Fra konkurrencegymnast til selvstændig – min kamp mod spiseforstyrrelser og fejldiagnoser
Gymnastikken fyldte alt i Josefines liv, indtil en madforgiftning i 2013 ændrede alt. Frygten for mad overtog hendes liv, og hun udviklede en spiseforstyrrelse, der førte til indlæggelse og fejldiagnoser. Trods en lang og svær kamp, fandt Josefine styrken til at skabe et nyt liv som selvstændig. Hendes kreative passion blev hendes redning, og i dag driver hun virksomheden “Min Kreative Verden”.
Jeg har så længe, jeg kan huske været konkurrencegymnast. Jeg gik på en folkeskole, hvor jeg kunne dyrke gymnastik i skoletiden. Jeg har været på gymnastikefterskole, gået på opvisningshold og været træner for andre. Gymnastikken har fyldt ALT. Jeg begyndte på gymnasiet og trænede stadig gymnastik næsten hver dag.
I 2013 skulle jeg til Danmarksmesterskaberne med mit gymnastikhold, og derfor havde vi en prøveopvisning en uge før. Så snart jeg kom op i hallen, kunne jeg mærke, at jeg fik det dårligt. Jeg endte med at løbe ud af hallen, fordi jeg skulle kaste op. Opkastningerne fortsatte i en uge, og jeg fandt ud af, at jeg var blevet ramt af madforgiftning. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive klar til konkurrencen. Der var brug for mig, så målet var egentlig bare at kunne deltage. Jeg deltog ikke i alle discipliner, men jeg var med, og det var det vigtigste.
I tiden efter kunne jeg mærke, at noget havde ændret sig oppe i mit hoved. Pludselig blev jeg enormt bange for, hvad der egentlig havde gjort mig syg. Jeg begyndte at udelukke alle de madvarer, som jeg havde spist op til, at jeg blev syg. Inden jeg vidste af det, havde jeg også udelukket de madvarer, som jeg spiste, mens jeg var syg. Det var, som om jeg havde udviklet en panisk angst for at spise.
Det hele startede ikke med et ønske om vægttab. Jeg ser det mere som en fobi for mad. Om det var en gulerod eller et stykke kage, det var ligegyldigt.
Pludselig blev jeg ligeglad med det, som før havde fyldt alt i mit liv
Jeg delte ikke mine tanker med nogen, fordi jeg ikke selv forstod, hvad der var galt. Efter tre uger begyndte min mor at lægge mærke til, at der var noget helt galt. Hun kunne se, at jeg allerede havde tabt mig meget og tog mig straks til lægen. “Du skal bare gå hjem og spise det, du gjorde før, og så er der ikke noget problem,” lød beskeden fra lægen. Vi blev fortalt, at jeg var langt fra at være undervægtig, og derfor var der ingen grund til bekymring.
Efter en måned skulle jeg igen deltage i en konkurrence. Jeg vidste det ikke dengang, men det endte med at blive min sidste konkurrence nogensinde. Derfor er jeg også glad for, at jeg husker det som en god oplevelse. Men det var tydeligt, at noget inde i mig havde ændret sig. Mine tanker om mad var så meget vigtigere end gymnastikken.
De næste fire uger besøgte vi lægen en gang om ugen, og hver gang havde jeg tabt mig. Men lægen tog det stadig ikke seriøst. Derfor valgte min mor at skifte læge, og allerede efter fem minutter stod vi med en henvisning i hånden. Jeg ramlede lige ind i en sommerferie, og derfor gik der et par uger, før jeg kunne starte i ambulant behandling. På det tidspunkt var der gået to måneder siden madforgiftningen, og jeg havde tabt rigtig mange kilo. Det gik virkelig virkelig stærkt.
19 år, 3.g og ambulant behandling
Efter sommerferien var jeg 19 år. Jeg skulle starte i 3.g og samtidig i ambulant behandling. I starten af behandlingen fik jeg stukket en kostplan i hånden, som indeholdt alt det, jeg var så bange for at spise. Der var fokus på høje fedtprocenter, store mængder og vægtøgning. Panikken fyldte min krop. Jeg husker flere episoder, hvor jeg stod med min mor nede i supermarkedet og skulle vælge, hvilken yoghurt jeg skulle have. Jeg blev helt ustyrlig og skabte mig som et lille barn, og jeg kunne ikke engang mærke en følelse af skam. Den eneste følelse i min krop var panik.
Jeg vidste godt, at jeg gjorde mine forældre glade ved at gå i behandling. Men samtidig kunne jeg også mærke, at jeg ikke havde lyst til at tage på. Så selvom mit vægttab ikke startede med et ønske om at tabe mig, udviklede jeg en anorektisk tankegang i takt med, at jeg tabte mig. Og da den først havde fundet sin plads i mit hoved, forlod den mig ikke igen.
Det blev hurtigt klart, at jeg ikke kunne gå i skole på samme måde som før. Jeg startede med at vælge få fag ud og blot tage dem. Men efter små tre måneder i behandling blev jeg indlagt den 27. november 2013, fordi min vægt blev ved med at falde og alt andet gik ned ad bakke. Min krop var så fysisk svækket, at jeg begyndte at falde om og besvime.
“Du trækker de andre ned”
Nu var der nye boller på suppen. Jeg husker en følelse af at føle mig anderledes end de andre i behandling. Måltidet var svært for alle, men jeg var ikke kun bange for at tage på, jeg var også bange for, at maden ville gøre mig syg. Men det blev der ikke taget hensyn til. Jeg blev behandlet på samme måde som alle andre, selvom jeg på ingen måde følte mig som dem.
Der var en regel om, at alle måltider skulle indtages på tid, hvilket udløste en masse ritualer hos mig. Klokken skulle stå på et specifikt klokkeslæt, maden skulle tygges et bestemt antal gange, og den skulle spises i samme rækkefølge. Hver eneste gang. Der var fire til fem måltider om dagen, hvilket for mig blev paniske zoner, hvor jeg bare sad og græd og græd.
Jeg husker størstedelen af tiden i behandling som forfærdelig. Jeg følte, at jeg fik enormt meget skældud fra behandlerne for ikke bare at kunne spise. Der var konstant kommentarer som “spis nu bare lidt hurtigere” og “lad vær med at tygge maden så meget”. Jeg var så bange for at gøre noget forkert.
Min nye hobby blev en flugt fra virkeligheden
Det var en stor omvæltning at gå fra at være konkurrencegymnast og bevæge mig konstant til pludselig ikke at måtte noget. Jeg skulle bare sidde i en sofa eller ligge i en seng. I perioder måtte jeg ikke engang sidde ved et bord. Det var virkelig svært, også fordi jeg hele tiden blev tvunget til at være i mine egne tanker.
Mine forældre gjorde alt i deres magt for at finde noget, der kunne få mig på andre tanker. Men intet hjalp, indtil en dag hvor jeg fik en pakke af min genbo. I pakken lå der en rulle garn og en hæklenål. Jeg tror, jeg havde prøvet at hækle en gang før i 3. klasse, og på det her tidspunkt var der så lidt indhold i min hverdag, at jeg prøvede at give det et skud.
Jeg fik lov til at se videoer på en iPad om, hvordan man gør, og jeg øvede mig virkelig meget. Ret hurtigt blev det tydeligt, at det var noget, jeg faktisk godt kunne finde ud af. Inden jeg fik set mig om, hæklede jeg i alle mine vågne timer. Hæklingen gjorde, at jeg i korte eller længere stunder kunne glemme hvor dårligt, jeg havde det. Det blev en flugt fra virkeligheden og på mange måder det, der fik mig gennem min indlæggelse.
Min Kreative Verden
Gennem hele min spiseforstyrrelse var en af de eneste konstanter hæklingen. Jeg fandt pludselig et fællesskab, som jeg ikke havde haft, siden jeg stoppede med gymnastikken. Efter opfordring fra nogle unge piger i min hæklecafé og min egen voksende tro på mig selv, sendte jeg mine opskrifter ind til Forlaget Klematis. Dagen efter blev jeg kontaktet af Claus Dalby, som gerne ville møde mig.
I 2016 udgav vi sammen min første bog, og jeg fandt min motivation. For første gang havde jeg en tro på, at der var noget at kæmpe for. Denne gang for min egen skyld og ikke bare for at gøre min familie glad. Under mit studie udgav vi yderligere tre bøger, og pludselig var jeg helt sikker på, at den kreative verden skulle være min levevej. Sådan blev virksomheden “Min Kreative Verden” til.
Måske er der en forklaring på, hvorfor behandlingen er svær for mig
I 2014 blev jeg udskrevet og kom hjem, men jeg skulle stadig fortsætte i et gruppeforløb på et dagshospital tre gange om ugen, hvor der var fokus på at normalisere spisning. Hvis der var noget, min spisning ikke var, så var det normalt. Jeg havde så mange regler og ritualer, og den eneste hjælp, jeg fik til at håndtere det, var at få at vide, at jeg ‘bare’ skulle stoppe. Men der var ingen hjælp til hvordan.
Det meste, jeg husker fra mine 8 måneder på dagshospitalet, var skældud over ikke at gøre det godt nok. Håndteringen af alle de tanker, der foregik i mit hoved, blev hele tiden udskudt. Da mit videre behandlingsforløb skulle vurderes, valgte behandlerne at udskrive mig, fordi de vurderede, at jeg ville trække de andre ned, fordi jeg stadig var så syg.
Jeg stoppede samtidig med en anden pige i gruppeforløbet, og hendes sidste kommentar var: “Undskyld mig, men kan I ikke se, at Josefine har hamrende OCD?”. Det var første gang, at ordet ‘OCD’ blev nævnt. Indtil nu havde jeg kun fået at vide, at mine regler og ritualer var noget pjat. Men måske var det ikke mig selv, der var skyld i, at det hele var så svært? Måske var der en anden forklaring?
Behandlingens konsekvenser og eftervirkninger
Behandlingen for min spiseforstyrrelse stoppede i 2015, samtidig med at alle i min gymnasieklasse blev studenter. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg bare skulle gå 3.g om, men i stedet fandt jeg ud af, at det rigtige for mig var at tage det sidste år på HF. Der var sket alt for meget dårligt det sidste år, og derfor kunne jeg ikke holde ud at være på den skole.
Jeg har i dag fundet ud af, at jeg nok bliver ramt af en eftervirkning af alt det, jeg har været igennem. Det kom til udtryk ved, at alle mine sanser blev skærpet, og jeg kunne blandt andet ikke holde lyde ud. Samtidig begyndte jeg også at få panikanfald og udvikle angst for kryb, små rum og bakterier.
Hele denne efterreaktion kom af, at jeg ikke følte mig set eller hørt. Der var et enormt stort pres omkring hele måltidssituationen, hvor jeg oplevede en form for tvangsbehandling. Over for mine forældre viste anoreksien sig som en vrede, og jeg blev enormt udadreagerende og kastede med ting. Men over for personalet i behandlingen var jeg meget indadvendt, bange og ked af det.
Fra OCD-behandlingen til en ny diagnose
Jeg startede i OCD-behandling, og behandleren spurgte, om jeg kunne høre ting, der ikke var der. Det følte jeg, at jeg gjorde, fordi alle mine sanser var så skærpede. Der skete nogle helt sindssyge ting i mit hoved. Jeg blev sat foran en behandler og skulle svare på det ene spørgsmål efter det andet. Alting gik så stærkt, og konklusionen var skizofreni. Skizofreni? Det har jeg da ikke. Men igen var der ingen, der lyttede.
Nu stod den på skizofrenimedicin, og jeg har aldrig oplevet så voldsomme bivirkninger. Der var en konstant uro i min krop; jeg kunne hverken ligge eller sidde stille. Jeg kunne ikke engang trække vejret ordentligt. I tre måneder kunne jeg absolut intet andet end at ligge i fosterstilling.
Behandlerne blev ved med at fortælle mig, at jeg var en ret atypisk skizofrenipatient. Den dag i dag kan jeg se, at der i min journal står, at jeg er påfaldende velfungerende. Jeg passede ikke rigtig ned i skizofrenikassen, fordi jeg kunne så mange ting. Jeg havde været på højskole, flyttede hjemmefra og startede på et nyt studie. Jeg havde fået konstateret skizofreni og var berettiget til førtidspension, så det var ikke normalt, at jeg kunne alle disse ting.
Fejldiagnosen
I 2018 valgte jeg selv at stoppe med medicinen, fordi jeg bare ikke kunne mere. Derfor blev jeg udskrevet, og det var en kæmpe lettelse. Det havde jo været mit ønske fra starten af. Min glæde til livet begyndte langsomt at vende tilbage i takt med mine succesoplevelser og mit medicinstop.
Jeg læste en historie, der var identisk med min egen. En ung pige, der havde fået diagnosen skizofreni og aldrig havde følt, at det var rigtigt. Hun blev gravid, og pludselig stod der to personer fra kommunen og skulle vurdere, om hun var i stand til at tage vare på et barn. Alt i min krop vendte sig; det der måtte aldrig ske for mig.
Jeg vidste, at skizofrenidiagnosen var forkert. Derfor besluttede jeg mig i 2023 for at få en revurdering. En ny psykiater tog mig igennem den lange test igen, og det blev med det samme tydeligt, at jeg i hvert fald ikke havde skizofreni. Der var ingen tvivl om, at jeg led af angst – og det vidste jeg jo godt. Men det var der heller aldrig nogen, der hverken havde sagt eller tilbudt mig behandling for, før nu. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så lettet, som da jeg fik papir på, at skizofrenien var en fejldiagnose.
Det helt store vendepunkt
Siden udskrivelsen fra behandlingen for min spiseforstyrrelse gik jeg hos en kvinde, der hedder Kirsten. Hun er hverken behandler, psykolog eller coach, men hjalp mennesker som mig, fordi hun selv havde kæmpet med en spiseforstyrrelse og et behandlingssystem, som ikke kunne rumme en som hende. Jeg gik hos Kirsten cirka en gang om ugen fra 2014 til 2021.
Hun er på mange måder mit store vendepunkt, fordi hun gav mig kontrollen tilbage. Hun hjalp mig med at finde en vej, hvor der skete en udvikling, samtidig med at jeg kunne have mig selv med. For første gang var der fokus på, at alting skete i mit tempo og blev tilpasset mine behov.
Jeg ved godt, at min indlæggelse var nødvendig. Hvis ikke jeg var blevet indlagt, er jeg ikke sikker på, at jeg havde været her i dag. Men der blev ikke taget hensyn til mig som menneske, og det, der virkelig har hjulpet mig, er dem, der har set ud over sygdommen og kigget på mennesket bagved.
Maden er stadig svær, og det er okay
Maden har været en lang kamp, der lige så stille for hver dag er blevet bedre. Jeg har ikke en forventning om, at jeg nogensinde kommer til at få det, som jeg havde det, før jeg blev syg, men jeg har lært, at det er okay. Det er ikke mit mål. Mit liv bliver ikke bedre af, at jeg siger ‘ja tak’ til en kage, som jeg ikke har lyst til. Det er et problem, hvis jeg har lyst og siger nej. Men hvis det ikke er sådan, er det ikke en kamp, som jeg vil tage. Ikke lige nu i hvert fald.
Det har taget mig rigtig lang tid at komme frem til, at jeg godt kan være normal på trods af, at jeg ikke kan alle de samme ting, som jeg kunne før. Det virker mærkeligt at sige, men på en eller anden måde prøver jeg bare at være taknemmelig for alle de ting, der er sket. Hvis ikke jeg var blevet syg, var jeg måske aldrig blevet selvstændig og skabt “Min Kreative Verden”.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
