Fanget i en sygdom, ingen kendte
I 1980’erne, en tid hvor spiseforstyrrelser er et ukendt fænomen, kæmper 22-årige Alice alene med en sygdom, hverken hun eller hendes omgivelserne forstår. Det, der starter som en uskyldig slankekur, udvikler sig til en altopslugende besættelse. Først mange år senere forstår hun, hvad der egentlig er sket. Nu deler Alice sin historie til dem, der kæmper med en spiseforstyrrelse – og som, ligesom hun selv, står uden diagnose og behandling.
Jeg voksede op i 1960’erne – i en tid, hvor børn sjældent blev inddraget i de voksnes bekymringer. Min barndom var præget af en tryg og ressourcestærk familie, men jeg måtte også i en tidlig alder erfarer, at mit job var at skulle klare mig selv. Da jeg var blot otte år gammel, blev min fireårige lillebror hjerneskadet, og kort tid efter fik mine forældre endnu et barn. Fokus var naturligt rettet mod mine søskende, og dengang var det en udbredt opfattelse, at børn ikke led under det, de ikke vidste noget om – så vi talte aldrig om, hvordan det påvirkede os.
Jeg lærte hurtigt, at jeg skulle klare mig selv. Jeg ville ikke være en ekstra byrde for mine forældre, så jeg blev den pæne, tilpassede pige, der ikke krævede for meget. Jeg blev en hjælpende hånd i hjemmet, en forlænget arm for mine forældre i en tid, hvor der ikke fandtes støtte til familier i krise. Det var en rolle, jeg bar med mig ind i voksenlivet – en rolle, der ente med at koste mig dyrt.
Fra uskyldig slankekur til total kontrol
Som 22-årige havde jeg aldrig bekymret mig om mad eller min vægt. Men efter et ophold på højskole, hvor glæde og samvær havde sat sig som fem ekstra kilo, blev det mit nytårsforsæt at tabe dem igen. Dengang var jeg fuldstændig uvidende om, hvad den beslutning ville komme til at betyde for mig – at en uskyldig slankekur kunne udvikle sig til en alvorlig psykisk lidelse, der ville præge mit liv i mange år.
Den 1. januar 1979 begyndte jeg min slankekur, og kiloene forsvandt hurtigt. Jeg blev overrasket over, at jeg ikke havde nogen problemer med at fravælge mad. Jeg følte mig stærk – stærkere, end jeg nogensinde havde gjort før. Kontrollen over, hvad jeg spiste, gav mig en følelse af magt, en styrke, jeg ikke ville give slip på.
Men kurens karakter ændrede sig. Det handlede ikke længere om vægttab, men om kontrol. Jeg følte mig ovenpå, energisk, nærmest euforisk – og ikke mindst stolt over min egen disciplin. Jeg havde fundet noget, jeg følte mig ekstrem god til.
Vægten blev min dommer
Min madkontrol blev mere og mere ekstrem. Måltiderne blev minutiøst planlagt, kalorier nøje udregnet, og jeg spiste kun særligt udvalgte fødevarer i stadigt mindre mængder. Personvægten blev på en og samme tid min bedste ven, men også min værste fjende. Den var barometeret for mit humør, og den hårde dommer, der afgjorde, hvad jeg havde fortjent, og om jeg måtte spise.
Jeg vejede mig mange gange dagligt og straffede mig selv, hvis jeg ikke var ‘dygtig’ nok. Dage uden mad, smertefulde timer med gråd efter afføringsmidler, nætter præget af sultens skærende smerte. Samtidig blev jeg mere og mere aktiv – ikke med sport, men med uendelige gåture og cykelture, uanset hvor udmattet jeg var. Jeg kunne ikke stoppe.
Kroppen sagde fra
Jeg vidste ikke, hvad der skete med min krop. Min menstruation udeblev, så jeg kontaktede min læge. Ingen vidste, hvad der var galt. Flere speciallæger undersøgte mig, men ingen så sammenhængen mellem min lave vægt og mine symptomer. Ingen stillede spørgsmålstegn.
Samtidig begyndte jeg på børnehaveseminariet, men jeg måtte opgive efter tre måneder. Min hjerne kunne ikke koncentrere sig, min krop var svækket, og min psyke var i opløsning. Jeg var træt, nedtrykt og nedslidt. Depressiv. Jeg forstod ikke hvorfor. Set i bakspejlet ved jeg, at min underernærede hjerne ganske enkelt ikke kunne holde til det. Men dengang var den tanke så fjern, at jeg slet ikke overvejede den. Det lå for langt fra mig at fortælle nogen, hvor svært jeg havde det. Alt var lukket inde. Ikke en samtale med mine forældre. Ikke en samtale med mine venner. Jeg bar det hele alene.
En beskrivelse af mig selv
Da jeg var 25, læste jeg en artikel i Femina. En fortvivlet mor skrev til brevkassen vedrørende sin datter, der var ved at sulte sig ihjel. Jeg kunne genkende mig selv i hver eneste sætning. Hendes beskrivelse af datterens symptomer. Jeg viste artiklen til en gammel ven. Vi talte kort om det, men vi lod det ligge. Det blev dog en lille åben dør i mig. Ikke en erkendelse af, at jeg var syg, men en erkendelse af, at jeg ikke var alene.
Et menneske, der så mig
Efter fire år i dette mareridt, fik jeg en kæreste. Det var vennen, jeg havde vist artiklen til. Han havde fulgt mig fra sidelinjen gennem mange år. Jeg var bange og usikker, følelsesmæssigt umoden og dybest set ikke klar til et forhold trods af mine 26 år.
Kort efter vi blev et par, gled jeg ind i en dyb depression. Men han vendte mig ikke ryggen. Han ventede på, at jeg blev klar. Han vidste intet om pædagogik eller psykiatri – men han besad en medfødt forståelse og omsorg, der skulle vise sig at være altafgørende for mig.
Hans fokus var ikke på min vægt eller min mad, men på mig som menneske. Og det smittede af. Han viste mig, at der fandtes andre ting i livet, ting der var værd at leve for. At min værdi ikke var afhængig af et tal på vægten, men at jeg var noget i mig selv. Han lod vores forhold udvikle sig i mit tempo, med en tålmodighed, der oversteg, hvad man kunne forlange af et andet menneske. Han rummede mig, min historie, mine op- og nedture – uden nogensinde at dømme eller give op.
Otte år uden behandling
I otte år var jeg fanget i anoreksiens greb. Otte år uden diagnose. Otte år uden behandling. Dengang var stort set alle uvidende om spiseforstyrrelser. Jeg vidste ikke engang, at det, jeg gennemgik, havde et navn.
Jeg havde lært fra barnsben, at jeg skulle klare mig selv, så jeg bad aldrig om hjælp. I stedet blev anoreksien mit skjold – min måde at overleve på. Paradoksalt nok, for den førte mig tættere og tættere på kanten.
Men da jeg endelig begyndte at give slip, lærte jeg noget vigtigt: Det handlede aldrig om mad eller vægt. Det handlede om ensomheden, om et ansvar, jeg aldrig skulle have haft som barn, om en identitet, der var formet af at skulle klare alting selv.
Et liv på den anden side
I dag er jeg 67 år og fyldt med en dyb taknemmelighed. Jeg blev gift med den mand, der rakte hånden ud, da jeg havde allermest brug for det. Sammen har vi fået to børn og seks børnebørn. Jeg fandt en vej videre, først i en karriere inden for tandplejen og senere inden for kunsten. Fra at være usynlig og bære alting selv, lærte jeg at træde frem, at dele mit, at stå ved den, jeg er.
I dag er viden om spiseforstyrrelser heldigvis større, men stadig lever mange med deres lidelse i det skjulte. For nogen er det skyld og skam, for andre en falsk tryghed i et kaos. Alt for mange får stadig ikke hjælp – enten fordi de ikke kan række ud, eller fordi de ikke vurderes “syge nok”.
Men psykisk sygdom vejer ikke, og det bør ikke være så svært at få den rette behandling.
Hvis du sidder derude og føler dig alene i mørket, så husk: Der er en vej ud. Måske tager det tid, måske kræver det styrke, du ikke tror, du har – men det kan lykkes. Du må aldrig opgive håbet. Der er lys på den anden side, og dit liv er værd at kæmpe for.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
