Stinnes afhængighed
Stinne vokser op i et svært miljø. Allerede som barn mærker hun depressionen og angstens tunge greb, men det er først senere, at det hele ramler. Selvskaden bliver hendes måde at håndtere den indre smerte på. Det, der startede som en overlevelsesstrategi, udvikler sig hurtigt til en afhængighed. I dag står Stinne stærkere end nogensinde og kæmper hver dag for et liv uden selvskade – et liv, hvor hun tager magten tilbage over sin egen historie.
Jeg voksede op i et hårdt miljø og det satte et tydeligt præg på min barndom. Omsorgssvigtet var som en konstant skygge, der fulgte mig. Der var aldrig ro derhjemme. I skolen blev det ikke lettere. Jeg blev mobbet og følte mig anderledes – som om jeg ikke passede ind nogen steder. Allerede i 0. eller 1. klasse begyndte tankerne at snige sig ind: Hvorfor er det altid mig, de andre går efter? Hvorfor kan jeg ikke bare være som de andre børn?
De oplevelser satte sig som en tung sten i mit indre. Dengang havde jeg ikke ord for det, men jeg følte mig forkert – som om jeg aldrig var nok, uanset hvad jeg gjorde. Det var som en knude af angst og tristhed, der voksede dag for dag. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, hvordan det allerede dér var begyndelsen på den depression og angst, der har fulgt mig lige siden. Men som barn vidste jeg bare, at alt føltes svært. At verden føltes uoverskuelig, og at vejen ud føltes blind.
I flere år vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere de svære tanker og følelser. Men omkring 4. klasse dukkede der nogle nye tanker op. Tanker om selvskade. Jeg turde ikke handle på dem, og jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg havde lyst til det, eller hvorfor det overhovedet føltes som en mulighed. Set i bakspejlet tror jeg, det handlede om, at jeg søgte en måde at få den indre smerte til at slippe. En form flugtvej.
Første gang jeg prøvede det, var i 6. klasse. Det blev ikke til mere end den ene gang. Det føltes overfladisk, som om det ikke gav mig det, jeg havde håbet på. Jeg havde troet, det ville føles anderledes. Så jeg lod det ligge – i hvert fald for en stund.
Da jeg startede på efterskole i 8. klasse, var det som om, alt kom tilbage med fuld kraft. Det var på studietur i Berlin med efterskolen, at jeg selvskadede “rigtigt” for første gang. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det skete lige dér, men det var som om det hele bare blev for meget. Følelser og oplevelser, jeg i mange år havde skubbet væk, væltede pludselig op til overfladen. Og lige den dag, var det som om, jeg ikke kunne holde det inde længere.
Starten på slutningen
Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg blev sendt hjem fra efterskole. De sagde, at det handlede om min sikkerhed, og at de var bekymrede for mig. Men jeg kunne mærke, at det også handlede om noget andet – de ville ikke stå til ansvar for min selvskade. Jeg fornemmede, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Hvordan de skulle håndtere det. Selvskaden. Mig. Derfor blev jeg sendt hjem. Jeg var knust.
Mine forældre og jeg tog fat i min læge. Jeg husker, hvordan min far og jeg sad på hans kontor og fortalte om alt det, jeg havde med mig i bagagen. Selvskaden var jo et symptom på, at der var en masse andre ting, som var svært, så lægen besluttede sig for at ringe til akutafdelingen ved psykiatrien. Men selv dér kunne jeg mærke modstanden. Det var tydeligt, at min læge blev afvist i telefonen. De ville ikke tage mig ind. Jeg var jo ny i psykiatrien, og det føltes som om, at de var meget påpasselige med at få nye ind. De ville ikke se mig.
Men til sidst lykkedes det min læge at trumfe igennem. Jeg fik lov til at komme ud til akutafdelingen i psykiatrien. Men selv dér skete der ikke noget. Jeg blev ikke hjulpet eller taget alvorligt. I stedet blev jeg sendt videre til kommunen.
Hos kommunen havde jeg egentlig et fint samarbejde. På det tidspunkt havde jeg allerede en ungevejleder, som jeg havde talt med hver uge, siden jeg gik på efterskole. Jeg havde det også fint med min sagsbehandler. De lyttede, og jeg kunne mærke, at de gerne ville hjælpe mig. De spurgte ind til selvskaden med en nysgerrighed på at ville vide mere. Men det var også tydeligt, at de ikke havde så stor viden inden for emnet og ikke vidste, hvordan de overhovedet kunne hjælpe mig.
Der gik noget tid, før jeg blev tilbudt en psykolog. Tilbuddet kom ikke på baggrund af selvskaden i sig selv, men på grund af alle de andre ting, jeg kæmpede med. De gav udtryk for, at det måske mere var psykiatriens opgave at gøre noget, hvis der skulle gøres noget. Derfor fik jeg også lidt en følelse af at lande mellem to stole, som begge prøvede at skubbe mig over til den anden.
Når selvskade bliver misforstået
Jeg har tænkt over, hvor stor en forskel, det kunne have gjort, hvis der havde været en bedre forståelse for, hvorfor folk selvskader, og hvad man kan gøre for at hjælpe dem. Kommunen havde mødt massere unge før, der også selvskadede – det var jo ikke fordi, de aldrig havde hørt om det. Men alligevel oplevede jeg, at de bar rundt på de samme fordomme og antagelser, som den almene befolkning også kan have om selvskade.
Jeg brugte meget tid på at forklare, hvad selvskade egentlig er. To ting står særligt klart for mig, som de havde svært ved at forstå. For det første kunne de ikke forstå, at selvskaden var en afhængighed for mig. Jeg oplevede, at de ofte antog, at jeg “bare” kunne stoppe, som om det kun handlede om viljestyrke. For det andet blev jeg mødt af den klassiske fordom – at selvskade kun handler om at få opmærksomhed. De sagde det ikke ordret til mig, men jeg kunne mærke det.
Jeg ved godt, at man ikke kan sige, at ingen selvskader for opmærksomhed. Fordommen kommer jo et reelt sted fra. For mig var selvskaden både et resultat af afmagt, men også et eller andet sted et råb om hjælp, fordi der var så mange ting inde i mig, som jeg ikke fik hjælp til at håndtere. I stedet for at kalde det “opmærksomhedskrævende”, synes jeg, at vi bør se det for, hvad det i virkeligheden er: Et råb om hjælp.
Jeg blev for nylig, i januar 2023, diagnosticeret med PTSD, som gav mig en lille forklaring på, hvorfor jeg har haft det svært i min barndom og op igennem teenageårene. Den diagnose kæmper jeg selvfølgelig meget med også, men selvskaden fylder bestemt meget. Det er anderledes i dag, for lige nu er det ikke sådan, at jeg er deprimeret eller angstpræget, som jeg var, da selvskaden begyndte. Nu står selvskaden tilbage alene og som en ren afhængighed.
Livet på “den anden side” af selvskaden
I dag er jeg 19 år gammel. Jeg har ikke selvskadet i 2,5 år, men det fylder stadig rigtig meget. Jeg har for tiden haft en så stor trang til at gøre det igen, at jeg har været meget tæt på at falde i. Og det er netop dét, jeg så gerne vil have ud i verden: Selvskade kan blive en afhængighed. Det er ikke sådan for alle, men for mig er det.
Selvom selvskaden hører fortiden til, bærer jeg stadig dens mærker – bogstaveligt talt. Mine ar er synlige spor af et overstået kapitel, men alligevel føles det, som om de aldrig helt får lov at høre fortiden til. Uanset hvor gamle de er, synes folk altid at have noget at sige om dem.
Jeg har oplevet det mange gange før. Kommentarerne, blikkene. Fra barndommen og frem til nu. Jeg husker flere klassekammerater, der uden at spørge rørte ved mine ar og sagde: “Ej, har du gjort sådan noget?” Selv på gaden kan jeg tydeligt mærke, når folk stirrer. Og det er netop dér, jeg selv bliver bevidst om mine ar. Særligt om sommeren, når temperaturen stiger, og det bliver naturligt at gå i korte ærmer. Da jeg havde første dag i gymnasiet, og jeg ved, at mine ar vil blive set. Formodentlig dømt. Bare tanken kan få mig til at række ud efter en langærmet trøje – selv når solen brænder.
For mig er arrene blot en del af mig. Jeg lægger knap nok mærke til dem. De er som modermærker, man altid har haft – noget, der bare er der. Men i andres øjne bliver de aldrig bare en del af min hud. For når jeg er ude blandt andre, føles det pludselig som om min fortid står skrevet på min krop, åben for andres blikke, spørgsmål og antagelser. Det er ikke mig, der ønsker arrene væk – det er andres reaktioner, der planter det ønske.
For når arrene bliver ved med at blive trukket frem af andre, føles det, som om de definerer mig mere, end jeg selv gør. Som om min historie allerede er fortalt, før jeg overhovedet får sagt et ord. Som om jeg aldrig får lov at være noget andet end den, der engang gjorde skade på sig selv. Og netop dét er, hvad jeg vil slippe fri af. Ikke arrene i sig selv, men den fortælling, andre læser i dem. Den fortælling, de tillægger mig. Derfor er mit største ønske at få dem fjernet. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi jeg selv vil have lov til at bestemme, hvad min historie skal handle om.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
