“At fylde kroppen gav ro på tankemylderet”
Udadtil ser Amandas liv perfekt ud, hun har det hele: kæreste, lejlighed, uddannelse, venner og et godt job i Bruxelles. Men indeni vokser en tomhed og meningsløshed. Hun mister kontakten til sig selv, og overspisning og kompenserende træning bliver hendes måde at dulme følelser og tankemylder på. Først da kroppen siger fra, spørger hun sig selv: hvad har jeg egentlig lyst til?
Jeg er vokset op med meget ro i kroppen og har aldrig haft det svært med mad. Jeg har taget på og tabt mig, som livet udviklede sig, og aldrig rigtig tænkt over det. Men i mine tidlige 20’ere ændrede det sig.
Efter gymnasiet og tre sabbatår mærkede jeg et pres for at komme i gang og vælge “rigtigt”. Jeg startede på en videregående uddannelse – et strategisk valg, ikke et hjertevalg. Under uddannelsen begyndte jeg at føle mig stresset, fik meget eksem. Jeg begyndte at tvivle, og det samme spørgsmål i forskellige facetter begyndte at dukke op: Var jeg god nok – som studerende, ven, datter, kvinde, krop, kæreste, menneske? Det var som om et forventningspres til at gøre det godt havde sneget sig ind på alle livets parametre.
Restriv kost i forsøget på at hjælpe mig selv
I 2020 fik jeg et stort eksemudbrud og i forsøget på at hjælpe min krop, begyndte jeg at spise antiinflammatorisk. Det startede med at udelukke bestemte madvarer, men udviklede sig gradvist til en stram og kontrolleret kost, kombineret med daglig træning. Jeg var optaget af at gøre det rigtige for min krop, men det kom hurtigt til at handle mere om kontrol end om sundhed. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at min eksem var et stresssymptom, og at den antiinflammatoriske kost blev en yderligere stressfaktor.
Jeg blev færdig med min uddannelse i 2021, og kort tid efter blev jeg tilbudt (hvad jeg troede var) mit drømmejob som politisk rådgiver i Bruxelles.
Så jeg flyttede til Belgien og havde det hele på overfladen, men indeni fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg udviklede angst, søvnløshed og indså, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Min restriktive livsstil (som i virkeligheden var en uopdaget spiseforstyrrelse) knækkede, og jeg kunne ikke længere balancere hverdagens krav. Tvangsoverspisningerne begyndte, og hver aften fandt jeg mig selv spise ustoppeligt, som om jeg skulle indhente års undernæring.
Mit wake-up call
Jeg levede et liv med høje krav og stort ansvar. Jeg gjorde omverdenen stolt, men spurgte aldrig mig selv, om det var det rigtige for mig.
På en forretningsrejse til Strasbourg vågnede jeg op med hævelser og eksem over hele kroppen. Jeg var udmattet og udbrændt og havde ondt ind i knoglerne. Jeg tog til lægen, og fik taget tests og blodprøver, og alt så normalt ud. Men det var ikke normalt. Min krop sagde fra, og jeg var syg med stress. Det blev mit wake-up call.
Sygemelding
Kort efter blev jeg sygemeldt. Jeg fik hjælp til at håndtere presset, men det var ikke kun stress fra arbejdet, der fyldte. Stressen gik efterhånden hånd i hånd med angst, depression, søvnløshed, spiseforstyrrelse og en følelse af at leve et uautentisk liv. Det var én stor pærevælling af psykiske udfordringer, og jeg kunne ikke skille dem ad fra hinanden.
Jeg blev nogle måneder i Bruxelles i håb om at blive rask og vende tilbage til mit arbejde. Men det gik langsomt op for mig, at jeg ikke skulle tilbage til det, der gjorde mig syg. Jeg ønskede at skabe forandring gennem politik, men det var ikke det rigtige for mig. Det var svært at erkende, men jeg kunne ikke gøre andet end at lytte til min krop.
Tankemylder
Mine tanker kørte hele tiden som otte motorvejsspor oveni hinanden. De larmede så meget, at jeg hverken kunne tænke eller lytte eller være til stede i verdenen. I forsøget på at finde ro begyndte jeg at skrive dem ned på min telefon. At skrive hjalp mig til at tænke tankerne til ende, udrede dem, se dem og distancere mig lidt fra dem. Det hjalp mig til at forstå mig selv.
I marts 2023 oprettede jeg en Instagram-profil, jeg kaldte @tankemyld.er. Her begyndte jeg at dele noterne. Det blev mit frirum, hvor jeg ærligt kunne tale om, hvordan jeg havde det. Her var der plads til det hele, der var ikke noget rigtigt eller forkert, og jeg skulle ikke præstere. Her kunne jeg bare være til.
“Du fortjener ikke at have det sådan der”
En måned senere, i april 2023, flyttede jeg hjem til Danmark, syg og uden job. Jeg vidste, jeg havde brug for hjælp, men jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. Det hele føltes ekstremt uoverskueligt.
Det var, da min veninde en dag sagde til mig, “du fortjener ikke at have det sådan der”, at det gik op for mig, at nej, det gjorde jeg ikke. Jeg havde lært at hade mig selv, så jeg havde også bildt mig selv ind, at jeg fortjente at have det dårligt.
I løbet af efteråret gik jeg til min læge og blev henvist til en psykolog, som hjalp mig med at forstå mine tanke- og handlemønstre. Sideløbende hjalp det mig at følge andre i samme situation. Personlige fortællinger, podcasts og Instagram-profiler gjorde, at jeg følte mig mindre alene og mindre skamfuld i min situation. Imens voksede @tankemyld.er. Folk skrev, spejlede sig, delte. Det helede mig, at jeg ikke var alene, men i et fællesskab med andre om at kæmpe en usynlig kamp i en verden, der gjorde os syge.
“Når først jeg spiser, er der pause”
Jeg begyndte langsomt at få det bedre, men det var stadig svært. Tvangssoverspisningerne havde fortsat meget godt fat i mig.
En dag i oktober 2023 fandt jeg mig selv i min lejlighed blive ved med at gå fra sofa til køkken for at hente noget at spise. Jeg spiste og spiste. Jeg havde forfærdeligt ondt i maven, men det var ikke nok til at stoppe. Og så pludselig gik det op for mig: Der var stille. Der var ingen tanker i mit hoved. Der var ingen motorvejsspor. Overspisningen slukkede for det hele. At fylde kroppen gav ro på tankemylderet. Det var en vild opdagelse, og det gav pludselig mening, at maden var blevet et drug for mig. Jeg higede jo efter roen.
Vejen til et mere autentisk liv
Det begyndte først for alvor at ændre sig, da jeg holdt op med at kæmpe imod mig selv og i stedet begyndte at lytte. Jeg så ikke længere spiseforstyrrelsen som en fjende, men som en hjælpende hånd – en måde at finde ro og kontrol, når alt andet føltes uoverskueligt. Det åbnede op for nysgerrighed i stedet for fordømmelse.
Og lidt efter lidt begyndte jeg at gøre mere af det, der gjorde mig godt. Skrive. Hvile. Være sammen med mennesker, jeg kunne være mig selv med. Spise ting, jeg godt kunne lide, i stedet for ting, der var “gode” eller “sunde”.
Det var ikke én stor forvandling på en gang, men en masse små skridt tilbage til mig selv. Tilbage et mere autentisk liv, som ikke var defineret af omverdenens forventninger, men af hvad der føltes rigtigt for mig.
I dag: Nyt job og ingen madskam
I dag er jeg 30 og arbejder som koordinator i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades rådgivning, hvor jeg startede som frivillig i 2024. Her handler det ikke om titler, præstation eller ansvar – men om at være nærværende og ægte. Det føles meningsfuldt. For mig.
At støtte andre i deres spiseforstyrrelse har hjulpet mig til at forstå min egen. Jeg ser den nu som en mestringsstrategi – destruktiv, men også en hjælp. I dag reagerer jeg ikke på de destruktive tanker. De kan stadig dukke op, men jeg ved, hvorfor de kommer, og jeg møder dem med nænsomhed. Jeg har fundet ro i fleksibilitet og tilladelse: Mad er ikke farligt. Jeg må spise, hvad jeg har lyst til uden skyld og skam.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
