Når sundhed bliver en besættelse
Sofias spiseforstyrrelse begyndte som en søgen efter stabilitet i en tid præget af angst og depression. Hendes fortælling handler om at miste kontrollen over livet, om at finde tryghed i mad og træning, og om at opdage at vejen til heling starter med at sige tingene højt. Med støtte fra familie og veninder har hun gradvist lært at bryde med de destruktive mønstre og finde en ny balance i hverdagen.
Jeg har altid haft et stærkt behov for kontrol, og jeg har altid været en meget aktiv person, sådan lidt af en træningsfreak. Mad fyldte ikke så meget, da jeg var yngre – jeg spiste egentlig bare, hvad jeg havde lyst til. Men i slutningen af 3.g ændrede alt sig.
Jeg begyndte, at få dårlige tanker og tanken om “hvad skal jeg efter gymnasiet” ramte virkelig hårdt. Jeg udviklede angst og en depression og det blev egentlig bare værre og værre. Jeg tror det var i takt med, at alle omkring mig havde en plan – de skulle arbejde, rejse verden rundt og planlagde så mange ting.
Jeg mistede kontrollen over mine følelser, og det føltes, som om jeg mistede grebet om mit liv. Midt i det hele greb jeg fat i den eneste ting, jeg stadig følte, jeg kunne styre: mad og træning.
Turen til Italien
I sommeren 2024, året efter jeg blev færdig på gymnasiet, tog jeg på ferie til Italien med min tvillingsøster og vores to bedste veninder. Min depression var på dette tidspunkt gået endnu mere ned af bakke og den manglende kontrol var stigende.
Ferien blev derfor en konstant kamp om at finde den manglende kontrol og det gik udover mine spisevaner og min selvkærlighed. Jeg planlagde hvert måltid meget nøje, og jeg kan huske, at jeg tænkte: “Jeg kan godt nøjes med et æble til aftensmad”, eller “Hvis vi skal ud at spise pizza i aften, kan jeg bare springe frokosten over.” Jeg begyndte at tælle alt, jeg spiste, og hvordan jeg kunne kompensere for mit madindtag.
Da vi kom hjem, tænkte jeg ikke over, om jeg havde tabt mig, men det gjorde min mor. “Du har godt nok tabt dig, har du fået noget at spise?” spurgte hun. Jeg svarede: “Ja, jeg har da spist pizza hver dag,” velvidende at det så også var det eneste, jeg havde spist. Jeg fik flere kommentarer på, at jeg havde tabt mig, og det var en form for bekræftelse, at min strategi virkede. Jeg begyndte at tænke: “Så må det jo være pænt til mig.” Og med den tanke blev mine restriktionerne endnu strammere. Portionerne blev mindre, jeg skiftede minimælk ud med skummetmælk, og jeg talte kalorierne ned til mindste detalje.
Mad og træning blev en besættelse
I tiden efter sommerferien begyndte jeg at lave flere regler for mig selv. På mit arbejde i Bestseller var der en lækker frokostbuffet, som jeg før ferien havde nydt og fyldt min tallerken med uden problemer. Men nu sagde jeg til mig selv, at jeg kun måtte få ét stykke brød om ugen. Reglerne blev flere og flere. Hvis jeg spiste slik om aftenen, skulle jeg kompensere ved at løbe. Hvis jeg spiste noget “forkert”, skulle jeg være aktiv – ellers gik det helt galt i mit hoved.
Jeg overbeviste mig selv om, at det var en del af min rutine, men jeg vidste godt, at jeg var på vej ud på et skråplan. Jeg holdt fast i morgenmad, frokost og aftensmad, men kun på en måde, hvor jeg stadig havde fuld kontrol. Måltiderne måtte ikke afvige fra det, jeg havde planlagt i mit hoved, og hvis jeg spiste noget udover de tre faste måltider, så skulle det forbrændes.
Den konstante sammenligning
Min trang til kontrol bredte sig også til min tvillingsøster. Jeg begyndte at sammenligne os hele tiden. Hvad hun spiste, hvor langt hun løb – jeg skulle gøre det samme, eller bedre. Hvis hun havde været ude og løbe syv kilometer, så følte jeg, at jeg også var nødt til at løbe syv kilometer. Hvis hun ikke ville spise usundt eller ikke tog så meget på tallerken, spurgte jeg: “hvorfor”, og gjorde det samme. Jeg havde jo egentlig lyst til at spise den flødebolle til dessert, men jeg kunne ikke få mig selv til det, fordi hvis hun kunne lade vær, så kunne jeg også.
Til sidst blev det for meget for hende. Hun kunne ikke være i det mere. Hun måtte flytte ned til vores far, mens jeg blev hos vores mor. Vi har altid haft et tæt forhold, men den konstante sammenligning tog hårdt på hende og vores søskenderelation. Selv min mor begyndte at spise mere, end hun egentlig kunne, bare for at få mig til at tage mere mad på min tallerken.
Systemet der ikke så mig
Efterhånden fyldte tankerne om mad og træning alt. Da jeg endelig kom til en psykiater, var det egentlig for at finde ud af, om jeg havde ADHD – men da de spurgte, om jeg havde tabt mig, fortalte jeg om mit forhold til mad og træning. De vejede mig, men nævnte aldrig mit vægttab. De sagde, at alt, jeg oplevede, skyldtes depressionen og sendte mig hjem med en følelse af ikke at blive set. Jeg havde netop åbnet op om noget, der føltes kæmpestort, men de lod til at ignorere det. Hvis jeg ikke engang var “syg nok” til at få hjælp, hvad så?
Heldigvis havde jeg et stærkt netværk. Mine veninder og min familie blev min redning. Nogle af mine veninder kæmpede også med deres forhold til mad, og vi begyndte at støtte hinanden. Jeg startede med, at åbne op overfor dem, da jeg vidste jeg havde brug for hjælp.
Vi sendte billeder af vores måltider, prøvede at normalisere at spise en burger uden at skulle kompensere bagefter. Det var en langsom proces, men at sige tingene højt gjorde en forskel. Da jeg endelig sagde til min mor: “Jeg har et problem”, føltes det som en lettelse. At høre mine veninder sige “det er okay at spise en pose slik, hvis du har lyst” var på en måde den tilladelse, jeg havde brug for.
Men jeg ved også, at hvis jeg ikke havde haft dem, kunne det være endt helt anderledes. I systemet blev jeg ikke mødt. Jeg var ikke “tynd nok” til at falde ind under kategorien af spiseforstyrrede, så jeg blev overset. Det skræmmer mig at tænke på, hvor mange der står i samme situation – hvor mange der ikke får hjælp, fordi de ikke er “syge nok” i andres øjne. Vi burde hjælpe folk, inden det når dertil, hvor det er umuligt at vende skibet.
En kamp der stadig fylder
I dag har jeg det bedre, men kampen er der stadig. Nogle dage føles det let, og jeg kan spise uden at tænke for meget over det. Andre dage fylder reglerne stadig. Men jeg har gjort fremskridt. Jeg er begyndt at træne for at blive stærk i stedet for at straffe mig selv. Jeg spiser mere, fordi min krop har brug for det. Og de hårde dage bliver færre.
Jeg ville ønske, flere vidste, at en spiseforstyrrelse ikke kun handler om vægt. Du behøver ikke veje 40 kilo for at have en spiseforstyrrelse. Det er i tankerne, det sidder. Det er den konstante kamp med sig selv, kontrollen, frygten for at give slip. Det er at bruge uendelig meget energi på at overbevise sig selv om, at det er okay at spise. Det kommer i mange former, og jeg håber, at ved at dele min historie kan jeg hjælpe andre til at føle sig mindre alene.
Følg Sofia
Hvis du vil se mere til Sofia og hendes hverdag, så kan du følge med på TikTok og Instagram.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
