Thais’ ventil
Da Thais er 16 år gammel, bliver selvskade en ventil for den indre smerte, han bærer rundt på. Selvskaden giver ham en lettelse, men med hjælp fra familie, venner og psykiatrien indser han, at lettelsen kun er kortvarig
Triggerwarning: Thais’ fortælling indeholder beskrivelser af seksuelt overgreb. Hvis du har haft overgreb tæt inde på livet, opfordrer vi dig til at tage en pause fra historien. Du kan også kontakte Center for Voldtægtsofre, hvis du har brug for at tale med nogen.
Vi skal tilbage til 2019, hvor jeg er 16 år gammel. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var blevet mobbet en del i folkeskolen. Jeg tror, det var kombination af de to faktorer, der gjorde, at jeg var begyndt at få selvmordstanker. Jeg var lige startet på efterskole, og det var her, jeg begyndte at skade mig selv. Jeg bar rundt på så meget indre smerte, som jeg kunne lukke ud gennem selvskaden. Det var en ventil for mig, hvor jeg kortvarigt blev lettet.
Min indre smerte blev fysisk
Første gang jeg selvskadede var på efterskolen, hvor vi var i gang med at sætte en musical op. Min mor ringede til mig hver dag i den periode, og inddragede mig i hende og min fars skilsmisse. Generelt fik jeg alt for mange informationer om, hvad der foregik mellem dem, især fra min mor, men også fra min far. Informationer som jeg slet ikke burde få som deres barn. En aften blev det simpelthen for meget, så jeg satte mig ind på musicalscenen alene og skadede mig selv. Det var ret dramatisk, at jeg valgte at sidde der på scenen, og jeg kan huske, at mit værelse føltes for småt. Jeg tror også, at jeg inderste inde håbede på, at der var nogen, der ville opdage mig, hvis jeg satte mig lige der på scenen. Det var der heldigvis.
Selvom det var aften, var der nogle andre elever, der kom ind, og så hvad jeg lavede. De reagerede meget roligt og spurgte, om jeg var okay, hvorefter de tog mig med op på kontoret. Lærerne kontaktede min far, som er en meget pragmatisk mand, så han gik ret praktisk til værks, hvorimod min mor gik mere i panik og bebrejdede sig selv.
Efter min far blev kontaktet af efterskolen, kontaktede han kommunen, som sørgede for, at jeg kom i et forløb i psykiatrien i Herning på grund af mine selvmordstanker. Jeg fortalte ikke psykologen ret meget – nok mest for at passe på psykologen. Jeg er en ret beskyttende type, så selvom jeg godt ved, det er psykologens job at lytte, så udvalgte jeg, hvad jeg mente, psykologen kunne klare at høre.
Et grænseoverskridende møde
To år senere var jeg til pride i Vestjylland, hvor jeg efterfølgende tog i byen. Her var der nogle mennesker, der ikke var så glade for mig, fordi jeg havde malet et pride-flag på mit ansigt. Jeg valgte derfor at gå udenfor og lige trække vejret for mig selv, hvor en mand, jeg kendte lidt perifært, kom over til mig. Vi snakkede lidt sammen og lige pludselig kyssede han mig. Jeg kunne godt mærke, at det var grænseoverskridende, og han ville gerne have, der skulle ske mere, men jeg stoppede ham og sagde, at det havde jeg ikke lyst til. Han tog det ikke så pænt og virkede fornærmet og skuffet, så for at løfte stemningen forsøgte jeg at tale ud med ham, indtil vi var på god fod igen.
Da det var blevet sent, ville jeg gerne hjem og sove. Manden fra tidligere var meget opsat på at følge mig hjem, selvom jeg sagde, at det behøvede han ikke. Han insisterede og på turen hjem, forsøgte jeg flere gange at tydeliggøre, at han ikke skulle med ind i huset, og at jeg skulle alene hjem og sove, men han accepterede ikke min afvisning. Da vi nåede frem til huset, gik han med ind og så skete det. Det var enormt grænseoverskridende, og jeg kunne mærke, at det, der var sket, var forkert.
Dagen efter tog jeg på arbejde, hvilket jo var helt absurd. Men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, og jeg havde mest af alt lyst til at komme ud af huset. Så jeg tog afsted, men midt på arbejdet fik jeg et kæmpe sammenbrud. Jeg tror, det var min krops reaktion på det, der var sket. Jeg gik hvert fald i panik og ringede 112, hvorefter jeg blev kørt på psykiatriens akutmodtagelse, hvor min far fik mig indlagt. Men jeg fortalte ham ikke sandheden om, hvad der var sket. Jeg tror, at jeg skammede mig så meget. Hvad hvis han tænkte, at det var min egen skyld?
Efter nogle måneder kunne jeg ikke holde det inde længere. Jeg fortalte min far det hele. Han blev ked af det og vred på mine vegne, men igen var han også en praktisk mand, så han foreslog, at vi politianmeldte det, der var sket. Men det ville jeg ikke. De fleste der har stået i samme situation som mig, har nok også frygtet, om politiet ville tage en alvorligt. Igen tog skammen og frygten for, at de ville bebrejde mig over.
En ny begyndelse
Mine selvmordstanker tog til efter overgrebet, og mens jeg var indlagt i psykiatrien, fik personalet en mistanke om, at jeg måske havde en personlighedsforstyrrelse. Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni og startede i et OPUS-forløb (behandling til unge med psykoselignende symptomer, red.). Som en del af mit forløb fik jeg en kontaktperson, som jeg stadig har den dag i dag.
Jeg er blevet ret god til at være ærlig overfor ham. Det skyldes helt sikkert, at jeg både er blevet ældre, men også at jeg med årene har lært, at det betaler sig at fortælle sandheden til nogen. Tidligere ville jeg gerne beskytte alle andre, men i dag ved jeg, at der også er nogle, som skal passe på mig. Min kontaktperson hjælper mig, hvis jeg mærker trang til at skade mig selv, eller hvis de mørke tanker dukker op. Vi taler om, hvordan jeg har det, og han hjælper mig med at få de praktiske ting i hverdagen til at hænge sammen.
I dag ved jeg, at selvskade er en midlertidig løsning. Det letter, lige når man gør det, men i længden er det ikke en hjælp. Hver gang jeg har gjort det, får jeg det meget værre efterfølgende, selvom det har hjulpet, lige når det er sket. Mit råd er: Lad være med at gøre det, for det er en midlertidig og uholdbar løsning.
Jeg ved også, at mange tænker, at selvskade er et forsøg på at få opmærksomhed. Jeg kan godt forstå, at nogle tænker sådan, men det lyder så negativt. Her synes jeg, man skal huske, at man har jo brug for opmærksomheden, fordi det er et udtryk for råb om hjælp, så i stedet for at møde en, der selvskader, med, “du gør det bare for at få opmærksomhed”, så tænk “du gør det, fordi du har brug for, at nogen ser dig, er du okay? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?”
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
