Julianes rejse gennem selvhad og psykisk smerte
Julianes ADHD gør hende udadreagerende, og det går ofte ud over hendes familie. Skyldfølelsen og selvhadet vokser, og i stedet for at vende smerten udad begynder hun at vende den indad mod sig selv – selvskade. I dag ved hun, at selvskade ikke er løsningen – det er at sætte ord på de svære følelser.
Jeg har haft en lidt svær barndom. Min far har ADHD – en diagnose, jeg selv fik i 5. klasse. Det var en hård besked at få. Jeg følte mig i forvejen anderledes, og diagnosen blev som et stempel på, at den følelse var rigtig.
Jeg fik tit at vide, at jeg var mærkelig eller for højlydt. “Hvorfor kan du ikke bare være som alle de andre?” blev en sætning, jeg lærte udenad. Lærerne sendte mig ofte uden for døren, fordi de mente, jeg forstyrrede undervisningen. Hver gang det skete, var det som en fysisk påmindelse om, at jeg ikke passede ind – som om døren mellem mig og de andre ikke bare var en dør, men en mur, der skilte mig fra dem.
Et selvhad fra barnsben
På grund af min ADHD havde jeg mange humørsvingninger, og det var svært at håndtere. Hvis jeg blev meget frustreret eller overvældet, kunne jeg ikke styre mig selv. Jeg blev vred, udadreagerende – nogle gange voldelig. Og det gik især ud over min familie.
Det gjorde noget ved mig. Jeg hadede mig selv. Hadede, at jeg gjorde dem ondt. Hadede, at jeg ikke passede ind. Så i 5. klasse begyndte jeg at kradse mig selv. Jeg havde så meget selvhad indeni, at det bare måtte ud på min hud. En uhåndgribelig psykisk smerte, som blev gjort fysisk og mere håndgribelig.
Det var en mærkelig blanding af følelser. På den ene side følte jeg, at jeg fortjente at blive straffet. At jeg skulle mærke den smerte, jeg påførte andre. På den anden side gav selvskaden mig en slags ro – som om den kunne oversætte alt det kaos, jeg følte, til noget konkret. Noget, jeg kunne forstå.
Selvskaden tager fart
Skolen føltes som et konstant pres, og udenfor trænede jeg seks gange om ugen. Jeg var stresset. Overvældet. Forventningerne hobede sig op og skubbede mig over i en mere alvorlig form for selvskade. Det var her, den for alvor tog fart.
Det forsatte også, da jeg startede på efterskole i 10. Klasse. Indtil nu, var der ingen, der havde opdaget det eller stillet spørgsmålstegn ved min adfærd. Jeg brugte enormt meget energi på at skjule det. Nogle gange havde jeg sår eller kradsemærker i ansigtet eller på kroppen – mit tavse råb om hjælp, som ingen opfangede.
Nogle få spurgte forsigtigt: “Er du okay?” Det var rart, for jeg ville egentlig gerne have hjælp. Men det var også skræmmende. Jeg vidste knap nok selv, hvordan jeg skulle sætte ord på det. Jeg forstod ikke engang mine egne handlinger – hvordan skulle jeg så forklare dem til andre?
Frygten for at sige det højt
Alt man havde hørt om, var at det var opmærksomhedssøgende, hvis man selvskadede. Et fucking irriterende klistermærke at have på selvskaden, som om det ikke var svært nok i sig selv. Så jeg lavede et autosvar: “Jeg har bare kradset mig i søvne” eller “Det er en kat”. Jeg slog det hen, kom med dårlige undskyldninger og forsøgte at skubbe det væk – både for dem og for mig.
Jeg kan huske en episode på efterskolen, hvor en pige så mine ar og spurgte ind til dem. Jeg gav mit sædvanlige svar, hvortil hun lettet sagde: “Okay godt, fordi jeg troede det var selvskade, og det er jo bare SÅ opmærksomhedskrævende”. De ord ramte mig som et slag. De bekræftede alt det, jeg frygtede. Hvis jeg sagde det højt, ville folk dømme mig.
Efter efterskolen begyndte jeg i gymnasiet, og her blev alt meget værre. Jeg selvskadede mere og mere, og det blev sværere at skjule arene. På det her tidspunkt havde jeg ikke været ude og bade med min familie i tre år, fordi jeg ikke følte mig tryg i at skulle vise det og snakke om det. Særligt fordi de ikke vidste, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Det gjorde egentlig det hele meget sværere, at ingen vidste det. At jeg skulle kæmpe for at holde det skjult.
Andre har det værre end mig
Jo dårligere jeg fik det, jo længere væk kom jeg også fra mig selv. Min familie kunne godt mærke, at jeg ikke var den samme. En dag satte de mig ned ved køkkenbordet og sagde, at de syntes, jeg burde starte til psykolog. Men jeg var uenig. Jeg kunne ikke tage imod det.
For på sociale medier så jeg hele tiden mennesker, der havde det værre end mig. Folk, der blev tvangsindlagt. Folk, der kæmpede med langt større ting. Så hvorfor skulle jeg tage imod hjælp, når der var nogen, der havde langt mere brug for den? Jeg følte ikke, at jeg havde det dårligt nok. At mine problemer var store nok.
Den følelse kan stadig sidde i mig den dag i dag. At jeg ikke bør snakke om det, fordi der altid er nogen, der har det værre. At mine ar ikke er dybe nok, ikke slemme nok – måske endda ligegyldige i forhold til andres smerte. At mine problemer ikke er værd at give taletid. Men jeg ved bedre nu.
Den første indrømmelse
Halvandet år senere, da jeg var 18 og gik i 2.g, startede jeg langt om længe hos en psykolog. Fokus var primært på min angst, ikke selvskaden. Vi talte om mange forskellige ting. Én af dem var min barndom. Det var ekstremt svært at være i. Samtidig var der kaos derhjemme, presset voksede, og min selvskade eskalerede. En dag spurgte psykologen: “Hvordan kan du være i alt det her?” Og for første gang sagde jeg det højt – at jeg selvskadede, og at jeg faktisk ikke havde det godt. Pludselig forstod jeg, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Hvorfor jeg selvskadede. Svaret lå i min barndom.
Min psykolog kontaktede min læge, men han forstod ikke alvoren, og han havde en travl tidsplan. To måneder gik, og jeg endte selv med at række ud. Kort efter eskalerede det, og jeg endte på sygehuset efter et selvmordsforsøg – noget, der aldrig havde været min intention med selvskaden. På sygehuset bad lægen mig trække ærmet op. Det var dér, min mor så det for første gang. Først brød jeg sammen, så min mor. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det. Jeg endte med at være på somatikken i to dage. Det var dér, det gik op for mig, at jeg faktisk ikke var okay.
Mødet med psykiatrien
Kort tid efter blev jeg diagnosticeret med depression og OCD. Jeg var 18 år på det her tidspunkt, men sandheden var, at jeg nok havde kæmpet med det siden 8.-9. klasse, hvor selvskaden begyndte at fylde mere. Jeg startede i psykiatrien, men selvskaden blev næsten ikke nævnt. Fokus var på mine diagnoser, og selvom det gav mening, føltes det forkert. Det var jo selvskaden, der havde fulgt mig i årevis, så jeg følte, at selvskaden burde tages mere alvorligt.
Jeg fik også en kontaktperson. Der er mange måder at selvskade på, så hun ville gerne se, hvor slemt det var og spurgte, om hun måtte se. Jeg svarede tøvende ja, selvom jeg var meget usikker på det. Jeg synes jo ikke det var særlig slemt sammenlignet med andre.
Men jeg viste hende det. Blev mødt af: “Nå, er det bare det?” En sætning ramte mig virkelig hårdt, for jeg følte mig allerede ikke set. Jeg kæmpede allerede med følelsen af, at min selvskade ikke var slem nok – og nu blev den bekræftet. Der gik ikke længe før jeg skiftede kontaktperson. Heldigvis blev min næste kontaktperson meget bedre, og i dag ved jeg, at selvskade er selvskade, uanset hvor dybt det er.
I dag
I dag går jeg i psykiatrien og er startet i gruppeterapi for depression. Da jeg var yngre, var selvskade den første metode, som jeg tyede til. Det endte med at blive en vej, jeg gik ned ad alt for mange gange. Men i dag har jeg lært at gå ned ad en ny vej. Det krævede et aktivt valg – for det stopper ikke af sig selv.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har hjulpet, at der er kommet mere ro i min hverdag. At jeg ikke længere er lige så vred som dengang, for det har været en kæmpe del af min beslutning om at prøve at blive clean.
Men der er stadig dage, hvor trangen vender tilbage, hvor den gamle vej føles som den letteste at tage. Jeg faldt i for et par uger siden igen, men det er okay. For recovery behøver ikke at være lineær. Det handler om at rejse dig igen, og jeg er blevet bedre til at række ud. At gå en ny vej. Hvis trangen kommer, siger jeg til min familie, at jeg har brug for at være sammen med dem, så jeg ikke agerer på mine følelser. Musik hjælper mig også – nogle gange skruer jeg bare helt op og lader lydene overdøve støjen i mit hoved.
Tal om det
Mange tror, at selvskade handler om at søge opmærksomhed. Men ingen gør det uden grund, og hvis nogen gør det for at få opmærksomhed, er det nok mere et forsøg på at råbe om hjælp.
Jeg skjulte det længe af frygt for at blive dømt. Men da jeg endelig sagde det højt, greb venner og familie mig. Vi fandt et fælles sprog, og min mor blev min største støtte. At sætte ord på det har været en kæmpe lettelse. Ingen er tankelæsere, og ingen bør kæmpe alene. Hver dag bliver jeg mindet om, at min familie er der for mig. Og i dag ved jeg, at mine problemer aldrig er for små til at blive taget alvorligt.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
