Camilla var ikke syg nok til behandling
Camilla begynder at løbe for at slippe væk fra studiestress, men frirummet bliver til en besættelse. Da hun søger hjælp, passer hun ikke ind i nogen kasse. Hun er ikke syg nok til anoreksi, ikke besat nok til ortoreksi. Sammen med sin kæreste tog hun de første skridt mod behandling, men det var først, da deres forhold brast, at hun for alvor indså, at hun måtte tage kampen op. Kampen mod spiseforstyrrelsen.
Vi skal tilbage til 2015. Jeg var lige begyndt på min kandidat og boede sammen med min kæreste. Studiet fyldte alt. Jeg ville klare mig godt – måske for godt. Perfektionismen sad i mig, og det var svært at acceptere, at noget kunne føles udfordrende.
Så jeg begyndte at løbe. Det gav mig luft, et mentalt pusterum. Et frirum. Lidt efter startede jeg også i fitness med nogle veninder. Det var hyggeligt – i starten. Men langsomt blev det en nødvendighed. Noget, jeg ikke kunne slippe. Følelsen af kontrol over min krop og min hverdag var tilfredsstillende. Endelig var der noget, jeg kunne styre, og noget som jeg var god til.
De første faresignaler
Natten til nytår 2015/16 vågnede jeg med kramper i benene. Min krop protesterede. Jeg slog det hen – tænkte, at jeg manglede jern eller vitaminer. Men kramperne blev hyppigere.
Min kæreste begyndte at blive bekymret. Han sagde ting som: “Skal du virkelig ud at løbe igen?” eller “Du behøver jo ikke at tabe dig.” Men jeg blev irriteret. Jeg havde jo kontrol. Studiet gik bedre, arbejdet kørte – så hvad var problemet?
Men over foråret og sommeren ændrede noget sig. Motion var ikke længere nok – jeg begyndte også at kontrollere maden. Jeg elskede mad, men hvis jeg vidste, jeg skulle spise ude, ville jeg altid løbe en ekstra lang tur inden. For så var det “okay” at spise kulhydrater. For det handlede ikke om sult. Det handlede om kontrol. Motionen begyndte også at ændre funktion – det var ikke længere et frirum, men et nødvendigt onde for at have god samvittighed.
Min kæreste sagde stop
Sommeren 2016, et halvt år efter de første kramper meldte sig, satte min kæreste mig ned. Han kunne ikke holde ud at se på det længere. Han sagde, at det var for hårdt for mig selv – og for ham. Så han kontaktede mine forældre.
Jeg har altid haft et tæt forhold til dem, men de så mig ikke i hverdagen. De så ikke det, han så. Men de begyndte at blande sig. Min kæreste, min mor, min far. Det føltes som overvågning. Jeg blev irriteret og begyndte at skjule det. Jeg løb i hemmelighed, lavede sundere aftensmåltider, trak mig.
“Måske er jeg syg?”
I slutningen af den sommer sagde min kæreste, at vi måtte tage til lægen. Han kunne ikke længere stå med det alene. Med det ansvar. Jeg blev vred og ked af det, men han gav ikke op. Han fik mig overtalt, og vi tog sammen afsted. Jeg kan tydeligt huske, da lægen fortalte, at han vurderede, at jeg ikke var syg nok til behandling.
Vi forlod klinikken og satte os på en bænk i solen. Min kæreste sagde ingenting. Stirrede tomt ud i luften. Jeg kunne se det i hans øjne – skuffelsen, magtesløsheden. Han havde kæmpet så længe for at få nogen til at se det, han så. Og nu var han blevet afvist. Det burde have været en lettelse for mig. På en måde var det også. Jeg havde jo ret. Men en frygt voksede også i mig: Måske er jeg syg?
Tanken skræmte mig. At gå fra at tro jeg havde kontrol til at indse, at det måske slet ikke var mig, der styrede det. Hvad nu hvis kontrollen ikke var min? Hvad nu hvis den tilhørte spiseforstyrrelsen? Og hvis jeg gav slip på den – hvad var der så tilbage af mig?
Ikke at passe ind i en kasse
Senere samme dag, mens vi sad med vores kaffe, ringede lægen. Han havde fortrudt, at han ikke havde henvist mig, så kort efter blev jeg tilbudt en udredning i psykiatrien.
Jeg husker venteværelset. Min kæreste ved min side. Rundt om os sad der piger og drenge, der var ekstremt tynde og græd ved tanken om at skulle spise. Det var voldsomt. For jeg kunne slet ikke sætte mig ind i deres tanker eller ageren. Da psykiateren sagde, at jeg havde anoreksi, gav det ingen mening for mig. Jeg kunne jo godt lide mad? De talte også om ortoreksi, men jeg kunne sagtens spise burger og kage, så længe jeg bare havde løbet inden. Jeg passede ikke ind i en kasse. Det var ubehageligt at være i, for jeg ville ikke presses ned i en kasse. Men det var den eneste mulighed, hvis jeg ville have hjælpen.
Psykiateren gav mig en kostplan, jeg skulle følge for at tage på og få det bedre. Perfekt – regler, struktur, kontrol. Præcis det, jeg mestrede. At følge en plan, at styre maden. Problemet var bare, at reglerne var ændret. Ifølge planen skulle jeg spise nogle andre ting, i udfordrende mængder og undvære motion. For det talte vi også om. Motion. Jeg skulle minimere den, helst stoppe helt. Men hvad betød det overhovedet? Det var så ukonkret.
Så jeg løb i skjul. Holdt det hemmeligt. Min kæreste troede, jeg fulgte planen og fik det bedre, men vægten stod stille. Psykiateren sagde, det ville tage tid, men intet ændrede sig. Efter pres fra min kæreste og familie gik hun med til at henvise mig til et daghospital – tre gange om ugen, fire timer ad gangen, sammen med ni andre unge kvinder. Jeg blev sygemeldt fra studiet, men holdt fast i mit studiejob. Nu skulle jeg fokusere på at blive rask.
Malplaceret i behandlingen
På daghospitalet var maden og vægten i fokus. Vi lavede mad sammen, spiste sammen og konfronterede det sværeste. Jeg kan huske en dag, hvor vi skulle spise pizza. Rundt om bordet kæmpede de andre – nogle græd, andre væmmedes, tvang sig selv til at tage en bid. Jeg derimod tænkte, at det faktisk smagte ret godt – at jeg måske endda godt kunne spise et stykke mere.
Men den tanke holdt jeg for mig selv. At bede om mere ville føles helt forkert – som om jeg ikke hørte til. Det forstærkede følelsen af at være malplaceret. Min kamp handlede ikke om væmmelse ved mad, men om kontrol. Jeg følte mig malplaceret, mere syg af at være der, end jeg følte mig hjulpet.
Efter seks måneder havde jeg nået psykiaterens anbefalede vægt, men jeg var ikke rask. Spiseforstyrrelsen fyldte stadig i mit hoved. Alligevel stoppede jeg i behandlingen og genoptog mit studie i håb om at finde tilbage til en hverdag.
Jeg ville ikke miste mere
At spise normalt igen var svært. Jeg vidste for meget om kalorier, og det hæmmede mig socialt. Min kæreste og jeg opsøgte en tidligere behandler fra daghospitalet, der nu arbejdede selvstændigt. I 1:1-samtaler udfordrede hun mig på min kontrol, min frygt for at slippe motionen og for at spise og leve frit. Jeg ville hverken tage på eller tabe mig – men jeg ville heller ikke blive mere syg. Så spiseforstyrrelsen slap aldrig helt, den ulmede stadig under overfladen.
I efteråret 2017 gik min kæreste fra mig. Otte måneder efter daghospitalet, og spiseforstyrrede tanker var stadig en del af min hverdag . Han kunne ikke mere. Det blev mit vendepunkt. Jeg havde mistet mig selv til spiseforstyrrelsen – men jeg ville ikke også miste dem, jeg elskede. Jeg ville ikke lade den styre mit liv længere. Jeg flyttede hjem til mine forældre og begyndte at spise frit. Jeg skulle have energi. Jeg skulle have det godt. Jeg skulle videre.
Langsomt fandt jeg balancen. Jeg blev færdiguddannet, fik job, min egen lejlighed – og jeg blomstrede. Min ekskæreste fulgte med fra sidelinjen, og med tiden fandt vi hinanden igen.
Kroppen, der kæmpede tilbage
Jeg følte mig fastholdt i sygdommen, selvom jeg gerne ville videre. For da vi gerne ville have børn, skulle det vise sig, at sygdommen havde konsekvenser for min fertilitet. Da jeg stoppede på p-piller, udeblev min menstruation. Lægerne kunne ikke sige, hvornår min cyklus ville vende tilbage – kun at årene med underernæring formodentlig havde sendt min krop i dvale.
Jeg bebrejdede mig selv. Havde jeg virkelig gjort det så svært? Ødelagt vores fremtid? Vi startede i fertilitetsbehandling. Det var hårdt, men jeg blev gravid. Først flere år senere – et halvt år før jeg blev gravid med vores andet barn – fik jeg endelig min menstruation tilbage. Jeg blev naturligt gravid denne gang. En kæmpe sejr. Min krop fungerede igen. Nu ejede jeg endelig min krop.
I dag – og for altid en del af mig
I dag er jeg 33 år og hviler mere i min krop, end jeg nogensinde har gjort. Når presset stiger, mærker jeg stadig trangen til at løbe – den forsvinder nok aldrig helt. Men forskellen er, at jeg i dag ved, hvor grænsen går.
Løb har altid været mit frirum, og netop dér lå udfordringen. Jeg løber stadig, men nu lytter jeg til min krop. Om jeg træner fem gange om ugen eller én, betyder ikke noget – mit fokus er at have det godt, både fysisk og mentalt.
Siden min menstruation vendte tilbage, har jeg for alvor følt mig fri af spiseforstyrrelsen. Men den vil altid være en del af mig – og af dem, der fulgte mig igennem det. Min mand, min familie. Det slipper aldrig helt. Men i dag er det mig, der har kontrollen.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
