“Alt ville være nemmere, hvis bare jeg var slank”

Cecilie Bork
Cecilie der smiler

Cecilie har selv været med til at skrive sin personlige fortælling. Cecilie har altid følt sig som den lidt høje og brede pige i skolen, og det var starten på en lang rejse med mobning og en konstant følelse af ikke at være god nok. Gennem årene udviklede hun BED (tvangsoverspisning), der styrede hendes liv. Først langt senere fandt hun svar på, hvorfor hun havde udviklet en spiseforstyrrelse, men vejen dertil har været lang og fyldt med skam og udfordringer.

Da jeg var fem år gammel, blev mine forældre skilt, og det var en meget hård tid, da deres skilsmisse ikke var en af de gode. Jeg gik fra at være midtpunktet og familiens guldklump til at alting ændrede sig, da mine forældre fik nye partnere, som gjorde, at jeg ikke længere var midtpunktet. Det satte ubevist gang i en masse ting, og i min udvikling igennem årene begyndte jeg at tage på, og det begyndte især i 5-6 klasse.

Min folkeskoletid var præget af meget mobning, og jeg blev hurtigt set som “den tykke pige”, da de andre piger var meget slanke og ikke havde former, som jeg havde. Jeg havde bredere hofter og en lidt større numse, som hurtigt gjorde, at jeg så større ud. Der var en pigegruppe i min klasse, som jeg nogle dage var god nok til at være en del af, og andre dage blev jeg holdt helt ude og nærmest gjort til grin – og det gav mig følelsen af ikke at være god nok.

Jo ældre jeg blev, jo mere begyndte jeg at lede efter andre vennegrupper, og jeg hang derfor ud med de ældre klasser, som også gjorde, at jeg var hurtigere ude med dating, sex og alkohol, end de andre i min klasse. Det førte til, at jeg blev mobbet meget i min klasse, og der blev dannet mange rygter og snakket meget dårligt om mig. Jeg fik øgenavnet “Fede Sille”, og det navn blev nærmest mit varemærke, da folk kendte mig på baggrund af det. Dette var helt sikkert starten på måden, jeg så mig selv på.

Overspisning som flugt

I takt med, at jeg fik det svært i skolen begyndte mine overspisninger. Når jeg havde lommepenge eller fødselsdagspenge, så begyndte jeg at købe store mængder snacks, og dette gemte jeg for min mor. Jeg smed ikke skraldet ud i skraldespanden derhjemme, da min mor ikke måtte opdage det, så i stedet kunne jeg finde på at smide det ud ad vinduet eller tage skraldet med i min skoletaske og smide det ud på skolen.

Jeg er vokset op i et hjem med helt almindelige madvaner – hverken for meget eller for lidt. Vi har ikke levet af sovs og kartofler hver dag, men der har heller ikke manglet noget. Mine overspisninger stammede derfor ikke fra min opvækst, men opstod, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle håndtere mine følelser.

Cecilie Bork som ung

Efter 9. klasse startede jeg på handelsskolen, og her blev det endnu værre. Jeg blev udsat for mobning, og hver dag var en kamp – ikke bare socialt, men også fagligt. Jeg havde svært ved skolegangen, uden at forstå hvorfor. Først senere fandt jeg ud af, at jeg har ADD, hvilket sandsynligvis gjorde det endnu mere udfordrende. 

Jeg vidste aldrig, om jeg var god nok, når jeg mødte ind på skolen. Usikkerheden nagede mig konstant, og for at dulme den søgte jeg bekræftelse fra andre. Jeg gik meget i byen, drak alkohol og forsøgte at opretholde en facade af selvsikkerhed. Men indeni følte jeg mig lille og usikker.

Spiseforstyrrelsen blev mit skjold og min tryghed. Den gav mig en illusion af kontrol, selvom jeg i virkeligheden var fanget i et mønster, jeg ikke kunne bryde. Jeg var blind for, hvor meget jeg egentlig spiste – det var blevet en så indgroet del af min hverdag, at jeg knap nok lagde mærke til det længere.

Min familie kommenterede både direkte til mig, og udenom mig, på min vægt. Hertil små kommentarer som, hvis jeg tog et ekstra stykke hvidt brød, kunne de spørge: “Er det en god ide? Er du ikke mæt?”. Der blev ikke set på min overvægt som et råb om hjælp, men mere blev der lagt vægt på; “Hvad giver hendes mor hende at spise?” og dette kunne give mange konflikter i familien. Mange ser høj vægt som et tegn på dovenskab – at man bare skal lukke munden og spise en agurk i stedet for chokolade, og at man skal tage sig sammen og dyrke motion. 

Men min overspisning handlede ikke om viljestyrke. Det var en måde at håndtere mine følelser på. Det var selvskade.

Cecilie Bork på en bar

Søgte bekræftelse de forkerte steder

Jeg har haft sex med fyre, hvor jeg har følt, at jeg havde lyst og var tiltrukket, men jeg har så fundet frem til, at det var bekræftelsen som var tiltrækkende og lokkende for mig og ikke selve manden. Jeg hungrede efter følelsen af at være ønsket. Jeg ville bare gerne mærke, at jeg var noget værd, og at en mand synes, jeg var tiltrækkende.

Jeg mødte engang en fyr efter, at vi havde skrevet online. Han sagde til mig, at han følte sig snydt, da han så mig, fordi jeg så anderledes ud end på mine billeder, og derfor ville han ikke se mig igen. Samtalen ændrede sig dog hurtigt til, at han faktisk havde en fantasi om at være seksuelt sammen med en ”BBW” (Big Beautiful Woman) – en stor, smuk kvinde.

Når jeg siger det højt nu, får jeg så ondt i maven, og når jeg husker tilbage, havde jeg det også skidt i det, men fordi at der indgik ‘beautiful’ i linjen, så træk jeg det til mig som en form for bekræftelse. Dengang gjorde jeg alt for at få bekræftelse, så jeg endte med at være sammen med ham, og det var så ydmygende og ubehageligt, og det føltes som en form for overgreb, da det var så langt over mine grænser. Jeg kan huske, at jeg havde en stor overspisning på vejen hjem og dagene derefter. Jeg gjorde alt for at flygte fra skammen.

Behandlingsforløb på Stolpegården

I sommeren 2014 sad jeg med en veninde og fortalte hende lidt om mine spisevaner. Hun fortalte, at hun havde bulimi, og straks fik jeg tanker som: “Skal jeg så begynde at kaste op?” og “er hun tynd, fordi hun kaster op?”. Men hun fortalte mig, at hun også overspiste, men at hun så kastede det op bagefter, og at hun havde fået hjælp på Stolpegården. Snakken md min veninde inspirerede mig til at søge hjælp. Jeg fik derfor en henvisning fra min læge, og allerede fra første møde åbnede jeg op. Jeg blev vurderet til at have BED, og jeg fik tilbud om behandling. Jeg skulle dog vente et helt år på at komme i behandling, så i mellemtiden fortsatte mine overspisninger jo bare.

Da jeg endelig kom i behandling på Stolpegården, blev jeg en del af en gruppe på fem personer. Jeg troede, at jeg skulle starte en vægttabsrejse, og jeg blev grueligt skuffet – for behandlingen handlede ikke om at tabe sig, men om at holde sin vægt stabil og finde ud af, hvorfor jeg overspiste. Langsomt begyndte jeg at forstå baggrunden for mine overspisninger.

Det gik op for mig, at hele mit liv havde været styret af en følelse af aldrig at være god nok. Jeg havde altid følt, at det, jeg gjorde, ikke var tilstrækkeligt. Med tiden begyndte jeg at forbinde den følelse med min krop – at hvis jeg havde en høj vægt, var jeg ikke god nok. Jeg overbeviste mig selv om, at mit liv ville være bedre, hvis jeg bare var slank. Hvis jeg var slank, ville jeg få en kæreste. Hvis jeg var slank, ville jeg få et bedre job. Det føltes som om, at alt i mit liv blev defineret af min vægt. 

Cecilie Bork på Stolpegården

Forløbet på Stolpegården varede kun et halvt år, og det var ikke nok. Jeg havde fået en forståelse af mine mønstre, men det føltes som om, jeg kun havde skrabet overfladen. Jeg stod tilbage med spørgsmålet: “Hvad nu? Hvad skulle jeg gøre med alt det, jeg havde opdaget om mig selv?”

Jeg havde jo stadig en masse følelser, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Og når jeg ikke kunne håndtere dem, endte jeg med at overspise. Det føltes som en ond cirkel, jeg ikke kunne bryde.

Til sidst blev jeg sendt til en psykiater, hvor jeg skulle udfylde en række skemaer om personlighedsforstyrrelser. Her fik jeg personlighedsforstyrrelsen ‘ængstelig evasiv’ (red. En personlighedsforstyrrelse, der er karakteriseret ved en udbredt følelse af ængstelse, anspændthed, usikkerhed og mindreværd). På en måde gav det mening – jeg kunne genkende mig selv i mange af beskrivelserne. Jeg kom derfor i et andet forløb hos stolpegården, og det hjalp mig rigtig meget. 

Cecilie Bork i dag

Kærlighed og sorg

Efter lang tid, hvor jeg ikke følte mig ønsket, fik jeg i 2017 endelig en kæreste. Jeg var så glad, fordi jeg følte virkelig, at han elskede mig og accepterede mig – uanset min størrelse.

Men han endte med at være mig utro, og der brød min verden fuldstændig sammen. Da jeg så, at vedkommende han var mig utro med, var en slank pige – begyndte alle de dårlige tanker om mig selv, og jeg begyndte at betvivle hans ord i vores forhold. Valgte han mig fra, fordi jeg var større end hende? Elskede han mig overhovedet? Tænder han mere på hende, fordi hun er slank? Alle de tanker åd mig op indvendigt, og det var rædselsfuldt at være i. Alle de dårlige tanker kom farende tilbage, og svigtet fra min daværende kæreste fik mig til at tænke på det enorme svigt, jeg følte, da min forældre blev skilt.

Det var som om, jeg fik en slags åbenbaring, og jeg virkelig forstod, at mine forældres skilsmisse og den enorme svigt, jeg oplevede dengang, var starten på følelsen af ikke at være god nok. 

Jeg havde det så skidt psykisk ovenpå dette brud og alle de tanker, følelser og traumer, som jeg har oplevet igennem tiden, gjorde, at jeg havde svært ved at opretholde en normal hverdag. Jeg havde fået at vide, at når tankerne var værst for mig, skulle jeg prøve at gå en tur og få noget luft. Så det begyndte jeg at gøre, og det indledte i et ubevidst vægttab, og hertil startede jeg en vægttabsrejse

Hvorfor lige BED?

Jeg har i mange år kæmpet med skam. Skammen over, at jeg oplevede jalousi for mine veninder. Jeg havde svært ved at forstå at mine veninder som var slankere end mig, kunne have det dårligt – for de var jo slanke? Jeg levede i jalousi overfor dem, og det har sat mig i mange dårlige situationer. 

Jeg spurgte mig selv: “Hvorfor skulle jeg lige have overspisninger? Hvorfor ikke anoreksi?” For når man ser en person med anoreksi, tænker man: “Du er syg, du har det ikke godt.” Men når man har BED, bliver man bare bedt om at tage sig sammen. 

Det tog mig samtidigt virkelig lang tid at forstå, at lige så ubehageligt det var for mig at få kommentarer som: “Burde du ikke lade vær med at tage det ekstra stykke kage?”, lige så ubehageligt var det for andre at høre: “Kom nu, tag et ekstra stykke kage, du skal tage på”. 

At lære at leve med BED

I dag er jeg 30 år og arbejder stadig på at forstå mig selv. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har diagnosen ADD, og det har sat virkelig mange ting i perspektiv. Det har hjulpet mig med at forstå, hvorfor jeg altid har haft svært ved at strukturere min hverdag, og hvorfor mine følelser så hurtigt kunne tage over. Det har været en lettelse at vide, at der var en forklaring, og på mange måder føler jeg, at ADD nok er mere korrekt end ængstelig evasiv, da ADD passer mere på de ting, jeg tumler med. Det er dog lidt frustrerende, at jeg først fandt ud af det i mine sene tyvere, da jeg ofte tænker på, hvor meget lettere mit liv kunne have været, hvis jeg havde vidst det tidligere. 

Jeg har ikke haft en rigtig kæreste siden, da jeg stadig er bange for at blive valgt fra. Jeg var meget længe om at komme mig over min ekskæreste, og siden da har jeg skulle arbejde meget med mig selv. Mange af de relationer jeg har haft efterfølgende, har været rigtig dårlige og indeholdt psykisk- og fysisk vold. 

Jeg har stadig dage, hvor jeg tænker, at mit liv ville være bedre, hvis jeg var slank. Når jeg oplever afvisning, kan tanken stadig snige sig ind: “Er det fordi, jeg er overvægtig?”

Selvom jeg har fået en større forståelse for mig selv, mine mønstre og min baggrund, kæmper jeg stadig med at acceptere, at BED er en del af mig. Jeg har lært at leve med det, men det betyder ikke, at det er let. Efter flere års behandling har jeg fundet en bedre balance i at håndtere mine følelser, men der er stadig perioder, hvor det er sværere end andre.

Jeg øver mig hver dag i at finde kærligheden til mig selv, men det er en kamp ikke at falde tilbage i de negative tanker, især når jeg kigger mig i spejlet. Nogle dage er bedre end andre, og jeg minder mig selv om, at det vigtigste er at tage én dag ad gangen. Mit motto har altid været: “I morgen er en ny dag – og den kan kun blive bedre.”

Har du brug for hjælp?

Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefonchat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.

Personlige fortællinger