“Jeg troede, alt var perfekt – men hvorfor havde jeg det ikke sådan?”
Veronica deler sin historie om at gå fra at være uvidende om, hvorfor hun selvskadede, til at opnå en dyb forståelse af sine indre kampe. Hun åbner op om konflikten mellem at leve op til perfektionens krav og den udfordrende proces med at lade kaos og kontrol sameksistere.
I mit hoved havde jeg altid haft en perfekt familie. En perfekt opvækst. Udefra spillede alt, og det var måske derfor, det føltes så svært. Hvis alt var perfekt, hvorfor havde jeg det så ikke sådan?
Jeg begyndte at skade mig selv i folkeskolen. Det var overfladisk, aldrig slemt nok til at efterlade ar. Jeg vidste ikke, at det var selvskade – eller hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde jo intet at klage over? Først i slutningen af 2020 gik det op for mig, at jeg ikke bare skadede mig selv – jeg havde brug for det. Det var der, selvskaden blev slem. Jeg var 17 år, og for første gang skulle jeg sys. Det føltes som om alt, jeg havde lagt låg på, brød frem.
Alt, hvad jeg troede var perfekt, viste sig at være en idealisering. Jeg havde idéen om, at alt skulle være perfekt, og at alt skulle kontrolleres for at leve op til min egen forestilling om vores lille, perfekte familie. Jeg havde måske heller ikke de bedste forbilleder til at lære at håndtere følelser, fordi følelser ofte førte til diskussioner og skrigekonkurrencer. Jeg lærte aldrig rigtig at håndtere dem. Jeg lærte kun, at de sjældent førte til noget godt. Og i en verden, hvor alt skulle være perfekt, var der så plads til følelser? For følelser er kaotiske. Uperfekte. Og når alt skulle være perfekt, var der ingen plads til det kaotiske og uperfekte. For perfektion krævede kontrol.
Nålen i ballonen
Selvskaden blev min flugt fra virkeligheden. Det blev en måde at håndtere de følelser, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Den psykiske smerte var uhåndgribelig, men fysisk smerte kunne jeg forholde mig til.
Det var som om, smerten pustede sig op som en ballon – større og større, til den føltes som om, den ville sprænge. Men når jeg selvskadede, var det som at stikke en lille nål i den. Luften sivede langsomt ud, og for et øjeblik blev alting stille. Jeg kunne trække vejret. Ingen larm, ingen kaos. Ballonen eksploderede ikke, den fløj ikke vildt rundt – den sank bare sammen. Langsomt. Ligesom mig.
Hvor længe den her ro varede, var aldrig til at vide. Nogle gange strakte den sig over flere uger, andre gange forsvandt den efter et par timer. Men når man er i en situation som min, mister tid sin betydning. Det eneste, der betyder noget, er de fem minutter, hvor ballonen ikke er ved at sprænges. De fem minutter, hvor man ikke bliver kvalt af en smerte, man ikke ved, hvad man skal stille op med.
En anerkendelse, jeg higede efter
Efter første gang, jeg blev syet, blev det som om, at selvskaden ikke længere var ‘god nok’, medmindre den var så slem, at jeg skulle sys igen. Hvis det ikke var så alvorligt, så var det ikke godt nok i mit hoved. Det føltes, som om selvskaden gik fra, at jeg selv bare skulle synes, det var slemt, til, at andre nu også skulle synes, at det var slemt. Som om det blev en anerkendelse, jeg higede efter.
Følelserne og tankerne blev sværere og sværere at håndtere. Selvmordstanker tog til, og jeg blev indlagt. På mange af de første afdelinger føltes mere som straf end hjælp. Hvis jeg selvskadede, blev jeg nærmest skældt ud. Jeg kan tydeligt huske en læge, der stod og råbte ad mig, at jeg skulle stoppe. Jeg følte mig misforstået. Overset.
Afdeling 29 – en vej mod bedring
Jeg endte med at blive overflyttet til Afdeling 29. Det var et vendepunkt. De havde en helt anden tilgang til selvskade. I stedet for at dømme eller skælde ud, anerkendte de selvskaden som en overlevelsesstrategi, jeg havde lært. I stedet for at forsøge at stoppe mig med det samme, fokuserede vi på at forstå den, dens virkningsområder, før vi kunne arbejde med den.
For første gang følte jeg mig set. Personalet vidste, hvad selvskade kunne gøre, og hvilken befrielse det kunne give. Vi var på samme side fra starten, og det gjorde, at vi kunne arbejde sammen i stedet for imod hinanden. De vidste, at jeg stadig ville få brug for at selvskade undervejs i min bedring, og det blev ikke et tabu, men noget, vi kunne tale åbent om. Det fjernede presset for at skjule det eller føle sig forkert. For nu kunne jeg gå til personalet, når lysten opstod, og de ville møde mig med forståelse og sige: “Okay, vi prøver noget andet først. Hvis det ikke virker, er det også okay.”
En ny forståelse
Det gjorde det lettere at håndtere lysten, når vi ikke bare talte om det. For jeg blev så træt af spørgsmålet “Hvad sker der inde i dig?”, for det vidste jeg jo for helvede ikke. Så det med at forsøge at aflede mig, få mig til at gøre noget andet, gjorde en stor forskel. Rent faktisk at gøre noget, i stedet for bare at tale.
Siden jeg blev udskrevet, har jeg taget afledningsmetoderne med mig. Jeg har også været i et psykologforløb, som rent faktisk hjalp mig med at forstå, hvorfor jeg selvskadede, og hvad det gjorde for mig. Jeg forstår nu higen efter at blive syet – fordi det forlængede smerten. Fordi det at blive syet, gjorde ondt.
Jeg vælger livet til
I dag er jeg 22 år gammel og sygeplejestuderende på 7. semester. Jeg har det meget op og ned, men bedre. Jeg har fået flere redskaber til at arbejde med mig selv, men det er en lang og udfordrende proces. Selvskade er stadig en del af mig – hver gang jeg har gjort det, har jeg valgt livet til og skabt afstand til den smerte, der før fik mig til at overveje at afslutte det. Derfor siger jeg heller ikke, at jeg er stoppet. Hvis jeg en dag virkelig får brug for det, vil jeg ikke tøve.
Nogle gange går der måneder, andre gange kun dage imellem. Det sker især i perioder, hvor jeg prøver at holde facaden. Hvor jeg prøver at holde meget sammen på mig selv. Som da jeg var i praktik og både ville være den perfekte studerende, medarbejder og datter.
Når jeg føler, at jeg skal leve op til perfektionen, bliver det svært at være i mine følelser. Jeg forsøger at kontrollere alt omkring mig, men det forstærker kun kaosset indeni. Jeg arbejder stadig på at lade kontrol og kaos sameksistere – og nogle dage er det sværere end andre. Derfor kan jeg stadig have brug for at selvskade.
Velfungerende mennesker kan også selvskade
Jeg ville ønske, at flere mennesker forstod, hvilke virkningsområder selvskade kan have. Mange bliver overraskede, når de opdager, at man både kan være et velfungerende og selvskadende menneske på samme tid. Det er som om, det ikke passer ind i deres billede af, hvem der selvskader. Måske fordi der stadig findes en forestilling om, at selvskadende mennesker er helt kuk-kuk eller “crazy”. Men når det så viser sig, at det også kan være helt almindelige mennesker, bliver det pludselig ubehageligt og skræmmende. Men selvskade bør ikke være et tabu. For det er okay at spørge, og det er okay at ville forstå.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har det svært og bruger selvskade som en måde at håndtere dine følelser på, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
