Når kontrol bliver en overlevelsesstrategi
Maja har kæmpet med en spiseforstyrrelse, siden hun var meget ung. Hendes rejse har været præget af kontrol, frygt og selvdestruktive mønstre – men også af mod, selvindsigt og en vilje til at skabe et nyt narrativ. Gennem behandling, støtte og åbenhed har hun langsomt fundet en vej ud af den onde spiral – en vej mod frihed.
Jeg blev født undervægtig og har altid været lille og spinkel. Allerede i 2. klasse fik jeg nedladende og negative kommentarer om min krop. Jeg husker tydeligt en gang efter idræt, hvor en fra min klasse sagde, det var klamt, man kunne se mine ribben.
Derfor blev jeg også opmærksom på min krop i meget tidlig alder og følte, at der var noget galt med, hvordan den så ud. Det var også tidligt, at jeg første gang blev mødt med kommentarer som “spis nu noget mere” og “tag en bid mere”. I skolen gjorde min sundhedsplejerske det også klart, at jeg var for tynd, og at jeg skulle tage på. Hun truede mig med tvangsindlæggelse og det forstærkede følelsen af, at mit forhold til mad var forkert. Jeg var kun 12-13 år på det tidspunkt, og det konstante fokus på mad og krop gjorde kun min modvilje større. Det blev nærmest et oprør, at jeg helt stoppede med at spise.
Jeg tror også, at min opvækst har haft en stor indflydelse på mit forhold til mad. Jeg voksede op i et sundt hjem, med en typisk “Østerbro familie” og mens mine klassekammerater spændt fyldte bland-selv-poserne til Disney sjov, blev min søster og jeg i stedet taget med i Irma, hvor vi frit kunne vælge mellem økologiske gulerødder eller sukkerfri vingummier. Uden at jeg lagde mærke til det, blev der skabt en opdeling af mad i “sundt” og “usundt” i mit hoved. Da jeg senere udviklede akne, forstærkede det min frygt for mad – for hvis jeg nu kun spiste “sunde” ting, ville min hud måske blive bedre. Men det gjorde det ikke. Det eneste der skete, var at min frygt for mad voksede.
Anoreksi og bulimi – to sider af samme kamp
Jeg startede med at sulte mig selv i en del år, men da jeg kom på efterskole, ændrede mit mønster sig. Jeg kunne ikke sidde blandt mine nye venner og aldrig spise, så jeg begyndte at spise – for så at kaste op bagefter. Bulimien tog over for anoreksien. Jeg ville ikke skille mig ud, så det blev en anden måde at kontrollere mit liv på.
Min spiseforstyrrelse tilpassede sig mit miljø. I folkeskolen gav anoreksien mig en følelse af kontrol, hvorimod bulimien på efterskolen var en strategi for at skjule min sygdom. Når jeg endelig spiste noget, fik jeg det så dårligt og jeg følte mig nødsaget til at kaste op. Jeg husker, hvordan mit ansigt var oppustet og hævet, og hvordan det gik ud over mine tænder.
Min tilstand påvirkede ikke kun mig selv, men også mine nærmeste. Der var ikke plads til venner, familie eller noget som helst andet – spiseforstyrrelsen fyldte alt. Jeg var træt og irritabel hele tiden. På efterskolen var der mange dage, hvor jeg bare lå i sengen uden energi til noget som helst. De opslugte hele min verden.
At søge hjælp – en udfordring i sig selv
Jeg har altid været meget selvbevidst og i lang tid, vidste jeg godt, at jeg havde et problem. Da jeg følte, spiseforstyrrelsen tog for meget over, tog jeg kontakt til min læge. Her følte jeg mig dog ikke som et menneske, men snarere som en patient, der havde fået tildelt 20 minutter af en travl kalender. Jeg følte ikke, at de ville hjælpe mig, og de gav mig en følelse af, at jeg ikke var ‘syg nok’ til at få en diagnose, så jeg blev blot bekræftet i min egen selvopfattelse – at jeg ikke var værdig til at få hjælp. Det gjorde mig endnu mere syg, fordi jeg følte jo selv at jeg havde de rette symptomer og havde enormt meget brug for hjælp.
Senere blev jeg henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien og senere til voksenpsykiatrien, hvor jeg fik tildelt en psykolog, og hvor jeg skulle have været en del af et gruppeforløb, men det nåede jeg aldrig. Det var først, da min mor fandt en privat diætist, at jeg begyndte at opleve reel forbedring. Sammen brugte vi halvandet år på at ændre mit forhold til mad. Det var en øjenåbner at lære, at der ikke er noget mad, som er hverken sundt eller usundt – det handler om balance og mængder.
At turde tale højt
I mange år holdt jeg min spiseforstyrrelse for mig selv. Det var først, da min søster begyndte at dele hendes hverdagsproblemer med min mor, at jeg tænkte, det kunne jeg jo også gøre. Min mors respons til min søster var nemlig meget forstående og modtagelig, så deraf fik jeg også mod til at sige mine udfordringer højt. Derudover fik jeg også en virkelig god veninde fra min efterskole. Hun var omsorgsfuld, sørgede for at jeg fik nok at spise og lyttede, når jeg havde brug for at dele.
Min søster og veninde gav mig modet til at dele min historie til endnu flere – og på den måde skabe et slags fællesskab. I juli 2024 begyndte jeg at åbne op om min spiseforstyrrelse på sociale medier. Det var et skridt mod at skabe et trygt sted, hvor jeg kunne dele mine tanker og erfaringer. Jeg har modtaget mange beskeder fra piger, der kan spejle sig i min historie. Det bekræftede mig i, at åbenhed kunne gøre en forskel – ikke kun for mig selv, men også for andre, der kæmper.
Følg Maja
Hvis du vil se mere til Maja og har lyst til være en del af et åbent og fordomsfrit fællesskab, så kan du følge hende på TikTok og Instagram.
De mentale ar – og frygten for tilbagefald
Selvom jeg har det bedre nu, fylder spiseforstyrrelsen stadig i mit liv. Spiseforstyrrelsen overtog hele mit liv og min tankegang, så det er virkelig svært at vende sig af med.
I december 2024 blev jeg syg med lungebetændelse og kunne ikke spise. Da jeg så, hvor meget jeg havde tabt mig, blev jeg bange – var spiseforstyrrelsen på vej tilbage? Frygten for tilbagefald er stadig en realitet, især fordi min sygdom altid har været min måde at håndtere de mange kommentarer og frygten for ikke at være god nok.
Mit forhold til mad er blevet meget bedre, men jeg tænker stadig over, hvordan jeg ser ud. Det vil jeg nok altid gøre. Jeg tilpasser mig også meget mine omgivelser og de mennesker, jeg er sammen med. Lige nu har jeg det godt, men hvis jeg befandt mig et sted, hvor jeg ikke trives, kunne jeg godt frygte, om det ville fremprovokere mine gamle mønstre.
Jeg ville ønske, at flere forstod, at en spiseforstyrrelse aldrig er med vilje. Det handler ikke om forfængelighed, eller et ønske om at være tynd og se godt ud. Det er en måde at håndtere og bearbejde de ting, der er svære – en desperat søgen efter kontrol i en kaotisk verden. Jeg tror, der er mange som vælger ikke at se det på den måde, eller som måske ikke er helt klar over det.
Derfor håber jeg, at jeg kan gøre bare en lille forskel ved at dele min historie. Hvis mine ord kan få bare én person til at føle sig mindre alene, eller give nogen modet til at række ud efter hjælp, så har det været det hele værd.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
