med mine forældre og søster.
“Lærke, hvis du ikke spiser, så dør du”
Jeg fyldte 12 år, og jeg havde aldrig været mere syg. Jeg fik hår på kroppen, mit hår blev gråt, og jeg havde slet ikke noget farve tilbage i mine kinder. Når jeg kigger tilbage, kan jeg faktisk slet ikke genkende mig selv. Hverken min krop eller min opførsel. Jeg er ellers en person, der har et ret stærkt selvbillede, men i den periode af mit liv kan jeg ikke genkende mig selv. Det var ikke var mig, der tog de valg, det var spiseforstyrrelsen.
En aften omkring jul var jeg alene hjemme med min far. Vi sad ved middagsbordet, og han sagde: “Lærke, spis nu din mad”. Jeg kiggede på min tallerken og vidste udmærket godt, at jeg ikke kom til at spise den portion pasta kødsovs, som lå og kiggede på mig. Han kunne sige, jeg ikke måtte se mine venner, at jeg ikke måtte komme i biografen, hvad end det kunne være, jeg var fuldstændig ligeglad. På det her tidspunkt arbejdede min far i militæret og var ikke typen, der græd. Men den aften kiggede han på mig, med tårefyldte øjne og sagde “Lærke, hvis du ikke spiser, så dør du”.
Jeg havde jo hørt det 100 gange før i psykiatrien, men den oplevelse lige dér, rundt om middagsbordet ved juletid med min grådkvalte far, skubbede til mine tanker. Den største følelse af skyld strømmede ind i min krop. Jeg var jo i gang med at ødelægge hele min familie. Dem jeg elskede aller højest blev glemt til fordel for mine restriktioner. Pludselig handlede det ikke kun om mig, men om dem. Jeg ville for alt i verden ikke skade min familie.
Vendepunktet
Jeg gik fortsat i mine forløb ude i psykiatrien, og en dag til familiekonsultation snakkede vi om, hvorfor jeg mon havde fået anoreksi. Det var lidt et tema for familiekonsultationerne. Jeg vidste jo godt, at mobningen spillede en rolle, men jeg havde fortsat ikke turde sige noget til mine forældre omkring det.
Psykologen spurgte mig så: “Men Lærke, tror du måske, at det kunne handle om noget henne i skolen?” For første gang følte jeg, at der var nogen, der virkelig så mig. Da jeg svarede, “ja, det tror jeg faktisk” var det som om, at mine forældres skuldre sank to cm., og pludselig trak de vejret lidt roligere. Nu var døren blevet åbnet på klem, så jeg kunne gå igennem den og fortælle min familie om mobningen. Jeg mindes, at jeg samme dag spiste mit første almindelige aftensmadsmåltid i virkelig lang tid.
Jeg begyndte lige så stille at tage på, og i 6. klasse startede jeg på en ny skole, hvilket jeg havde drømt om siden 3. klasse. Det var afgørende for min recovery, at mine forældre fandt ud af, hvad der foregik i skolen, og at jeg flyttede til en ny skole.
Vi rykkede sammen i bussen
Min familie og jeg har virkelig fået et stærkt bånd, efter jeg blev syg. Min mor plejer altid at sige: “Da Lærke blev syg, rykkede familien sammen i bussen, og vi har aldrig rykket os siden”. Det er virkelig sandt, men det tog også tid at komme derhen. Det var en sorg for mig, at mine forældre ikke opdagede spiseforstyrrelsen tidligere. Den dag jeg besvimede i skolen, havde de restriktive tanker boet i mit hoved i næsten halvandet år. Så hvorfor opdagede de det ikke noget før? Hvorfor var det en fremmed psykolog, der skulle opdage, at jeg blev mobbet og ikke dem?
Det har vi haft utallige snakke om i familien, og det har helet så meget inde i mig. Det er ikke en sorg for mig længere, at de ikke opdagede det noget før. De gjorde det jo så godt, de kunne, og jeg ville aldrig have været, hvor jeg er i dag, hvis de ikke havde hjulpet mig gennem spiseforstyrrelsen.
Jeg mærker aldrig de restriktive tanker mere
I dag er jeg mor til en datter på 8 år, driver min egen private børnehave med en rigtig god kollega og nyder mit liv med min familie og venner. Jeg har sluttet fred med min tid i folkeskolen og med den lærer, der satte det hele i gang. Jeg skrev faktisk et brev til hende, da jeg blev voksen, hvor jeg fortalte historien fra min side. Hun svarede aldrig, hvilket jeg heller ikke havde et behov for, men det var en vigtig del af min recovery at komme ud med alle de tanker, følelser og frustrationer, som jeg følte omkring hende.
Traumerne fra min egen barndom har også spillet en rolle i forhold til, at jeg har valgt at uddanne mig til pædagog og nu driver en børnehave. Jeg har altid været god til børn, men jeg ved om nogen også, hvor vigtigt det er at give børnene en god start på livet.
Jeg mærker virkelig ikke de restriktive tanker længere, og det har jeg ikke gjort i rigtig mange år. Det var særligt tydeligt for mig, da jeg blev gravid i mine start 20’ere. Her blev jeg fulgt lidt ekstra af jordemødrene, fordi der var en risiko for, at den store kropslige forandring, som graviditeten indebærer, ville trigge nogle af de gamle restriktive tanker. Men det gjorde det bare ikke. Jeg havde ikke nogen udfordringer med at få en forandret krop, efter jeg havde født min datter. Så det kan godt lade sig gøre at blive rask. En spiseforstyrrelse behøver ikke at følge dig resten af livet. Det gør den i hvert fald ikke for mig.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
