At få skabt ro i alt kaosset
Miri-Ann har ikke haft et ønske om at tabe sig, og hun har aldrig rigtig sammenlignet sig med andre. Alligevel kæmpede hun med en alvorlig spiseforstyrrelse gennem sine teenageår og ind i starten af voksenlivet. For hende handlede det ikke om tyndhedsidealer – men om at finde ro midt i kaosset.
Det hele startede, da jeg var 13 år gammel. Stemningen var ofte tung og presset derhjemme. Min mor var generelt meget stresset, og stod med alt det huslige ansvar, da min far mere var “den sjove forælder”. Jeg tror, at jeg var lidt for ung til at forstå det, men det var ikke rare omgivelser at være i. Særligt måltiderne var svære.
Der var tit skænderier, og jeg blev ofte kritiseret for, hvad jeg spiste eller hvordan. Det kunne være måden jeg tyggede eller slugte maden på. Der var aldrig ro omkring maden – kun stress og uro. Familie dynamikken gjorde, at maden blev indtaget i en enormt stresset tilstand, og der var ikke nogen glæde omkring det at samles rundt om middagsbordet. Jeg ville egentlig bare gerne væk derfra hurtigst muligt.
Allerede fra 1. klasse smurte jeg mine egne madpakker, da det ofte var en stressfaktor for mine forældre. Det resulterede i, at jeg flere dage ikke spiste noget, da det var nemmere bare at springe over. Jeg misundte samtidigt de andre børn, der havde en lækker madpakke med, hvor du kunne se, at deres forældre havde brugt tid på det.
En destruktiv løsning
Det var i 8. klasse, at jeg for første gang havde en episode, hvor jeg overspiste og kastede op bagefter. Jeg vidste godt, at det ville få mig til at få det dårligt – men jeg kunne ikke rumme mine følelser, og jeg havde det virkelig skidt. Det skete til en fest, hvor jeg følte mig helt alene, som om jeg sank ned i et sort hul.
Jeg var lige startet på en ny skole og håbede, at det ville blive bedre – at jeg måske ville få det lidt nemmere socialt og komme væk fra alt det svære derhjemme. Men det blev faktisk værre.
Det sociale hierarki på den nye skole var virkelig hårdt. Der var en populær klikke, som styrede alt – hvem der måtte komme med til fester, og hvad man skulle have på. Jeg tror, de havde svært ved at placere mig. De kunne egentlig godt lide mig, men jeg var alt for nørdet til at passe ind i deres klikke. Nogle dage var jeg “inde i varmen”, andre dage ikke. De diskuterede endda foran mig, om jeg måtte være med eller ej. En af de mest populære piger sagde engang, at hun godt kunne lide mig, men at hun ikke kunne blive set med mig i frikvarteret. Det gjorde virkelig ondt. Jeg prøvede i stedet at bruge tid med de drengevenner, som jeg troede, at jeg havde, indtil jeg fandt ud af, de ville have mig med i sengen.
8.klasse var derfor virkelig ikke nem. Hele året var forfærdeligt, og det var der, jeg opdagede, at opkastning kunne blive en måde at håndtere det hele på – det blev min copingmekanisme.
Det lyder måske mærkeligt, men det hjalp mig. Det gav mig en form for forløsning, en ventil, når jeg var allermest anspændt. Når jeg ikke kunne rumme mine følelser, blev det min måde at få det ud af kroppen på.
Det har aldrig handlet, om at tabe sig
I 9. klasse kom jeg på efterskole, og her skete der noget nyt. Jeg blev populær, og dynamikken var helt anderledes. Der var plads til flere typer, og jeg følte mig for første gang som en del af fællesskabet. Men selvom det sociale blev lettere, var jeg stadig ekstremt stresset på grund af forholdet til min mor derhjemme. Hun var ofte træt og irriteret over at skulle hente mig på efterskolen, og det skabte en masse indre konflikter i mig: Skulle jeg blive på skolen i weekenden? Tage hjem? Være sammen med venner? Jeg havde hele tiden følelsen af at gøre noget forkert, uanset hvad jeg valgte. Det var drænende – og med tiden begyndte jeg igen at ty til det, jeg kendte: At kaste op.
Maden på efterskolen var egentlig sund nok, og den kunne jeg godt spise. Men når der blev serveret slik eller fastfood, fik jeg det så dårligt bagefter, at jeg ikke kunne holde det i mig. Det var som om, at den fedtholdige og sukkerrige mad slet ikke kunne lande i min mave, og jeg havde ikke nogen anden mulighed end at kaste op.
Det var samtidig også her, at jeg for første gang anerkendte, at jeg havde et problem. Det var første gang, jeg sagde det højt – om ikke til andre så i hvert fald til mig selv. Jeg forsøgte at søge råd på nettet, men det var svært. Alt det jeg så på internettet, handlede om piger med lavt selvværd, som ønskede at være slanke, og som havde det svært med deres kroppe. Men jeg kunne ikke se mig selv i det. Det handlede om, at man skulle lære, at det var okay at spise lidt usundt, men hver gang jeg selv prøvede det, fik jeg det fysisk dårligt og kunne ikke holde det i mig.
På et tidspunkt forsøgte jeg at tage en aktiv beslutning om at få det bedre. Jeg betroede mig til min roomie, som jeg stolede på. Hun var en fodboldpige, meget ligefrem, og hendes reaktion ramte mig hårdt. Hun sagde: “Du går jo bare så meget op i dit udseende, og du er jo slank – du vil bare gerne have drengenes opmærksomhed.”
Lige dér følte jeg, at jeg ikke kunne stole på nogen. Hun så kun det ydre, men hørte slet ikke, hvad jeg sagde. Det gjorde, at jeg lukkede mig inde igen og gik tilbage til at søge hjælp online, men det hjalp mig ikke. Det ramte stadig ikke det, jeg kæmpede med, så fra jeg var 15 til 18 år, holdt jeg mig selv oppe med ren viljestyrke. Det kunne bare ikke holde i længden, for jeg forstod aldrig rigtigt, hvad der lå bag mine spiseforstyrrede tanker. Jeg kæmpede med symptomerne – uden at kende årsagen.
Vejen mod forståelse
Da jeg var 18 år og flyttede hjemmefra, begyndte tingene stille og roligt at ændre sig. Det var en kæmpe omvæltning, men også en form for lettelse. Det var her, jeg for første gang begyndte at lægge mærke til et mønster:
Mine spiseforstyrrede tanker kom primært kun tilbage, når jeg var stresset.
Jeg arbejdede på det tidspunkt i et advokatfirma, og jeg opdagede hurtigt, at hver gang min krop blev presset, kom trangen til at kaste op tilbage. Det var som om, min krop huskede det gamle mønster – den samme fysiske stress jeg havde følt i mit barndomshjem.
Hvis nogen kom med kommentarer om min mad eller mit udseende – især hvis det blev sagt på en nedladende eller sarkastisk måde – blev jeg trigget med det samme.
Jeg husker særligt én situation, hvor en lidt ældre kollega stod og prikkede til mig, mens jeg sad og spiste min madpakke. En anden gang kommenterede en kollega på mit udseende under frokosten. Og det var i de øjeblikke, at de gamle tanker og reaktioner kom tilbage.
Det gik samtidigt op for mig, at jeg faktisk er ret følsom – og at det især er i større grupper, jeg har svært ved at sige fra. Jeg havde længe troet, at jeg bare skulle være stærk og ignorere det, men min krop reagerede alligevel. Det var en vigtig erkendelse.
Et vendepunkt i kolonihaven
Da jeg som 22-årig købte et lille kolonihavehus, begyndte jeg for alvor at få det bedre. For første gang oplevede jeg en ro og fred, som jeg aldrig havde kendt til. Jeg fik plads omkring mig, både fysisk og mentalt, og der åbnede sig en vej til at begynde at hele. Den ro, jeg oplevede her, blev vendepunktet. Jeg begyndte at forbinde mad med noget positivt. At lave mad og spise sammen blev hyggeligt i stedet for stressende.
Jeg forstod, at hele mit forhold til mad havde været præget af en anspændt krop.
På samme tid fandt jeg også ud af, at jeg har irritabel tyktarm. Det gjorde det endnu mere tydeligt for mig, at min krop var særligt følsom over for både mad og stress – og at det ikke bare var noget, jeg bildte mig ind.
Et nyt jeg
I dag er jeg helt fri for min spiseforstyrrelse. Jeg indtager maden i et roligt stadie og sammen med mennesker, der ikke kritiserer eller kommenterer på min mad og min krop. Jeg mærker kun lidt af de gamle følelser og tanker, hvis jeg havner i selskaber, hvor jeg ikke føler mig tryg – for eksempel hvis stemningen er ubehagelig, folk er meget højlydte, eller der bliver lavet kommentarer om mad. Jeg er derfor meget bevidst om, hvem jeg spiser med. Jeg forsøger at undgå sociale sammenhænge, hvor maden og selskabet ikke føles afslappet. Det vigtigste for mig er, at jeg kan være i ro og i godt selskab.
Jeg vil også gerne sige til – dem, der læser med, at det er muligt at få det bedre. Det er muligt at slippe de destruktive tanker, men det kræver, at man tør kigge ned i, hvorfor de er der. Hvor kommer de fra? Hvad har været med til at skabe dem? Det er svært at komme ud af det, hvis løsningen kun kommer udefra – med regler, pres eller kontrol. Du er nødt til selv at forstå, hvad der foregår. Du er samtidigt også nødt til at tilgive dig selv. Tilgiv dig selv for at have håndteret noget svært på den måde, du nu engang kunne i det øjeblik. Det var den strategi, du havde. Det var den måde, du overlevede på. Og det er okay.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
