”Han kunne slet ikke se, at han var syg”
Da Mettes søn udvikler en spiseforstyrrelse, bliver hun den bærende kraft i et intenst behandlingsforløb. Hun jonglerer mange roller, mens hverdagen langsomt forsvinder. Det er først, da alvoren går op for Simon, at han begynder at tage imod hjælp og finder vejen tilbage til sig selv.
Som barn fjollede Simon altid meget rundt og var rigtig glad. Men i ottende klasse blev Simons klasse slået sammen med en anden. Desværre viste det nye fællesskab sig ikke at være godt for Simon. Han kom og fortalte mig, hvordan alle drengene gik imod ham, fordi han ikke ville ryge, drikke eller køre knallert.
Det gjorde ikke situationen bedre, at Simon havde varige skader efter flere cykelulykker, som tvang ham til at stå uden for mange af fællesskabsaktiviteterne i skolen. Jeg snakkede med skoleinspektøren flere gange, men det hjalp ikke, og de gjorde intet for at forbedre Simons trivsel.
Han begyndte at søge nye relationer hos pigerne i klassen. Det hjalp lidt, for her følte han sig tryg og værdsat. Men den slemme mobning gjorde, at Simon tog mange kilo på. Det endte med, at sundhedsplejersken fik ham igennem et forløb med stramme diæter, fortsat at han skulle tabe sig lidt. Og det gjorde han så.
Brevet på søsters iPad
Mobningen blev ikke bedre. Og en dag opdagede jeg, hvor slemt det stod til. Simons søster kom til mig, med et brev på hendes iPad. Det var Simons selvmordsbrev. Jeg var i chok og skulle læse det flere gange, før jeg forstod, hvad jeg læste.
Set mellem linjerne, skulle jeg nok ikke have fundet det. Men det gjorde jeg. Efter at have læst det et par gange, tænkte jeg: ”Hvad fanden går det her ud på?”. Jeg gik til Simon med brevet og spurgte ind til det. Jeg sagde: ”Det gør du bare ikke det her!”. Det lovede han så, at han ikke gjorde.
Sandheden stod på gangen
Jeg valgte at flytte Simon til en ny skole i niende klasse, for at få ham væk fra de drenge, der mobbede ham. Det var noget af det bedste, jeg kunne gøre for Simon, fordi der kom han til at trives på en helt anden måde. Men det var bare for sent. Set i bakspejlet, skulle jeg nok have flyttet ham noget før. For Simon havde tabt sig rigtig meget.
Første gang jeg for alvor lagde mærke til, at Simon havde tabt sig, var en helt almindelig dag derhjemme. Han kom ud på gangen bare i underbukser, og så lignede han simpelthen en fra en koncentrationslejr. Det var hårdt at se. Jeg blev overrasket af synet og sagde til ham: ”Hvad fanden går det her ud på?”. Men han benægtede det hele og sagde, at der ikke var noget galt. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til det før, fordi Simon altid har gået i baggy tøj og har altid kamufleret sig lidt gennem det. Men af ren forskrækkelse svarede jeg ham med: “Det her skal vi have styr på, Simon. Sådan skal man ikke være.”
Alvoren blev tydelig
Vi gik til vores egen læge, som meget hurtigt så, at der var noget galt. Der var ingen tvivl fra lægens side, og han sendte os videre til børnelægerne. Efter fem ugers ventetid fik Simon diagnosen anoreksi. Men det var en diagnose med nogle fokuspunkter, som lægerne ville arbejde med i behandlingen. Det var jo én ting, at han havde anoreksi nu. Men lægerne fokuserede også meget på, hvad der havde udløst det. Udover terapigrupper, kontrolvejninger og samtaler med vores faste sygeplejerske var der også nogle psykologsamtaler for at få bearbejdet årsagerne.
Simon reagerede ret voldsomt på det til at starte med. Hvorfor skulle han snakke med en psykolog? Han var gal, han var irriteret, og han kunne slet ikke se, at han var syg. Det var virkelig hårdt at se ham gå igennem de her behandlinger. Men inderst inde kunne jeg jo godt se, at det var helt galt dengang, han kom ud på gangen derhjemme. Der var jeg ikke i tvivl om, at der var noget her, vi skulle have hjælp til.
Kom jeg til at sammenligne?
På det her tidspunkt tænkte jeg meget over, hvorfor hulen jeg ikke havde set tegnene. Hvorfor tog jeg det ikke mere alvorligt, da han begyndte at løbe mere og skar kalorierne ud af sin kost? Ofte tænkte jeg bare: ”Styr dig nu lige” eller “Du kan jo godt spise en hakkebøf, der har været sammen med vores andres hakkebøffer.”
Jeg tror et eller andet sted, at jeg nok har sammenlignet Simon lidt for meget med hans storebror. Han var også høj, men han var ikke så tynd som Simon. Det var en forkert sammenligning, fordi for Simons vedkommende handlede det jo om, at spiseforstyrrelsen tog styringen over hans krop. Det var ikke, fordi han lignede sin bror. Det var sygdommen, der havde taget over.
Vigtigheden af samarbejde og støtte
Vi gik i behandling to til fire gange om ugen, Simon og jeg. Hans far og jeg blev skilt, da Simon var helt spæd. Der var mange år, hvor mine børn ikke havde kontakt til deres far. Så det var mig, der var den fundamentale base, der skulle have fingeren på pulsen og styr på det hele. Men da Simon blev syg, var jeg simpelthen nødt til at få hans fars hjælp. Og der var han en god opbakning. Vi havde et godt samarbejde som forældre, men det var vi også nødt til. At stå sammen og hjælpe Simon på bedst mulige måde.
Men eftersom jeg boede alene med børnene, kunne jeg godt mangle nogen at læne mig lidt op ad. Fordi går man ind og søger på det her, så er det næsten kun piger, man hører om. Jeg manglede nogen, jeg kunne spejle mig i og høre om nogen, der havde en søn i samme situation. Heldigvis havde jeg en tidligere kollega, der boede rigtig tæt på, hvis datter havde haft anoreksi før. Hun var en rigtig god sparringspartner på alle mulige måder. Jeg fik lov til at ventilere og følte ikke, jeg stod helt alene alligevel. Der blev grædt mange tårer. Virkelig mange tårer.
De mange kasketter
Oven i det at stå alene med ansvaret derhjemme skulle jeg også håndtere, at vi ikke havde nogen madplan. Vi havde ikke fået udregnet en plan fra diætisten, fordi Simon nægtede. Det gjorde det enormt svært at navigere i hverdagen.
For en ting var at være mor. Noget andet var samtidig at skulle være diætist, psykolog, sygeplejerske og den, der svingede hammeren. Det var hårdt. For jeg endte med at have rigtig mange kasketter på konstant.
Simon knækkede koden
På et tidspunkt fik Simon knækket koden og forandrede sig faktisk. Hans mindset ændrede sig, og han begyndte på en indstilling, der hed: ”Jeg kan godt se, det ikke er okay”. Jeg tror også, det skyldtes, at han en dag så en gå forbi på en parkeringsplads, som så voldsomt syg ud. Han sagde: ”Så syg ser jeg ikke ud”. Så sagde jeg: ”Nej, men du er selv på vippen til at blive indlagt. Så enten tager du dig sammen, eller så hedder det en indlæggelse.” Og der tog Simon sig sammen. Jeg tror, det endte med at være den oplevelse, der gjorde, at han fik knækket koden og begyndte at tage på. Og det gik stærkt. Han havde sat sig for at komme ud af behandling inden sommeren, for han ville ikke være anderledes længere.
På et tidspunkt sagde lægen, at der var gode udsigter. For hvis han fortsatte på den måde, kunne behandlerne sige, at han var færdigbehandlet om fire sessioner. Vi kunne endelig begynde at se målet. Her begyndte mine skuldre at lette.
Bare spis, spis, spis
Vi havde nogle ritualer i bilen under vores lange køreture til og fra behandling. Vi havde en speciel playliste, vi lyttede til, imens vi kørte. Efter hver behandling kørte vi på McDonalds. Til sidst havde han faktisk lyst til det. Han begyndte at få cravings. Det var tidspunkter, hvor han bare skulle have præcis det, han havde lyst til, og jeg satte ingen begrænsninger. Bare spis, spis, spis.
Til sidst havde Simon taget nok på, til at behandlerne ville udskrive ham. Følelsen af, at netop det, jeg havde kæmpet for derhjemme virkede. Jeg havde gjort noget rigtigt som forælder.
Nu tør han svare igen
Vi har det rigtig godt i dag. Men jeg har stadig bekymringskasketten på. Mon han kan falde i igen? Men Simon siger selv: ”Det her lort skal jeg fandeme ikke prøve en gang mere”. Han siger, at spiseforstyrrelsen har frarøvet ham flere ting i hans teenageår. Hele hans mindset har forandret sig. Han tør godt svare igen, og det er fantastisk at se, at han har fået sin styrke igen.
Vi har taget vores kampe, specielt da han ikke ville indse, at han var syg. Det er klart, at vi gerne ville have været hele forløbet foruden. For det vil altid ligge i baghovedet, og jeg kommer aldrig til at give 100 % slip. Hver dag handlede om mad, kalorier, vægt og struktur. Men for nu siger vi: ”Aldrig mere spiseforstyrrelse”.
Hvis jeg skal give noget videre til andre forældre og pårørende, der står midt i det samme, så er det: husk at det ofte er sygdommen, der taler og ikke dit barn. Dit barn er stadig dit barn, elsket præcis som det er uanset diagnose. Men en spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, som skal tages alvorligt. For den kan sætte spor langt ind i livet. Netop derfor er det vigtigt at holde fast i omsorgen, kærligheden og håbet, også når det er enormt svært.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
