Jeg havde brugt livet på at hade mig selv
Da Ida Rud er fem år gammel, sender hendes mor hende på slankekur. Selvom det var ment i kærlighed, sætter det gang i en spiseforstyrrelse hos Ida, og fra hun er fem til 32 år gammel, er hendes liv en lang slankekur, hvor hun i smug har tvangsoverspisninger.
Vi skal tilbage til, da jeg var fem år gammel. Jeg var et helt normalt barn, som var en smule buttet, men grundlæggende var jeg glad og trivedes. En af min mors venner, syntes dog ikke jeg var helt normal, for han sagde til min mor, at nu skulle hun passe på, at jeg ikke blev for tyk. Det tog min mor til sig, og jeg tror, at hun kom til at sammenligne mig med min storebror. Han er fire år ældre end mig og var på det her tidspunkt slank, hvor jeg var mere tæt, så ved siden af ham så jeg større ud.
Min mor valgte, at jeg skulle på kur, og det her var i firserne, så fedtstof og kulhydrater var no go. Min kost blev derfor ret hurtigt røvkedelig. Den bestod primært af grøntsager og tørt kød. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke måtte spise det samme som resten af familien. Min bror fik lov til at spise cocopops og franskbrød med smør til morgenmad, mens jeg fik usødede cornflakes med sojamælk, eller hvad min mor nu mente, jeg måtte spise. Det gjorde, at jeg blev fuldstændig syg efter at få det, som jeg ikke måtte.
Jeg forstod grundlæggende ikke, hvorfor det var et problem, at jeg var tyk, men jeg lærte bare, at det var forkert, og at det var min egen skyld. Det skabte et kæmpe selvhad hos mig meget tidligt i livet og en væmmelse ved mig selv.
Spiste i smug
Alle måltider var en kamp, og jeg tiggede og bad min mor om at få lov til at spise det samme som resten af familien, og når hun nogle gange gav efter, så spiste jeg virkelig meget. Nu fik jeg endelig muligheden, så skulle jeg bare have så mange kartofler med sovs, som jeg overhovedet kunne få lov til. Det betød også, at jeg lærte af overhøre min egen mæthedsfornemmelse.
Jeg begyndte også at spise i smug, så min mor ikke opdagede det. Hvis hun fx havde købt et franskbrød ved bageren, kunne jeg finde på at stjæle brødet, mens det stadig var urørt, når der ikke var nogen i køkkenet og tage det med op på mit værelse. Så spiste jeg hele brødet uden noget på, rullede bagerposen sammen og gemte den under min seng eller langt nede i skraldespanden under det andet affald, så jeg slap af med beviserne. Når min mor undrede sig over, hvor brødet var forsvundet hen, spillede jeg uskyldig, så hun blev usikker på sin egen hukommelse og troede, at hun selv havde glemt det hos bageren.
Det var ikke fordi, jeg havde lyst til hele brødet eller nødvendigvis var så sulten, at jeg måtte spise det hele. Men fordi jeg blev nægtet brød, var jeg nødsaget til at spise det hele eller ingenting, for jeg kunne jo ikke forklare min mor, hvorfor der kun var et halvt brød tilbage. Men jeg kunne spise det hele og lade som om, det ikke havde noget med mig at gøre.
At spise i smug blev grundlagt så tidligt i mit liv, fordi jeg havde lært, at det var forbudt at spise. Det blev derfor også til en slags tvangshandling for mig, som om der var noget andet, der førte min hånd mellem maden og min mund.
Jeg stjal også slik fra min mormor. Sådan noget rigtig bedstemorslik som schweiziske drops, mørk chokolade og lakridser. Altså slik som jeg som femårig egentlig ikke rigtig kunne lide, men som jeg alligevel spiste, fordi det var forbudte fødevarer. Det var et kontroltab, som jeg ikke kunne styre.
Måske har du set Ida før?
Ida har tidligere medvirket i DR-dokumentarerne “Tykke Ida” og “Idas fede fatcamp”.
Derudover deler Ida også ud af sit skønne liv på Instagram under navnet @ida_kys.
Nederlag på nederlag
Udover de restriktive måltider skulle jeg også gå til sport. Jeg var faktisk ret glad for at dyrke motion. Da jeg var 12 år, gik jeg til svømning et par gange om ugen, hvilket jeg godt kunne lide, men så blev reglen, at jeg skulle gå til sportssvømning eller slet ikke svømme. Så startede jeg ellers til aerobic, tennis og badminton og hvad der nu ellers var af tilbud. Badminton syntes jeg også var sjovt, men da de andre piger fra klassen rykkede et niveau op, gjorde jeg ikke, fordi jeg var tyk og tung, og derfor blev jeg ved med at være på hold med nogen, der var yngre end mig. Det blev jo pinligt, så jeg valgte at stoppe.
I mange år gik jeg også til ridning, som jeg virkelig elskede, men der sagde nogle af de andre piger fra rideskolen, at det var synd for hesten, som jeg red på, fordi det gjorde ondt på hesten at bære mig, når jeg var så fed. Jeg ville jo ikke gøre den ondt, så det stoppede jeg også til.
Slankepiller
Sideløbende med de mange sportsforsøg, fik min mormor nogle slankepiller, fordi hun var lidt småtyk, og det var der mange ældre mennesker, der fik dengang. Fordi jeg var for ung til at få mine egne slankepiller, besluttede min familie, at jeg skulle tage nogle af min mormors. Min afføring blev virkelig modbydelig. Pillerne skulle indkapsle det fedt, man spiste, men fordi jeg ikke måtte spise ret meget fedt, blev min afføring meget olieret og ildelugtende. Det er jo ikke særlig rart, når man er 13 år gammel og i forvejen er meget opmærksom på sin krop, der er i forandring pga. puberteten.
Venner af familien var også blevet en del af Ida-skal-være-tynd-projektet, og der var et par, som havde en tøjbutik, hvor de sagde til mig, at jeg kunne tabe mig fem kg. på en uge, måtte jeg shoppe for 1000 kr. Der tænkte jeg, det skal jeg bare! I den uge sultede jeg mig selv og spiste kun agurk, når jeg var sulten. Da ugen var omme og jeg skulle vejes, havde jeg tabt mig 4,5 kg., og det var ikke nok. Så jeg fik ikke lov til at shoppe. Jeg kan bare huske, at jeg følte mig så uduelig, fordi hvorfor i alverden kunne jeg ikke finde ud af at tabe mig fem kg. på en uge? Jeg var håbløs og ulækker.
På journalisthøjskolen opdagede jeg, at jeg havde BED
I løbet af mine 20’ere tænkte jeg flere gange, nu gider jeg ikke de her slankekure mere. Men det var altid halvhjertet, jeg kunne ikke rigtig slippe det. Jeg studerede på journalisthøjskolen, hvor jeg skulle skrive en opgave om et ubelyst emne, hvilket er en umulig opgave. Men der var en del af udfordringen, og så kom jeg i tanke om, at jeg havde set en dokumentar på et tidspunkt med en, der led af noget, der mindede om bulimi. Altså hvor vedkommende havde overspisninger, men vedkommende kompenserede ikke med opkastninger. Her var der hverken tale om bulimi eller anoreksi men en form for tredje spiseforstyrrelse. I dag kender vi spiseforstyrrelsen som BED (Binge Eating Disorder) – også kaldet tvangsoverspisninger på dansk – men det var ikke en anerkendt diagnose i Danmark på det tidspunkt. Jeg begyndte at skrive opgaven om den her tredje spiseforstyrrelse, og jo mere jeg dykkede ned i det, jo mere kunne jeg genkende mig selv i spiseforstyrrelsen.
Da jeg var færdig med opgaven, kontaktede jeg min læge og sagde, jeg tror, jeg har den her spiseforstyrrelse. Jeg fortalte, hvordan jeg havde brugt mad som trøst, når jeg havde det svært, og det var tydeligt, at der var nogle klare mønstre. Lægen gav mig ret i, at jeg havde en spiseforstyrrelse, så han henviste mig til en psykolog med speciale i kognitiv terapi, som hjalp mig meget. Derudover kom jeg i et gruppeforløb på et privathospital på Frederiksberg.
Man kan så diskutere, hvor godt et forløb det var, fordi det var i en gruppe, hvor vi havde forskellige spiseforstyrrelser. Det var både folk med ortoreksi, anoreksi, bulimi, mig og en anden med BED. Vi kom jo til at erfaringsudveksle med hinanden og give hinanden gode råd, og så følte jeg mig forkert sammenlignet med dem, der havde anoreksi eller bulimi. De var jo tynde, så på den måde var deres spiseforstyrrelser mere “rigtige” og “seje” sammenlignet med min. Omvendt fik jeg nogle konkrete værktøjer, som var gode for mig til at mærke min egen sult og mæthed igen, som jeg havde ignoreret i mange år.
At slutte fred med sin krop
Efter jeg færdiggjorde min uddannelse på journalisthøjskolen og fik mit første fuldtidsjob, døde min far pludseligt. Han var blevet indlagt med et mavesår, hvor det viste sig at være cancer og små 2 uger senere døde han. Det kom som et lynnedslag fra en klar himmel. Kort tid efter blev min mor meget syg og blev indlagt. Da hun var indlagt, flyttede jeg midlertidigt ind i mine forældres hus med min bror, fordi de havde hunde, som skulle luftes. Min hverdag bestod af at stå op om morgenen, tage på arbejde, køre på hospitalet efter arbejde, handle ind på vej hjem fra hospitalet, gå tur med hundene, lave mad, gå i seng, gøre det samme dagen efter.
Selvom jeg lige havde været i behandling for min spiseforstyrrelse, trådte BED’en virkelig i karakter her. Det var så voldsom en periode, hvor jeg kun følte, at jeg kunne overleve gennem maden, fordi når jeg spiste fik jeg ro i mine tanker og følelser. Det stod på i ca. tre måneder, hvorefter min mor heldigvis blev rask, og tingene blev normale igen.
Jeg valgte at tage 12 dage til Paris efterfølgende. Jeg skulle bare væk. Jeg var nødt til at opleve noget andet, efter det jeg lige havde været igennem, og jeg havde brug for bare at sidde og glo ud af at vindue og mærke, hvem jeg egentlig var. Og det viste sig, at jeg havde helt ret.
Da jeg var i Paris, fik jeg lov til at være alene og dykke ned i mine følelser, som jeg havde blokeret, og det var her, det slog mig, at jeg havde brugt hele mit liv på at hade mig selv. Jeg havde ventet på, at livet ville begynde, når jeg en dag blev tynd, og helt ærligt, det bliver jeg nok aldrig. Så jeg tænkte, godt så vil jeg slutte fred med min krop. Nu skulle jeg nyde livet og være glad og gøre de ting, som jeg havde lyst til. Jeg skulle have det bedste ud af livet. Og det har jeg faktisk gjort lige siden. Det er ikke fordi, jeg står op hver dag og elsker min krop – det er der ingen, der gør. Men det er meget sjældent, at jeg har det dårligt med min krop. Selvom det var helt vildt voldsomt, at min far pludseligt gik bort, og min mor blev syg, havde jeg nok brug for en så voldsom oplevelse, for at der kunne opstå et vendepunkt i mit liv.
Min mor gjorde det af kærlighed
Min mor døde for 1,5 år siden, og vi har aldrig sat os ned og for alvor snakket om, hvordan alle slankekurene i min barndom satte gang i en spiseforstyrrelse. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun gjorde det af kærlighed. Jeg kan klandre min mor for meget, men jeg kan ikke klandre hende for ikke at have elsket mig, for det gjorde hun.
Hun har fortalt mig, at hun var meget ked af de ting, hun gjorde, men jeg har altid tænkt, at hvordan skulle hun have gjort andet? Hun vidste jo ikke bedre, slet ikke dengang i firserne. Jeg tror også, at hun følte, at min vægt reflekterede tilbage på hende. Hvis jeg var tyk, måtte det jo betyde, at hun var en dårlig mor, og det ville hun jo ikke være. Det er der ingen forældre, der vil være.
Der er ikke noget mad, som er forbudt for mit barn
I dag er jeg selv mor, og jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg vil skabe en anden opvækst for mit barn, end den jeg selv fik. Der er ikke noget mad, som skal være forbudt, og der skal ikke være nogen regler om, at man skal spise, til tallerkenen er tom, eller at man ikke må få mad nu, selvom man er sulten, fordi der er aftensmad om en time.
Jeg vil gerne samles om middagsbordet, men det skal være for hyggens skyld, og fordi mit barn har lyst. Jeg vil gerne stole på hendes intuition, og hun skal også lærer at stole på sin egen mavefornemmelse. Når hun er sulten, skal hun spise, når hun ikke er sulten, skal hun ikke spise. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan hun ser ud og kommer til at se ud, bare hun er glad.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
