Spiseforstyrrelsen fortæller mig, at jeg ikke skal spise det stykke kage
Overgangen fra barndom til teenager er svær for Alberte, og hvad der starter ud som en uskyldig intention om at blive lidt stærkere og lidt sundere sætter gang i en spiseforstyrrelse. Albertes historie handler om at være hjemmeindlagt, blive scoutet af et modelbureau, imens hun er syg, stresse over den tid, der er gået tabt og om langsomt at vende tilbage til hverdagen og livet.
Jeg har altid været en utrolig positiv og glad pige med masser af mod på livet, og jeg kan huske, at folk nogle gange har sagt til mig, hvordan kan du altid være så glad? Altså jeg kunne gå i seng om aftenen med ømme muskler i ansigtet, fordi jeg smilede så meget.
Men der begyndte at ske nogle forandringer, da jeg nåede 13-års alderen. Helt præcist hvad der skete og hvordan, har jeg lidt svært ved at huske, jeg har nok fortrængt noget af det. Jeg kan i hvert fald huske, at min krop begyndte at ændre sig i takt med puberteten, mine venners interesser forandrede sig, da vi blev teenagere, og jeg mindes hele overgangen fra barn til ung teenager som ret svær. Jeg kunne ikke rigtig følge med forandringerne, og jeg havde ikke nogen kontrol over det.
En uskyldig intention
Jeg gik til springgymnastik på det her tidspunkt, hvor jeg deltog i konkurrencer sammen med mit hold. Jeg har altid været ret høj, så når jeg stod ved siden af mine holdkammerater, kunne jeg godt føle mig lidt kluntet, og jeg blev som mange andre teenagepiger usikker på mit udseende.
Jeg fik et ønske om at blive bedre til springgymnastik, så jeg begyndte at træne ved siden af, så jeg kunne blive stærkere, og jeg begyndte at spise lidt sundere. Det var med en god og uskyldig intention om, at jeg bare gerne ville i lidt bedre form, og det var ikke som sådan et ønske om at tabe mig. Men det var her, mine regler lige så roligt begyndte at blive stillet op.
I og med intention var uskyldig, lagde folk ikke rigtig mærke til, at jeg var på vej ud af et sidespor, og det gjorde jeg heller ikke selv. I løbet af foråret kunne jeg mærke, at jeg blev bedre til at lave forskellige spring, så jeg fik en fornemmelse af, at de regler, jeg havde sat op for mig selv, hjalp mig til at opnå de resultater, jeg gerne ville. Jeg havde fået kontrollen tilbage. Men da vi nåde til efterårsferien, begyndte det at ændre sig.
Spiseforstyrrelsens stemme
Jeg var i sommerhus med min familie, hvor vi skulle nyde efterårsferien med sofahygge, gåture og god mad. Jeg havde levet efter de regler, jeg havde sat op for mig selv i forhold til kost og motion, men i sommerhuset skulle vi en dag have eftermiddagskage, hvilket jeg havde glædet mig til. Men jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over at spise kagen. Her hørte jeg for første gang spiseforstyrrelsens stemme. Den fortalte mig, at jeg ikke skulle gøre det, at det var dårligt for mig, at jeg blev tyk. Nu havde jeg arbejdet så hårdt for mine resultater, og så ødelagde jeg det hele ved at spise kage. Jeg fik det ret underligt i min krop, og jeg valgte at sige det til min mor.
Efter det blev mine regler mere og mere stramme. Lige pludselig skulle jeg løbe og træne hver dag, og jeg skulle spise så lidt som muligt. Til sidst kunne jeg nærmest ikke selv holde styr på reglerne, fordi der var så mange.
Min familie blev også mere opmærksom på, at der skete en forandring med mig, både fordi jeg havde tabt mig, men mit humør ændrede sig også. Jeg havde jo været den her vildt positive og glade pige, men nu var jeg trist og indelukket. Det var nok særligt min mor, der for alvor begyndte at undre sig over min adfærd. Hvorfor skulle jeg træne så meget, hvorfor skulle jeg veje min mad, hvorfor var jeg blevet fanatisk med min kost?
Herefter tog hun kontakt til vores læge.
Hjemmeindlæggelsen udfordrer familien
Jeg kom hos vores læge flere gange, hvor hun vejede mig og spurgte ind til min kost. Hun sendte os ret hurtigt videre til Glostrup Psykiatri, hvor jeg kom to-tre gang, hvorefter jeg blev sendt til Bispebjerg, fordi afdelingen i Glostrup skulle lukke.
Jeg skulle komme to-tre gange om ugen på Bispebjerg, hvor jeg også blev vejet og havde nogle psykologsamtaler. Jeg syntes, det var forfærdeligt at blive vejet. Jeg havde sat mig for en vægt, som jeg mente var god, og hvis jeg kom under, var det bare fantastisk, og hvis jeg kom over, var det noget værre lort. Samtalerne forstod jeg heller ikke noget af. Jeg mente, at jeg havde totalt styr på det, så hvorfor skulle jeg nu sidde der og snakke med en psykolog?
Jeg blev hjemmeindlagt efterfølgende, hvilket vil sige, at jeg ikke måtte gå i skole, men skulle gå hjemme med min mor, som tog orlov. Jeg fulgte en kostplan med tre hovedmåltider og tre mellemmåltider, og jeg måtte ikke rigtig bevæge mig så meget, fordi jeg skulle forbrænde så lidt som muligt. Jeg sov heller ikke alene, jeg var faktisk aldrig rigtig alene.
Jeg følte virkelig, at jeg blev frarøvet min frihed. I dag kan jeg godt se, at det var nødvendigt og gav mening, men på det tidspunkt var det virkelig hårdt – også at være en familie. Mine forældre skulle jo både være mine forældre og behandlere, og det medførte mange konflikter mellem os.
Jeg tog nok også noget opmærksomhed fra min bror, uden at det var min intention. Når du har en spiseforstyrrelse, bliver du på en måde meget egoistisk, du kan ikke rigtig fokusere på andet end dig selv. Mine forældre brugte helt sikkert meget energi på at sørge for, at jeg fik mine måltider og fik det bedre, hvor han måske blev frataget noget af deres opmærksomhed.
Vender tilbage til hverdagen
Jeg gik fortsat hos psykologen på Bispebjerg, imens jeg var hjemmeindlagt, og selvom jeg i først omgang, syntes hun var helt forfærdeligt, begyndte hun at komme ind under huden på mig. Hun var god til at møde mig i øjenhøjde og spørge ind til, hvad det var, som jeg syntes, var svært. Hun hjalp mig med at forstå, hvad spiseforstyrrelsen gav mig, og undersøge hvad der ville ske, hvis jeg gav lidt slip på den.
Jeg skulle lige så stille vende tilbage til hverdagen og begynde i skole igen. Det var en lidt langsom proces, hvor jeg måtte være i skole til kl. 12.00, og så skulle jeg tage hjem. Jeg måtte træne én gang om ugen, mindes jeg, afhængigt af hvordan det gik med min vægt. Jo mere jeg tog på, jo mere fik jeg lov til at lave. Men det var overvældende. Hvis jeg tog et kilo på, kunne jeg blive slået helt ud af det og tabe tre kg. Så det var meget en følelse af to skridt frem, et tilbage.
Scoutet på gaden
Mens jeg var på vej tilbage til mit normale liv og fortsat gik i behandling, var jeg på en skoletur til København. Jeg blev stoppet på gaden af et modelbureau, som syntes, jeg var helt vildt smuk. Jeg tog imod deres visitkort og tænkte bare, yes! Nu skal jeg aldrig mere tage på, for de synes jo, jeg er smuk. Helt ærligt, så lignede jeg en omvandrende zombie på det her tidspunkt.
Jeg tog visitkortene med hjem til min mor og fortalte hende om det, men hun syntes ikke, det var nogen god idé at gå til casting, for jeg havde det rigtig dårligt. Det værste var, at da jeg var færdig med min behandling og havde taget på, tog jeg kontakt til modelbureauet igen, men så ville de ikke have mig. Det slog mig helt sikkert tilbage i min recoveryproces, da de afviste mig. Men jeg arbejdede videre på at få det bedre.
Livet i dag
I dag er jeg kommet rigtig langt i forhold til, hvor jeg startede, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver helt rask fra min spiseforstyrrelse. Jeg kan stadig høre dens stemme, men jeg har fået nogle værktøjer til at kontrollere den, så den ikke kontrollerer mig. Selvfølgelig er der nogle perioder, som er sværere end andre, men jeg føler, jeg kender mig selv godt nok i dag til at vide, at jeg aldrig skal derud igen, plus jeg har mine veninder og familie til at hjælpe mig med at se faresignalerne, hvis de dukker op.
Jeg har dog oplevet en form for stress over de ungdomsår, som spiseforstyrrelsen tog fra mig. I takt med at jeg er kommet tilbage til en normal hverdag og har fået det godt igen, har jeg ofte tænkt, at jeg har “spildt” en masse tid på at være syg.
Lige nu holder jeg sabbatår, hvor jeg rejser en del og nyder min ungdom. Jeg er altid nervøs lige op til en rejse, fordi det er lidt et kontroltab i forhold til mad, men jeg oplever altid, at det er det hele værd, og at der slet ikke er nogen grund til at være så nervøs.
Frivillig hos Somenta
Efter jeg fik det godt igen, ville jeg gerne ud og fortælle min historie. Her faldt jeg over foreningens arbejde, da jeg sad og googlede. Jeg tog kontakt til en af de ansatte, hvorefter jeg fik lov til at holde foredrag og sidde som frivillig i rådgivningen. Når jeg sidder i rådgivningen og taler med dem, der ringer ind, er det ret vildt at mærke, hvor langt jeg selv er kommet. Det er fantastisk at mærke, at jeg kan bruge min egen historie til at hjælpe andre.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
