”Jeg har følt mig forkert hele mit liv”
Emilie kæmper med en spiseforstyrrelse, som næsten ingen kender til. Siden hun som baby begyndte at spise fast føde, har hun haft et svært forhold til mad, og gennem hele sin barndom har hun følt sig forkert, alene og til besvær. En dag finder hun ud af, at hun lider af den atypiske spiseforstyrrelse, ARFID. Men bare fordi hun ved, hvad det hedder, bliver hendes liv ikke nødvendigvis nemmere.
Jeg har altid haft et anderledes forhold til mad end andre omkring mig, og så længe jeg kan huske, har jeg haft svært ved at spise. Jeg har fået fortalt, at jeg som baby spyttede al fast føde ud. Jeg græd og ville ikke spise noget, der ikke var flydende kost. Den tendens fortsatte, og mine forældre prøvede alt for at få mig til at spise. De råbte op hos sundhedsplejersker og læger, fordi de vidste, at det ikke var normalt. Men de blev aldrig mødt med forståelse.
Det eneste, jeg spiste i min barndom, var ris, pasta og pomfritter. Og det var det. Ikke noget til.
ARFID
ARFID står for Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder. Det er kendetegnet ved, at en person forsøger at undgå eller begrænse sit madindtag, uden at det er motiveret af et forvrænget kropsbillede eller et ønske om at blive tyndere. Selvom ARFID er en selvstændig diagnose, er der stor variation i, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk.
ARFID kan være drevet af en sensorisk følsomhed (for eksempel overfor madens tekstur eller lugt), en frygt for ubehagelige konsekvenser (for eksempel at blive kvalt eller kaste op) eller en manglende interesse i mad.
”Tag dig sammen”
Jeg husker tydeligt en dag i 0. klasse, hvor min lærer fik mig til at føle mig anderledes og forkert. Jeg havde fået en femmer med af mine forældre, for det rakte til en Mathilde-kakaomælk, og det var det eneste, jeg kunne lide fra kantinen. Selvom det ikke var en rigtig frokost, så var det en måde, hvor jeg kunne være med i det sociale ved at gå i kantinen med de andre. Da jeg kom tilbage i klassen, blev min lærer helt forarget over, jeg kun havde købt en kakao. Derefter tvang læreren mig til at gå rundt til de andre i klassen og kigge i deres madpakker efter, hvad jeg gerne ville smage. Der fik jeg virkelig en fornemmelse af, at jeg var forkert, og at der var noget galt med mig.
Hver gang nogen spørger mig, om jeg ikke vil smage et eller andet, så får jeg den samme forkerthedsfølelse, som jeg gjorde i 0. klasse. Og det er ikke kun den ene oplevelse, der har sat sig fast. Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg er kræsen og bare skal tage mig sammen. At jeg er forkælet og privilegeret, og at ”man ikke ved, om man kan lide maden, før man har smagt den”.
ARFID
Men for en, der kæmper med ARFID, er det netop det at smage, der er det svære. Hvis jeg får at vide, at jeg skal prøve noget ny mad, får jeg angstsymptomer. Jeg får svedige håndflader, det løber koldt ned ad ryggen på mig, og jeg har lyst til at efterlade min krop og løbe væk. Bare det at maden ligger på min tallerken kan fremprovokere angst.
Når jeg tager en bid og har maden inde i min mund bliver det til et ubehag i hele kroppen. For mig er det uforudsigeligheden, der er angstprovokerende: Hvad smager det af? Hvordan er konsistensen?
Den bedste måde, jeg kan beskrive det på, er, at du skal forestille dig, du bliver bedt om at spise en skål med orme eller insekter. Du ved, du fysisk godt kan spise det, for der sker ikke noget. Du dør ikke af det. Men tanken om at du skal putte de små, skinnende insekter med øjne, følehorn og knasende ben ind i din mund… Det har du ikke lyst til.
Det kræver tilløb at gøre det. Maden på tallerkenen giver mig den samme følelse, som hvis man står på 10-metervippen og skal til at hoppe ud. Man skal tage sig mod til at overkomme forhindringen. Og nogle gange er den forhindring meget svær at komme over.
Fællesspisning på efterskolen
I 9. klasse opsøgte jeg hjælp for første gang. Jeg skulle på efterskole, og jeg ville prøve at få styr på spiseforstyrrelsen inden. Hos lægen blev jeg taget seriøst for første gang i mit liv, og jeg blev henvist til børne- og ungdomspsykiatrien på deres afdeling for spiseforstyrrelser. De kendte ikke meget til ARFID, men de ville gerne hjælpe. Jeg var nok lidt naiv og tænkte, at jeg kunne starte i behandling, og så ville jeg efter et halvt år have fikset det og være klar til efterskole. Men det var langt fra sandheden.
På efterskolen blev der lavet en aftale med køkkenet om, at de ville lave en portion særligt til mig. Men ofte kunne jeg alligevel ikke spise det, og de første uger skulle jeg forklare mig igen og igen. Jeg kan huske, at jeg til sidst brød sammen, for jeg havde fortalt den samme historie om ARFID så mange gange. Jeg ville ønske, jeg bare kunne gå op på en scene og fortælle om det én gang, og så var det overstået.
Jeg begyndte at trække mig lidt socialt og blev hurtigere træt, fordi jeg ikke fik nok mad.
Behandling
Jeg var i behandling, indtil jeg blev 18 år, hvor jeg ikke længere kunne være hos børne- og ungdomspsykiatrien. Og så var jeg på egne ben.
I gymnasiet fik jeg det bedre. Jeg var omgivet af gode mennesker, der ikke spurgte så meget ind til spiseforstyrrelsen, og derfor fyldte det ikke så meget. Jeg fik bare lov til at være ung. Hele mit liv havde jeg identificeret mig med min spiseforstyrrelse. At det var det, jeg var. Men langsomt fandt jeg ud af, at jeg var mere end min spiseforstyrrelse.
Jeg havde det godt i et stykke tid uden hjælp fra behandling, men langsomt begyndte spiseforstyrrelsen at fylde mere og mere.
Jeg startede derfor i voksenpsykiatrien. Men der sad jeg i gruppeterapi med unge med anoreksi og bulimi, som jo er vidt forskellige fra ARFID. Jeg kunne slet ikke relatere til det. Efter noget tid blev jeg behandlingstræt, for jeg følte ikke, jeg fik hjælp, jeg kunne bruge. Og så skulle jeg igen klare mig selv.
Svært i sociale sammenhænge
Spiseforstyrrelsen har altid fyldt rigtig meget i sociale sammenhænge. Da jeg for nyligt startede i praktik, var det første, der stressede mig, at spise frokost. Jeg ville ikke få mulighed for at vise, hvem jeg var, før vi allerede første dag skulle sætte os ved frokostbordet.
Når jeg spiser med mennesker, jeg ikke kender så godt, er jeg ikke den snakkesalige udgave af mig selv. Jeg går ind i mig selv og prøver at gøre mig usynlig ved ikke at sige noget. Og jeg føler ikke, det er den person, jeg er, udenfor spisning.
Gennem tiden har jeg undgået flere sociale sammenkomster, fordi jeg føler, jeg er til besvær. Det føles uhøfligt ikke at kunne spise det, der bliver serveret. Så er det lettere bare at blive væk.
Hvis jeg skal på en date, tænker jeg på, hvornår jeg skal fortælle om spiseforstyrrelsen. Hvor længe kan jeg holde den? Skal jeg sige det med det samme? Jeg synes, det er svært, for jeg har heller ikke lyst til at starte ud med at smide en diagnose i hovedet på nogen.
En drøm om pasta med pesto
Selvom der måske er langt imellem, så kommer lysten til at prøve nye madvarer. I år er jeg begyndt at spise pesto til min pasta. Jeg syntes, det så lækkert ud, og tænkte, at det var en taktisk smart ret at kunne lide, for det kan man få mange steder.
Når jeg skal prøve en ny madvare, skal det gemmes i min ”safe food”, altså i den mad jeg kender, og så kan jeg langsomt skrue op for mængden af det nye. Jeg har nu spist pasta med en lille smule pesto næsten hver dag i et halvt år for at øve mig.
Jeg er indforstået med, at jeg ikke kommer til at få et normalt forhold til mad. Jeg kommer aldrig til at sætte mig ned og nyde et måltid mad – jeg spiser, fordi jeg er nødt til det. Men jeg håber, at jeg stille og roligt kan lære flere ting. Måske kan jeg en dag spise lasagne.
Selvom spiseforstyrrelsen stadig fylder, har jeg lært at sætte den lidt til side. Jeg kan mærke, jeg er mere glad og har mere gåpåmod. Tidligere i mit liv havde jeg aldrig troet, jeg kunne tage på en grupperejse eller en solorejse, fordi bekymringen om mad fyldte så meget – og nu har jeg gjort begge dele.
Jeg oplever stadig, at der er mange, der ikke kender til ARFID. Men efter jeg er begyndt at snakke mere åbent om det, har jeg opdaget, der faktisk er flere, der kan genkende noget af det. Jeg har følt mig alene hele mit liv, men når jeg møder andre, der forstår mig, så føler jeg mig mindre alene og mindre forkert.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
