Min sygdom smitter ikke, men det gør dine fordomme
Malenes historie er en fortælling om et liv præget af mobning, fordomme og en spiseforstyrrelse, der har været hendes følgesvend i tre årtier. Som alenemor til tre har hun kæmpet sig gennem utallige udfordringer og mødt en uforstående omverden, men har også fundet styrken til at dele sin historie. Malene ønsker at bryde tabuerne og sætte fokus på den skadelige kraft, fordomme kan have – og på behovet for viden og forståelse.
Som barn i 80’erne opdagede mine lærere ikke, at jeg var ordblind. Det var der ikke noget, der hed. Min mor troede, jeg bare var doven, så hun bad mig om at læse mere. Jeg sagde “Det kan jeg ikke, mor. For bogstaverne hopper.” Mine klassekammerater kunne heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare læste bogstaverne på papiret. Da jeg endelig fik hjælp for min ordblindhed, brugte børnene også det til at mobbe mig. Jeg var jo den eneste i klassen, der ikke havde dansk med de andre. Allerede i skolen oplevede jeg altså at blive mødt med uvidenhed og fordomme.
En barndom præget af fordomme og mobning
Min vægt blev også et fokus for mobningen. Jeg fik ofte ‘skuldre’ af de andre børn, og de sagde ting som “Flyt dig, så vi kan komme forbi, du fylder jo det hele.” Og det værste af det hele var, at mobningen fortsatte, når jeg kom hjem, hvor min søster og jeg havde en rivalisering. I skolen kørte hun bare med på bølgen, og når vi så var hjemme, kunne hun finde på at give mig stikpiller. Det eneste, mine forældre sagde til min søsters drillerier, var “Malene, forsvar dig. Eller vend dig om og gå.” Selvom det nok var velmenende, var det ikke et godt råd til en lille pige.
Mobningen sled på mig, og allerede som 8-årig begyndte jeg på slankekure. Jeg begyndte at dele maden op i “rigtig” og “forbudt”. Som 11-årig brugte jeg mine lommepenge på ting, jeg anså som forbudte, spiste dem på mit værelse og kastede det hele op bagefter. Jeg forsøgte at holde mine opkastninger skjult for mine forældre, fordi jeg ikke ville belaste dem. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg nok har udvist en masse tegn – men mine forældre har bare ikke ladet mærke til dem.
Spiseforstyrrelsen som en konstant følgesvend
Som 21-årig blev jeg gravid. Det forværrede min bulimi, da jeg havde svært ved at acceptere vægtøgningen fra graviditeten. Da jeg senere hen blev gravid med mit andet barn, fik jeg bækkenløsning og skulle derfor være stillesiddende. Det var enormt hårdt for min psyke, at jeg slet ikke måtte bevæge mig. Jeg fik nok lidt ondt af mig selv der, og begyndte at overspise. Det var, som om min følelse af mæthed med ét var forsvundet. Samtidig var jeg i et stormfuldt ægteskab. Her blev spiseforstyrrelsen den tryghed, som jeg sådan længtes efter i parforholdet.
Da jeg var 33 år, var jeg blevet alenemor til tre. Jeg arbejdede nu mange timer om ugen i en børnehave for at kunne forsørge mine børn. Jeg pressede mig selv til det yderste, og det endte med, at jeg udviklede anoreksi. Det gjorde mig så afkræftet, at jeg nogle dage slet ikke kunne rejse mig fra sengen. Samtidig havde jeg fået diabetes. Jeg undlod at tage min medicin, så jeg tabte mig. Det betød, at jeg blev yderligere afkræftet. Min ældste datter havde særligt lagt mærke til hvor afkræftet jeg var blevet. Jeg kan tydeligt huske, at hun sagde “Mor, du kan ikke holde det her hemmeligt længere! Du bliver nødt til at fortælle nogen om det, du går med indeni.” Men det var nemmere sagt end gjort.
Jeg måtte tage hul på det
Det var først, da jeg var blevet 43 år, at jeg valgte at fortælle om min sygdom til min tætteste familie. Jeg husker tydeligt 2. juledag, hvor jeg sad og spiste jule-rester med min familie. Jeg spiste ikke særlig meget. På det tidspunkt havde jeg skjult spiseforstyrrelsen for dem i 32 år. Jeg tænkte “Malene, nu må du tage hul på det. Det skylder du dem, og ikke mindst dig selv.”
Jeg tog en dyb indånding og fortalte dem så om, hvordan jeg havde lidt af forskellige spiseforstyrrelser i alle de år. Mine forældre kiggede chokerede på mig, imens jeg fortalte dem min historie. De var helt mundlamme. Det første, min moster spurgte mig om, var “Jamen, er det ikke noget, man kan dø af?” Det var en kommentar, der var hård at høre. Men den indikerede også begyndelsen på en ny tid, hvor jeg begyndte at tage min sygdom alvorligt. Jeg besluttede mig for, at nu skulle jeg se en læge.
For syg til dagafsnit og for rask til døgnafsnit
Min læge bekræftede, hvor slemt det stod til. Jeg sagde til hende, at jeg ikke troede, jeg kunne overleve et halvt år mere. Hun svarede “Hvis du ikke gør noget nu, overlever du nok ikke engang tre måneder.” Jeg tænkte “Fandme nej. Mine børn skal ikke begrave mig endnu.” Så jeg søgte om hjælp.
Jeg kom i behandling på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor jeg startede i gruppeterapi, som i starten hjalp mig en smule. Men andres beskrivelser af deres spiseforstyrrelser triggede mig rigtig meget. Jeg begyndte selv at kopiere deres adfærd og stoppede derfor hurtigt i forløbet. Jeg ville gerne på et dagafsnit, men jeg blev vurderet for syg, fordi jeg dumpede min måltidsprøvelse. Jeg kunne ikke spise hele det måltid, man skulle, for at få lov til at blive indskrevet. Det gjorde, at jeg følte mig uplacerbar – for syg til dagafsnittet og for rask til døgnafsnittet.
Under min behandling på centeret kom jeg ind til en sygeplejerske, som var uddannet indenfor et eller andet terapeutisk halløj, så hun også kunne behandle. Men i min verden behandlede hun ikke. Hun sad bare der i sin lænestol og snakkede om mad og vægt. Jeg skulle hele tiden sige “Jamen, der ligger jo så meget bagved mad og vægt, som er relevant at tage hul på.” Jeg havde stadig en lille stemme inde i mit hoved, der fortalte mig, at jeg ikke var god nok, hvad skulle jeg gøre med den? Fordommene og mobningen sad stadig i kroppen på mig. Og så fik jeg altså intet ud af at måltidstræne og skrive i kostdagbog. Men hun affejede det hver gang med et “Den tager vi senere, Malene.
Nogle gange bliver jeg vred på mig selv over, at jeg ikke er nået længere. Men så husker jeg på, at jeg har gået alene med det her i tre årtier.
Det er nu et år siden. I dag har jeg stadig gode og dårlige dage. De spiseforstyrrede tanker kan på nogle dage godt larme, men jeg er alligevel kommet et stykke vej. Nogle gange bliver jeg vred på mig selv over, at jeg ikke er nået længere. Men så husker jeg på, at jeg har gået alene med det her i tre årtier. Idet jeg flytter til Roskilde, skal jeg i behandling der til næste år. Her håber jeg på, at jeg ikke vil blive mødt med forudindtagethed.
At leve med fordomme
Under hele mit forløb har jeg været i chok over, hvor lidt folk egentlig ved om spiseforstyrrelser. Nogle gange, når jeg fortæller om min sygdom, er folk trådt et skridt tilbage, som om jeg smitter. Mange siger: “Kan du ikke bare spise? Du vil vel gerne være rask?” Jeg svarer “Jo, det vil jeg. Men tør jeg give slip på den kontrol og tryghed, som spiseforstyrrelsen giver mig? Nej.” Det er den barriere, jeg stadig står overfor i dag. Min spiseforstyrrelse bliver ved med at fortælle mig, at jeg ikke vil være rask. Folk er så fordomsfulde og tror, at jeg har en spiseforstyrrelse for at få opmærksomhed. Til dem svarer jeg “Jamen, hvis det bare var for opmærksomhed, hvorfor skulle jeg så holde min sygdom skjult i tre årtier?”
Der er intet, der gør mig mere vred, end når man dømmer andre uden at kende til deres historie. Det er derfor, jeg fortæller min historie – for at bekæmpe de fordomme, der er så destruktive. Fordomme spreder sig, og bliver til tabu – og jeg har i den grad betalt en pris for den uvidenhed og fordomsfuldhed, der i årtier har været omkring min sygdom. Derfor har jeg efterhånden fået et fast motto, jeg siger “Min sygdom smitter ikke. Men det gør dine fordomme.”
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
