“Du skal altså ikke være 16 år gammel og ultratynd for at have en spiseforstyrrelse”
På papiret ser Stinas liv godt ud. Hun er gift, bor i sit første købte hus, har to børn og to bonusdrenge – men under overfladen har alt ikke altid været godt. Stina har nemlig hele sit liv haft et svært forhold til mad. Maden har i høj grad været styret af regler, der kunne give en følelse af kontrol og tryghed. Allerede som barn skilte hun sig ud i måden, hun spiste på, og hun blev ofte drillet for det. Først som 33-årig blev Stina bekendt med, at hendes forhold til mad hang sammen med autisme. I samme periode oplever Stina et stort pres, og maden bliver i stigende grad et sted, hvor hun kan finde en følelse af kontrol.
Året 2024
I oktober 2024 fik jeg min autismediagnose, og pludselig begyndte alle brikker at falde på plads. Mit behov for struktur, min sanselighed og mit særlige forhold til mad gav for første gang mening.
Samtidig skulle jeg lære mig selv at kende på ny. Men jeg fik ikke den tid og ro, jeg havde brug for. For pludselig var jeg omringet af kaos: dødsfald i familien, min søns mistrivsel og et langstrakt huskøb. Jeg mistede al kontrol og var under et stort pres. Min krop reagerede fysisk med en konstant kvalme. Jeg oplevede en form for madtræthed. Jeg var træt af at skulle finde på mad, tage stilling til mad og være den som skulle tage valg om aftensmaden.
Jeg stoppede ikke med at spise med det samme, men jeg fik voldsomt kvalme efter hvert måltid. Min autisme gjorde samtidig, at jeg udviklede en stor angst for kvalmen.
For at undgå kvalmen begyndte jeg at spise mindre og mindre, hvilket førte til en smertefuld mavepine.
I et forsøg på at stoppe både kvalmen og mavepinen valgte jeg en dag efter aftensmaden at kaste op. Det var første gang i lang tid, at jeg oplevede en kæmpe lettelse. Kvalmen forsvandt, og det føltes rart. Det blev min nye strategi. En måde at genfinde kontrollen i kaosset.
Det usandsynlige
Det eskalerede hurtigt. På under tre måneder var det at kaste op blevet en normal del af min hverdag, og jeg kunne ikke selv se problemet.
Min mand begyndte at lægge mærke til det. Han kunne se tegnene på en spiseforstyrrelse og spurgte, om jeg ikke skulle tage til lægen.
I mit hoved var det helt usandsynligt. Jeg var jo ikke en 16-årig, tynd og kropsutilfreds pige. Jeg havde jo bare lidt kvalme…
Alligevel formåede min mand at overtale mig til at tage til lægen.
Jeg husker tydeligt min læges reaktion på, at jeg kastede op: “Det skal du stoppe med, med det samme!”. Min læge gav mig kvalmestillende og søsygepiller, for det måtte jo være løsningen.
Det provokerede mig. Lægen skulle ikke bestemme over mig, og i protest begyndte jeg at kaste mere op end nogensinde før.
Afhængig af tallet
Jeg havde aldrig haft et ønske om at tabe mig. Men i takt med at jeg spiste mindre og kompenserede, så begyndte tallet på vægten at falde.
Ubevidst ændrede mine tanker om mad og vægt sig. Jeg nød følelsen af at tabe mig, og blev nærmest afhængig af tallet. Jeg vejede mig flere gange om dagen og begyndte at tælle kalorierne på min tallerken. Og efterhånden blev det svære og svære at få hverdagen til at fungere som mor.
Vendepunktet var, da min 8-årige søn begyndte at veje sig. Jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af det. Mine handlinger påvirkede ikke længere kun mig, men også min familie. Det blev nu, for alvor tydeligt, at jeg havde brug for hjælp.
En del af mig ønskede hjælpen, men en anden del ønskede overhoved ikke hjælpen. Jeg kunne jo godt lide følelsen af kontrol, og endnu mere at vægten gik ned.
Men jeg hadede også, hvad det gjorde ved min familie.
Ventetiden
Jeg tog tilbage til læge, denne gang med et ønske om at få psykologhjælp frem for en midlertidig løsning med medicin.
Jeg fik en henvisning og fandt en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser. Allerede efter få minutter i samtalen vurderede psykologen, at jeg havde brug for mere omfattende hjælp og skulle videre til psykiatrien.
Det kom bag på mig. Jeg havde stadig svært ved at se mig selv som alvorligt syg – jeg var jo ikke lige så tynd som andre med en spiseforstyrrelse…
Ventetiden til psykiatrien var lang, og min autisme gjorde det svært at være i uvisheden.
I mellemtiden fandt min mand Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades rådgivning. Det var grænseoverskridende at kontakte rådgivningen, men da jeg gjorde det, blev det tydeligt, at min historie ikke var den eneste.
Behandlingen i psykiatrien
Jeg startede i gruppebehandling i Ballerup Psykiatri.
Jeg var skeptisk. Jeg havde svært ved at forestille mig at skulle dele noget så personligt i en gruppe, og jeg var bange for at blive påvirket eller inspireret af de andre.
Det var hårdt at være i. Der var mange mennesker, historier og følelser, som jeg skulle forholde mig til, og det krævede meget energi. Selvom jeg godt kunne spejle mig i de andre, var det svært, at jeg ikke bare kunne fokusere på mig selv.
Men det var også meget givende. Det var her, det for alvor gik op for mig, at spiseforstyrrelser kan se meget forskellige ud – og at kropsstørrelse, køn og alder ikke afgør, hvem der udvikler en spiseforstyrrelse.
Hjertet, der begyndte at give op
Under behandlingen i psykiatrien, begyndte jeg at have hjertebanken og uregelmæssige hjerteslag. Noget jeg aldrig havde prøvet før, og som gjorde mig ekstremt urolig.
Jeg blev indlagt flere gange, og lægerne kunne se, at mit hjerte var påvirket.
Det var for første gang, jeg for alvor så konsekvenserne af min spiseforstyrrelse. Det handlede ikke længere bare om tanker og adfærd, men også om min fysiske krop. Det gjorde stort indtryk på mig at få at vide, at det kunne gå ud over mit hjerte. Det føltes pludselig meget virkeligt, og det blev et afgørende vendepunkt for mig.
Jeg begyndte gradvist at stoppe med at kaste op. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men var nærmere en udtrapning, hvor jeg til sidst stoppede helt.
Det var også en proces at arbejde med de spiseforstyrrede tanker, der stadig var der. For selvom jeg ikke længere handlede på dem, så forsvandt de ikke bare.
Efter jeg afsluttede min behandling i psykiatrien, begyndte jeg hos en mental coach. Her skulle jeg øve mig i at vende de negative tanker til positive, og håndtere den angst, der kunne opstå i forskellige situationer.
Omgivelsernes betydning
En vigtig del af min proces har også været at forstå, hvor stor betydning omgivelserne har. Selv de velmenende kommentarer kunne ødelægge mit forhold til mad og krop på ny.
Min mand tog selv kontakt til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade for at få pårørende-hjælp, og det gjorde en stor forskel. Han lærte, hvordan han bedst kunne støtte mig, blandt andet ved ikke at kommentere på min mad eller udseende.
Det lyder jo meget lige til, men hvis man ikke har været i en spiseforstyrret hjerne, kan det være svært at forestille sig, hvor meget ens hjerne tager det velmenende og forvrænger det. For mig kunne selv en hurtig kommentar trigge noget og vække en lyst til at falde tilbage i gamle mønstre.
Det, der hjalp mig mest, var at jeg fik lov til selv at finde min egen vej uden at blive overvåget eller kommenteret på.
Ingen er alene
Spiseforstyrrelsen fylder ikke længere lige så meget. Indimellem dukker de spiseforstyrrede tanker op, men forskellen er, at jeg ikke længere handler på dem.
Jeg har lyttet rigtig meget til podcasten ”Sig det højt”, og det har hjulpet mig at opdage, at mange andre har kæmpet med det samme som mig.
I dag arbejder jeg på en skole for unge med særlige behov, hvor flere af eleverne selv er ramt. Jeg har i den forbindelse fået et brændende ønske om at dele min historie med de unge. De skal vide alt det, som jeg ikke selv vidste. Og hvis det bare kan hjælpe én, så giver det hele mening.
En spiseforstyrrelse kan se ud på mange måder
Jeg håber, at man med min historie kan se, at en spiseforstyrrelse ikke altid kan proppes ned i én bestemt kasse. Man behøver ikke være 16 år gammel og ultratynd for at være ramt. En spiseforstyrrelse kan udvikle sig på alle tidspunkter i livet, og den kan komme til udtryk på vidt forskellige måder.
For mig kom den frem i en periode med kaos, pres og kontroltab. Men i dag kan jeg også se, at mit forhold til mad altid har været særligt. Spørgsmålet er måske ikke kun, hvornår spiseforstyrrelsen begyndte, men også hvordan min autisme har spillet sammen med den.
I dag er jeg medlem af Autismeforeningen og har deltaget i flere kurser om autisme og madvanskeligheder. Det har givet mig en større forståelse for mig selv og for, hvorfor mad altid har fyldt på en særlig måde i mit liv.
Derudover har jeg fået indsigt i, hvor udbredte spiseforstyrrelser er blandt mennesker med autisme. Det er noget, som ikke bliver talt nok om, og som bør italesættes både ved forebyggelse og i behandlingen af spiseforstyrrelser.
Jeg øver mig stadig i at vende de negative tanker til positive, og i at passe på mig selv, ved at få spist nok – også selvom den mad, jeg spiser, kan virke mærkelig for nogen.
For i sidste ende er alt mad bedre end ingen mad.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
