Ida lærte at lyve for at holde fast i spiseforstyrrelsen
For Ida begynder krop og vægt langsomt at fylde mere og mere, og selvom familiens bekymring vokser, sniger kiloene sig væk. Hun bliver god til at fortælle andre og sig selv, at hun ikke har et problem. Alligevel giver hendes mor ikke op, og det er hende, der ender med at være afgørende for Idas vej ud af spiseforstyrrelsens jerngreb.
I starten af gymnasiet hyggede jeg mig vildt meget. For mig handlede gymnasietiden om det sociale, og jeg havde et virkelig stærkt socialt netværk med mange gode venner. Så da Corona-pandemien førte til nedlukninger i løbet af 2.g, blev der vendt fuldkommen rundt på min hverdag. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede – måske jeg har fortrængt det – men jeg havde det ikke særlig fedt.
En dag kom tanken til mig, at jeg gerne ville tabe mig lidt. Jeg havde aldrig vejet mig før, men ville gerne have et tal, jeg kunne gå ud fra. Tre uger senere vejede jeg mig igen, hvor jeg kunne se, at jeg havde tabt mig. Og så begyndte konkurrencen for mig. Jeg kan godt se nu, at det var der, jeg tog det første skridt ind i en ond verden.
Han tog fat i mine forældre
Jeg begyndte at veje mig selv fast lørdag morgen. Hver fredag aften lå jeg søvnløs med tankemylder om, hvad vægten ville sige. Hvis jeg endelig sov, havde jeg mareridt om vejningen. Jeg gjorde alt, for at vægten ville være faldet til hver vejning, og konsekvenserne kom hurtigt. Jeg begyndte at blive sur og træt, fordi jeg skar så meget ned på den mad, som før gav mig energi.
I starten af 2021 tog min daværende kæreste fat i mig og spurgte, om jeg var okay. Det kom selvfølgelig fra et omsorgsfuldt og kærligt sted, men det kunne jeg ikke se dengang. Jeg blev bare sur, for han skulle ikke blande sig i mit hemmelige univers.
Der gik ikke lang tid, før vi gik fra hinanden. Efter vi slog op, fortalte han om sin bekymring til mine forældre. Jeg blev rasende. Han skulle slet ikke blande min familie ind i det. Selvom jeg godt vidste, at mit forhold til min krop kunne udvikle sig i en forkert retning, tænkte jeg, at jeg sagtens kunne styre det. Jeg ville jo bare tabe mig lidt, fortalte jeg både mig selv og mine forældre.
Det lykkedes mig at overbevise dem om, at jeg ikke havde et problem. I det øjeblik åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lyve, og at jeg kunne snyde mig udenom mine forældre.
Vægten tager styringen
Et halvt år senere havde jeg mistet kontrollen over mit humør. Den morgen, jeg skulle have min studenterhue på, vejede jeg mig, og vægten var ikke det, jeg havde håbet på. Det er det, jeg husker mest, når jeg tænker tilbage på den dag, der skulle have været en fejring. Vægten fyldte alt for mig. Jeg følte, alle kunne se det, og jeg havde det meget ubehageligt med at få taget billeder.
Helt modsat var jeg tilfreds med vægten den dag, vi skulle køre i studentervogn. Jeg var så glad, og jeg havde den bedste dag. Jeg ved, at oplevelsen af dagen ikke havde været på samme måde, hvis jeg havde været ked af tallet på vægten.
Prøvede at lyve mig til en rejse
Jeg fortalte ikke nogen om, hvor stor en magt, vægten havde over mig. Mens mine forældre fortsat bekymrede sig og spurgte ind til mig, fortsatte mine løgne overfor dem. I et års tid formåede jeg at holde liv i min spiseforstyrrelse, mens min vægt var nogenlunde stabil, og jeg derfor stadig kunne skjule den.
I sommeren 2022 blev min evne til at lyve for alvor sat på prøve, da jeg ville på en sabbatårsrejse i 3,5 måneder. Selvom mine forældre ikke syntes, jeg skulle tage af sted, fordi de ikke kunne holde øje med mig og min vægt, endte jeg med at få dem overtalt. Jeg sagde, at min situation ville blive noget andet, når jeg fik hverdagen på afstand.
Men det gjorde det ikke. Tværtimod.
Spøgelser i lufthavnen
Allerede inden jeg tog afsted på rejsen, glædede jeg mig til at skulle lande i lufthavnen og have gensynsglæden med min familie og ham, jeg var kærester med på det tidspunkt. Selvom jeg godt vidste, at jeg havde tabt mig på rejsen, var det med en begejstring i maven, at jeg gik mod dem i lufthavnen, hvor de stod klar til at tage imod mig. Men den gensynsglæde, jeg havde set frem til, var slet ikke som forventet. Sekundet, de så mig, kunne jeg se, at de blev bange og kede af det. De lignede alle spøgelser. De kunne bare se på mig, at jeg ikke havde fået det bedre. Det virkede som om, ingen var glade for at se mig.
Næste morgen havde min mor bestilt blodprøver til mig og sagt, at jeg måtte få hjælp. Modvilligt begyndte jeg hos psykolog og senere diætist, for jeg var ikke klar. Jeg brugte i stedet behandlingen som et bevis overfor mine forældre på, at jeg altså fik hjælp og var på rette vej. Men jeg kunne slet ikke rumme at blive vejet hver gang, jeg var hos diætisten, og at der ikke skete noget med vægten, når alle forventede det.
Jeg valgte at stoppe hos diætisten og psykologen i sommeren 2023. Jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet erklæret færdigbehandlet. Jeg bildte også mig selv ind, at jeg var rask. Jeg fik endda overbevist mine forældre om, at jeg var rask nok til at flytte hjemmefra.
Efter jeg havde boet ude i lidt tid, gik jeg fra min kæreste, som ikke var god for mig. Der kunne jeg se, at det ikke bare havde været et skidt forhold, men at det også havde nedbrudt min selvtillid. Jeg havde ingen lyst til livet og ungdommen, og jeg begyndte at isolere mig selv. Jeg kunne ikke gøre min familie glad, og jeg kunne ikke gøre mine veninder glade. Jeg var den veninde, der tog energi fra mine andre. Og jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg havde det så skidt og bare havde ondt i hele kroppen. Sådan havde jeg det i lang tid, hvor mit liv bare kørte i loop, og det hele gik lidt op og ned.
”Hvordan går det?”
En morgen sad jeg hjemme og læste til det studie, jeg lige var startet på i efteråret 2024, og så ringede min mor. Hun spurgte simpelt: ”Hvordan har du det?”. Imens jeg forsøgte at skyde skylden på studie og alt muligt andet, brød jeg sammen. Jeg havde lyst til at sige, at jeg ikke kunne mere. At jeg havde brug for hjælp. Men der var to sider af mit hoved, der kæmpede mod hinanden, og den anden side ville ikke give slip, selvom jeg var så drænet af de mange restriktive tanker om mad, der fyldte konstant.
Min mors reaktion blev et vendepunkt for mig. Hun fortalte mig, at hvis jeg ikke kunne selv, så skulle jeg sige til, for vi var sammen om det. Og så kunne jeg bare mærke, at jeg var klar til at få hjælp. Det var det, jeg havde brug for. Jeg var færdig. Jeg ville så gerne være den veninde, andre havde lyst til at være sammen med. Og jeg ville ikke droppe ud af studiet og flytte hjem igen.
Så jeg startede op til psykolog og diætist igen, og denne gang var jeg klar til at komme videre. Men selvom jeg var klar, skete der ikke den helt store ændring fra den ene dag til den anden.
Tarmen lignede en fødselsdagsballon
En nat i december vågner jeg med voldsom smerte i maven. I flere timer havde jeg virkelig ondt og bad til, at det skulle gå over, for jeg skulle absolut ud at løbe om morgenen. Jeg kunne ikke misse en træning. Men i løbet af natten indså jeg, at det ikke gik over. Der var noget galt. Så jeg ringede til vagtlægen, og tidligt om morgenen tog jeg ind til hospitalet.
Scanninger viste, som jeg havde frygtet, at noget var helt galt. Og så gik det hurtigt. Lægerne fortalte, at mine tarme havde snoet sig. Min tyktarm havde kvalt min blindtarm, og den var hævet op, fordi lufttilførslen var stoppet. På scanningen lignede min tarm en fødselsdagsballon.
Derefter fortalte de mig, at de var nødt til at anlægge stomi. Efter operationen var jeg indlagt i flere dage, hvor jeg hele tiden fik at vide, at jeg var meget tynd og skulle spise alt muligt forskelligt. Det kunne jeg bare ikke. Jeg ville ikke spise, når jeg ikke kunne bevæge mig og dyrke motion.
Der går ikke mere end to uger fra operationen, til jeg løb min første løbetur. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne overleve den sygdom, så var en spiseforstyrrelse jo ingenting.
Bunden blev vendepunktet
De næste måneder kæmpede jeg med mit hoved. Jeg havde stadig ikke lyst til noget. Jeg kunne ikke være nogle steder. Jeg følte ikke, jeg duede til noget.
En dag i bilen med min mor opdagede jeg, at jeg havde dumpet et fag på studiet. Og der var det som om, jeg ramte bunden i frit fald. Jeg rystede og hyperventilerede fuldstændig. Jeg ville ikke mere. Endnu en gang greb min mor mig. Hun sagde, hun nok skulle være der, og hendes støtte blev afgørende. Jeg lod mig falde fuldstændigt, vel vidende at jeg ikke var alene.
Derfra begyndte det så småt at gå bedre. Jeg var færdig med at skulle have det dårligt. Jeg begyndte at fokusere på, hvad der var vigtigt for mig. Jeg havde et fokus på, at tanker skaber følelser, så jeg ville ikke blive ved med at dyrke det onde, men jeg ville finde tilbage til de ting, der gjorde mig glad.
Og det hjalp langsomt. Det var en kamp, men små skridt gjorde en stor forskel, og jeg fandt ud af, at der er langt vigtigere ting i livet, end hvad min vægt siger. I dag er der intet, der slår følelsen af at få at vide: ”Du stråler”.
Her giver Ida et godt råd videre til andre, der kæmper med en spiseforstyrrelse:
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
