Min facade var et farligt skjold mod omsorg
Hvad der for Victoria starter ud som et ønske om at være stærk for at få sin fars anerkendelse og kærlighed, ender med en spiseforstyrrelse og træningsafhængighed. Det sender hende ud på en rejse, hvor hun skal redefinere, hvad det egentlig betyder at være stærk.
Jeg er vokset op i en lille by i Nordsjælland som skilsmissebarn med stort S. Min barndom føltes som at stå mellem to klipper, hvor jeg konstant var tvunget til at vælge side. Især min far forventede min loyalitet, og jeg tog afstand fra min mor i en søgen efter hans anerkendelse. Jeg valgte hans parti, fordi han var den, der satte de største konsekvenser. Jeg tror, at jeg har internaliseret mange af hans synspunkter. Min mor var en heks, et monster. Og min far elskede jeg overalt på jorden.
Far
Min far havde utvivlsomt sine egne grunde til at sætte de krav, som han gjorde, og jeg forstår, hvor de kommer fra. Jeg har dog senere lært, at intet barn bør tvinges til at vælge mellem mor og far, uanset omstændighederne. Med dette in mente har jeg stået frem med min historie, ikke for at udstille min far eller baggrunden for hans påbud, men for at belyse den virkelighed, som jeg i mange år levede i, og som jeg har en idé om, at andre børn måske kan genkende i en eller anden udformning. Jeg deler min historie, fordi jeg selv ville have haft glæde af at kunne spejle mig i en anden.
Det blev særligt udfordrende, da kravene fra min far begyndte at blive fysiske. Han havde især fokus på, at jeg skulle være stærk, opbygge muskler og reducere min fedtprocent til et minimum. Hvis ikke jeg adlød, kaldte han mig ofte for ‘svag’. Det ord satte sig virkelig i mig. Min kropsvægt og specielt fysiske præstationer blev en direkte måleenhed for hans kærlighed, for det tog fokus fra min manglende overholdelse af, at jeg skulle tage større afstand fra min mor.
“Far, nu har jeg stået planken i fem minutter”, kunne jeg finde på at sige. Og så fik jeg tilsvarende fem minutters kærlighed, før samtalen igen drejede sig mod min ‘illoyalitet’ og manglende rygrad. Jeg levede for de fem minutter, og fordi det gav pote, blev jeg ved med denne strategi. Men det skulle vise sig at gå helt galt.
En farlig søgen efter styrke
Jeg ville bevise over for mig selv og min far, at jeg var stærk, både fysisk og psykisk. Så jeg meldte mig til Forsvaret. Det var i optræningen hertil, at min spiseforstyrrelse og træningsafhængighed for alvor fik lov at overtage mit liv. Kalorietælling blev til en besættelse, og snart spiste jeg “på en app”. Jeg bildte mig selv ind, at det handlede om at sikre ordentlig ernæring. Men jeg var fanget i en rigid og kontrolleret tilgang til mad og motion.
Da jeg så startede som værnepligtig i januar 2023, tog tingene yderligere fart. Særligt træningsafhængigheden stortrivedes i Forsvarets aktive rammer. Jeg var i et miljø, hvor vi konstant pressede os selv, og jeg var sammen med et helt hold af andre unge, som også var skarpe på det fysiske. For mig var det dog ikke nok at ‘være med’, jeg ville være blandt de bedste – på samtlige parametre. Jeg trænede derfor efter øvelser, og jeg tog i svømmehallen for at forbedre min svømmeteknik i weekenderne (jeg var tjenestegørende i Søværnet). På dette tidspunkt anede jeg ikke, at jeg havde et problem.
Under grunduddannelsen skulle vi gøre så mange, for mig, grænseoverskridende ting. Udspringe fra vipper og tage saltvandsindsprøjtninger på egen hånd. Kommandokravle over en sø, hvor man balancerede på en line for at komme over på den anden side. Vi skulle vandre lange ture uden at kende målet, uden mad i kroppen og uden søvn. Mange af disse udfordringer havde jeg enormt svært ved at gennemføre (måske fordi de i virkeligheden handlede om at miste eller reducere kontrollen), men hver gang følte jeg mig stærkere på den anden side.
Fanget på skibet
Da vi var færdige med grunduddannelsen, skulle vi ud at sejle med Kongeskibet og den daværende dronning. Det var en ENORMT spændende tid! Men – der var ét problem. Jeg var fanget på et skib. Hvordan skulle jeg nu nå mine træningsmål? Jeg begyndte at kompensere ved at spise mindre og mindre. Til sidst blev min krop meget svag.
En dag blev jeg trukket til siden af min delingsfører, som gerne ville tale med mig på tomandshånd. Et par stykker af mine kammerater havde allerede spurgt mig ind til mine spisevaner, men nu ville også hun vide, om jeg mon fik nok at spise. Hun spurgte mig ind til, hvordan jeg havde det, og om jeg var ok. Hun sagde, at det var svært at lure, fordi jeg altid smilte, men at hun jo kunne se, at jeg havde tabt mig siden vi startede. Og de havde ret. Jeg spiste minimalt og meget rigidt til måltiderne ombord.
Her begyndte jeg at indse, at der måske var noget, der ikke var som det burde. Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt, at der er nogen, der hiver mig til siden og spørger, om jeg er okay, og fortæller at de er bekymrede for mig. Men jeg var vant til at holde hovedet højt og ikke tabe ansigt, så mit svar blev: “Alt er i den skønneste orden.”
Når man sejler, går man søvagter, og når man er i havn, står man vagt ved kajen. Som værnepligtig har man rutiner og søvnritualer, der kan udfordre de fleste. Hvis man så oveni har så meget at forholde sig til, som jeg tilsyneladende havde under min ‘tid i trøjen’, så er det dømt til at gå galt.
Facaden krakelerede
Jeg husker en bestemt morgen, hvor vi skulle stille an ved sengene i vores flotte hvide uniformer. Jeg havde haft en vagt fra klokken 00-04 (“Hundevagten”, som vi kaldte den), og jeg var så udmattet. Pludselig kom gråden helt uanmeldt. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg skyndte mig hen til banjemesteren, som var ansvarlig for alt personale på skibet. Jeg fik fremstammet: “Jeg ved ikke, hvad der er galt, men jeg er nok ikke klar til tjeneste i dag.”
Også han havde tidligere haft fat i mig for at høre, hvordan jeg havde det, men naturligvis havde jeg ikke givet efter der. Nu greb han mig, og vi gik i dialog om, hvordan vi kunne tilrettelægge resten af værnepligten bedst muligt. En læge fortalte mig senere, at jeg havde fået en stressreaktion. Jeg havde i for lang en periode været i for stort alarmberedskab, både fysisk og mentalt. Jeg fik at vide, at det første og bedste jeg kunne gøre for mig selv, var at få mere søvn.
På infirmeriet (Forsvarets sundhedsklinikker, red.) talte jeg med en psykolog om årsagerne bag min kraftige reaktion denne morgen. Foruden det, at jeg sandsynligvis led af en spiseforstyrrelse, gik det i samtalen op for mig, at situationen hjemmefra og særligt kravene fra min far, havde fyldt gevaldigt hele tiden, faktisk i mange år. Men jeg var blevet så vant til klandrende udtalelser og beskeder på min telefon, at jeg overhovedet ikke havde overvejet, at de kunne påvirke mig så enormt. Jeg var opmærksom på, at udmeldingerne var eskaleret de seneste par år og yderligere under værnepligten, og jeg var opmærksom på, at jeg forsøgte at håndtere det med positiver fra min træning. Jeg troede dog samtidigt, at jeg var stærk nok til bare at kunne vende den anden kind til.
Et par dage efter sad jeg på dækket med nogle fra besætningen. Jeg modtog en besked fra min far, som skrev: “Selvom du er en marinesoldat, er du en svag idiot.” Av. Den styrke, jeg havde forsøgt at opnå og udvise, ville aldrig være nok. Jeg ville aldrig være god nok. Så jeg kunne lige så godt lade være med at forsøge.
En ny begyndelse
Jeg begyndte at overveje, hvordan det ville være at åbne mere op overfor andre. Altid havde jeg gået med alting alene, men folk omkring mig var jo klar til at gribe mig, hvis jeg blot lod mig selv falde. Jeg tog derfor en svær beslutning om at acceptere, at nattevagter måske var uforenelige med mit behov for hvile, også selvom det måtte indebære, at jeg potentielt ikke fuldførte min værnepligt. Nogle gange havde jeg været undtaget fra tjeneste i nogle dage, hvor jeg overvejende fik det bedre, men når jeg så vendte tilbage til skibet og nattevagter igen, blev det hele svært på ny. Jeg følte, at jeg havde fejlet den ultimative styrketest i form af værnepligten, og det var verdens største nederlag at sluge.
En morgen åd jeg dog min ærekærhed og stillede mig op foran samtlige besætningsmedlemmer på agterdækket, med banjemesteren ved min side. Jeg tog en dyb indånding, og så delte jeg min historie. Hvorfor jeg havde været fraværende i tjenesten, og hvorfor jeg kunne virke “lidt fra mig selv”. Hvorfor flere nok havde bemærket, at jeg havde haft det svært de sidste måneder og hvorfor, jeg nu ville aftjene den sidste del af min værnepligt på Holmen, hvor vagterne svarede til mere almindelige arbejdstider. Jeg hulkede hele vejen igennem min tale. Det var så patetisk.
Samtidig oplevede jeg, at alle disse mennesker, som jeg på dette tidspunkt kun havde kendt i et halvt års tid, til fulde var med mig og på mit hold. Flere fældede selv en tåre eller to. En følelse spirede frem inden i mig. En følelse, som jeg aldrig før havde bemærket. En følelse af at være stærk. Ikke stærk på en måde, hvor jeg kunne stå i planken længe, løfte tunge ting eller kravle over en mudret sø. Men stærk på en måde, hvor jeg turde at stå foran alle de her mennesker og dele noget af mit inderste. Og de støttede mig virkelig i det.
Et godt råd til andre, som kæmper med maden
Mange siger, at man skal skrive dagbøger, men det har jeg aldrig rigtig været god til. I stedet begyndte jeg at skrive med udgangspunkt i det, man i militæret kalder en After Action Report (AAR) eller på dansk efterhandlingsrapport.
Her skriver man en rapport efter man har været på øvelse, hvori man evaluerer, hvad der gik godt og dårligt ift. den målsætning, man havde fra starten. Hele baggrunden for rapporten er at lære, hvad man potentielt kan gøre bedre næste gang. Man kigger med andre ord på, hvad man gjorde uhensigtsmæssigt og analyserer sig dermed frem til, hvordan man kan sikre sig, at dette ikke sker igen i fremtiden.
På samme måde begyndte jeg at notere ned, hvor jeg var udfordret ift. min spiseforstyrrelse og træningsafhængighed. Jeg spurgte mig selv: Hvilke tanker har fyldt i dag, og er der mon nogle af de tanker, jeg har ageret uhensigtsmæssigt på? På den måde kunne jeg finde mønstre, og udlede hvilke situationer, der særligt triggede min forstyrrede spisning. Derefter blev jeg mere opmærksom på at være kærlig mod mig selv i disse situationer.
Om at åbne op
Min prædiken på Kongeskibet blev et vendepunkt for mig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville blive ved med at praktisere den åbenhed, som jeg her havde fundet styrken i. Aldrig igen ville jeg spise nogen af med et “jeg har det fint”, hvis der i virkeligheden var andet i vejen (og jeg vel og mærke havde lyst til at dele nærmere med den pågældende), og aldrig ville jeg være en af dem, som “var så svær at komme ind på”, som en af mine kammerater fra skibet fortalte mig, da jeg mødte ham nogle måneder efter mit farvel.
I maj udgav jeg bogen eller digtsamlingen “TABT”, hvori jeg deler nogle af de beskeder og ultimatummer, som jeg har modtaget i årenes løb, og nogle af de erindringer og tanker jeg har haft undervejs. Først overvejede jeg at udgive den anonymt. Det føltes som at dele min dagbog med verden, og det var endnu en gang totalt grænseoverskridende. Omvendt var jeg klar over, at hvis min historie skulle rykke noget, så måtte jeg være synlig. Jeg valgte igen åbenheden og sårbarheden til og endte med at stå frem i eget navn. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at bogen har fået så fin en modtagelse. Bogen har skabt et trygt rum for samtaler og givet andre modet til at dele deres egne historier. Det giver mig så ufattelig meget værdi, og det er noget, som jeg oprigtigt er stolt af.
Jeg taler om min spiseforstyrrelse og træningsafhængighed i datid, men på dårlige dage kan tankerne stadig dukke op. Nu har jeg dog fået nogle bedre måder at håndtere tankerne på. På dårlige dage forsøger jeg at huske mig selv på, at jeg har lov til at være i verden uden at være produktiv og uden at overholde de høje krav, som både jeg selv og omverden kan finde på at stille én.
I dag ved jeg, at der ligger en enorm styrke i at turde være ‘svag’ – eller sårbar, for at bruge et bedre ord. At åbne op og trodse sin værdighed er det stærkeste, man kan gøre. Man kan gemme meget bag et smil, men det behøver man måske ikke. Jeg skrev i min bog: “Min største svaghed har altid været, at jeg kan bilde andre ind, at jeg er lavet af stål.” Jeg levede helst livet med en maske på, men denne facade viste sig i sidste ende at være et farligt skjold mod omsorg.
Det er vigtigt, at man indgående overvejer, hvem man åbner op over for. For mig har det været nødvendigt at være ekstrem og gå fra en yderlighed til en anden, men før jeg fx stillede mig op foran besætningen, udgav min digtsamling, eller medvirkede i denne artikel, har jeg nøje overvejet, hvor meget og til hvem, jeg har haft lyst til at dele. Det er vigtigt, at man har sig selv med, for når man først har tilkendegivet noget, er der ingen vej tilbage. Hertil kan jeg dog sige, at jeg aldrig selv har fortrudt et eneste ord.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
