“Jeg troede, jeg fortjente smerten”
Som 2-årig blev Sofie adopteret, og gennem en stor del af sin skoletid blev hun mobbet og holdt udenfor. Da ingen greb ind, begyndte hun at straffe sig selv med selvskade. Systemet svigtede hende, men langsomt fandt hun en vej ud af mørket.
Jeg blev adopteret fra Vietnam, da jeg var 2 år. De første år af mit liv var hårde, og da jeg kom til Danmark, var det kun min mor og mig. Jeg har aldrig haft en far. Oveni det har jeg et høretab, som gjorde, at jeg fra 0. til 3. klasse gik i en specialklasse.
Det var en fantastisk klasse. Alle havde deres egne udfordringer, men vi forstod hinanden. Vi var et fællesskab. Jeg følte mig aldrig udenfor – aldrig anderledes.
Et skoleskift, der aldrig skulle være sket
Men i 3. klasse skulle jeg skifte til en almindelig folkeskole. Det var her, jeg for alvor opdagede, hvad det ville sige at være anderledes. Det var ikke bare noget, jeg følte – men som noget, de andre viste mig hver eneste dag. De mobbede mig. Ikke kun med ord, men fysisk. De skrev grimme beskeder ned på papir, krøllede dem sammen og kastede efter mig. De sparkede mig. Engang forsøgte en pige at skubbe mig ned ad trappen.
Min mor vidste, at jeg havde det svært. Hun kæmpede for mig. Jeg fortalte hende om det hele, og hun gik til skolens ledelse og bad dem om at gøre noget. Nogle gange lovede de, at de ville tage hånd om det, men så skete der bare noget nyt. Og ingenting ændrede sig. Skolen greb mig ikke.
Mobningen, der blev til stilhed
Det fortsatte indtil 7. klasse, hvor mobningen ændrede form. Den blev psykisk – og på en måde endnu værre. Nu var det tavsheden, der gjorde mest ondt. De ville ikke tale med mig. Ikke sidde ved siden af mig. Når læreren bestemte pladser, hørte jeg deres protester, hvis de blev sat ved siden af mig. De gjorde mig usynlig. Men jeg var der. Jeg mærkede fraværet af venlige blikke. Jeg mærkede stilheden omkring mig. Og det gjorde mere ondt end slag og spark.
Jeg havde en støttelærer. En, der burde have hjulpet mig. En dag trak hun mig til side og sagde: “Jeg kan godt se, du falder lidt udenfor fællesskabet.” Et øjeblik troede jeg, at hun ville hjælpe mig, men det gjorde hun ikke. Tværtimod. Foran hele klassen mindede hun mig om, at jeg skulle huske at læse en bog – som om jeg var den eneste, der havde brug for en påmindelse. Og en dag, hvor vi skulle printe papirer, sagde hun: “Du skal ikke røre printeren. Tænk nu hvis noget går galt.” Som om jeg ødelagde ting bare ved at være til. Hun nedgjorde mig ofte, og hun tog meget fra mig. Selvtillid. Troen på mig selv. Håbet om, at nogen ville gribe mig.
Når min støttelærer svigtede nu, og skolen nægtede at lytte til min mor – hvor skulle jeg så finde tryghed? Så jeg fandt den et andet sted. I min spisning. Først ved at springe enkelte måltider over. Senere blev det mere. Men jeg fortalte det ikke til nogen – heller ikke min mor. For på en mærkelig måde gav det mig en følelse af kontrol. En tryghed i alt det utrygge.
En ny start – og en skuffelse
Efter 9. klasse valgte jeg at tage 10. på en ny skole. Jeg havde håbet på en frisk start – nye lærere, nye elever, et nyt fællesskab. Men mobningen fortsatte, og jeg var stadig udenfor.
Det var her i 10. klasse, at jeg begyndte at selvskade. En morgen, inden jeg skulle i skole, ramte følelsen af nederlag mig igen. Endnu en gang var en ny start mislykkedes. Endnu en gang var jeg den, der ikke passede ind. Efter så mange år med mobning og afvisning begyndte jeg at tro, at jeg fortjente at have det svært. Jeg troede, jeg fortjente smerten, og at jeg måtte straffe mig selv.
Et råb om hjælp
Det gjorde mig både bange og lettet, for i et kort øjeblik forsvandt smerten indeni. Men bagefter blev jeg rædselsslagen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så langt ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg skrev til min kontaktlærer. Hun var den første, jeg fortalte det til.
Hun reagerede med det samme. Da jeg kom i skole, trak hun mig til side, og sammen med en anden lærer lyttede hun. Det var første gang, nogle voksne tog min smerte seriøst. Min lærer skrev en underretning til kommunen, og jeg kunne mærke, at hun håbede, kommunen ville hjælpe mig – gribe mig, når hun snart ikke kunne længere. Min mor blev også informeret. Da jeg kom hjem, ville hun se mine arme. Vi var – og er stadig – tætte, men jeg havde skjult, hvor slemt det stod til. Nu kunne jeg ikke skjule det længere. Hun var i chok.
Men selvskaden fortsatte. Når jeg lavede en fejl. Når jeg følte mig forkert. Når smerten blev for meget. Det skete ikke hver dag, men måske hver anden uge. Det blev en måde at bekræfte den følelse, jeg allerede havde – at jeg ikke fortjente bedre.
Systemet svigtede
Efter underretningen gik det hele ret hurtigt. Jeg kom til møde med en sagsbehandler, fortalte alt og sagde direkte, at jeg havde brug for mere støtte. De lyttede. De anerkendte, at jeg havde det svært. Og så skete der… ingenting. Jeg stod igen uden hjælp.
Min mor nægtede at give op. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe mig, så hun kontaktede min læge. Jeg kom til et par samtaler, og samtidig startede jeg hos HeadSpace. Det var her, jeg for første gang hørte om ROBUS – et kommunalt selvskadeforløb, hvor man kan få hjælp til at forstå, hvorfor man gør det, og hvordan man kan håndtere det anderledes.
I dag tænker jeg ofte på, hvorfor min sagsbehandler ikke nævnte ROBUS. Hvis jeg havde fået den hjælp tidligere, kunne jeg måske have undgået at selvskade så længe.
Men jeg kom i forløb hos ROBUS, hvor jeg gik hos en sygeplejerske hver anden uge. Selvom jeg stadig havde tilbagefald, var det anderledes. De forstod mig. De dømte mig ikke, og langsomt lærte jeg nye måder at håndtere mine følelser på.
En forklaring og den rette hjælp
Da jeg fyldte 18, søgte vi igen hjælp fra kommunen – denne gang til en hjemmevejleder. Det krævede tre ansøgninger, før jeg fik det bevilget. Det var også som 18-årig, at jeg blev udredt og fik diagnosen autisme. Jeg startede i et forløb hos F-ACT-teamet (red. Individuelt tilrettelagt behandlingstilbud), hvor jeg fik en psykolog, som jeg hurtigt følte mig meget tryg ved. For første gang følte jeg, at jeg kunne åbne op, og at nogen lyttede.
Jeg fortalte hende om min spisning – noget, jeg godt vidste havde været forstyrret siden 7. klasse, hvor det hele gik galt. Jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke fortjente at spise. Alligevel holdt jeg mig selv fra maden. På en måde tror jeg, at det var en form for straf. Selvom jeg var sulten, nægtede jeg mig selv den ene ting, jeg faktisk havde brug for. For mig var det en form for afstraffelse – en måde at skade mig selv på. Det var startskuddet til, hvad der senere blev “rigtig” selvskade. Min psykolog henviste mig til Ballerup Psykiatri, hvor jeg begyndte i et ambulant forløb. Jeg var nervøs, men de var rigtig gode. De rummede mig, tog mine tanker alvorligt – og vigtigst af alt: Jeg følte mig ikke forkert.
I dag
I dag er jeg 19 år gammel. Jeg afsluttede mit forløb hos ROBUS for et år siden, men jeg går stadig i behandling for min spiseforstyrrelse hos psykiatrien 1-2 gange om ugen. Lige nu går jeg ikke i skole, men jeg planlægger at starte på en STU-uddannelse til sommer. Jeg går til ridning to gange om ugen, og det er en ting i min hverdag, som gør mig virkelig glad.
Jeg har det meget bedre end for to år siden. Jeg er blevet klogere på mig selv, og jeg ved nu, at det ikke var min skyld, at jeg selvskadede. Det var ikke mig, der fejlede. Det var miljøet omkring mig. Trangen til at skade mig selv er der stadig, men meget sjældnere. Jeg har tilbagefald, men jeg ved, at jeg er på vej. På vej til at få det endnu bedre.
To ting, jeg ville ønske flere vidste
Da jeg fortalte om det, kunne jeg mærke, at mange troede, jeg gjorde det for at få opmærksomhed, og at jeg bare kunne stoppe, hvis jeg ville.
Mange tror, at selvskade kun er, hvis man har tydelige ar, men selvskade kan tage mange former. Jeg har selv oplevet, at folk tvivlede på mig, fordi mine ar ikke var synlige. Men når man endelig tør sige det højt, burde ingen tvivle. Det eneste, der bør møde én, er forståelse – ikke spørgsmål om, hvorvidt smerten er ægte.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
