“Kærlighed er ikke det samme som at være grænseløs”
Da Olivers tvillingesøster Tricia udvikler en spiseforstyrrelse, er det ham, der som den allertætteste bliver lukket ind i Tricias verden. Det er Oliver, der tager med til alle møder og indlæggelser, og det bliver hans altoverskyggende projekt at hjælpe Tricia til at få det bedre. Men det kræver også meget at stå alene med ansvaret for at holde sin søster i live.
Lige siden vi lå som babyer og grinte sammen, har Tricia og jeg været hinandens allerbedste ven. Vi har altid holdt med og prioriteret hinanden over os selv, som nok har været en måde at kompensere for det, vi ikke fik fra vores forældre i en turbulent barndom.
Efter vores forældres brud blev vi hos vores mor, hvor der var uendelig kærlighed, men også meget kaos. Selvom vores mor til tider stod i problemer til halsen, prøvede hun det bedste, hun kunne for at være der for os, og vi tvivlede aldrig på hendes kærlighed.
Da vi var 12 år gamle, valgte jeg at flytte hjem til vores far. Hos vores far var der mad på bordet, der var ro, orden og ingen døre, der blev sparket ind. Det var en meget stor omvæltning at gå fra ingen regler til absurd mange regler.
Tricia blev boende hos vores mor. På et tidspunkt var vores mor ude i nogle problemer, så Tricia fik lyst til at blive så stærk, at hun kunne passe på hende. Hun begyndte at lægge sit liv om og gik fra at være den ultimative party-pige til at træne rigtig meget. Selvom hun altid har været en bomstærk Pippi og spillet elitefodbold, så kammede det helt over. Til at starte med lignede det et sundhedstegn, lige indtil det ikke var det.
Da Tricia i løbet af gymnasiet også flyttede hjem til vores far, havde hun svært ved at være i de mange regler. Hun fokuserede derfor meget på træningen, som også udviklede sig til at handle om begrænsning på mad. Det var her, spiseforstyrrelsen begyndte at bide sig fast. Man skulle være blind, hvis man ikke kunne se, hvor meget hun tabte sig, og det var uhyggeligt, hvor hurtigt tingene eskalerede. Da spiseforstyrrelsen først fik fat, så fik den fat hundrede procent. Den havde i hende i et jerngreb fra det sekund, hun begyndte at søge den mekanisme.
Løbetur i skybrud
Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor det pissede ned. Et dansk skybrud, når det er allerværst. Der skulle Tricia absolut ud at løbe. Selvom hun altid har været fysisk aktiv, så ville hun et år forinden aldrig have løbet en tur i sådan et vejr. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ville løbe lige på det tidspunkt, svarede hun: ”det skal jeg bare”. Punktum. Der var ikke en længere forklaring.
Da hun kom tilbage fra løbeturen og var helt gennemblødt, spurgte jeg, om hun fik den gode fornemmelse, som en løbetur jo godt kan give. Hendes triste, grå øjne afslørede det, allerede inden hun sagde nej. Der forstod jeg for alvor, at der var noget hos hende, der var ude af sync og ikke var, som det plejede.
Vi havde mange snakke om hendes tanker om træning og forhold til mad. Hun fortalte mig også, at hun kastede op med vilje.
Nogle gange er det dem, der er allertættest på, man holder ud i strakt arm, fordi det er skamfuldt, eller man ikke vil bekymre dem. Men ikke Tricia. Hun har heldigvis altid været modig nok til at lukke mig ind, og jeg var den eneste, hun ikke holdt de tanker skjult for. Hun vidste, at jeg ikke ville dømme hende.
Jeg har altid forsøgt at forstå hende, og det har også været farligt for mig selv, fordi jeg følte, jeg var nødt til at mærke hendes smerte på min egen krop. Når man kommer så tæt på, er det en balancegang, at man ikke kommer til at tage overansvar. For der lå jo et meget stort ansvar på mine skuldre. Selvom det var en enorm kærlighedserklæring at lukke mig ind i de inderste afkroge af hendes sjæl, så var jeg hele tiden bekymret for hende. Også når vi ikke var sammen.
En Google-søgning
I vores tidlige ungdom omkring 2012, hvor Tricia udviklede sin spiseforstyrrelse, var det programmer som America’s Next Top Model, der fyldte vores tv-skærme med fordrejede syn på kroppe. Der var ikke podcasts om kropspositivisme, spiseforstyrrelser og så videre. Vi manglede derfor det ordforråd, der kunne beskrive og forklare det, der foregik hos Tricia.
Det var først, da vi satte os ved stationærcomputeren og googlede hendes symptomer, at vi fandt ud af, hun havde en spiseforstyrrelse. Det løb os koldt ned ad ryggen, for vi kunne jo sætte flueben ved alle symptomerne. Det var så mærkeligt at sidde ved computeren derhjemme og få svar på, at det ikke bare var anoreksi, men også ortoreksi og bulimi.
Vores far prøvede at imødekomme hende og sagde, at det var okay, hun ville spise på sit værelse, og han ville gerne lave den type mad, hun ville spise. Han gjorde alt, hun ønskede. Jeg havde en oplevelse af, at han kun gjorde det, fordi han ville undgå, at noget obstruerede billedet af en pæn familie.
Fester som skalkeskjul
Det var først efter, Tricia så et billede af sig selv fra en gallafest på gymnasiet, at hun rigtig forstod, hvor slemt det stod til. Hun var så presset på det tidspunkt. Hun var træt af skænderier med vores far, og spiseforstyrrelsen havde godt fat i hende, så hun tog til et psykiatrisk center for at få en samtale og en pause fra det hele. Hun endte med at blive indlagt og var der i to uger.
Jeg følte mig meget misforstået i mit eget liv på det tidspunkt. Jeg passede slet ikke på mig selv og festede på et voldsomt plan med masser af alkohol. Jeg ville jo hellere vise den sjove fyr, der gav den gas og var festens midtpunkt, end at folk skulle tænke, at det var synd for mig. Jeg skulle ikke være et offer, det havde min far jo lært mig.
Men det var et total skalkeskjul, for jeg var så ulykkelig. Det, som folk ikke så, var, at jeg hver dag efter gymnasiet cyklede op til Tricia på psykiatrisk for at besøge hende og bagefter cyklede grædende hjem. Jeg havde en ide om, at det var bedre, at jeg græd alene på cyklen, end når jeg var i skolen, derhjemme eller sammen med Tricia.
Jeg følte mig meget alene i det hele. Jeg oplevede ikke, at jeg blev grebet hjemme hos min far. Jeg husker ikke, at han spurgte én gang, hvordan jeg havde det – eller hvordan Tricia havde det. Og der følte jeg mig for alvor svigtet. Selvom han egentlig havde ressourcerne til at være der ordentligt, så oplevede jeg, at han trak sig og bare efterlod ansvaret til mig. Det virkede som om, han ikke gad at være der for os og bare vendte det blinde øje til.
Frygten for at trigge
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at støtte Tricia. Det var en lang læringsproces for mig som pårørende at forstå, at jeg skulle spise, hvad jeg havde brug for, uden at være bange for, hvordan det påvirkede Tricia. For jeg ville for alt i verden ikke trigge hende. Det har været så svært at finde min rolle, når jeg blev fanget i nogle sindssyge situationer. Hvis jeg havde lyst til en salat, når vi var ude at spise, ville jeg ikke vælge det, for det kunne jo virke mere ”sundt” i hendes øjne. Skulle vi have Frozen Yoghurt, ville jeg sætte begge vores skåle samtidig på vægten, så hun ikke kunne sammenligne, hvor meget vi hver især havde taget. Hvis Tricia fik overspisninger, følte jeg, jeg var nødt til også at spise mere, fordi hun ikke skulle spejle sig i mig og føle sig forkert – også selvom jeg fik fysisk ondt i maven.
Jeg var på overarbejde hele tiden. Det var en kæmpe præstationsangst, fordi jeg følte, at det var mit livsprojekt, at Tricia blev rask. Hun har også selv sagt, at hun ikke ville være her, hvis ikke hun havde en bror, der havde stået ved hendes side.
Bror og støtteperson på én gang
Der var en lang årrække, hvor Tricia svævede mellem liv og død. Der var flere indlæggelser, fordi hun rent somatisk, altså fysisk, var så syg.
Normalt ville det være en mor eller en far, der tog med til møder, behandlinger eller var på besøg under indlæggelser. Men det var mig, der gjorde det hele. Når hun skulle indlægges, når hun skulle udskrives, eller når der var problemer undervejs, der stod jeg ved hendes side.
Det føltes som et kæmpe ansvar, især som jævnaldrende. Det gjorde ondt helt ind i sjælen at sidde og se min søster blive mindre og mindre. Jeg vidste, at hvis vi ikke fik styr på det, kunne det tage livet af hende. Det vigtigste for mig var, at hun blev rask, for jeg ville ikke kunne se mig selv i den her verden, hvis Tricia ikke var her.
Støtten går begge veje
Det var først efter, Tricia var indlagt på psykiatrisk center i Ballerup, at hun begyndte at få det bedre. Sammen så vi filmen Eat, Pray, Love, som vi blev både rørte og megainspireret af. Vi begyndte begge at bede dybfølt flere gange om dagen og brugte det som værktøj til at værne om os selv og hinanden. Det blev starten på den vildeste helingsproces, som Tricia gik i gang med.
I dag har Tricia det meget bedre, selvom spiseforstyrrelsens mekanismer stadig kan ligge og lure, når hun har det svært. Men hun har også kunnet bruge erfaringerne på en positiv måde. Hun er meget opmærksom på mig, når jeg i mit arbejde som model har et stort fokus på krop og vægt. I tider, hvor jeg virkelig har tabt mig, har hun sagt: ”Oliver, nu er du blevet for tynd”. Og jeg ved, det kommer fra et menneske, der elsker mig og bekymrer sig. Og selvom jeg har en fornemmelse af, at jeg har styr på den restriktive diæt, jeg i perioder har haft, så husker jeg på, at Tricia også kunne styre det, lige indtil hun ikke kunne det længere. Hun har været min ”voice of reason”, og hendes stemme har altid vejet tungere, end hvis nogen i branchen har sagt, jeg skulle tabe mig. Hvis ikke jeg havde haft Tricia og set de yderste konsekvenser af, hvad en spiseforstyrrelse kan gøre, så var jeg selv røget i den gryde. Hundrede procent.
Det er også først efter, Tricia har fået det bedre, at jeg har haft tid og rum til at se, hvad det har gjort ved mig. Jeg har skullet lære en ny måde at sætte grænser på, for kærlighed er ikke det samme som at være grænseløs. Jeg tænkte, at jeg skulle gøre alt – for Tricia fortjente jo alt i verden – udråbstegn. Men vi er også bare mennesker.
Jeg er bare uendeligt glad for, at Tricia har det bedre. Når man har set døden i øjnene, bogstaveligt talt, så tror jeg, at man kan nå til et sted i sig selv, hvor man tænker: ”fandme nej, sådan skal det ikke være”. Det har Tricia gjort, og det priser jeg mig bare lykkelig for.
Få pårørendeguide om spiseforstyrrelse
Som pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme lidelsen.
I vores guide, finder du råd og ideer til, hvordan du kan håndtere spiseforstyrrelsen og den svære tid som pårørende. Du finder også information om jeres rettigheder og links til vores gratis tilbud.
